Åndelige gaver bind 4a kapitel 26fra side21

tilbage

Kaleb og Josua

(21)  Herren befalede Moses at sende mænd ind for at undersøge Kanaans land, som han ville give Israels børn. En leder for hver stamme skulle udvælges til dette formål. De rejste og efter fyrre dage, kom de tilbage fra deres undersøgelse, og kom frem for Moses og Aron, og hele den israelitiske forsamling, og viste dem landets frugter. Alle var enige om at det var et godt land, og de viste de rige frugter som de havde komme med som bevis. En drueklase var så stor at to mænd bar den imellem sig på en stav. De kom også med figner og de granatæbler, som voksede der i overflod. Efter at de havde talt om landets frodighed, talte alle på nær to, meget nedslående om de kunne komme ind og besidde det. De sagde at de folk der boede der var meget stærke, og at byerne var omgivet af meget store og høje mure; og, mere end dette, de så den store Anaks børn der. De beskrev da hvordan folket var bosat omkring Kanaan, og umuligheden for at de nogensinde kunne besidde det. ret

(22)  Idet folk lyttede til denne efterretning, reagerede de med bitter bebrejdelser og gråd. De ventede ikke, og reflekterede og tænkte over at Gud, som havde bragt dem så langt, ville give dem landet visselig. Men de havde straks overgivet sig i modløshed. De begrænsede den Hellige Guds magt, og stolede ikke på ham, som hidtil havde ledt dem. De bebrejdede Moses, og sagde knurrende til hinanden: Dette er afslutningen på al vort håb. Dette er det land som vi har rejst til fra Ægypten for at få. Kaleb og Josva forsøgte at få dem i tale; men folk var så opildnede at de ikke kunne få sig selv til at lytte til disse to mænd. Efter at de var stille for en tid, prøvede Kaleb at sige noget. Han sagde til folk: "Lad os straks gå der op og tage det i besiddelse; for vi er i stand til at indtage det." Men de mænd der var gået med ham sagde: »Vi kan ikke drage op imod dette folk, thi det er stærkere end vi!« Og de fortsatte med at gentage deres onde efterretning, og erklærede at alle mænd var af stor statur. "Vi så der kæmperne Anaks sønner, der er af kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som græshopper!« Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb, og folket græd natten igennem. Og alle israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen! Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?« Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!« Da faldt Moses og Aron på deres ansigt foran hele den israelitiske menigheds forsamling." ret

(23)  Israelitterne begav sig ikke kun til at beklage sig til Moses, men anklagede Gud selv for at have behandlet dem bedragerisk, ved at love dem et land som de ikke kunne indtage. Deres oprørskhed rejste sig så højt, at de glemte den Almægtiges stærke arm havde ført dem ud af Ægyptens land, og derved havde ledt dem ved en række mirakler, havde de besluttet at vælge en der kunne føre dem tilbage til Ægypten, hvor de havde været slaver, og havde lidt så mange genvordigheder. De udpegede sig faktisk en leder, og ignorerede derved Moses, deres tålmodige og lidende leder; og de knurrede bitterligt imod Gud. ret

(23)  Moses og Aron faldt på deres ansigter for Herren i hele menighedsforsamlingens nærvær, for at anråbe Guds barmhjertighed mod dette oprørske folk. Men deres pinsler og sorg var for store at udsige. De forblev på deres ansigter i fuldkommen tavshed. Kaleb og Josva rev deres klæder i stykker, som udtryk for den største sorg. "Og sagde til hele israelitternes menighed: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!«" ret

(23)   "Deres forsvar forlod dem." Det er fordi at Kanaanæerne havde fyldt deres synds mål op, og den guddommelige beskyttelse var trukket tilbage fra dem, og de følte sig fuldstændig sikre, og var helt uforberedt på slaget; og ved Guds pagt, er landet sikret os. I stedet for at disse ord skulle have indvirkning på folket, øgede de deres opsatte oprør. De blev rasende, og råbte højt og vredt at Kaleb og Josva skulle stenes, som ville være sket hvis Herren ikke havde lagt sig imellem med en tydelig fremvisning af hans frygtelige herlighed i forsamlingens åbenbaringstelt, for Israels børn. ret

(24)  Moses gik da ind i åbenbaringsteltet for at tale med Gud. "Og Herren sagde til Moses: »Hvor længe skal dette folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til trods for alle de tegn jeg har gjort i det? Jeg vil slå det med pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et folk, større og stærkere end det!« Men Moses sagde til Herren: »Ægypterne har hørt, at du i din vælde har ført dette folk bort fra dem; og ligeledes har alle dette lands indbyggere hørt, at du, herre, er midt iblandt dette folk, thi du, herre, åbenbarer dig synligt, idet din sky står over dem, og du vandrer foran dem om dagen i en sky støtte og om natten i en ild støtte. Hvis du nu dræber dette folk alle som een, vil de folk, der har hørt dit ry, sige: fordi Herren ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i ørkenen." ret

(24)  Moses afviser igen at få udryddet Israel, og gjort sig selv til et mægtigere folk end Israel. Denne begunstigede Guds tjener viser sin kærlighed for Israel, og viser sin nidkærhed for sin Skabers herlighed og sit folks ære: Som du har tilgivet dette folk fra Ægypten af indtil nu, har du været langmodig og barmhjertig hidtil mod dette utaknemmelige folk, uanset hvor uværdige de end måtte være, er din barmhjertighed den samme. Han beder: Vil du derfor ikke spare dem denne gang, og give dem endnu et eksempel på guddommelig tålmodighed mod mange du allerede har givet til dem? ret

(25)  “Da sagde Herren: »Jeg tilgiver dem på din bøn. Men så sandt jeg lever så sandt hele jorden skal opfyldes af Herrens herlighed: Ingen af de mænd, der har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Ægypten og i ørkenen, og dog nu for tiende gang har fristet mig og ikke villet lyde min røst, ingen af dem skal se det land, jeg tilsvor deres fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; kun min tjener Kaleb lader jeg komme til det land, han har været i, og hans efterkommere skal få det i eje." ret

(25)  Herren bad hebræerne gå tilbage, og tage ud i ørknen på vejen til det Røde Hav. De var lige ved det gode land; men på grund af deres onde oprør, mistede de retten til Guds beskyttelse. Havde de taget imod efterretningen fra Kaleb og Josva, og var straks gået der op, ville Gud have givet dem Kanaans land. Men de troede ikke, og viste en så uforskammethed imod Gud, at de pådrog sig selv dommen, at de aldrig skulle gå ind i det forjættede land. Det var i medynk og barmhjertighed at Gud sendte dem tilbage til det Røde Hav, for Amelekitterne og Kana'anæerne, medens de tøvede og knurrede, hørte spionerne, og forberedte sig selv på at føre krig imod Israels børn. ret

(26)  “Fremdeles talte Herren til Moses og Aron og sagde: »Hvor længe skal jeg tåle denne onde menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt israelitternes knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig." Herren bad Moses og Aron at sige til folket at han ville gøre med dem, som de havde talt. De havde sagt: "Vil Gud at vi skulle dø i Ægyptens land! eller vil Gud at vi skal dø i denne ørken?!" Nu vil Gud tage dem på deres ord. Han beder sine tjenere at sige til dem at de må falde i ørknen, fra tyve år og opad, på grund af deres oprør og knurren imod Herren. Kun Kaleb og Josva kunne gå ind i Kanaans land. "Eders små børn, som I sagde ville blive til bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det land i besiddelse, som I har vraget." ret

(26)  Herren erklærede at hebræernes børn skulle strejfe rundt i ørknen i fyrre år, regnet fra tidspunktet hvor de forlod Ægypten, på grund af deres forældres oprør, indtil alle deres forældre var døde. Derved skulle de bære og lide af konsekvenserne af deres synd i fyrre år, efter det antal dage som de opsøgte landet i, en dag for et år. "Og I skal kende mit løftebrud." De burde erkende til fulde at det var straffen for deres afgudsdyrkelse, og oprørske knurren, som fik Herren til at skifte sit mål med dem. Kaleb og Josva blev lovet en løn frem for hele Israels hær, fordi sidstnævnte havde fremhævet alle Guds belønninger og beskyttelse. ret

(26)  Herren sendte ild ned fra sin nærhed og fortærede de mænd som havde bragt onde efterretninger, som fik hele forsamlingen til at knurre imod Moses og imod Herren. Men Kaleb og Josva levede for Herren, og for folket, som bevidnede for dem at deres efterretning var korrekt. ret

(26)  Da folket lærte Guds hensigt fra Moses om dem, knurrede de stærkt. Tidlig næste morgen samlede de sig selv foran Moses, alle udstyret til krig, og sagde: Vi er her, og vil tage til det sted som Herren har lovet; for vi har syndet. Herren har sagt at de ikke skal have landet, men skal dø i ørknen; og hvis de tager kampen op, vil de ikke sejre. Moses sagde: “Drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders fjender! Thi amalekitterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for sværdet; I har jo vendt eder fra Herren, og Herren er ikke med eder!" Men de vovede at tage ud imod deres fjender uden deres udpegede leder, og uden Herrens pagts ark; og de skulle møde deres fjender, og blive slået, og drevet bort af dem. Her angrende israelitterne for sent; og da Gud havde sagt at de ikke skulle tage der op for at tage landet i besiddelse, var de lige så fremsynede på at tage af sted, som de var bagud synet før. ret

(27)  Uanset israelitternes nuværende knurren, og erklæringen fra Gud at de skulle dø i ørknen, vandrede de ikke forsigtigt og ydmygt for ham. ret

(27)  Herren har gjort denne sag til et særligt advarende eksempel for israelitterne. De havde set Guds vrede udstillet på grund af Miriams skinsyge og beklagelser imod hans udvalgte tjener Moses. Herren fortalte da at Moses var større end en profet, og at han havde åbenbaret sig selv for Moses på en mere klar måde end for en profet. Herren sagde: "Med ham vil jeg tale mund til mund." Han spurgte dem: “hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses?" Og Miriam blev spedalsk. Den undervisning der blev givet i dette tilfælde for Aron var ikke kun til deres nytte, men til gode for hele Israels forsamling. ret

næste kapitel