Åndelige gaver bind 4a kapitel 32fra side52

tilbage

Moses’ død

(52)  Moses skulle snart til at dø; og han blev befalet af Gud at samle Israels børn før sin død, og fortælle dem om alle hebræer hærens rejser siden udgangen af Ægypten, og alle de store overtrædelser deres fædre, som pådrog sine domme over dem, og tvang ham til at sige at de ikke skulle gå ind i det forjættede land. Deres fædre var døde i ørknen, efter Herrens ord. Deres børn var vokset op, og for dem blev løftet opfyldt at tage Kanaans land i besiddelse. Mange af disse var små børn, da loven blev givet, og de huskede ikke begivenhedens storslået hed. Andre var blevet født i ørknen; og for at de ikke skulle erkende at det ikke var nødvendigt at adlyde de ti bud, og alle de love og domme Moses havde fået, blev han instrueret af Gud til at gentage de ti bud, og alle forholdene omkring lovgivningen. ret

(53)  Moses havde skrevet alle de love og domme han havde fået af Gud ned i en bog, og havde nøjagtigt ført bog over alle de instrukser de have fået om metoden, og alle de mirakler han havde udført for dem, og alle knurren fra Israels børn. Moses havde også nedskrevet hvordan deres knurren blev overvundet. ret

(53)  Hele folket var samlet for ham, og han læste begivenhederne for deres tidligere historie op af den bog han havde skrevet. Han læse også Guds løfter til dem, hvis de ville være lydige, og de forbandelser som ville komme over dem hvis de var ulydige. ret

(53)  Han berettede folkene om sin store sorg på da han begik fejl i Meriba. "Og dengang bad jeg således til Herren: »Herre, herre! Du har begyndt at vise din tjener din storhed og din stærke hånd! Thi hvem er den Gud i himmelen og på jorden, der kan gøre sådanne gerninger og storværker som du? Lad mig da få lov at drage over og se det herlige land hinsides Jordan, det herlige bjergland og Libanon!« Men Herren var vred på mig for eders skyld og hørte mig ikke, men han sagde til mig: »Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den sag; men stig op på Pisgas Tinde, løft dit blik mod vest og nord, mod syd og øst, og tag det i øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede; men sig Josua, hvad han skal, og sæt mod i ham og styrk ham, thi det bliver ham, der skal drage over i spidsen for dette folk, og ham, der skal give dem det land, du ser, i eje.« "Og nu, Israel! Hør de anordninger og lovbud, som jeg vil lære eder at holde, for at I kan blive i live og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, eders fædres Gud, vil give eder. I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder, men I skal holde Herren eders Guds bud, som jeg pålægger eder." ret

(53)  Moses fortalte dem at Herren, på grund af deres oprør, flere gange ville udrydde dem; men han gik i forbøn for dem, så alvorligt at Gud allernådigst sparede dem. Han mindede dem om de mirakler som Herren havde gjort mod Farao og hele Ægyptens land. Han sagde til dem: “Thi med egne øjne har I set al den stor dåd, Herren har øvet! Så hold da alle de bud, jeg i dag pålægger dig, for at I kan vinde styrke og komme og tage det land i besiddelse, som I skal over og tage i besiddelse." ret

(54)  Moses advarede særligt Israels børn imod at lokkes til afgudsdyrkelse. Han formanede dem at adlyde Guds bud. Hvis de viste sig at være lydige, og elske Herren, og tjene ham af hel hengivenhed, vil han give dem regn i rette tid, og få deres afgrøder til at blomstre, og nære deres kvæg. De skulle også nyde særlige og ophøjede privilegier, og sejre over deres fjender. Han fortalte dem om det gode ved Kanaans land frem for Ægypten. Ved særlige årstider, blev de opdyrkede landområder i Ægypten vandet fra floden med et maskineri som var drevet af fødderne. Dette var et slidsomt arbejde. ret

(54)  Moses sagde til dem: “Thi det land, du skal ind og tage i besiddelse, er ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din sæd, måtte du vande landet med din fod, som en urtehave; nej, det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, der drikker vand, når regnen falder fra himmelen, et land, som Herren din Gud har omhu for, og som Herren din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse og til dets slutning." ret

(54)  Mange af ægypterne betalte den opofrelse for floden, som tilhørte Gud alene. De anerkendte at den som deres Gud, fordi de var afhængige af at dens vande slukke deres tørst, og blev brugt på deres lande til at skabe vegetation og næring; og den forsynede deres borde gavmildt med fisk. ret

(54)  Under Ægyptens plager, var Farao punktlig med sin overtroiske helligelse til floden, og besøgte den hver morgen; og, da han stod på dens breder, sendte han pris og taksigelse til vandet, fortalte om det store gode det havde udrettet, og fortalte vandet om sin store kraft; at de ikke kunne eksistere uden dette; for deres lande blev vandet af det, og forsynede deres borde med mad. Den første plage som hjemsøgte Ægypten skulle komme over vandene, en af Faraos ophøjede guder. Moses slog på vandet over for Farao og hans store mænd, og de så at det vand som de tilbedte blev til blod. Det blev en rådden masse i syv dage, og alle fiskene der var deri døde. Folket kunne ikke bruge vandet til noget. ret

(55)  Moses underviste Israels børn på en udtryksfuld mode. Han vidste at det var hans sidste anledning til at tale til dem. Så afsluttede han med at skrive de love, domme og forordninger ned i en bog, som Gud havde givet ham; også de forskellige regulativer om brændofre. Han lagde bogen i de menneskers hænder med helligt embede, og anmodede om den blev lagt ind i arkens side, for at bevares sikkert; for Guds omsorg var hele tiden over den hellige kiste. Denne bog fra Moses skulle bevares, så Israels domme kan bruges i enhver sag der skulle fremkomme. Et fejlende folk forstår ofte Guds forlangende til deres eget tilfælde; derfor blev Moses bog bevaret i det aller helligeste sted, til henvisning i fremtiden. ret

(55)  Moses afsluttede sine sidste instruktioner til folket med den mest kraftfulde og profetiske tale. Det var gribende og udtryksfuldt. Ved Guds inspiration, velsignede han hver af Israels stammer, som han dvælede mest over Guds majestæt, og Israels udmærkelse, som altid vil fortsætte hvis de vil adlyde Gud, og vil gribe fat i hans styrke. Han sagde til dem: “Der er ingen som Gud, der farer frem over himmelen for at hjælpe dig, over skyerne i sin højhed! den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme. Fjenden drev han bort for dit åsyn og sagde: »Tilintetgør dem!« Så kom Israel til at bo i tryghed, Jakob kilden for sig selv, i et land med korn og most, ja, hvis himmel drypper med dug. Held dig, Israel, hvo er som du, et folk, der får sejr ved Herren! Han er din frelses skjold, han er din højheds sværd. Dine fjender slesker for dig, over deres høje skrider du frem." ret

(56)  Josua blev udvalgt af Gud til at være Moses efterfølger der leder den hebræiske hær til det forjættede land. Han var det højtideligt helliget til det fremtidige betydningsfulde arbejde at lede, som en trofast hyrde, Israels folk. "Og Josua, Nuns søn, var fuld af visdoms ånd, fordi Moses havde lagt sine hænder på ham, og israelitterne adlød ham og gjorde, som Herren havde pålagt Moses." Og han gav Josua ansvaret over for hele Israels forsamling: "Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette folk det land i eje, som jeg tilsvor deres fædre at ville give dem." Han talte til Josua i Guds sted. Han havde også stammernes ældste og embedsmænd samlet foran sig, og han formanede dem omhyggeligt at handle retfærdigt i deres religiøse embeder, og trofast adlyde alle de instrukser han havde givet dem fra Gud. Han kaldte himlen og jorden skrive ned imod dem, om de skulle forlade Gud, og overtræde hans bud, var han klar, for han havde instrueret og advaret dem ganske nøje. ret

(56)   "Derpå steg Moses fra Moabs sletter op på Nebobjerget, til toppen af Pisga, lige over for Jeriko; og Herren lod ham skue ud over hele landet: Gilead lige til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land indtil havet i vest, Sydlandet og jordan egnen, sænkningen ved Jeriko, palmestaden, lige til Zoar. Og Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: dit afkom vil jeg give det! Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne øjne; men du skal ikke drage derover« Og Moses, Herrens tjener, døde der i Moabs land, som Herren havde sagt. Og han begravede ham i dalen i Moab lige over for Betpeor. Indtil denne dag har intet menneske kendt hans grav. Moses var 120 år, da han døde; hans øje var ikke sløvet og hans livskraft ikke svundet." ret

(57)  Moses steg op på Pisga, bjergets højeste udspring, som han kunne få, og der så hans klare og utilslørede øjne Israels udlovede hjem. Gud åbnede hele Kanaans land op for hans øjne. Her kunne han på bjerget helt fuldt ud se de rige velsignelser som Israel ville nyde, hvis de trofast ville lyde Guds bud. ret

(57)  Det var ikke Guds vilje at nogen skulle tage op sammen med Moses på Prisgas top. Der stod han, på en høj tinde af Pisgas top, under Guds og himmelske engles tilstedeværelse. Efter at han var blevet mættet af at se Kanaan, lagde han sig ned som en træt kriger, for at hvile. Han faldt i søvn, men det var dødens søvn. Engle tog hans krop og begravede den i dalen. Israelitterne kunne aldrig finde sted hvor han blev begravet. Hans skjulte begravelse skulle forhindre folk fra at synde imod Herren, og begå afgudsdyrkelse over hans krop. Moses havde udrettet meget for Israel. I alle hans instrukser til dem, kunne der ses retfærdighed, forstand og renhed. ret

(57)  Moses’ liv var kendetegnet med den højeste kærlighed til Gud. Hans medynk, ydmyghed og overbærenhed, gav han indflydelse over Israels hær. Hans iver og tro på Gud var større en nogle andre mennesker på jorden. Han havde ofte talt til sit folk med gribende ord. Ingen vidste bedre end han, hvordan folkets kærlighed kunne bevæges. Han styrede alle ting, som havde med folkets religiøse interesser at gøre, med stor visdom. ret

(57)  Satan jublede da det lykkes ham at få Moses til at synde imod Gud. For ved denne overtrædelse kom Moses under dødens herredømme. Hvis han havde fortsat trofast, og hans liv ikke var blevet ødelagt, med den ene overtrædelse, at ikke Gud blev æret for at få vand ud af klippen, ville han kunne komme ind i det forjættede land, og ville være forvandlet til himlen uden at se døden. Mikael, eller Kristus, der begravede Moses sammen med englene, kom ned fra himlen, efter at han var forblevet i graven i kort tid, og genoprejste ham, og tog ham til Himlen. ret

(58)  Da Kristus og englene nærmede sig graven, viste Satan og hans engle sig ved graven, og vogtede over Moses’ legeme, for at det ikke skulle fjernes. Idet Kristus og hans engle drog nær, modsatte Satan deres tilnærmelser, men blev tvunget, af herligheden og kraften fra Kristus og hans engle, at falde tilbage. Satan gjorde krav på Moses legeme, på grund af hans eneste overtrædelse; men Kristus henviste ham sagtmodigt til sin Fader og sagde: "Herren true dig." Kristus fortalte Satan at han vidste at Moses havde angret denne ene fejl ydmygt, at der hvilede ingen plet på hans karakter, og at hans navn stod uformindsket i den himmelske optegnelsesbog. Så genoprejste Kristus Moses’ legeme, som Satan havde gjort krav på. ret

(58)  Ved Kristi forklarelse, blev Moses og Elias som var blevet forvandlet, sendt op til at tale med Kristus om hans lidelser, og bærerne af Guds herlighed til hans dyrebare søn. Moses var blevet stærkt æret af Gud. Han havde fået lov til at tale med Gud ansigt til ansigt, som et menneske taler med sin ven. Og Gud havde åbenbaret sin fremragende herlighed, som han aldrig har gjort mod nogen andre. ret

næste kapitel