(27) Herren vidste at Kora havde et oprørsk hjerte, og arbejdede i det skjulte imod Moses i Israels forsamling, selvom hans oprør endnu ikke havde udviklet sig selv. Herren gjorde ham til et for Miriam, som en advarsel for alle som kunne blive fristet til at gøre oprør imod Moses. Kora var ikke tilfreds med hans stilling. Han var knyttet til tabernakeltjenesten, alligevel ønskede han at blive ophøjet til præsteskabet. Gud havde sat Moses som overhersker, og præsteskabet blev givet til Aron og hans sønner. Kora besluttede sig for at tvinge Moses til at ændre tingenes orden, hvorved han kunne blive oprejst til præsteskabets værdighed. For at være mere sikker på sin sag, drog han Datan og Abiram, Rubens efterkommere med i hans oprør. ret
(28) De tænker at når de efterkommere fra Jakobs ældste sønner må hovedautoriteten, som Moses har tilranet sig, tilhøre dem; og sammen med Kora, besluttede de sig for at få præsteskabets embede. Disse blev meget ivrige i et ondt arbejde. De påvirkede to hundrede og halvtreds navnkundige mænd til at slå sig sammen med, som også var besluttet på at få en del af præsteskabet og regeringen. Gud havde beæret levitterne til at gøre tabernakeltjenesten, fordi de ikke var med i tilbedelsen af guldkalven, og på grund af deres pålidelighed at udføre Guds ordre over afgudsdyrkerne. ret
(28) Det var bestemt at levitternes embedsopgave var at rejse tabernaklet, og slå lejr omkring det, medens Israels hære rejste deres telte et stykke fra tabernaklet. Og når de rejste, tog levitterne tabernaklet ned, og bar det, og arken, og lysestagen, og de andre hellige møbleringsgenstande. Når Gud således havde æret levitterne, blev de ivrige efter et endnu højere embede, at de måtte få større indflydelse i forsamlingen. "Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: »Lad det nu være nok, thi hele menigheden er hellig, hver og en, og Herren er i dens midte; hvorfor vil I da ophøje eder over Herrens forsamling?« ret
(28) Kora, Datan og Abiram og to hundrede og halvtreds fyrster, som havde forenet sig med dem, blev først jaloux så skinsyge og dernæst oprørske. De havde talt om Moses position som folkehersker, indtil de bildte sig ind at det var en meget misundelsesværdig stilling, som nogen af dem kunne udfylde såvel som Moses kunne. Og de hengav sig i utilfredshed, indtil de virkelig havde bedraget sig selv, og de andre, når de troede at Moses og Aron havde sat sig i en stilling som de selv havde over for Israel. De sagde at Moses og Aron ophøjede sig selv over Herrens forsamling, ved at påtage sig præsteskabet og regeringen, og at dette embede ikke burde overdrages til deres hus alene. De sagde at det var nok for dem, hvis de var på et niveau med deres brødre; for de var ikke mere hellig en folket, som var lige så begunstiget med Guds særlige nærværelse og beskyttelse. ret
(29) Da Moses lyttede til Koras ord, blev han fyldt med pine, og faldt på sit ansigt for folket. "Derpå talte han til Kora og alle hans tilhængere og sagde: »Vent til i morgen, så vil Herren give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham adgang til sig; den, han udvælger, vil han give adgang til sig. Således skal I gøre: skaf eder pander, du Kora og alle dine tilhængere, og læg så i morgen gløder på og kom røgelse på for Herrens åsyn, så skal den, Herren udvælger, være den, som er hellig; lad det nu være nok, I levisønner!« fremdeles sagde Moses til Kora: »Hør nu, I levisønner! er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels menighed og givet eder adgang til sig for at udføre arbejdet ved Herrens bolig og stå til tjeneste for menigheden? han har givet dig og med dig alle dine brødre, Levis sønner, adgang til sig og nu attrår I også præsteværdigheden! Derfor, du og alle dine tilhængere, som har rottet eder sammen mod Herren, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!" Moses fortalte dem at Aron havde ikke påtaget sig embedet selv, at Gud havde sat ham i dette hellige embede. ret
(29) Datan og Abiram sagde: "Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et land, der flyder med mælk og honning, for at lade os dø i ørkenen, siden du oven i købet vil opkaste dig til herre over os! du har sandelig ikke ført os til et land, der flyder med mælk og honning, eller givet os marker og vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse mænd blår i øjnene? Vi kommer ikke!« ret
(30) De anklagede Moses for at være årsag til at de ikke var kommet ind i det forjættede land. De sagde at Gud ikke havde behandlet dem sådan. Han har ikke sagt at de skulle dø ørknen. De ville aldrig tro han har sagt sådan; men at det var Moses som har sagt dette, ikke Herren; og at det hele var arrangeret af Moses for at ikke føre dem til Kanaans land. De talte om han førte dem fra et land der flød med mælk og honning. I deres blinde oprør glemte de deres lidelser i Ægyptens land, og de hærgende plager der kom over landet. Men de anklager nu Moses for at bringe dem fra et godt land, for at dræbe dem i ørkenen, så han kan blive rig af deres ejendomme. De spurgte Moses, på en uforskammet måde, om han mente at ingen i hele Israels hær, var kloge nok til at forstå hans motiver, og opdage hans bedrageri; eller om han mente om de alle ville underlægge sig og få ham til at lede, som om de var blinde mænd, efter som hvad der behagede ham, nogle gange til Kanaan, og så tilbage til det Røde Hav og Ægypten. Disse ord talte de for hele forsamlingen, og nægtede helt at anerkende Moses og Arons myndighed længere. ret
(30) Moses blev stærkt bevæget over disse uretfærdige anklager. Han appellerede til Gud for folket om han nogensinde har handlet vilkårligt, og påberåbt sig til at være hans dommer. Generelt var folk utilfredse, og påvirket af Koras forkerte fremstilling. "Og Moses sagde til Kora: »I morgen skal du og alle dine tilhængere komme frem for Herrens åsyn sammen med Aron; og enhver af eder skal tage sin pande, lægge gløder på og komme røgelse på og frembære sin pande for Herrens åsyn, 250 pander, du selv og Aron skal også tage hver sin pande!« de tog hver sin pande, lagde gløder på og kom røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron." ret
(31) Kora og hans parti, som stræbte efter præsteskabet i deres selv-sikkerhed, tog endog røgelsen og stod ved åbenbaringsteltets døråbning sammen med Moses. Kora havde næret sin skinsyge og oprør indtil han blev selvbedraget, og han virkelig tænkte at menigheden var et meget retsindigt folk, og at Moses var en tyranisk hersker, der stadig dvælede ved at forsamlingen skulle være hellig, skønt der ikke var brug for det, for de var hellige. ret
(31) Disse oprørske mennesker smigrede folket i almindelighed til at tro at de havde ret, og at alle deres trængsler kom fra Moses, deres hersker, som til stadighed mindede dem om deres synder. Folket tænkte at hvis Kora kunne lede dem, og opmuntre dem, og dvæle ved deres rigtige handlinger, i stedet for at forblive ved deres fejl, bør de have en meget fredfuld og lykkelig rejse, og han vil uden tvivl lede dem, ikke frem og tilbage i ørknen, men ind i det forjættede land. De sagde at det var Moses som havde fortalt dem at de ikke måtte drage ind i landet, og at Herren ikke havde sagt sådan. Kora samlede, i sin ophøjede selvtilstrækkelighed, hele forsamlingen imod Moses og Aron, "ved indgangen til åbenbaringsteltet. Da kom Herrens herlighed til syne for hele menigheden, og Herren talte til Moses og Aron og sagde: »Skil eder ud fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre den!« Men de faldt på deres ansigt og sagde: »O Gud, du Gud over alt køds ånder, vil du vredes på hele menigheden, fordi en enkelt mand synder?« da talte Herren til Moses og sagde: »Tal til menigheden og sig: fjern eder fra pladsen omkring Koras, Datans og Abirams bolig!« Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels ældste, og han talte til menigheden og sagde: »Træk eder tilbage fra disse ugudelige mænds telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres synders skyld!« da fjernede de sig fra pladsen om Koras, Datans og Abirams bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres telte med deres hustruer og børn, store og små. Og Moses sagde: »Derpå skal I kende, at Herren har sendt mig for at gøre alle disse gerninger, og at jeg ikke handler i egenrådighed: Dersom disse dør på vanlig menneskelig vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har Herren ikke sendt mig; men hvis Herren lader noget uhørt ske, så jorden spiler sit gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i dødsriget, da skal I derpå kende, at disse mænd har hånet Herren!" Da Moses ophørte med at tale, åbnede jorden sig og opslugte dem, og deres telte, og alt hvad der tilhørte dem. De gik levende ned i graven, og jorden lukkede sig over dem, og de gik fortabt midt i forsamlingen. ret
(32) Da Israels børn hørte råbet fra de fortabte, flygtede de på stor afstand fra dem. De vidste at de i stor målestok var skyldige, for de havde fået anklager imod Moses og Aron; og de var bange for at de skulle gå fortabt med dem. Guds domme blev ikke afsluttet. En ild kom fra herlighedens sky, og fortærede de to hundrede og halvtreds mænd som ofrede røgelse. De var fyrster, som almindeligvis er mænd med god dømmekraft, og indflydelsesrige i forsamlingen, og velbekendte. De var højt værdsat, og deres dømmekraft havde ofte kunne ses i forskellige sager. Men de var påvirket af en forkert indflydelse, og blev skinsyge, jaloux og oprørske. De gik ikke fortabt sammen med Kora, Datan og Abiram, fordi de ikke var de første i oprøret. De skulle først se deres afslutning, og fik anledning til at angre deres forbrydelse. Men de blev ikke forsonet med disse onde mænds udslettelse; og Guds vrede kom over dem, og udslettede også dem. ret
(33) "Da talte Herren til Moses og sagde: »Sig til Eleazar, præsten Arons søn, at han skal tage panderne ud af branden og strø gløderne ud noget derfra; thi hellige er de pander, der tilhørte disse mænd, som begik en synd, der kostede dem livet. De skal udhamre dem til plader til overtræk på alteret, thi de frembar dem for Herrens åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene israelitterne til tegn.« Efter denne fremvisning af Guds dom, vendte folket tilbage til deres telte, men ikke ydmygede. De var rædsel slagne. De var blevet dybt påvirket af oprørsånden, og var blevet smigret af Kora og hans gruppe til at tro at de var et meget godt folk, og at de var blevet forurettet og skældt ud af Moses. Deres sind var så grundigt gennemsyret af deres ånd, som var gået fortabt, at det var vanskeligt at selv undfly for deres blinde fordomme. Hvis de kunne indrømme at Kora og hans parti var alle onde, og Moses retfærdig, så vil de blive tvunget til at tage imod, som Guds ord, det som de ikke ville tro, at de visselig alle dør i ørknen. Dette ville de ikke underlægge sig, og prøvede at tro at det hele var bedrageri, og at Moses have bedraget dem. De mænd som var gået tabt havde sagt behagelige ord til dem, og vist særlig interesse og kærlighed for dem; og de så Moses som en beregnende mand. De besluttede at de ikke kunne gå fejl; at når alt kommer til alt, var de mænd som var gået fortabt gode mænd, og Moses havde ved nogle midler været årsag til deres udslettelse. ret
(33) Satan kan bedragede sjæle langt ud. Han kan forvanske deres dømmekraft, deres øjesyn og deres hørelse. Sådan var tilfældet med israelitterne: "Men dagen efter knurrede hele Israels menighed mod Moses og Aron og sagde: »Det er eder, der har, dræbt Herrens folk!« Folk var skuffede over at det faldt ud til fordel for Moses og Aron. At folket kunne se Kora og hans parti, helt ugudeligt udøvede præsteembede med deres røgelse, slog folket med beundring. De så ikke at disse mænd ofrede en for dristet forhånelse til den guddommelige Majestæt. Da de var udslettet, var folket forfærdet; men efter en kort tid, kom alle på en fortumlet måde til Moses og Aron og anklagede dem med de mænds blod, som var gået fortabt ved Guds hånd. ret
(34) "Men da menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod åbenbaringsteltet, og se, skyen dækkede det, og Herrens herlighed kom til syne. Da trådte Moses og Aron hen foran åbenbaringsteltet, og Herren talte til Moses og Aron og sagde: »Fjern eder fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre dem!« Da faldt de på deres ansigt." På trods af Israels oprør, og deres grusomme optræden mod Moses, udviste han stadig den samme interesse for dem som før. Han faldt på sit ansigt for Herren, og anråbte ham om at spare folket. Medens Moses bad til Herren om tilgivelse for sit folk, bad han Aron om at gøre soning for deres synd, medens han blev foran Herren, så hans bønner kunne stige op sammen med røgelsen, og være acceptabel for Gud, så hele forsamlingen ikke går tabt i deres oprør. "Og Moses sagde til Aron: »Tag din pande, læg gløder fra alteret på og kom røgelse på og skynd dig så hen til menigheden og skaf den soning, thi vreden er brudt frem fra Herren, plagen har allerede taget fat!« Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i forsamlingen. Og se, plagen havde allerede taget fat blandt folket, men han kom røgelsen på og skaffede folket soning. Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte plagen op. Men de, der omkom ved plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras skyld. Så vendte Aron tilbage til Moses ved indgangen til åbenbaringsteltet, efter at plagen var ophørt. ret