Åndelige gaver bind 4a kapitel 40fra side151

ren side - tilbage

Erfaringer

(151)  Vinteren 1864 blev min søn Willie pludselig og voldsomt slået ned af lungefeber. Vi havde netop begravet vor ældste søn som havde denne sygdom, og vi var meget ængstelige når det gjaldt Willie, fordi vi frygtede for at også han skulle dø. Vi bestemte os for ikke at sende bud efter læge, men selv gøre det bedste vi kunne for ham ved brug av vand, og så bede inderlig til Herren for ham. Vi fik nogle med os som havde tro til at forene deres bønner med vore. Vi havde en herlig vished om Guds nærvær og velsignelse. ret

(151)  Dagen efter var Willie meget syg. Han fantaserede. Det så ikke ud som han så eller hørte mig når jeg talte til ham. Han havde ikke regelmæssige hjerteslag, men havde en stadig, heftig form for hjerteflimmer. Vi fortsatte med at bede til Gud for ham og brugte rigelig med vand på hans hoved. Vi fik også hele tiden en kompres på hans lunger, og snart var han så klar som nogensinde. Han havde voldsomme smerter i højre side og kunne ikke et øjeblik ligge på den siden. Denne smerte dæmpede vi med kalde vandkompresser, idet vi varierede vandets temperatur i forhold til graden af den feber han havde. Vi var omhyggelige med at holde hans fødder og hænder varme. ret

(152)   "Vi regnede med at krisen ville komme den syvende dag. Vi fik lidt hvile mens han var syg, og den fjerde og femte nat var vi nødt til at overlade ham til andres omsorg. Den femte dag var både min mand og jeg meget ængstelige. Drengen kastede blod op og hostede meget. Min mand tilbragte meget tid i bøn. Vi overlod vort barn i omsorgsfulde hænder den aften. Før vi gik til ro, bad min mand længe og inderligt. Pludselig følte han at bønnebyrden forlod ham. Det var som om en stemme talte til ham og sagde: "Gå og læg dig, jeg skal tage vare på drengen." Jeg var syg og var gået til ro, men i flere timer lå jeg vågen på grund af bekymring. Det føltes som jeg næsten ikke kunne trække vejret. Selv om jeg sov i et stort værelse, stod jeg op og åbnede døren til en stor hal. Det hjalp med det samme, og jeg faldt snart i søvn. Jeg drømte at en erfaren læge stod hos drengen. Han bemærkede sig hvert åndedrag med den ene hånd over hans hjerte, og med den anden mærkede han pulsen. Han vendte sig mod os og sagde: "Krisen er ovre. Han har haft sin værste nat. Nu vil han komme sig hurtigt, for han behøver ikke at genoprette noget på grund af den skadelige virkning af medikamenter. Naturen har på en fin måde gjort sin gerning for at befri organismen for sygdommen." Jeg fortalte ham hvor udslidt jeg var, hvordan jeg næsten ikke kunne trække vejret og hvor meget det hjalp da jeg åbnede døren. Han sagde: "Det som hjalp dig, vil også hjælpe barnet. Han behøver luft. I har holdt ham for varm. Den opvarmede luft, som kommer fra en ovn, er skadelig. Hvis det ikke var for luften som kommer ind gennem sprækkerne i vinduerne, ville den være giftig og dødelig. Ovnens varme ødelægger luftens livskraft og svækker lungerne. Lungerne til drengen er blevet svækket ved at værelset har været for varmt. Syge personer svækkes på grund af sygdommen, og de behøver al den friske luft de kan tage imod for at styrke de vitale organer så de kan stå imod sygdom. Alligevel bliver luft og lys i de fleste tilfælde lukket ude fra sygeværelset netop på den tid hvor det behøves mest, som om de var farlige fjender." ret

(153)  Denne drøm og min mands erfaring blev til trøst for os begge. Om morgenen fik vi at vide at drengen havde haft en urolig nat. Han syntes at have høj feber til midt på dagen. Så forlod feberen ham, og han syntes at være ganske god, bare svag. Han havde bare spist en lille kiks i løbet af de fem dage han havde vært syg. Men han kom sig hurtigt, og har haft bedre sundhed end han havde haft før. Denne erfaring er værdifuld for os. ret

(153)  I årevis mente jeg at det var nødvendig for mig at leve af kødmad. Jeg har plejet at spise tre måltider om dagen lige til for nogle måneder siden. Mellem måltiderne plejede jeg at være meget plaget af ubehagelig tryk og smerter i maven, og jeg led ofte af svimmelhed. Men når jeg spiste, forsvandt disse plagerne. Jeg spiste meget sjældent mellem måltiderne, og jeg plejede som regel at gå til ro uden at spise aftensmad. I tiden mellem frokost og middag plejede jeg ofte at være plaget af stærke sultfornemmelser, og det skete ofte at jeg besvimede. Men når jeg så spiste kød, forsvandt disse plager, af denne grund troede jeg at kød var absolut nødvendig i mit tilfælde. ret

(153)  Men siden Herren i juni 1863 gav mig lyset om kødmadens skadevirkninger på helbredet, har jeg stoppede med at spise kød. En tid var det vanskeligt for mig at spise brød, fordi jeg aldrig havde vært særlig glad for det. Men ved bestemthed og udholdenhed har jeg nu lært at lide det. I næsten et helt år har jeg nå levet uden at spise kød. I seks måneder har vi ikke haft andet brød på bordet end kager som er bagt uden surdej, og som er laget af usigtet hvede, vand og svært lidt salt. Vi spiser for det meste frugt og grøntsager. I otte måneder har jeg spist bare to gange om dagen. I over et år har jeg brugt det meste af tiden på at skrive. I de sidste otte månederne har jeg koncentreret mig om skrivningen. Min hjerne har vært i stadig virksomhed, og jeg har fået lidt motion. Men mit helbred har aldrig vært bedre end i de sidste seks måneder. Anfaldene af svimmelhed som jeg før var så plaget af, er forsvundet. Hver forår var jeg plaget af manglende appetit. Men sidste forår mærkede jeg ikke noget til denne plage. Den enkle mad som vi spiser to ganger om dagen, nyder vi med velbehag. Vi har hverken kød, kager eller nogen slags tunge, koncentrerede retter på bordet. Vi spiser ikke spæk, men i stedet bruger vi mælk, fløde og lidt smør. Vi plejer at få lidt salt i maden, men ellers ingen krydderier. Vi spiser frokost kl. 7 og middag kl. 13. Følelsen af svimmelhed mærker jeg nu meget sjældent, og appetitten er tilfredsstillende. Jeg sætter langt større pris på maden nu end nogensinde før. ret

(154)  Siden jeg var barn har jeg været plaget af vattersot og hjertesygdom, på grund af min ulykke som niårig. I flere år, siden foråret, har jeg haft lammelses sjok som næsten har kostet mig livet. Men som bønnesvar har jeg kommet mig over dens virkninger. Sidste forår fik jeg ingen symptomer på denne meget forfærdelige lidelse. Jeg har ingen problemer med vattersot eller hjertesygdom. Inden for otte måneder mistede jeg tolv kilo kropsvægt. Jeg har det bedre uden dette. Jeg har mere styrke nu end jeg har haft i årevis. ret

næste kapitel