(115) Før Kristus forlod himlen og kom til verden for at dø, var han højere end nogen af englene. Han var majestætisk og elskelig. Men da hans tjenestegerning begyndte, var han kun lidt højere end den almindelige menneskehøjde der leve på jorden. Han var kommet iblandt mennesker med sin ædle himmelske form, sit ydre udseende ville have tiltrukket folk til sig, og han ville være modtaget uden at udvise tro. ret
(115) Omkring den tid var Messias ventet. Men mange ventede på at han kom som en mægtig monark. Jøderne pralede over for hedningene om hans komme, og havde dvælet meget over den store udfrielse, som han ville give dem, så han ville regere som konge, og nedlægge af myndighed. Alle riger og folk ville bøje sig for ham, og det jødiske folk ville regere over dem. Begivenhederne for Kristi første og andet komme fik de konfronteret med hinanden. ret
(115) Det var efter Gud orden at Kristus skule påtage sig selv faldne menneskers natur og form, så han kunne blive fuldkommen igennem lidelse, og selv udholde kraften fra Satans hårde fristelser, så han kan forstå hvordan han kan hjælpe dem som bliver fristet. Menneskers tro på Kristus som Messias skulle ikke hvile på synlige beviser, og det at de tror på ham på grund af hans personlige tiltrækning, men på grund af den ophøjede karakter der var i ham, som aldrig er blevet fundet eller kan findes i nogen anden. Alle mennesker som elskede dydighed, renhed og hellighed, ville drages til Kristus, og vil se nok bevis på at han er den Messias der er forudsagt i profetien, som skal komme. Dem som stolede på Guds ord, ville tage imod nytten fra Kristi lære, og til sidst imod hans forsoning. ret
(116) Kristus kom for at henlede alle menneskers opmærksomhed på sin Fader, lære dem at angre over for Gud. Hans arbejde var at forsone mennesker med Gud. Selvom Kristus ikke kom som forventet, blev han præcis sådan som profetien havde vist at han skule komme. Dem som ønskede at tro, at han havde god nok grund til deres tro ved at henvise sig til den foreskrevne profeti om den Retfærdiges komme, og beskrev den måde han kom på. ret
(116) Den gamle jødiske menighed var Guds højt skattede folk der blev bragt ud af Ægypten og anerkendte dem som hans eget særlige rigdom. De mange og overmådelige store og dyrebare løfter for dem som et folk, var den jødiske menigheds håb. Heri stolede de på og troede på at der frelse var sikker. Intet andet folk bekendte at bliv blive styret af Guds bud. Vor Frelser kom først til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. ret
(116) De selvretfærdige og ikke-troende jøder forventede at deres Frelser og konge ville komme ind i verden iklædt majestæt og magt, tvang alle hedninger til at være lydige imod ham. De forventede ikke at en ydmyg og lidende verden vil bliv vist i ham. De ville ikke tage imod den sagtmodige og ydmyge Jesus, og anerkende ham som verdens Frelser. Havde han vist sig i glans og påtaget sig verdens store mænds myndighed, i stedet for at påtage sig en tjeners form, ville de havde taget imod ham og tilbedt ham. Men de forkastede Kristus som deres Frelser, og efter de satte deres hjerter i oprør imod ham, var det ikke så let for dem at ændre deres kurs. På trods af de forunderlige gerninger de så ham gøre, var de for stolte og selvophøjede til at opgive deres oprørske følelser. Alle tegn og manifestationer for hans guddommelige karakter, forøgede Jødernes had og skinsyge. De var ikke tilfreds med at vende sig fra vende sig selv fra ham, men de forsøgte at forhindre alt hvad de kunde, den lære eller være vidne til hans mirakler. Flertallet forkastede ham. De foragtede hans ydmyge udseende. De fornægtede hans vidnesbyrd. De elskede menneskers pris, og verdens storhed. Når de værdsatte disse ting, mente de at de dømte helt rigtigt, endogså Guds dom. ret
(117) Hele Kristi liv og lære var stadige lektier i ydmyghed, godgørenhed, dydighed og selvfornægtelse. Dette var en stadig irettesættelse for den selvretfærdige og strenge ånd som jøderne udviste. Satan ledte dem indtil de virkede rasende, når man blot nævnte Kristi forunderlige gerninger, som drog folks opmærksomhed fra dem. Til sidst troede de selv at han var en bedrager, og det var en dyd om de kunne finde på hvad som helst for at komme af med ham. De kunne ikke pege på en eneste handling i hans liv som de kunne fordømme, dog gjorde hans store godhed ham til genstand for deres skindsyge og had, og i deres blinde raseri råbte de ud: Korsfæst ham! korsfæst ham! Når lyset forkastes lades mennesker være fanger hos Satan, genstand for hans fristelser. Når han kontrollerer sindet, vil lyset blive til mørke for det sindelag, godt ondt, og ondt godt. ret
(117) Ved Kristi første komme, vidste Satan at han havde begrænset kraft til at, sætte de fanger frie som han havde bundet, og hans dygtighed kunne ses særlig da det jødiske folk forledte til at tro Kristus som bedrager. Profetierne gav bevis nok for fordomsfrie menneskesind, at Kristus virkelig er Guds søn, verdens frelser. Men de ikke-troende jøder valgte deres egen dydighedsstandard, og livsrenhed. De ville ikke undervises af Den Eneste, og fortsatte med at udføre deres nyttesløse slagt og brændofre, så frem til en Messias som allerede var kommet. ret
(118) Vor himmelske fader ville forsøge og prøve sit folks bekendende tro og lydighed. De ofre som de udførte under loven, var symbol på Guds Lam, og illustrer sin store forsoning. Alligevel var jødefolket så forblindet og bedraget af Satan, at da Kristus kom, som deres brænd og afgrødeofre var forbillede på, så ville de ikke tage imod ham. De førte ham som et lam til slagteren. ret
(118) Det samme oprør og had imod Kristus vil være i menneskers hjerter ved hans genkomst. Hvis Kristi genkomst skal være på den samme ydmyge måde, som ved det første komme, irettesætte synd, og fordømme dydighed og hellighed, hvor der hævede sig røster, "Korsfæst ham! Korsfæst ham!" så vil der være tusindvis i denne frafaldne tidsalder. Vantroen om at Kristus er den sande Messias, verdens frelser, vil hæve sig og sprede sig i foruroligende grad før ud for hans genkomst. Satan har ikke mistet sin dygtighed og magt, som han brugte den gang. Nu kan han bedre bedrage mennesker, end ved Kristi første komme. ret
(118) Guds Søn vil i denne tidsalder virkelig foragtes og forhånes af fordærvede mennesker som forgiver sig at være gode mennesker, som ved hans første komme. Nu forvandler Satan sig selv sig som en lysets engel, for at skjule misdannelserne i hans karakter, og derved modtager han og hans engle tilbedelse fra forblindede og bedrage folk, som alene tilhører Gud. Kristus trædes under fode. Dydighed og hellighed foragtes. Onde engle hvisker deres lave og fordærvede lære i menneskers ører, og de finder behag. Deres kødelige sind tilfredsstilles. Det som kommer fra Satan og helvedet og får dem selv til at tro, kommer fra dødens ånder. Deres samvittighed forhærdes som et varmt jern. Da Guds Søn kom ind i verden for at dø, menneskets offer, lagde han sin herlighed og ophøjede statur til side. Hans højde var kun lidt over menneskers almindelige størrelse. Hans personlige udseende bar ingen særlige mærker af guddommelig karakter, som i sig selv ville indgyde tro. Alligevel var hans fuldkomne form, og ophøjede væsen, hans ansigtsudtryk med næstekærlighed, kærlighed og hellighed uforlignelig med nogen der levede på jorden den gang. ret
(119) Da Livgiveren rejste en sejrrig sejrherrer fra døde, og gjorde sig selv kendt for sine disciple, havde han den samme størrelse som før sin korsfæstelse. Der var ingen særlige mærker som straks ville få Emmaus mænd til at vide at han var Guds søn. De kendte ham ikke før han fortalte dem hvem han var. ret
(119) Men da han steg op til det høje, og førte en skare fanger, ledsaget af den himmelske hær, og blev modtaget igennem stadens porte, med engles sejrs- og glædessange, så jeg med beundring og under, at han havde den samme ophøjede statur som han havde før han kom til verden for at dø for mennesker. Englen sagde: Gud, som udførte så store mirakler for at få Kristi kød til at bo blandt mennesker, og vil med sin almægtige kraft løfte sig fra faldne, degenererede og formindskede mennesker, og efter at de genløste fra jorden, får dem til at "gå ud og boltre eder som kalve, der kommer fra stalden," kunne i sin uendelige magt vende tilbage til sin dyrebare Søn i hans egen ophøjede statur, som han havde før han forlod himlen, og ydmygede sig selv som et menneske, og underlagde sig korsets død. ret
(119) Det er intet under med englehæren, at deres elskede Befalingsmand, efter at han gennemførte frelsesplanen, steg op til Himlen, påtog sin egen ophøjdede statur, og iklædt med majestæt og herlighed, som var før han forlod Himlen. Men det var et under for hele himlen, at Faderen fralod Sønnen fra sit skød og lagde sin herlighed til side, og komme ned på jorden, og underlagde sig ydmyghed, og korsets pinefulde død for at frelse faldne mennesker. ret