(58) Efter Moses død, skulle Josua være Israels leder, der fører dem til det forjættede land. Han havde været førstepræst for Moses det meste af den tid israelitterne have strejfet rundt i ørknen. Han havde set Guds forunderlige værker Moses havde udført, og forstod godt folkets natur. Han var en af de tolv spejdere som blev sendt ud for undersøge det forjættede land, og en af de to som gav en trofast redegørelse om dens rigdomme, og som opmuntrede folket til at gå frem i Guds styrke og tage det i besiddelse. Han var velkvalificeret til dette vigtige arbejde. Herren lovede Josua at være hos ham ligesom han var med Moses, og gøre Kanaans fald til en nem sejr for ham, ville han derved være trofast til at overholde alle hans bud. Han var ivrig efter at kunne udføre sin opgave, at lede folket til Kanaans land, men denne opmuntring fjernede hans frygt. ret
(59) Josua befalede Israels børn at forberede sig til en tre dages rejse, og at alle krigsmænd skulle gå ud til kamp. "Da svarede de Josua: »Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os; som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun Herren din Gud være med dig, som han var med Moses! Enhver, som sætter sig op imod dine befalinger og ikke adlyder dine ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!«" ret
(59) Israelitternes overgang over jordan var mirakuløs. "Og Josua sagde til folket: »Helliger eder; thi i morgen vil Herren gøre undere iblandt eder!« Og Josua sagde til præsterne: »Løft pagtens ark op og drag over foran folket!« Så løftede de pagtens ark op og gik foran folket. Men Herren sagde til Josua: »I dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses." ret
(59) Præsterne skulle gå foran folket og bære arken med Guds lov inde i. Og idet deres fødder trådte ned i jordans flodbred, delte vandene sig oven fra, og præsterne fortsatte, medens de bar arken, som var et symbol på den guddommelige nærhed; og den hebræiske hær fulgte efter. Da præsterne var halvvejs over Jordan, begyndte de at stå på flodbreden indtil hele Israels hær var gået over. Her blev den aktuelle generation af israelitter overbevist over at Jordans vande var genstand for den samme kraft som deres fædre havde set ved det Røde Hav, for fyrre år siden. Mange af disse gik igennem det Røde Hav da de var børn. Nu gik de over Jordan, krigsmænd, fuldt udstyret til kamp. Efter at hele Israels hær var gået over Jordan, befalede Josua præsterne at komme op af floden. Lige så snart at præsterne med pagtens ark, kom op ad floden, og stod på tør land, rullede Jordan tilbage som før, og oversvømmede alle sine breder. Dette forunderlige mirakel for israelitternes skyld øgede deres tro. At dette forunderlige mirakel aldrig blev glemt, førte Herre Josva til at befale fremtrædende mænd, en fra hver stamme, skulle tage stene op fra flodens dyb, det sted hvor præsternes stod, medens den hebræiske hær gik over, og bære dem på deres skuldre, og rejse et mindesmærke i Gilgal, for at huske at Israel havde gået over Jorden på tør land. Efter at præsterne var kommet op fra jordan, fjernede Gud sin mægtige hånd, og vandene styrtede, som et mægtigt vandfald, ned i deres egen kanal. ret
(59) Da alle amoritternes konger og kanaanæernes konger hørte at Herren havde holdt Jordans vande tilbage for Israels børn, blev deres hjerter opblødt af frygt. Israelitterne havde slået to af Moabs konger ihjel; og deres mirakuløse overgang over det opsvulmede og voldsomme Jordan, fyldte dem med den største rædsel. Josua omskar da al det folk som var blevet født i ørknen. Efter denne ceremoni, holdt de påske på Jerikos sletter. "Men Herren sagde til Josua: »I dag har jeg bortvæltet ægypternes forsmædelse fra eder.« ret
(61) Hedenske folkeslag havde nærmet sig Herren og hans folk fordi hebræerne ikke havde taget Kanaans land i eje, som de forventede at arbejde med snart efter at have forladt Ægypten. Deres fjender havde triumferet fordi de så længe havde strejfet om i ørknen; og de løfte stolt sig selv op imod Gud, erklærede at han ikke vil kunne lede dem ind i Kanaans land. De var nu gået over Jordan på tørt land, og deres fjender kunne ikke længere nærme sig dem. ret
(61) Mannaen havde fortsat til dette tidspunkt; men nu da israelitterne var ved at tage Kanaan i besiddelse, og spise af landets frugter, havde de ikke længere brug for det, og det ophørte. ret
(61) Da Josua trak sig tilbage fra Israels hære, for at gøre mellemkomst og bede for at Guds særlige nærværelse måtte følge med ham, så han en mand med en stolt statur, iklædt i krigslignende klæder, med sit sværd i sin hånd. Josua genkendte ham ikke som en af Israels hære, og alligevel havde han ikke udseende af at være en fjende. I sin iver tiltalte han, ham og sagde: »Er du en af vore eller en af vore fjender?« Han svarede: »Ingen af delene, jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!« Da faldt Josua til jorden på sit ansigt og tilbad og sagde til ham: »Hvad har min herre at sige sin tjener?« Og fyrsten over Herrens hær svarede Josua: »Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!« Det gjorde Josua." ret
(61) Dette var ikke en almindelig engel. Det var Herren Jesu Kristi engel, han som havde ledt hebræerne igennem ørknen, omgivet i ildstøtten om natten, og en skystøtte om dagen. Stedet var gjort helligt af hans nærhed, derfor blev Josua bedt om at tage sine sko af. ret
(61) Den brændende busk Moses så var også et tegn på Guddommelig Nærværelse; og da han drog nær for at se det forunderlige skue, talte den samme stemme, som talte til Josua, og sagde til Moses: »Kom ikke nærmere! Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord!« ret
(62) Guds herlighed helligede helligdommen; og af denne grund kunne præsterne aldrig gå ind på det sted der var helliget ved Guds nærvær med sko på deres fødder. Støvpartikler kunne sætte sig på deres sko, som ville vanhellige helligdommen; derfor blev præsterne pålagt at efterlade deres sko i forgården, før de gik ind i helligdommen. På fodstykket ved siden af tabernakeldøren, stod vandkummen af kobber, hvori præsterne vaskede deres hænder og deres fødder før de gik ind i tabernaklet, så al urenhed kan fjernes, "for ikke at dø." Alle som gjorde embede i helligdommen var pålagt af Gud at forberede sig på en særlig måde, før de gik ind hvor Guds herlighed blev åbenbaret. ret
(62) For at Josua kunne få i sinde at han var ikke mindre end Kristus, den ophøjede, siger han: "Tag dine sko af dine fødder." Herren instruerede i hvordan han skulle indtage Jeriko. Alle krigsmænd skulle befales at gå én gang rundt om byen en gang hver dag i seks dage, og på den syvende dag skulle de gå rundt om Jeriko syv gange. ret
(62) "Josua, Nuns søn, lod da præsterne kalde og sagde til dem: »I skal bære pagtens ark, og syv præster skal bære syv vædderhorn foran Herrens ark!« Og han sagde til folket: »Drag ud og gå rundt om byen, således at de, som bærer våben, går foran Herrens ark!« da nu Josua havde talt til folket, gik de syv præster, som bar de syv vædderhorn foran Herren, frem og stødte i hornene, medens Herrens pagts ark fulgte efter; og de, som bar våben, gik foran præsterne, som stødte i hornene, og de, som sluttede toget, fulgte efter arken, medens der blæstes i hornene. Men Josua bød folket: »I må ikke opløfte krigsskrig eller lade eders røst høre, og intet ord må udgå af eders mund, før den dag jeg siger til eder: råb! Men så skal I råbe!« Så lod han Herrens ark bære rundt om byen, een gang rundt, og derpå begav de sig tilbage til lejren og overnattede der." ret
(63) Den hebræiske hær marcherede i fuldkommen orden. Først gik en udvalgt hær af bevæbnede mænd, klædt i deres krigsklæder, ikke nu for at vise deres dygtighed i hære, men kun for at tro og adlyde de anvisninger de fik. Dernæst fulgte syv præster med basuner. Så kom Guds ark, glitrende med guld, en herlighedsglans svævende hen over sig, båret af præster i deres rige og særlige klæder der betegnede deres hellige embede Resten af Israels hær fulde efter i fuldkommen orden, hver stamme under sin respektive standard. Derved gik de omkring byen med Guds ark. Ingen anden lyd kunne høres end fodtramp som en mægtige hær, og den højtydelige røst af basunerne, der gav ekko i bakkerne, og gav genlyd ud over Jerikos by. Vagtfolkene på denne fordømte by bemærkede enhver bevægelse med undren og foruroligelse. De kan ikke fortælle hvad al denne opvisning betyder. Nogle forhåner tanken at den by bliver indtaget på den måde, medens andre har dyb respekt, idet de beskuer arkens glans, og præsternes højtidelige og ophøjede udseende, og Israels hær der fulgte, med Josua som deres overhoved. De husker på det Råde Hav, for fyrre år siden, delte sig for dem, og at en adgang var beredt lige foran dem igennem Jordanfloden. De var helt lamslåede. De er strikse for at holde byens gader tæt lukkede, og mægtige krigere holder vagt ved hver port. I seks dage udførte Israels hære deres rundgang om byen. På den syvende dag, gik de omkring Jeriko syv gange. Folk blev som sædvanligt befalet til at være tavse. Kun røsten fra basunerne kunne høres. Folket skulle være på vagt, og når basunerne gjorde en længere fanfare end sædvanligt, så skulle alle råbe med høj røst, for Gud har givet dem byen. "Men den syvende dag brød de op tidligt, ved morgenrødens frembrud og gik på samme måde syv gange rundt om byen; kun på denne dag drog de syv gange rundt om byen; og syvende gang stødte præsterne i hornene, og Josua sagde til folket: »Opløft krigsskriget! Thi Herren har givet eder byen." "Så opløftede folket krigsskrig, og de stødte i hornene og da folket hørte hornene, opløftede det et vældigt krigsskrig; da styrtede muren sammen, og folket gik lige ind i byen; således indtog de byen." ret
(64) Gud ville vise israelitterne at sejren over Kanaan ikke skulle tilskrives dem. Hærførren for Herrens hær overvandt Jeriko. Han og hans engle blev inddraget i sejren. Kristus befalede himlens hære at træde ned på Jerikos mure, og berede en indgang for Josua og Israels hære. I dette forunderlige mirakel styrkede Gud ikke blot sit folks tro på hans kraft til at underlægge deres fjender, men indtage byen trods deres tidligere vantro. ret
(64) Jeriko havde trodset Israels hære og himlens Gud. og idet de så Israels hær marchere omkring deres by en gang hver dag, blev de foruroliget; men de så på deres stærke forsvarsværker, deres faste og højere mure, og følte sig sikre på at de kan modstå ethvert angreb. Men når deres faste mure pludseligt vaklede og faldt, med et stort brag, som høje tordenskrald, var de lamslåede af rædsel, og kunne ikke gøre modstand. ret
(64) Der hvilede ikke en plet på Josuas hellige karakter. Han var en klog leder. Hans liv var helt helliget til Gud. Før han døde, samlede han den hebræiske hær, og fulgte Moses eksempel, gentog han i korthed deres rejser i ørknen, og også Guds nådige handlemåde med dem, og kaldte Bileam til at forbande dem; men Gud "ville ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder." "Da sagde han til dem: “Men hvis I ikke synes om at tjene Herren, så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoriternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!« Da svarede folket: »Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre guder; nej, Herren er vor Gud, han, som førte os og vore fædre op fra Ægypten, fra trællehuset, og gjorde hine store tegn for vore øjne og bevarede os under hele vor vandring og blandt alle de folk, hvis lande vi drog igennem." ret
(65) Folket fornyede deres pagt med Josua. De sagde til ham: »Herren vor Gud vil vi tjene, og hans røst vil vi lyde!« Josua skrev ordene fra deres pagt ned i bogen med de love og forordninger Moses fik. Josua blev elsket og respekteret af hele Israel, og hans død begræd de meget. ret