Åndelige gaver bind 4a kapitel 31fra side43

ren side - tilbage

Bileam

(43)  Israelitterne bevægede sig fremad, og slog lejr på Moabs sletter, på Jordans side, ved Jeriko. Balak, Moabitternes konge, så at israelitterne var et mægtigt folk; og da de havde lært at de havde udryddet amoritterne, og taget deres land i besiddelse, blev de overmådelig rædselsslagne. Alle moabitterne var i knibe. "Da sagde Moab til midjanitternes ældste: »Nu vil denne menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som okserne opæder græsset på marken!« På den tid var Balak, Zippors søn, konge over Moab. Han sendte nu sendebud til Bileam, Beors søn, i Petor, der ligger ved floden, til ammonitternes land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: »Se, et folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet landet og slået sig ned lige over for mig. Kom nu og forband mig det folk, thi det er mig for mægtigt: måske jeg da kan slå det og jage det ud af landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!« ret

(43)  Bileam har været en Guds profet, og et godt menneske; men han faldt fra, og hengav sig selv i ærgerrighed, så at han elskede de uretfærdiges løn. På det tidspunkt hvor Balak sendte budbringere efter ham, han blev tvesindet, arbejdede på at vinde Herrens fjenders gunst og ære, for den løn han fik fra dem. Samtidig, bekendte han at være en Guds profet. Afgudsdyrkende folk troede at der ville blive udsagt forbandelser, som ville påvirke enkeltpersoner eller endog hele folkeslag. Idet budbringerne fortalte deres ærende til Bileam, kendte han ganske godt hvilket svar de skulle have; men bad dem om at blive natten over, og han ville bringe dem det ord som Herren ville tale til ham. Gaverne i mændenes hænder opildnede hans begærlige natur. Gud kom til Bileam om natten, igennem en af sine engle, og spurgte ham: Hvad er det for mænd du har hos dig? "Men Bileam svarede Gud: »Zippors søn, kong Balak af Moab, har sendt mig det bud: se, et folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet landet! Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og jage det bort!« Men Gud sagde til Bileam: »Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det folk, thi det er velsignet!« Næste morgen stod Bileam op og sagde til Balaks høvdinger: »Vend tilbage til eders land, thi Herren vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med eder!« Da brød Moabs høvdinger op, og de kom til Balak og meldte: »Bileam vægrede sig ved at følge med os!« Men Balak sendte på ny høvdinger af sted, flere og mere ansete end de forrige; og de kom til Bileam og sagde til ham: »Således siger Balak, Zippors søn: undslå dig ikke for at komme til mig! Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det folk!« Men Bileam svarede Balaks folk: »Om Balak så giver mig alt det sølv og guld, han har i sit hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod Herren min Guds befaling; bliv derfor også I her natten over, for at jeg kan få at vide, hvad Herren yderligere vil tale til mig!« ret

(44)  Hans frygt for Guds kraft er hans ærgerrige natur overlegen; alligevel viser hans optræden at hans kærlighed for ældre og vinding kæmper hårdt for herredømme, og han undertrykker det ikke. Han vil stille sin ærgerrighed, hvis han turde vove det. Efter at Gud havde sagt at han ikke skulle tage af sted, var han ivrig efter at få lov til at tage af sted. Han bad dem blive den nat, så han kunne spørge Gud igen. En engel blev sendt til Bileam for at sige til ham: »Er disse mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!« Herren lod Bileam følge sine egne tilbøjeligheder, og prøve, hvis han valgte, at behage både Gud og mennesker. ret

(45)  Balaks budbringere kaldte ham ikke om morgen for at få ham til at tage med dem. De blev irriteret over hans forhaling, og forventede en anden nægtelse. Bileam kunne have undskyldt sig selv, og undgik nemt at tage af sted; men han tænkte at fordi Herren anden gang ikke forbød ham at tage af sted, ville han tage af sted og indhente Balaks ambassadørere. Herrens vrede blev optændt imod Bileam fordi han gik; og han sendte sin engel til at stå i vejen, og dræbe ham på grund af hans formastelige tåbelighed. Æslet så hans engel, og gik til side. Bileam var ude af sig selv af raseri. Dyrets tale lagde han ikke mærke til som noget bemærkelsesværdigt, for han var forblindet af lidenskaber. Da englen åbenbarede sig selv for Bileam, blev han forfærdet, og forlod sit dyr og bøjede sig i ydmyghed for englen. Han fortalte Herrens ord til Bileam, og sagde: "Se, jeg er gået ud for at stå dig imod." Det var vigtigt for Israel at overvinde moabitterne, for at overvinde kananæernes indbyggere. Efter at englen havde advaret Bileam udtrykkeligt imod at tilfredsstille moabitterne, gav han ham lov til at udføre sin rejse. Gud ville forherlige sit navn, også på trods af Bileams formastelse, over for Israelitterne der. Dette kunne ikke være gjort mere virkningsfuldt end ved at vise dem at et menneske med Bileams begærlige natur ikke turde udsige en forbandelse mod Israel, mod at få løfte om støtte eller løn. ret

(45)  Balak mødte Bileam, og spurgte ham hvorfor han tøvede så meget med at komme da han havde sendt bud efter ham; og fortalte at han havde magt til at støtte ham med berømmelse. Bileam svarede: Se, jeg er kommet til dig. Han fortalte ham da at han ikke havde lov til at sige noget. Det ord som Gud skulle give ham, som han skulle sige, og ikke gå længere. Bileam forordnede ofrene efter religiøse ritualer. Gud sendte sin engel for at mødes med Bileam, for at give ham ord at sige, sådan som han havde gjort de gange hvor Bileam var helt helliget til Guds tjeneste. "Og Gud lagde Bileam ord i munden og sagde: »Vend tilbage til Balak og tal således til ham!« da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit brændoffer sammen med alle Moabs høvdinger. Og han fremsatte sit sprog: fra Aram da lod Balak hente, Moabs konge fra østens bjerge: »Kom og forband mig Jakob, kom og kald vrede ned over israel!« hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde vrede, når Herren ej vredes!" ret

(46)  Bileam talte i en højtidelig profetisk stil. Hvordan skal jeg trodse, eller hellige til udslettelse, dem som Gud har lovet fremgang? Han erklærede med profetiske ord at Israel skulle forblive et udtrykkeligt folk; så de ikke forenes med, eller opsluges i eller gå tab i et andet folk; så de ville blive langt mere talrige end de var; og han fortalte om deres fremgang og styrke. Han så at de retfærdiges afslutning var ganske ønskværdig, og udtrykte profetisk hans ønske om at hans liv måtte afsluttes som deres. ret

(46)  Balak blev skuffet og vred. Han udbrød: »Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender, og se, du har velsignet dem!« Balak tror at det er israelitternes storslåede syn i deres telte, som Bileam ser fra et højt bjerg, som holder ham fra at anklage dem. Han tror at hvis han tager ham til et andet sted, hvor Israel ikke vil unytte en sådan fordel, kan han få en forbandelse fra Bileam. Atter, i Zofim, på Pisgas top, ofrede Bileam brændofre, og så tog han selv ud for at tale med Guds engel. Og englen fortalte Bileam hvad han skulle sige. Da han kom tilbage, spurgte Balak ivrigt: "Hvad har Herren sagt?" "Da fremsatte han sit sprog: rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors søn! Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det? se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! Man skuer ej nød i Jakob, ser ej trængsel i Israel; Herren dets Gud er med det, og kongejubel lyder hos det. Gud førte det ud af Ægypten, det har en vildokses horn. Thi mod Jakob hjælper ej galder, trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel: »Hvad har Gud gjort?« Se, et folk, der står op som en løvinde, rejser sig som en løve! det lægger sig først, når det har ædt rov og drukket de dræbtes blod." ret

(47)  Balak smigrede sig selv med det tomme håb at Gud gjorde forskel ligesom mennesker. Bileam informerede ham at Gud aldrig kunne bryde sit ord, eller forandre sit fortsæt med Israel, og at det vil være forgæves hvis han håber på at få forbandelse over for sit folk, eller forventer at han forandrer den velsignelse han har lovet dem; og ingen fortryllelse eller forbandelse fra en guddommelig kunne få den mindste indflydelse på det folk, som har den Almægtiges beskyttelse. ret

(47)  Bileam ønskede at se så godt ud for Balak, og havde givet ham lov til at bedrage ham, og tro at han brugte overtroiske ceremonier og tryllerier, når han hjemsøgte Herren. Men da han fulgte befalingen han fik fra Gud, blev han mere frimodig, idet han adlød den guddommelige indskydelse, og han lagde sin foregivne besværgelse til side, og da han så frem mod israelitternes belejring, så han dem belejret i fuldstændig orden, under deres respektive normer, et stykke fra åbenbaringsteltet. Bileam fik lov til at beskue den herlige manifestation af Guds nærhed, overskygning, beskyttelse og vejledning af åbenbaringsteltet. Han blev fyldt med beundring over dette ophøjede sceneri. Han åbnede sin lignelse med al værdighed for Guds sande profet. Hans profetiske ord er disse: "Hvor herlige er dine telte, Jakob, og dine boliger, Israel! Som dale, der strækker sig vidt, som haver langs med en flod, som aloetræer, Herren har plantet, som cedre ved vandets bred. Dets spande flyder over med vand, dets korn får rigelig væde. Mægtigere end dets konge, og ophøjet er dets kongedømme. Gud førte det ud af Ægypten, det har en vildokses horn; det opæder de folkeslag der står det imod, søndrer deres ben og knuser deres lænder det lægger sig, hviler som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander! Da blussede Balaks vrede op mod Bileam, og han slog hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: »For at forbande mine fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre gange!" ret

(48)  Moabitterne forstod vigtigheden af Bileams profetiske ord – at israelitterne, efter at have besejret Kanaanæerne, skulle indtage deres land, og alle forsøg på at undertrykke dem, ikke ville gavne mere end et svagt dyr ville vække løven i sin hule. Bileam fortalte Balak at han ville informere ham hvad israelitterne skulle gøre mod hans folk i en senere periode. Herren foldede fremtiden ud for Bileam, og lod de begivenheder som skulle ske, komme frem for hams øjne, at moabitterne måtte forstå at Israel ville få sejr til sidst. Da Bilaem opremsede fremtiden for Balak og hans fyrster, blev han slået af forundring for Guds krafts fremtidige fremvisninger. ret

(48)  Efter at Bileam var vendt tilbage til sit sted, og Guds Ånds styrende indflydelse havde forladt ham, fik hans ærgerrighed, som ikke var blevet overvundet men blot holdt i ave, overhånd. Han tænkte ikke på andet end den løn og ære som han kunne have fået af Balak, indtil han ville ty til alle midler for at få det han ønskede. Bileam vidste at Israels fremgang var afhængig af om de overholdt Guds lov; og at der ikke var andre måder at pådrage sig en forbandelse end ved at få dem til lovovertrædelse. Han ønskede at sikre sig Balaks belønning for sig selv og den hjælp som han ønskede, ved at råde moabitterne til hvilken vej de skulle gå for at føre band over Israel. Han rådførte Balak til at proklamere en afgude fest til ære for deres afguder, og han ville overtale israelitterne til at deltage, så de kan glæde sig over musikken; og den skønneste medianitiske kvinde skulle forføre israelitterne til at overtræde Guds lov, og fordærve sig selv, og også påvirke dem til at ofre til afguderne. Dette sataniske råd fik godt held med sig. Mange af israelitterne blev overtalt af Bileam, fordi de betragtede ham som en Guds profet, og tilsluttede ham, og blandede sig med det afgudsdyrkende folk, og involverede sig med ham i afgudsdyrkelse og utugt. ret

(49)  Og Israel holdt til med Baal Peor; derover blussede Herrens vrede op mod Israel, og Herren sagde til Moses: »Kald alle folkets overhoveder sammen og hæng dem op for Herren under åben himmel, for at Herrens vrede må vige fra Israel!« Og Moses sagde til israelitternes dommere: »Enhver af eder skal slå dem af sine mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!« Moses befalede folkets dommere at udøve Guds straf imod dem der havde overtrådt, og hang overtrædernes hoveder op for Herren, for at få Israel til at frygte at følge deres eksempel. Herren befalede Moses at plage midianitterne; og slå dem, fordi de havde plaget Israel med deres list, hvorved de havde narret dem til at overtræde Guds bud. ret

(50)  Herren befalede Moses at hævne israelitternes børn over midianitterne; og derefter skulle han samles med sit folk. Moses befalede krigsmænd at forberede sig til slaget mod Mideanitterne. Og de førte krig imod dem, sådan som Herren havde befalet, og ihjelslå al mandkøn, men de tog kvinder og børn til fange. Bileam blev slået ihjel sammen med Mideanitterne. "Men Moses, præsten Eleazar og alle menighedens øverste gik dem i møde uden for lejren, og Moses blev vred på hærens førere, tusindførerne og hundredførerne, som kom tilbage fra krigstoget. Og Moses sagde til dem: »Har I ladet alle kvinder i live? det var jo dem, der efter Bileams råd blev årsag til, at israelitterne var troløse mod Herren i den sag med Peor, så at plagen ramte Herrens menighed.« ret

(50)  Moses befalede krigsmændene at udslette kvinder og drengebørn. Bileam havde solgt Israels børn, for en løn, og han gik til sammen med det folk, som han fik gunst hos, for at ofre fireogtyve tusinde israelitter. Mange betragtet Herren som grusom, når han beder sit folk om at føre krig mod andre folkeslag. De siger at det er imod hans godgørende karakter. Men han som gjorde verden, og formede mennesker til at bo på jorden, har ubegrænset kontrol over alle hans hænders gerninger; og det er hans ret at gøre som han finder godt, og hvad han behager, med sine hænders værk. Mennesker har ingen ret til at sige til sin Skaber: Hvorfor har du gjort dette? Der er ingen uretfærdighed i hans karakter. Han er verdens hersker, og en stor del af hans undersåtter har gjort oprør imod hans myndighed, og har trådt på hans lov. Han har strøet om sig med gavmilde velsignelser, og omgivet med alt nødvendigt, alligevel har de bøjet sig for billeder af træ og sten, sølv og guld, som deres egne hænder har gjort. De lærer deres børn at det er guder som giver dem liv og sundhed, og gør deres lande frugtbare, og giver dem rigdomme og ære. De håner Israels Gud. De foragter hans folk fordi deres gerninger er retfærdige. "Dårerne siger i hjertet: »Der er ingen Gud!« slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt." Gud har ført dem, indtil de har fuldt mål af syndighed, og så har han udslettet dem hurtigt. Han har brugt sit folk som redskaber for sin vrede, straffet onde folkeslag som har plaget dem, og lokket dem til afgudsdyrkelse. ret

(51)  Et kendt billede blev vist for mig: En del af børnene virkede ivrige efter at lære og adlyde faderens krav, medens andre træder på hans myndighed, og lader til at fryde sig over at vise foragt for hans familieregering. De deler goderne i deres faders hus, og modtager hele tiden af hans gavmildhed; de er helt afhængige af ham for alt hvad de tager imod, alligevel bliver de ikke taknemmelige, men styrer sig selv i stolthed, som om alt det gode de får fra deres eftergivne forældre blev givet af dem selv. Faderen lægger mærke til alle respektløse handlinger fra hans ulydige, utaknemmelige børn, alligevel bærer han over med dem. ret

(51)  Til sidst går disse oprørske børn endnu længere, og forsøger at påvirke og lede de medlemmer fra sin faders familie til oprør, som hidtil har været trofaste. Så i gangsættes al faderens værdighed og myndighed; og han udstøder sine oprørske børn af sit hus, som ikke kun har misbrugt hans kærlighed og velsignelser for sig selv, men prøvet at undergrave de tilbageværende få som har underlagt deres faders hjems kloge og retfærdige love. ret

(51)  For de få loyales skyld, hvis lykke var udsat for de oprørskes familiemedlemmer indflydelse, fraskiller han sine upligtsomme børn fra sin familie, medens han samtidig arbejder for at få de tilbageblivende trofaste og loyale tættere til sig selv. Alle vil ære den kloge og skønsomme adfærd hos sådanne forældre, med at straffe hårdest sine upligtsomme oprørske børn. ret

(51)  Gud har behandlet sine børn sådan. Men menneskene vil i sin blindhed, overse de ugudeliges vederstyggeligheder, og gå forbi med en ubemærket vedvarende utaknemmelighed og oprør, og himmelsk dristede synder fra dem, som træder på Guds lov og benægter sin autoritet. De stopper ikke her, men jubler når hans folk omstyrtes, og influerer dem med deres kneb til at overtræde, og viser åben foragt for Jehovas kloge betingelser. ret

(52)  Nogle kan kun se udslettelsen af Guds fjender, som ser ubarmhjertig og hård ud, for dem. De ser ikke på den anden side. Men lad der gives en evig tak, så impulsive og foranderlige mænd, med deres pralende godgørenhed, ikke er begivenhedernes herskere og kontrollører. "Den ondes ømme barmhjertighed er grusom." ret

næste kapitel