Åndelige gaver bind 4a kapitel 34fra side65

tilbage

Samuel og Saul

(65)  Israels børn var et højt skattet folk. Gud havde have bragt dem fra Ægyptens trældom, og anerkendt dem som sin egen særlige rigdom. Moses sagde: "Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham?" ret

(65)  Samuel havde dømt Israel fra sin ungdom. Han havde været en retfærdig og upartisk dommer, trofast i alt sit arbejde. Han var blevet gammel; og folket så at hans sønner ikke fulgte i hans fodspor. Selvom de ikke var slemme, ligesom Elis børn, var de dog uærlige og tvesindede. Når de hjalp deres fader i hans hårde arbejde, førte deres kærlighed til belønning dem til at foretrække den uretfærdiges sag. ret

(65)  Hebræerne forlangte en konge af Samuel, lige som folkene omkring dem. Når de foretrak en despotisk monark frem for Guds egen vise og milde regering, ved sine profeters doms myndighed, viste de en stor mangel på tro på Gud, og tillid til at han var forudseende nok til at oprejse herskere der kunne lede og styre dem. Israels børn er særligt Guds folk, deres styreform var særlig anderledes fra alle folkene omkring dem. Gud havde givet dem forordninger og love, og havde valgt deres herskere til dem, og disse ledere skulle folket adlyde i Herren. I alle vanskelige sager og stor rådvildhed, skulle Gud spørges. Deres krav om en konge var et oprørsk svigt fra Gud, deres særlige leder. Han vidste at en konge ikke ville være det bedste for hans udvalgte folk. De skulle give en jordisk monark den ære, som tilkom Gud alene. Og hvis de havde en konge med et ophøjet hjerte og ikke ret med Gud, ville han lede dem bort for ham, og få dem til at gøre oprør imod ham. Herren vidste at ingen kunne få kongens position, og få den ære der sædvanligvis blev givet til en konge, uden at han blev ophøjet, og hans veje synes rigtig i hans egne øjne, meden han samtidig syndede imod Gud. På kongens ord, fik uskyldige personer lov at lide, medens de mest uværdige blev ophøjet, medmindre han hele tiden satte lid til Gud, og modtog visdom fra ham. ret

(66)  Hvis hebræerne fortsatte med at adlyde Gud efter at de havde forladt Ægypten, og havde holdt hans retfærdige lov, ville han have gået foran dem og givet dem fremgang, og altid gøre dem til rædsel for de hedenske folk omkring dem. Men fulgte så ofte deres oprørske hjerter, og forlod Gud, og gik i afgudsdyrkelse, så han lod dem blive overvundet af andre folk, at ydmyge og straffe dem. Når de i deres pinsler råbte til Gud, hørte han dem altid, og oprejste en hersker til at udfri dem fra deres fjender. De var så forblindede at de ikke indrømmede at det var deres synder som havde fået Gud til at forlade dem, og efterlade dem svage og som bytte for deres fjender; men de tænkte at det var fordi de ikke var udstyret med kongelig myndighed til at befale over Israels hære. De havde ikke husket i taknemmelighed på de mange gange Gud havde taget dem i sin varetægt og store kærlighed, men ofte haft mistillid til hans godhed og barmhjertighed. ret

(67)  Gud havde oprejst Samuel til at dømme over Israel. Han var æret af folket. Gud skulle anerkendes som deres store hoved; dog udpegede han deres herskere, og gennemsyrede dem med sin Ånd, og kommunikerede hans vilje til dem igennem hans engle, så de kan instruere folket. Gud gav særlige beviser til folket, ved hans mægtige gerning udført ved hans udvalgte herskere som redskaber, så de kan få tillid til at han har udstyret dem med myndighed, som ikke kan tilsidesættes så nemt. ret

(67)  Gud blev vred på sit flok fordi de krævede en konge. Han gav dem en konge i sin vrede. Alligevel bad han Samuel fortælle folket nøjagtigt om kongernes optræden fra folkene omkring dem: så de ikke skal være som en dommer i kirkens og statens vanskeligheder, og instruere dem i Herrens veje, ligesom deres hersker, så deres konge vil blive ophøjet, og kræve kongelig ære, og vil inddrive en tung skat eller hyldest; så de vil blive undertrykt; og at Gud ikke vil vise sin mægtige kraft til at udfri dem, som han havde gjort i Ægypten, men når de råber til ham i deres pinsel, vil han ikke høre dem. ret

(67)  Men folket vil ikke tage imod Samuels råd, og fortsatte med at kræve en konge. "Da sagde Herren til Samuel: Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge." Her gav Gud det oprørske Israel det som vil vise sig som en svær forbandelse for dem, fordi de ikke ville underligge sig at Herren hersker over dem. De tænkte at det ville være mere ærværdigt i andre nationers øjne, at det kunne siges: Hebræerne har en konge. Herren anviste Samuel at salve Saul som konge over Israel. Han så pæn ud, som passer til Israels børns stolthed. Men Gud gav dem en tilkendegivelse af hans misfornøjelse. Det var ikke den tid på året hvor de blev hjemsøgt med kraftig regn ledsaget af torden. "Derpå råbte Samuel til Herren, og Herren sendte samme dag torden og regn. Da frygtede hele folket såre for Herren og Samuel, og hele folket sagde til Samuel: Bed for dine trælle til Herren din Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre synder har føjet den brøde at kræve en konge!" Samuel forsøgte at opmuntre folket, selvom de havde syndet, selvom de fra det tidspunkt havde fulgt Herre, ville han ikke forlade dem, for hans store navns skyld. "Det være også langt fra mig at synde mod Herren og høre op med at bede for eder; jeg vil også vise eder den gode og rette vej; men frygt Herren og tjen ham oprigtigt af hele eders hjerte; thi se, hvor store ting han gjorde imod eder! Men hvis I handler ilde, skal både I og eders konge gå til grunde!" ret

(68)  Da filistrene, med deres store hær var forberedt til at føre krig mod Israel, blev folket bange. De havde ikke den tillid til at Gud ville vise sig for dem, som før. De vidste at de kun var en håndfuld, sammenlignet med filistrenes hære, og tage ud og kæmpe imod dem lod til at være den sikre død. De følte sig ikke lige så sikre som hvis de havde deres konge. I deres rådvildhed, turde de ikke kalde på Gud som de havde svigtet. Herren sagde til Samuel: De har ikke forkastet dig, men mig, ved at ønske en konge. ret

(68)  Nu har disse mænd, som har været tapre og en rædsel for deres mange fjender, blevet bange for at tage ud og kæmpe imod filistrene. De havde deres konge, men turde ikke stole på ham; og de følte at de havde valgt ham frem for Israels Styrke. Når de kom ud i denne rådvilde tilstand, vansmægtede deres hjerter. I deres pinsler, blev folket spredte, og skjulte sig selv i huler, og i krat og på høje steder, og i huller, som om de skulle flygte fra fangenskab. Dem som vovede at tage til Saul, fulgte ham med skælven. Han var meget rådvild, da han så at folket havde spredt sig fra ham. Han ventede ængsteligt på Samuels lovede ankomst; men tiden gik og han kom ikke. Gud havde holdt Samuel tilbage, så hans folk kan prøves, og måtte erkende deres synd, og hvor lille var deres styrke, og hvor svage deres domme og visdom, uden Gud. ret

(68)  I stilhed angrede de at de havde valgt en konge. De havde større mod og tillid da de havde Gudfrygtige herskere til at instruere og lede dem; for de fik råd direkte fra Gud, og det var som om de blev ledt af Gud selv. Nu erkendte de at de blev kommanderet af en fejlende konge, som ikke kunne frelse dem i deres pinsler. Saul havde ikke en stor og ophøjet fornemmelse af Guds majestæts ophøjelse og frygtelighed. Han havde ikke en hellig agtelse for hans udpegede forordning. Med en fremfusende ånd, fordi Samuel ikke viste sig på det aftalte tidspunkt, fore han sig formasteligt frem for Gud, og påtog det hellige offerarbejde. Da han var udstyret til krig, byggede han alteret og optrådte for sig selv og folket. Denne gerning var knapt nok givet til dem der var udpeget til dette formål. Denne handling var en forbrydelse hos Saul, og et sådant eksempel vil få folk til at værtsætte ret lavt de religiøse ceremonier og forordninger helliggjort og udpeget af Gud, og danner billede for hans kære Søns syndfrie offer. Gud ønsker at hans folk har en hellig agtelse og indviet ærbødighed for præsternes offerarbejde, som peger til sin Søns offer. ret

(69)  Ligeså snart Saul havde afsluttet sit formastelige værk, viser Samuel sig, og ser beviserne på Sauls synd, råber ud i sorg til ham: "Hvad har du gjort?" Saul forklarer sagen for Samuel, retfærdiggør sig selv, fremlægger sin rådvildhed og pinsel for Samuel, og hans forsinkelse, som en undskyldning. Samuel sætter Saul i rette, og fortæller ham at han har handlet tåbeligt med at ikke holde Herrens bud. Hvis han havde adlydt Herren ville riget være oprettet for evigt. "Men nu skal dit kongedømme ikke bestå. Herren har udsøgt sig en mand efter sit hjerte, og ham har Herren kaldet til fyrste over sit folk, fordi du ikke holdt, hvad Herren bød dig!" ret

(70)  På grund af Sauls synd med sit formastelige offer, ville Herren ikke give ham æren at befale over Israels hære i slaget mod Filistrene. Herren ville at hans navn alene ophøjes, så Israels hære skal ophøje sig selv, som om det var på bekostning af deres retfærdighed, tapperhed eller visdom, så deres fjender blev overvundet. Han bevægede på Jonatans hjerte, en retfærdig mand, og hans våbenfører, til at gå over til Filistrenes garnison. Jonatan troede at gud vil kunne arbejde for dem, og frelse ved mange eller ved få. Han fór ikke formasteligt frem. Han spurgte Gud om råd, og så bevægede sig frem med frygtløst hjerte og stolede på ham alene. Herren udrettede sin underlæggelse af filistrene igennem disse to mænd. Han sendte sine engle til at beskytte Jonatan og hans våbenbærer, og beskyttede dem fra dødens redskaber i deres fjenders hænder. ret

(70)  Guds engle kæmpede på Jonatans side, og filistrene alle filistrene faldt omkring ham. Stor frygt greb filisterhæren på marken og i garnisonen, og ødelæggerne som har været delt i adskilte grupper, blev sendt ud i forskellige retninger, parat til at gøre deres nedslagningsarbejde, var frygtelig bange. Jorden skælvede under dem, som om en stor mængde ryttere og vogne var på jorden, parat til kamp. Jonatan og hans våbenbærer, og endog filisterhæren, vidste at Herren arbejdede for udfrielse af hebræerne. Filistrene blev rådvilde. For dem var det som om at der var mænd fra Israel iblandt dem, der kæmpede imod dem, og de kæmpede imod hinanden, og nedslagtede deres egne hære. ret

(70)  Kampen var gået ganske godt frem i tid før Saul og hans mænd var klar over at der var udvirket en udfrielse for Israel. Sauls vagtfolk indså at der var stor forviring iblandt filistrene, og så deres antal blev mindre, og alligevel var der ingen der manglede i Israels hære. Efter at have talt krigsmændene, blev det berettet at Jonatan og hans våbenbærer manglede. Saul og folket var rådvilde. Han havde bragt Guds ark; og når præsterne spurgte Gud, blev skrigene iblandt filistrene højere. Det lød som to store hære i tæt kamp. Da Saul og Israels folk erkendte at Gud havde kæmpet med dem, forenede dem der havde flygtet og skjult sig i deres rædsel, og dem som havde forenet sig med filistrene på grund af frygt, så forenede disse sig med Saul og Jonatan, og forfulgte filistrene. Herren arbejder for Israel, og udfrier dem for sit navns ære, så de hedenske hære skal sejre sig over sit folk, og ophøje sig selv stolt imod Gud. ret

(71)  Atter fejlede Saul i sin overilede løfte at ingen mand skal spise før aften. Der var en stor mangel på visdom i Sauls iver, med at gøre et sådant løfte. Det var ens stor arbejdsdag for folket, og de led meget på grund af sult, og når tidspunktet for løftet udløb, var folk så sultne at de overtrådte Herrens bud, og spiste kød med blod, som Gud havde forbudt. Saul besluttet på at slå sin søn Jonatan ihjel, fordi han i sin udmattelse havde smagt lidt honning, og ikke var klar over sin faders løfte. ret

(71)  Her kunne Sauls blinde iver ses, og dømte ikke retfærdigt og klogt i vanskelige sager. Han burde have resoneret sådan: Gud var tilfreds med at arbejde på en særlig måde igennem Jonatan, og derved vælge ham iblandt Israels børn til at udfri dem; og det vil være en forbrydelse at udslette hans liv, som Gud på mirakuløs vis har bevaret. Han vidste at hvis han sparede hans liv, måtte han anerkende at han havde begået en fejl med at give et sådant løfte. Dette ville ydmyge hans stolthed for folket. Saul burde have respekteret dem som Gud havde æret, ved at vælge dem til at udfri Israel. Når Jonatan blev lagt i døden, ville han ihjelslå en som Gud elskede, medens dem hvis hjerter ikke var rette for Gud, ville han lade leve. Gud ville ikke lade Jonatan dø, men ledte folket til at modsætte sig Sauls dom, som om han var en herskende monark, så han kunne overbevises om at han syndede med at gøre et så overilet løfte. "Men folket sagde til Saul: »Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et hår skal krummes på hans hoved; thi med Guds hjælp vandt han sejr i dag!« Da udløste folket Jonatan, og han blev friet fra døden." ret

(72)  Saul var en impulsiv mand, og Israels folk fik snart lov at mærke deres synd, ved at kræve en konge. Herren styrede Samuel til at tage til Saul med en særlig befaling fra ham. Før han berettede ham Herrens ord, sagde han til ham: "Det var mig, Herren sendte for at salve dig til konge over hans folk Israel; lyd nu Herrens røst." ret

(72)  Samuel havde mistet sin tillid til Sauls religiøse karakter, fordi han havde været så hensynsløs over for at følge Herrens ord. Han har syndet med sit formastelige offer, og fejlet meget med sit overilede løfte. Derfor, gav Samuel ham en særlig formaning til at give agt på Herrens ord. " Drag derfor hen og slå Amalek og læg band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke." ret

(72)  For mange år siden, havde Gud udpeget Amalek til at udsige en udslettelse. De havde løftet deres hænder imod Gud og hans trone, og havde taget deres guder i ed at Israel skulle fortæres helt, og Israels Gud bragte det ned som han ikke var i stand til at udfri dem fra deres hænder. ret

(73)  Amalek havde hånet sit folks frygt, og spottet Guds forunderlige gerninger for Israels udfrielse udført af Moses hånd for Ægypterne. De havde pralet at deres kloge mænd og troldmænd kunne udføre alle de undere; og at hvis Israels børn var deres fanger, i deres magt som de var i Faraos, ville Israels Gud selv ikke have udfriet dem fra deres hænder. De foragtede Israel, og lovede at plage dem indtil der ikke var én tilbage. ret

(73)  Gud markerede deres pralende ord imod ham, og udpegede dem til at blive helt udslettet af de folk som de havde foragtet, så alle nationerne kan bemærke afslutningen af det meget stolte og mægtige folk. ret

(73)  Gud forsøgte Saul ved at instruere ham til den vigtige opgave at fuldbyrde sin truende vrede imod Amalek. Men han var ulydig mod Gud, og sparede den onde og blasfemiske konge Agag, som Gud havde udpeget til at dø, og spare det bedste af kvæget. Han udslettede fuldstændig al skraldet som ikke ville gavne ham: Saul mente at det vil være lægge til hans storhed at spare Agag, en ædel monark der var klædt pænt, og ville vende tilbage fra slaget med ham som fange, med et stort spand okser, får og meget kvæg ville gøre ham navnkundig, og få alle nationer til at frygte ham, og skælve for ham. Og folket var enig med ham i dette. De undskyldte deres synd iblandt dem selv, at ikke udslette kvæget, fordi de kunne lægge det til side til offer til Gud, og spare deres eget kvæg til sig selv. ret

(73)  Samuel besøgte Saul med en forbandelse fra Herren for sin ulydighed, og derved ophøje sig selv frem for herre, og valgte sin egen handlemåde, og fulgte sin egen dømmekraft, i stedet for at nøje følge Herren. Saul går frem for at møde Herren som en uskyldig mand, der hilser ham med disse ord: "Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: »Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens befaling!« Men Samuel sagde: »Hvad er det for en brægen af småkvæg, som når mit øre, og brølen af hornkvæg, jeg hører?« Saul svarede: »De tog dem med fra amalekitterne; thi folket skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi band!" ret

(74)  Samuel fortæller Saul hvad Gud har sagt til ham natten før, den nat Samuel tilbragte i sorgfuld bøn på grund af Sauls synd. "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke høvding for Israels stammer, og salvede Herren dig ikke til konge over Israel?" Han minder Saul om Guds bud som han ondsindet har overtrådt, og spørger: "Hvorfor adlød du da ikke Herrens røst, men styrtede dig over byttet og gjorde, hvad der er ondt i Herrens øjne?" ret

(74)   "Saul svarede Samuel: Jeg adlød Herrens røst og gik, hvor Herren sendte mig hen; jeg har bragt kong Ågag af Amalek med og lagt band på Amalek; men folket tog småkvæg og hornkvæg af byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal." ret

(74)  Saul løj her. Folket havde adlydt hans anvisninger; men for at beskytte sig selv, var han villig til at folket skulle bære hans ulydigheds synd. ret

(74)   "Men Samuel sagde: »Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens høst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde. Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!« Da sagde Saul til Samuel: »Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt Herrens befaling og dine ord, men jeg frygtede folket og føjede dem." ret

(75)  Gud ønsker ikke at hans folk skal have noget som tilhører amalekitterne, for hans forbandelse hvilede over dem og deres ejendomme. Han havde planlagt at de skulle have en afslutning, og at hans folk ikke skulle bevare noget for sig selv, som han har forbandet. Han ønskede også at nationerne skulle se afslutningen på det folk som havde nægtet ham, og markere at de blev udslettet af netop det folk de havde foragtet. De skulle ikke udslette dem for at øge deres ejendomme, eller få ære til sig selv, men for at opfylde Herrens ord, som er udtalt om Amalek. ret

(75)  Herren sagde til Moses: »Optegn dette i en bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitternes minde under himmelen!« " Kom i hu, hvad amalekitterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten, hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede efternølere ned, da du var træt og nødig. Når derfor Herren din Gud giver dig ro for alle dine fjender rundt om i det land, Herren din Gud vil give dig i arv og eje, da skal du udrydde ethvert minde om Amalek. Glem det ikke!" ret

(75)  Og alligevel vovede Saulus at være ulydig over for Gud, og forbeholde sig det som han havde forbandet og bestemt til at dø, og give Gud som et offer for synd. ret

(75)  Samuel viste Saul sin onde opførsel, og spurgte så: »Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens røst?« Det ville være bedre at han havde adlydt Gud, end at forsyne sig sådan på bekostning af at ofre deres ulydighedssynder. ret

(75)  Gud er ikke lige så glad for at de udgyder dyrernes blod, som han er for at de lyder hans bud. Ofringerne var guddommeligt bestemte til at minde syndige mennesker at synden fører til død, og at blodet fra uskyldige dyr kunne forsone overtræderens skyld, ved lydigheden fra det store offer der blev sendt. Gud forlangte sit folks lydighed frem for offer. Alle jordens rigdomme var hans. Kvæget på tusinde bakker tilhørte ham. Han forlangte ikke skaderne fra et fordærvet folk, som hans forbandelse hvilede på, heller ikke til deres fuldstændige udslettelse, blive bragt til ham for at bebude den hellige Frelser, som et lam uden lyde. ret

(76)  Samuel informerede Saul at hans oprør var som troldommens synd. Det er at når en begynder at gå på oprørets sti, lader han sig kontrollere af en indflydelse som er i modstand til Guds vilje. Satan kontrollerer det oprørske sind. Dem som kontrolleres sådan mister en stille tillid til Gud, og får mindre og mindre tilbøjelighed til at elske lydighed mod hans vilje. Satan bliver mere og mere fortrolig med dem, indtil de lader til at ikke have kraft til at ophøre med oprøret. I denne henseende, er oprøret som trolddommens synd. ret

(76)  Sauls hårdnakkethed med at hævde over for Samuel at han havde adlydt Gud, var en synd og afgudsdyrkelse. Hans kærlighed til at gennemføre sin egen vilje, var mere ønskværdig for ham end at få Guds gunst, eller en klar samvittigheds samtykke. Og når hans synd blev åbnet klart op for ham, og hans fejl udpeget helt præcist, hans stolte meninger, hans meget store egenkærlighed, fik ham til at retfærdiggøre sig selv på hans forkerte vej, stik imod Samuels irettesættelse, og Herrens ord ved sin profets mund. Denne genstridighed i en bekendt overtrædelse, adskilte ham for evigt fra Gud. ret

(76)  Han vidste at han var gået imod Guds udtrykte befaling; selvom han blev irettesat af Gud igennem Samuel, ville han ikke ydmygt anerkende sin synd, men på en beslutsom måde udtrykke et falskneri i selvretfærdighed. Hvis han havde angret ydmygt, og fået en irettesættelse, ville Herren have haft barmhjertighed og tilgivet Saul for sin store synd. Men Herren lod Saul hårdnakket nægte at lade sig rette, og for at sige falsknerier til Samuel, sin budbringer. Samuel fortalte Saul at, idet han havde forkastet Herrens ord, havde Gud forkastet ham som konge. ret

(76)  Denne sidste anklage fra Samuel gav Saul en fornemmelse om hans sande tilstand, og i frygt anerkendte han at han havde syndet, og havde overtrådt Herrens bud, som han før havde fornægtet så fast. Han bad Samuel indstændigt om tilgivelse for sin synd, og bede sammen med ham for Herren. Samuel nægtede, og fortalte Saul at Gud havde revet riget fra ham, og for at han ikke skulle bedrages, fortalte han at Israels styrke ikke ville lyve, eller være så foranderlig som han var. ret

(77)  Igen bad Saul indstændigt om Samuel ville ære ham med sin nærhed en gang mere for Israels ældste og hele folket. Samuel gav efter for denne anmodning, og kaldte den grusomme Agag, og han kom meget dydigt til ham. "Da sagde Samuel: »Som dit sværd har gjort kvinder barnløse, skal din moder blive barnløs frem for andre kvinder!« Derpå sønderhuggede Samuel Agag for Herrens åsyn i Gilgal. Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit hjem i Sauls Gibea." ret

(77)  Og Herren kommunikerede ikke længere med Saul, eller instruerede ham igennem Samuel. Han havde valgt at følge sin egen vilje, og havde forkastet Herrens ord. Gud lod ham lede af sin egen dømmekraft, som han havde valgt at følge frem for at adlyde Gud. Saul havde ingen sand anger. Han var blevet ophøjet fordi han var blevet til konge. Han var mere nidkær for at blive æret af Samuel for folket, end at få tilgivelse og Gudsfrygt. ret

(77)  Samuel kom ikke længere til Saul med anvisninger fra Gud. Herren kunne ikke bruge ham til at gennemføre sine fortsæt. Men han sendte Samuel til Isaj hus, for at salve David, som han havde udvalgt til at være hersker i stedet for Saul, som han havde forkastet. ret

(77)  Idet Isaj sønner gik frem for Samuel, ville han have valgt Eliab, som var af høj statur og ophøjet udseende, men Guds engel stod hos ham for at vejlede ham i en vigtig beslutning, og instruerede ham at han ikke skulle dømme udseende. Eliab frygtede ikke Herren: hans hjerte var ikke helt med Gud. Han ville blive en stolt og fordringsfuld hersker. Ingen andre kunne findes iblandt Isajs sønner end David, den yngste, hvis ydmyge erhverv var at passe får. Han havde udfyldt hyrdens ydmyge embede med en sådan trofasthed og mod at Gud udvalgte ham som hærfører for sit folk. I løbet af tiden, skulle han udskifte sin hyrdestav med scepteret. ret

(78)  David havde ikke en ophøjet statur, men hans ansigt var smukt, udtrykte ydmyghed, ærlighed og sand mod. Guds engel tilkendegav over for Samuel at David var ham, han skulle salve, for han var Guds udvalgte. Fra den gang af gav Herren David et klogt og forstående hjerte. ret

(78)  Da Saul så at Samuel ikke længere kom for at undervise ham, vidste han at Herren havde forkastet ham for hans onde adfærd, og hans karakter virkede lige siden til at gå til yderligheder. Hans tjenere, som han ledte om ting i forbindelse med riget, turde til tider ikke nærme sig ham, for han virkede som et sindsygt menneske, voldelig og grov. Han blev ofte fyldt med samvittighedsnag. Han var melankolsk, og ofte bange når der ikke var fare. Dette gjorde ham uegnet som hersker. Han var altid fuld af iver; og i sin tungsindighed, ønskede han at ikke blive forstyrret, og til tider turde ingen nærme sig ham. Han ville tale profetisk om sin detronisering, og at andre tog hans stilling som hersker, og at hans eftertid ville aldrig ophøjes til tronen, og modtage kongelig ære, men at de ville alle gå til på grund af hans synder. Han ville gentage profetisk, og tale imod sig selv med en urolig kraft, endog i sine herres og folkets nærhed. ret

(78)  Dem som var vidne til disse besynderlige udladelser hos Saul anbefalede ham musik, som kunne give ham en udglattende indflydelse på hans sind, når han var så forstyrret. I Guds forsyn, blev han opmærksom på David som en dygtig musiker. Han blev også anbefalet som værende en tapper krigsmand, klog og trofast i alle sager, fordi han blev ledt særligt af Herren. Til tider følte Saul sig ydmyget, og han var endog bekymret for at nogen skulle tage regeringsansvaret for riget. Og at nogen som skulle vide at Herren hvordan han skulle handle i overensstemmelse med hans vilje. Da han var i en god sindstilstand, sendte han budbringere efter David. Han elskede ham hurtigt og gav ham en position som våbenbærer, og gjorde ham til sin hjælper. Han mente at hvis David var begunstiget af Gud, ville han være en sikkerhedsgrund for ham, og måske spare hans liv, skønt han kunne udsættes for sine fjender. Davids dygtige strengeleg på harpen udglattede Sauls trængte ånd. Idet han lyttede til den bedårende strengemusik, påvirkede det til at det mørke, som havde sat sig i ham, blev spredt, og få hans oprevne sind i en mere fornuftig og lykkelig tilstand. ret

(79)  Jonatans hjerte vær særlig knyttet til Davids, og der var en mere bundet forening mellem dem, som forblev ubrudt indtil Sauls og Jonatans død. Dette var Herrens gerninger, at Jonatan måtte være middel til at bevare Davids liv da Saul ville prøve at dræbe ham. Guds forsyn knyttede David til Saul, så han ved sin kloge opførsel kunne opnå folkets tillid, og ved en lang række vanskeligheder og omskiftelser, ledes til at lægge hele sin lid til Gud, medens han forberedte ham til at blive sit folks hersker. ret

(79)  Da filistrene genoptog krigen med Israel, fik David lov til at tage til sin faders hus for at genoptage det hyrdejob som han elskede. Filistrene turde ikke sætte deres store hære på spil imod Israel, som de havde gjort hidtil. De var bange for at blive overvundet, og falde for Israel. De kendte ikke til Israels svaghed. De ved ikke at Saul og hans folk var stærkt bekymrede, og de turde ikke begynde at slås med dem, og var bange for at Israel ville overvinde. Men filistrene forelagde deres egen krigsførelse, ved at udvælge en mand med stor størrelse og styrke, hvis højde er på omkring tolv fod, og de sende denne favorit ud for at opildne til en kamp med Israel, og spørge dem om at sende en mand ud at kæmpe med ham. Han havde et frygteligt udseende, og talte stolt, og trodsede Israels hære og deres Gud. ret

(80)  I fyrre dage fyldte denne pralhals Israel med rædsel, og gjorde Saul meget bange, for ingen turde kæmpe med den mægtige gigant. På grund af deres overtrædelser havde Israel ikke den hellige tillid til Gud, som lede dem til et slag i hans navn. Men Gud ville ikke lade en afgudsdyrkende nation løfte deres hånd imod universets Hersker. Han reddede Israel, ikke ved Sauls hånd, men ved Davids hånd, som han havde oprejst til at herske sit folk med. ret

(80)  Saul ved ikke hvad han skulle gøre. Han forestiller sig Israel som filistrenes slaver. Han kan ikke se nogen udvej. I hans trængsler, giver han en stor løn til enhver som vil slå denne stolte pralhals ihjel. Men alle mærker deres svaghed. De har en konge som Gud ikke instruerer, som ikke tør gå i ind i en farlig virksomhed, for han forventer ingen særlig mellemkomst fra Gud til at redde hans liv. Idet Israel har fået del med ham i overtrædelsen, har han intet håb om at Gud vil arbejde specielt for dem, og udfri dem fra Filistrenes hænder. Israels hære virker lammede af rædsel. De kan ikke stole på deres konge, som de havde krævet af Gud. Sauls sind var foranderligt. For en kort tid ville han styre hærerne, og så greb frygt og modløsheden ham, og han vil trække sine ordre tilbage. ret

(80)  Da David udførte et ydmygt ærinde for sin fader til sine brødre, hører han den stolte pralhals fornægte Israel, og var oprørt i sin ånd inden i ham. Han var nidkær for den levende Guds hære, som denne blasfemiske pralhals fornægtede. Han udtrykte sin harme over at en hedning, som ikke frygter Gud, og ikke får kraft fra ham, sådan skal holde hele Israel bange, og sejre over dem. ret

(80)  Davids ældste bror, Eliab, som Gud ikke valgte som konge, var jaloux på David, fordi han blev æret frem for ham. Han foragtede David, og så på ham som ringere end ham selv. Han anklagede ham over for andre for at bortstjæle uden at hans fader ser striden. Han håner ham med den lille forretning som han er engageret i, at passe nogle få får i ørknen. David afviser den uretfærdige anklage, og siger: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et spørgsmål!" David er ikke så omhyggelig med at forklare sin bror at han er kommet til Israels hjælp, at Gud har sendt ham for at ihjelslå Goliat. Gud har valgt ham til at være hersker over Israel; og idet den levende Guds hære var i en sådan fare, var han blevet styret af Guds engel til at frelse Israel. ret

(81)  David blev bragt frem for Saul, og fortæller at Israel ikke behøver at være bange: "Din træl vil gå hen og kæmpe med den filister!" Saul gjorde indvendinger, på grund af hans unge alder. David referer til de farer han havde erfaret i ørknen, for at redde de får han passer på. Han tilskriver ydmygt Gud sin udfrielse. »Herren, som har reddet mig fra løvers og bjørnes vold, vil også redde mig fra denne filisters hånd!« Saul giver David lov til at gå. Han sætter sin egen kongelige rustning på David, men David lægger den bort, og vælger sig blot fem glatte sten fra bækken, en slynge og en stav. Da Israels stolte udfordringsmand så den unge mand med smukt udseende nærme sig ham med dette udstyr, spurgte han: »Er jeg en hund, siden du kommer imod mig med en stav?« Han forbandede David ved sine guder, og indbød ham pralende til at komme til ham, så han kan give hans kød til luftens fugle, og markens dyr. "David svarede filisteren: »Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben," men jeg kommer til dig, ikke i våbenudstyr, ikke med kraftfulde våben, "men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet." David pralede ikke af hans overmådelige dygtighed. Hans pral er i Herren. "I dag giver Herren dig i min hånd; . . . . for at hele jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, og for at hele denne forsamling kan kende, at Herren ikke giver sejr ved sværd eller spyd; thi Herren råder for kampen, og han vil give eder i vor hånd!« Da filisteren nu satte sig i bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod slagrækken for at møde filisteren. Og David greb ned i tasken, tog en sten af den, slyngede den ud og ramte filisteren i panden, så stenen trængte ind i hans pande, og han styrtede næsegrus til jorden." ret

(82)  David skar den stolte pralhals’ hoved over med sit eget mægtige sværd, som han havde pralet af. Og da filistrene så at deres forkæmper var død, blev de forvirrede, og flygtede bort i alle retning, med Israel i hælene på dem. ret

(82)  Da Saul og David vendte tilbage fra nedslagtningen af filistrene, kom byernes kvinder ud for at møde dem med glædestilkendegivelser, og med sang. En gruppe sang: "Saul har ihjelslået tusinder." En anden gruppe besvarede den første: "Og David sine titusinder." ret

(82)  Dette gjorde Saul meget vred. I stedet for at være ydmyg taknemmelig over for Gud at Israel var blevet frelst af deres fjenders hænder ved Davids hånd, kom en grusom skinsyge over ham, og lige som tidligere gange, hengiver han sig til denne styring. "Da blev Saul meget vred; disse ord mishagede ham, og han sagde: »David giver de titusinder, og mig giver de tusinder; nu mangler han kun kongemagten!« Hans frygt blev vækket for, at dette i virkeligheden var den mand som ville tage hans plads som hersker. Dog værtsatte og elskede folket David, og Saul blev bange for at skade ham åbenlyst. ret

(82)  På grund af folkets indflydelse, blev David støttet til at tage affærerne omkring krigsførelsen. Han var leder for alle deres vigtige virksomheder. Da Saul så at David havde vundet folkets kærlighed og tillid, hadede han ham; for han mente at han blev foretrukket frem for ham. Han vågede efter en anledning til at slå ham ihjel; og når den onde ånd var over ham, og David spillede for ham som sædvanlig for at udglatte hans betrængte sind, prøvede han at dræbe ham, ved at kaste et skarpt redskab med kraft i hans hjerte. Guds engle bevarede Davids liv. De fik ham til at forstå hvad Sauls hensigter var; og da redskabet blev kastet efter ham, sprang han til den ene side, og blev ikke skadet, medens redskabet borede sig dybt ind i vægen hvor David havde siddet. ret

(83)  Israels folk fik nu lov til at mærke deres særlige situation. Til daglig havde de bevis for at Gud havde efterladt Saul til sin egen skyldige vej, og at de var under kommando af en hersker som ville begå mord, og ihjelslå en retfærdig person som Herren havde valgt til at frelse dem med. Og ved Sauls grusomme handlinger blev de levende beviser for hvilken ekstrem skyld og kriminalitet en konge kan begå, som gør oprør imod Gud, og styres af sine egne lidenskaber. ret

(83)  David havde adlydt Saul som en tjener, og hans optræden var ydmyg. Hans liv var ulastelig. Hans trofasthed med at gøre Guds vilje var en stadig irettesættelse for Sauls urimelige og oprørske kurs. Saul besluttede sig for at intet skulle holdes tilbage for at David måtte blive slået ihjel. Så længe som Saul levede, var dette det store formål med hans liv, til trods for at han var tvunget til at tilskrive Davids flugt fra hans hænder til Guds forudseenhed. Hans hjerte var helt blottet for Guds kærlighed, og han blev en afgudsdyrker. Sand ære, retfærdighed og ydmyghed blev ofret til hans stolthed og ærgerrighed. Han jog David som et vildt dyr. David havde ofte Saul i sin magt, og blev tilskyndet af mennesker han havde under sig, til at slå ham ihjel. Selvom David viste at han var Guds udvalgte som hersker i Israel, ville han dog ikke løfte sin hånd imod Saul, som Gud havde salvet. Han valgte at finde et asyl ibland filistrene. Han fik endog sine fjender til at stifte fred med sig, med sin kloge og ydmyge optræden, hvem han forblev hos indtil Sauls død. ret

(83)  Da filistrene igen fører krig mod Israel, er Saul bange. Han har ingen hvile nogen farlig stund, og folket er splittet. Nogle tager med Saul i al hans ondskab. Andre kan ikke stole på hans dømmekraft, og ønsker en retfærdig hersker. Sauls sidste handlinger har været så grusomme, formastelige og forvovne, at hans samvittighed er en plage, der hele tiden opdrager på ham. Alligevel angrer han ikke sin ondskab, men udøver sin ubarmhjertige kurs med fortvivlet desperation, og med udsigten til en kamp, er han afsindig og melankolsk. Med sine store skyld på sig, går han så vidt at spørge Gud; men Gud besvarer ham ikke. Han har barbarisk massakreret Herrens præster, fordi de lod David flygte. Han ødelagde den by hvor præsterne boede, og en masse retfærdige personer døde, for tilfredsstille hans misundelige raseri. I sin fare turde han alligevel ikke nærme sig Gud, for at spørge om han skal føre krig med Filistrene. ret

(84)  Men da Gud havde forladt ham, søger han en kvinde med en dæmons ånd, som er i samfund med Satan. Han har forladt Gud, og til sidst søger en, som har gjort en pagt med døden og en aftale med helvede, for at han kan få kundskab. Endors spåkone havde en aftale med Satan om at følge ham anvisninger i alle ting; og han vil udføre undere og mirakler for hende, og vil åbenbare hende de mest skjulte ting, om hun vil give sig selv uforbeholdent til sataniske majestæts kontrol. Dette har hun gjort. ret

(84)  Da Saul spørger efter Samuel, lod Herren ikke Samuel vise sig for Saul. Han så ingen ting. Satan fik ikke lov til at forstyrre Samuels hvile i graven, og bringe ham frem til virkeligheden. Endog en spåkone. Gud giver ikke Satan magt til at oprejse den døde. Men Satans engle påtager sig de døde venners skikkelse, og taler og handler som dem, så han gennem bekendende kære venner bedre kan fremføre hans bedragelses arbejde. Satan kendte godt Samuel, og han vidste hvordan han skulle fremstille ham for en spåkone, og fuldstændig rette Sauls og hans sønners skæbne. ret

(84)  Satan vil komme ind til disse på en meget besnærende måde så han kan bedrage, og vil antyde sig selv for deres velvilje, og lede den næsten ubemærket fra Gud. Han vinder dem under sin kontrol, først forsigtigt, indtil deres dømmekraft er blevet sløvet. Så vil han komme med mere frimodige antydninger, indtil han kan lede dem til at begå næsten enhver grad af forbrydelse. Når han har ledt dem helt ind i hans snare, så vil han at de ser hvor de er, og han jubler over deres forvirring, ligesom i Sauls tilfælde. Han har ladet sig lede af Satan som en villig fange, og nu udbreder Satan en korrekt beskrivelse for Saul, om hans skæbne. Ved at give Saul en korrekt melding om hans afslutning, igennem kvinden i Endor, åbner Satan en vej for Israel til at de instrueres af hans sataniske list, så de, i deres oprør imod Gud, kan lære af ham, og derved afbryde det sidste led som holder dem til Gud. ret

(85)  Saul vidste at han i denne sidste handling, at rådføre sig med spåkonen i Endor, afskar den sidste strimmel som holdt ham til Gud. Han vidste at hvis han ikke selv frivilligt skilte sig selv fra Gud, ville denne handling besegle denne adskillelse, og gøre det endeligt. Han gør en aftale med døden, og en pagt med helvede. Hans vredesbæger var fyldt. ret

næste kapitel