Åndelige gaver bind 4a kapitel 28fra side35

tilbage

Aarons stav

(35)  Gud indvilgede nådigt at give Israels hær et andet bevis, som kunne rette op på deres fordrejede dømmekraft. Han forlangte derfor at hver stamme skulle tage en stav, og skrive navnet på deres fædres hus, på staven. "Og skriv Arons navn på Levis stav, thi hvert overhoved for fædrenehusene skal have een stav. læg dem så ind i åbenbaringsteltet foran vidnesbyrdet, der, hvor jeg åbenbarer mig for dig. Den mand, jeg udvælger, hans stav skal da grønnes; således vil jeg bringe israelitternes knurren imod eder til tavshed, så jeg kan blive fri for den.« "Derpå lagde Moses stavene hen foran Herrens åsyn i vidnesbyrdets telt. Da Moses næste dag kom ind i vidnesbyrdets telt, se, da var Arons stav, staven for Levis hus, grønnedes; den havde sat skud, var kommet i blomst og bar modne mandler. Da tog Moses stavene bort fra Herrens åsyn og bar dem ud til israelitterne, og de så på dem og tog hver sin stav. Men Herren sagde til Moses: »Læg Arons stav tilbage foran vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til tegn for de genstridige, og gør ende på deres knurren, så jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!« Gud gjorde her et mirakel som var nok til at fortie de israelitter der beklagede sig, og som skulle være et stående vidnesbyrd om at Gud havde fastsat præsteskabet på Aron. Alle de bemærkelsesværdige ændringer på staven skete på en nat, for at overbevise dem om at Gud udtrykkeligt havde sat skel mellem Aron og resten af Israels børn. Efter dette mirakel af guddommelig kraft, var præsteskabets myndighed ikke længere noget tvivlsspørgsmål. Denne forunderlige stav blev bevaret til et hyppigt skue for folket, der mindede dem om fortiden, der forhindrede dem fra at knurre, og atter betvivle hvem præsteskabet retmæssigt tilhørte. Efter at Israels børn var fuldt ud overbevist om deres fejl, at anklage Moses og Aron uretmæssigt, sådan som de havde gjort, så de deres tidligere oprør i dets tidligere lys, og de blev rædsel slagne. De "talte til Moses og sagde: Se vi dør, vi går tabt vi går alle tabt." De er omsider tvunget til at tro den uvelkomne sandhed at deres skæbne er at dø i ørknen. Efter at de troede det faktisk var Herren som havde sagt at de ikke skulle komme ind i det forjættede land, men de skulle dø, anerkendte de at Moses og Aron havde ret, og at de havde syndet imod Herren, i oprør imod deres myndighed. De bekendte også at Kora, og dem som gik tabt med ham, var syndere imod Herren, og at de retmæssigt havde lidt under hans vrede. ret

(36)  Kendsgerningerne om Kora og hans medsammensvorne, som gjorde oprør imod Moses og Aron og imod Jehova, er skrevet til advarsel for Guds folk, særligt dem som lever på jorden nær tidens afslutning. Satan har ledt personer til at efterligne Koras, Datans og Abirams eksempel, ved at skabe oprørsstemning blandt Guds folk. De, som tillader sig at gå imod det klare vidnesbyrd, lader sig bedrage. Sådanne har faktisk ment, at de, som Gud har pålagt en byrde for sit arbejde, var hævet over Guds folk, og at deres råd og irettesættelser var anmassende. De har rejst sig i opposition imod det tydelige vidnesbyrd, som Gud vil have sine tjenere til at frembære for at påpege uretten hos Guds folk. Vidnesbyrd rettet imod skadelige nydelsesmidler, som te, kaffe, snus og tobak, har opildnet en særlig gruppe, fordi det vil tage deres afguder fra dem. Mange har for en stund været tøvende, om de helt skulle afstå fra disse skadelige ting eller afvise de fremførte klare vidnesbyrd og give efter for appetittens magt. De forholdt sig i en uafklaret tilstand. Der var uoverensstemmelse mellem deres overbevisning om sandheden og deres eftergivenhed over for selviske tilbøjeligheder. Deres ubeslutsomhed gjorde dem svage, og hos mange fik appetitten overhånd. Fornemmelsen for hellige ting blev nedbrudt gennem brugen af disse langsomt virkende gifte. Til sidst beslutter de sig for at bære følgerne, som de måtte komme, og ikke fornægte selvet. Denne frygtelige beslutning rejser straks en adskillende mur mellem dem og andre, som renser sig selv, som Gud har befalet det, fra al kødelig og åndelig urenhed for at udvikle hellighed i Herrens frygt. De tydelige vidnesbyrd, fremstillet for dem, var i vejen og gjorde dem urolige. De fandt behag i at føre krig mod dem og stræbte efter, at de selv og andre skulle tro, at de ikke var sande. De sagde, at folket var som de skulle være, men at det var de irettesættende vidnesbyrd, som skabte problemet. Og da oprørerne foldede deres banner ud, samlede alle de oprørske sig under denne fane. Alle de åndeligt forfejlede, lamme, halte og blinde forener deres indflydelse for at sprede også disharmoni. ret

(37)  Guds tjenere ved værkets hoved er der set foragteligt på, for hvert skridt de går fremad, af de mennesker som har oprørsånd i sig. Alle disse menneskers handlinger er blevet fremstillet forkert fordi de kværulerer, indtil ærlige sjæle er blevet draget ind i snaren af mangel på korrekt kundskab. Dem som leder dem på vildspor, er selv så påvirkede af blinde fordomme, og af at forkaste de vidnesbyrd Gud har sendt dem, at de ikke kan se eller høre rigtigt. Det er vanskeligt at rive nogle af disse ud af vildfarelsen, når de har lade sig forlede i oprør, ligesom det var vanskeligt at overbevise de oprørske israelitter, når de havde uret, og at Moses og Aron havde ret. Også efter at Gud på mirakuløs vis, havde fået jorden til at opsluge Kora, Datan og Abiram, oprørets ledere, ville folk stadig at det var Moses og Aron som ikke havde ret, og at de havde dræbt Herrens folk. Hebræerne var ikke kureret for deres oprør før fjorten tusinde og syvhundrede folk, som var gået med i oprøret, var blevet dræbt. Og efter alt dette, lod Gud i sin barmhjertighed at gøre bemærkelsesværdige mirakler på Arons stav, for at befæste deres tanker på præsteembedet for altid. ret

næste kapitel