(132) Den 6. juni 1863 blev nogle af de unges farer fremstillet for mig. Satan behersker de unges sind og leder deres uerfarne fødder på vildspor. De er uvidende om hans anslag og i disse farefulde tider bør forældrene være vågne og med ihærdighed og flid arbejde for at afværge fjendens første tilnærmelse. De bør undervise deres børn, når de går ud og når de kommer ind, når de står op og når de sidder og give dem linje på linje og bud på bud, lidt her og lidt der. ret
(132) Moderens arbejde begynder med spædbarnet. Hun bør tæmme barnets vilje og sindelag, få det til at være føjeligt og lære det at lyde. Gør ikke hånden slappere, efter som barnet bliver ældre. Enhver moder bør tage tid til at ræsonnere med sine børn, rette på deres fejl og med tålmodighed lære dem den rette vej. Kristne forældre bør vide, at de oplærer og bereder deres børn til at blive Guds børn. Børnenes hele religiøse erfaring påvirkes af de lærdomme, de får og den karakter, de danner i barndommen. Dersom viljen ikke i den tid betvinges og lærer at bøje sig efter forældrenes vilje, vil det blive en vanskelig sag at lære det i senere år. Hvilken hård kamp og hvilken strid vil det ikke koste at få den vilje, der aldrig blev behersket, til at bøje sig for Guds fordringer! Forældre, som forsømmer denne vigtige opgave, begår en stor fejl og synder imod deres stakkels børn og imod Gud. Børn, som er under streng disciplin, vil til tider nære utilfredse følelser. De vil blive utålmodige, når de holdes i ave og ønske at få deres egen vilje og at gå og komme, som de lyster. Særlig i alderen fra ti til atten år vil de ofte synes, at de ikke kan være nogen fare ved at være med på udflugter og til andre sammenkomster med unge kammerater; men deres erfarne forældre kan se en fare deri. De kender de særegne træk i børnenes temperament, de forstår den indflydelse, sådanne ting har på deres sind og besjælede af ønsket om deres frelse holder de dem tilbage fra disse spændende fornøjelser. ret
(133) Når disse børn selv bestemmer sig til at forlade verdens forlystelser og blive Kristi disciple, hvilken byrde falder der så ikke fra de omhyggelige, trofaste forældres hjerter! Men selv da må forældrenes arbejde ikke ophøre. Det bør ikke overlades til børnene at følge deres egen vej og altid selv vælge. De er kun lige for alvor begyndt at kæmpe mod synd, stolthed, lidenskab, misundelse, had og alle det naturlige hjertes onder. Forældrene bør våge over deres børn, give dem råd og træffe bestemmelser for dem og vise dem, at hvis de ikke villigt og med glæde viser lydighed mod deres forældre, kan de ikke vise Gud villig lydighed og det er umuligt for dem at være kristne. ret
(133) Forældre bør opmuntre deres børn til at betro sig til dem og fortælle dem deres hjertesorger, deres små daglige besværligheder og prøvelser. Derved kan forældrene lære at sympatisere med deres børn og de kan bede med dem og for dem, at Gud må beskærme og vejlede dem. De bør henvise dem til deres aldrig svigtende guddommelige ven og rådgiver, som vil have medlidenhed med deres skrøbeligheder og som blev fristet i alle ting i lighed med os - dog uden synd. ret
(134) Satan frister børn til at være tilbageholdende over for deres forældre og til at vælge uerfarne kammerater til deres fortrolige, sådanne, som ikke kan være dem til hjælp, men som vil give dem dårlige råd. Piger og drenge kommer sammen, sludrer, ler og spøger og driver Kristus ud af deres hjerter og jager englene bort ved deres tåbelige pjank. Unyttig samtale om andres handlinger og småsnak om denne unge mand eller hin unge kvinde kvæler ædle, andægtige tanker og følelser, fordriver gode og hellige ønsker fra hjertet og efterlader det koldt og blottet for sand kærlighed til Gud og hans sandhed. ret
(134) Børn ville spare mange farer, hvis de var mere fortrolige med deres forældre. Forældrene bør opmuntre deres børn til at være åbne og oprigtige over for dem og til at komme til dem med deres vanskeligheder og til, når de er i tvivl om den rigtige handlemåde, at fremlægge sagen for forældrene, netop som den er og bede dem om råd. Hvem er vel bedre i stand til at indse og påpege deres farer end gudfrygtige forældre? Hvem kan forstå sindets særegne træk hos deres børn, således som de kan? Moderen har lagt mærke til hvert karaktertræk helt fra barndommen og er derfor kendt med den naturlige tilbøjelighed og bedst skikket til at give sine børn råd. Hvem er så godt i stand til at sige, hvilke karaktertræk der bør hæmmes og holdes i ave, som moderen, bistået af faderen? ret
(134) Børn, der er kristne, vil foretrække gudfrygtige forældres kærlighed og bifald frem for nogen jordisk velsignelse. De vil elske og hædre deres forældre. En af deres vigtigste overvejelser i livet bør være, hvorledes de kan gøre deres forældre lykkelige. Børn, der ikke har fået den rette undervisning og disciplin, har i denne oprørske tid kun ringe sans for deres forpligtelser mod deres forældre. Ofte er det tilfældet, at jo mere forældrene gør for dem, desto mere utaknemmelige er de og desto mindre respekterer de dem. Børn, som er blevet forkælet og vartet op, forventer altid at blive det; og hvis deres forventninger ikke opfyldes, føler de sig skuffede og modløse. denne samme tilbøjelighed vil komme til syne gennem hele deres liv; de vil blive hjælpeløse og stole på andres støtte i forventning om, at andre skal begunstige dem og rette sig efter dem. Og dersom de møder modstand, vil de, selv efter at de er blevet voksne mænd og kvinder, mene, at de bliver urigtigt behandlet; således går de deres bekymringsfulde vej gennem verden, næppe i stand til at bære sig selv, ofte knurrende og irritable, fordi ikke alting er dem tilpas. ret
(135) Jeg så at forældre i misforståelse giver deres børn lærdomme, der vil vise sig at være til børnenes fordærvelse og bringe dem selv vanskeligheder. De mener, at ved at tilfredsstille børnenes ønsker og lade dem følge deres egne tilbøjeligheder kan de vinde deres kærlighed. Hvilken fejltagelse! Børn, der således forvænnes, vokser op med utøjlede ønsker, uhæmmede i deres tilbøjeligheder, egoistiske, fordringsfulde, overlegne, en forbandelse for sig selv og for deres omgivelser. I stor udstrækning holder forældrene deres børns fremtidige lykke i deres egne hænder. På dem hviler den vigtige opgave at damme disse børns karakter. Den oplæring, de får i barndommen, vil følge dem hele livet igennem. Forældrene sår den sæd, som vil spire og bære frugt enten til godt eller til ondt. De kan berede deres sønner og døtre til lykke eller til elendighed. ret
(135) Meget tidligt bør børnene oplæres til at gøre nytte, til at hjælpe sig selv og til at hjælpe andre. Mange døtre i vor tid kan uden samvittighedsmag se deres mødre slide, lave mad, vaske eller stryge, medens de sidder i dagligstuen og læser historier, strikker hækler eller broderer. Deres hjerter er ufølsomme som en sten. Men hvor har dette onde sin oprindelse? Hvem er det, som i almindelighed bærer den største skyld i denne sag? De stakkels, bedragne forældre. De er blinde for deres børns fremtidige bedste og i deres misforstående hengivenhed lader de dem sidde ledige, eller lader dem gøre noget, der er af ringe betydning og ikke kræver nogen anstrengelse af sind eller muskler og så undskylder de deres magelige døtre, fordi de er svagelige. Hvorfor er de blevet svagelige? I mange tilfælde skyldes det forældrenes urigtige handlemåde. En passende mængde legemligt arbejde i huset ville forbedre tilstanden både i sind og legeme. Men børnene berøves denne på grund af falske forestillinger, indtil de bliver uvillige til at arbejde; det er ubehageligt og svarer ikke til deres begreber om fornemhed. Det bliver anset for upassende og endog for groft for en dame at vaske op, stryge eller stå ved vaskebaljen. Dette er den moderne oplæring, børnene får i denne ulyksalige tidsalder. ret
(136) Guds folk bør lade sig lede af højere principper, end de verdslige, der søger at afpasse hele deres handlemåde efter moden. Gudfrygtige forældre bør opdrage deres børn til et nyttigt liv. De bør ikke tillade, at de principper, efter hvilke de styrer deres hus, besmittes af nutidens overdrevne forestillinger om, at man må rette sig efter moden og lade sig lede af verdslige menneskers meninger. De bør ikke lade deres børn selv vælge deres kammerater. Undervis dem om, at det er jeres pligt at vælge for dem. Bered dem til at bære byrderne, medens de er unge. Dersom jeres børn vandt til at arbejde, vil de snart blive trætte. De vil klage over smerter i siden, smerter i skuldrene og trætte lemmer og der vil være fare for, at I på grund af medfølelse selv udfører arbejdet i stedet for at lade dem lide en smule. Lad den byrde, der pålægges børnene, være meget let til at begynde med og forøg den lidt hver dag, indtil de kan udføre en passende mængde arbejde uden at blive så trætte. Uvirksomhed er den største årsag til, at børn får smerter i siden og i skuldrene. ret
(137) Der er i vor tid en klasse unge kvinder, som blot er unyttige skabninger og kun duer til at spise, sove, drysse tiden væk, passiare og føre intetsigende tale, medens de sysler med lidt broderi eller hækling. Kun få iblandt de unge lægger virkelig sundt omdømme eller god, sund fornuft for dagen, De lever livet som en sommerfugl, uden noget bestemt mål for øje. Omtrent det eneste, man får at høre, når den slags verdslige omgangsfæller kommer sammen, er nogle dumme bemærkninger om klædedragt eller om en intetsigende sag og så ler de ad deres egne bemærkninger, som de synes er aldeles glimrende. Dette foregår ofte, når der er ældre til stede, som kun kan føle sig bedrøvede over en sådan mangel på agtelse for deres alder. Disse unge mennesker synes at have tabt al sans for sømmelighed og god opførsel. Men den måde, hvorpå de er blevet opdraget, leder dem til at mene, at det er den højeste grad af fornemhed. ret
(137) Denne ånd er ligesom en smitsom sygdom. Guds folk bør bestemme, hvilket selskab deres børn skal færdes i og lære dem at undgå at være sammen med disse forfængelige verdensmennesker. Mødrene bør tage deres døtre med i køkkenet og tålmodigt undervise dem. Sådant arbejde vil gavne deres helbred; det vil give deres muskler spændstighed og styrke og når dagen er til ende, vil deres tanker og overvejelser være af en sundere og mere ophøjet art. Måske er de trætte; men hvor sød er ikke søvnen efter en passende mængde arbejde! Søvn, som er naturens milde genopbygger, styrker det trætte legeme og bereder det til morgendagens pligter. Giv ikke jeres børn den opfattelse, at det er ligegyldigt, om de arbejder eller ikke. Undervis den om, at deres hjælp er nødvendig, at deres tid er værdifuld og at I stoler på deres arbejde. ret
(137) Det er blevet fremstillet for mig, at lediggang har haft megen synd til følge. Virksomme hænder og et virksomt sind får ikke tid til at agte på enhver fristelse, som fjenden indskyder, hvorimod ledige hænder og hjerner er rede til at lade sig beherske af den onde. Når sindet ikke er optaget på rette måde, dvæler det ved det, som ikke er ret. Forældre bør undervise deres børn om, at lediggang er synd. Jeg er henvist til Ez 16,49: »Se, din søster Sodomas brøde var overmod; brød i overflod og sorgløs tryghed blev hende og hendes døtre til del, men de rakte ikke den ame og fattige en hjælpende hånd." ret
(138) Børn bør forstå, at de står i gæld til deres forældre, som har våget over dem i den spæde alder og plejet dem i sygdom. De bør tænke på, at deres forældre har haft megen ængstelse for deres skyld. Navnlig har samvittighedsfulde, gudfrygtige forældre næret den dybeste interesse for, at deres børn måtte følge den rette vej. Hvor tungt har det ikke hvilet på deres hjerter, når de har set fejl hos deres børn! Dersom de børn, der har påført disse hjerter smerte, kunne se virkningen af deres handlemåde, ville det visselig røre dem til mildhed. Kunne de se deres moders tårer og høre hendes bønner til Gud for dem og kunne de lytte til hendes undertrykte, afbrudte sukke, ville deres hjerter blive ømme og de ville skyndsomt bekende deres forseelser og bede om tilgivelse. Der er en gerning at udføre for gammel og ung. Forældre bør berede sig bedre til at gøre deres pligt mod deres børn. Nogle forældre forstår ikke deres børn og kender dem i virkeligheden ikke. Forældre og børn står ofte meget langt fra hverandre. Dersom forældrene ville sætte sig bedre ind i børnenes følelser og søge at kende, hvad der er i deres hjerter, ville det have en gavnlig indflydelse på børnene. ret
(138) Forældre bør handle trofast med de sjæle, der er blevet betroet i deres varetægt. De bør ikke oplære børnene til stolthed, flothed og ødselhed eller lyst til stads. De bør ikke lære dem, eller tillade dem at lære, små streger og spilopper, som ser morsomme ud hos små børn, men som de må lære at aflægge og som de må tilrettevises for, når de bliver ældre. De vaner, der først læres, glemmes ikke let. Forældre, I bør begynde at bringe jeres børns sind under disciplin, medens de er meget små, for at de må kunne blive kristne. Lad alle jeres bestræbelser tilsigte deres frelse. I må handle, som om de var overladt til jeres omsorg for at blive tildannet som kostelige juveler, der skal skinne i Guds rige. Tag jer i agt, at I ikke luller dem i søvn over fordærvelsens afgrund i den fejlagtige tro, at de ikke er gamle nok til at holdes ansvarlige, ikke gamle nok til at omvende sig fra deres synder og bekende Kristus. ret
(139) Jeg blev henvist til mange skriftsteder med dyrebare forjættelser til dem, der tidligt søger deres frelser. Præd. 12,1: »Tænk på din Skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer og årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: »I dem har jeg ikke behag!« Ordsp. 8,17: »Jeg elsker dem, der elsker mig og de, der søger mig, finder mig.« Israels store hyrde siger endnu: »Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til.« Lær jeres børn, at ungdommen er den bedste tid til at søge Herren. Da hviler livets byrder ikke tungt på dem og deres unge sind trykkes ikke af bekymring og medens de har det så frit, bør de hellige det bedste af deres kraft til Gud. ret
(139) Vi lever i en tid, som er uheldig for børn. En stærk strøm fører nedad mod fordærvelse og der skal mere til end barndommens erfaring og styrke for at kunne gå imod denne strøm og ikke rives med. De unge i almindelighed synes at være Satans fanger og han og hans engle fører dem til den visse ødelæggelse. Den onde og hans hærskarer fører krig imod Guds herredømme og alle, der har et ønske om at overgive deres hjerter til ham og til at lyde hans befalinger, vil Satan søge at forvilde og at overvinde med sine fristelser, for at de skal blive modløse og opgive kampen. ret
(139) Forældre, hjælp jeres børn! Vågn op af den sløvhed, som har været over jer! Vær stadig på vagt for at afbryde strømmen og for at holde den bølge af ondt tilbage, som den onde sender mod jeres børn. Børnene kan ikke gøre dette af sig selv, men forældrene kan gøre meget. Ved alvorlig bøn og en levende tro kan store sejre vindes. Nogle forældre har ikke forstået det ansvar, der påhviler dem og har forsømt den kristelige opdragelse af deres børn. En kristens første tanker om morgenen bør dreje sig om Gud. Timeligt arbejde og egne interesser må komme i anden række. Børnene bør oplæres til at respektere og højagte bedestunden. Inden man forlader huset for at gå til sit arbejde, bør hele familien samles og faderen, eller i hans fraværelse moderen, bør bede Gud inderligt om at bevare dem gennem dagen. Kom i ydmyghed og med et hjerte, som er fuldt af ømhed og med forståelse af de fristelser og farer, som ligger foran jer og jeres børn; bind i tro børnene til alteret og bed om, at Herren må have omsorg for dem. Tjenende engle vil vogte de børn, der således helliges til Gud. Det påhviler kristne forældre som en pligt, at de morgen og aften ved alvorlig bøn og ihærdig tro sætter et hegn omkring deres børn. De bør tålmodigt undervise dem venligt og utrætteligt lære dem, hvorledes de skal leve for at kunne behage Gud. ret
(140) Utålmodighed hos forældrene vækker utålmodighed hos børnene. Lidenskab, som viser sig hos forældrene, skaber lidenskab hos børnene og opildner det onde i deres natur. Nogle forældre irettesætter deres børn strengt i utålmodighed og ofte i lidenskabelig vrede. Sådan irettesættelse bringer ingen gode følger. Under forsøget på at rette på det ene onde, skaber de to andre. Stadig dadel og prygl forhærder børnene og fjerner dem fra deres forældre. Forældrene bør først lære at beherske sig selv, så kan de med bedre held herske over deres børn. Hver gang de mister selvbeherskelsen og taler og handler utålmodigt, synder de imod Gud. De bør først tale med deres børn, tydeligt påpege deres fejl, vise dem deres synd og lade dem forstå, at de ikke alene har syndet mod deres forældre, men mod Gud. Med hjertet kuet og fuldt af medynk og bedrøvelse over dine fejlende børn bør du bede med dem, før du tugter dem. Da vil tugtelsen ikke føre til, at børnene kommer til at hade dig. De vil elske dig. De vil indse, at du ikke straffer dem, fordi de har voldt dig ubehagelighed, eller fordi du ønsker at give afløb for din vrede mod dem, men at du gør det af pligtfølelse og til deres bedste, for at de ikke skal blive overladt til at vokse op i synd og ondskab. ret
(141) Nogle forældre har forsømt at give deres børn en kristelig opdragelse og de har også forsømt deres skoleuddannelse. Ingen af delene burde være blevet forsømt. Børn har et virksomt sind og hvis de ikke er beskæftigede med legemligt arbejde eller er optagne af at læse, vil de være udsatte for onde indflydelser. Forældre synder, når de tillader, at deres børn vokser op i uvidenhed. De bør skaffe dem nyttige og interessante bøger og de bør lære dem at arbejde, at have visse timer til fysisk beskæftigelse og visse timer, som de benytter til studium og læsning. ret
(141) Forældrene bør søge at højne deres børns sind og at udvikle deres åndsevner. Det sind, der bliver overladt til sig selv og ikke kultiveres, er som regel lavt, sanseligt og fordærvet. Den onde udnytter sin anledning og opdrager ørkesløse sind. ret
(141) Forældre, den regnskabsførerne engel nedskriver hvert utålmodigt, irritabelt ord, som I taler til jeres børn. Enhver undladelse fra jeres side af at give dem rigtig undervisning, af at vise dem syndens overvættes syndighed og af den endelige følge af en syndig handlemåde står skrevet ved jeres navn. Ethvert ubehersket ord, der blev talt i deres påhør, skødesløst eller i spøg, ethvert ord, som ikke er rent og ophøjet, bliver af engelen mærket som en plet på jeres kristelige karakter. Alle jeres handlinger nedskrives, enten de er gode eller onde. ret
(141) Forældre kan ikke med held styre deres børn, før de først har fuldstændigt herredømme over sig selv. De må først lære at kue sig selv, at beherske deres tale og selve udtrykket i deres ansigt. De bør ikke tillade, at tonefaldet i deres stemme forstyrres eller påvirkes af ophidselse og lidenskab. Da kan de have en afgjort indflydelse over deres børn. ret
(141) Børnene kan måske ønske at gøre, hvad der er ret og de kan måske sætte sig for, i deres hjerter, at ville være lydige og venlige mod deres forældre eller deres foresatte; men de trænger til hjælp og opmuntring fra disse. De kan måske fatte gode forsætter, men medmindre deres principper understøttes af religion og deres liv påvirkes af Guds fornyende nåde, vil de ikke nå op til målet. ret
(142) Forældre bør fordoble deres bestræbelser for børnenes frelse. De bør undervise dem med troskab og ikke overlade det til dem at oplæres, som de bedst kan. Man bør ikke lade de unge lære godt og ondt uden forskel i den tro, at engang i fremtiden vil det gode blive det overvejende og det onde tabe sin indflydelse. Det onde vil tiltage hurtigere end det gode. Det er muligt, at det onde, de har lært, kan udryddes efter mange års forløb; men hvem vil vove denne risiko? Tiden er kort. Det er lettere og langt sikrere at så ren og god sæd i børnenes hjerter end senere at luge ugræsset bort. Det er forældrenes pligt at se til, at ikke omgivende indflydelser øver en skadelig virkning på deres børn. Det er deres pligt at vælge deres selskab og ikke tillade dem selv at vælge. Hvem vil tage sig af denne opgave, om ikke forældrene gør det? Kan andre nære den interesse for jeres børn, som I nærer? Kan de have den samme stadige omhu og dybe kærlighed, som forældrene har? ret
(142) Sabbatsholdene børn kan blive utålmodige af at blive holdt i ave og synes, at deres forældre er for strenge; der kan endog opstå hårde følelser i deres hjerter og de kan måske nære uheldige tanker om dem, der arbejder for deres nuværende og deres fremtidige og evige vel. Men hvis deres liv bliver sparet i nogle år, vil de velsigne deres forældre for deres omhyggelige omsorg og deres trofaste årvågenhed i en tid, da de selv ingen erfaring havde. Forældrene bør forklare frelsens plan for deres børn og gøre den enkel, således at de unges sind kan fatte den. Når børn er i otte, ti eller tolv års alderen, er de gamle nok til, at man kan tale til dem om personlig kristendom. Oplær ikke jeres børn ved at gøre hentydninger til en eller anden gang i fremtiden, da de vil blive gamle nok til at omvende sig og tro sandheden. Når de får den rette undervisning, kan børn tidligt have rigtige begreber om deres tilstand som syndere og om vejen til frelse gennem Kristus. Prædikanter er i almindelighed for ligegyldige angående børnenes frelse og tager sig ikke så personligt af dem, som de bør. Ofte bliver gyldne anledninger, til at gøre indtryk på børns sind, ikke benyttet. ret
(143) Den dårlige indflydelse omkring vore børn er næsten overvældende; den virker ødelæggende på deres sind og leder dem nedad til fortabelse. De unges sind er af naturen henfalden til dårskab og i en tidlig alder, inden deres karakter endnu er dannet og deres skøn modnet, viser de ofte en forkærlighed for kammerater, som vil øve en skadelig indflydelse over dem. Nogle slutter sig til kammerater af modsat køn i strid med forældrenes ønsker og formaninger .og overtræder det femte bud ved således at ringeagte dem. Det er forældres pligt at overvåge deres børns udgang og indgang. De bør opmuntre dem og tilbyde dem noget, som vil tiltrække dem i hjemmet og bringe dem til at indse, at forældrene interesserer sig for dem. De bør gøre hjemmet behageligt og hyggeligt. Fædre og mødre, tal venligt til jeres børn; husk, hvor følsomme I er, hvor lidt I kan tåle at blive dadlet; tænk jer om og husk, at jeres børn ligner jer. Udsæt dem ikke for, hvad I ikke kan tåle. Dersom I ikke kan udholde at blive lastet og dadlet, forholder det sig ligedan med jeres børn, som er svagere, end I er og ikke kan tåle så meget. Lad jeres behagelige, opmuntrende ord altid virke som solstråler i jeres familie. Selvbeherskelse, betænksomhed og omhyggelighed fra jeres side vil bære hundredfold frugt. ret
(143) Ingen fader eller moder har ingen ret til at lægge en mørk sky over deres børns glæde ved kritik eller streng irettesættelse for ubetydelige fejlgreb. Virkelig uret og synd bør påpeges, netop så syndig som den er og der bør handles fast og bestemt for at forebygge gentagelse. Der bør bibringes børn en forståelse af deres forseelser, dog således, at de ikke henfalder til håbløshed, men beholder en vis grad af frimodighed, så de kan forbedre sig og genvinde jeres tillid og bifald. ret
(144) Nogle forældre begår den fejl at give deres børn for megen frihed. Undertiden har de så megen tillid til dem, at de ikke ser deres fejl. Det er urigtigt at tillade børn at aflægge kostbare besøg langt borte uden ledsagelse af deres forældre eller foresatte. Det har en forkert indflydelse på børnene. Det leder dem til at mene at de er meget betydelige og at de besidder visse privilegier og dersom disse ikke bliver dem tilstået, synes de, at man gør dem uret. De henviser til børn, som går og kommer som de vil og har mange privilegier, medens, de selv har så få. ret
(144) Og af frygt for, at hendes børn skal anse hende for at være uretfærdig, efterkommer moderen deres ønsker, hvilket til sidst viser sig at være til stor skade for dem. Unge, der tager på besøg og som ikke har årvågne forældre med til at se og rette på deres fejl, modtager ofte indtryk, som det vil kræve flere måneder at fjerne. Jeg blev henvist til tilfælde, hvor forældre, som havde gode og lydige børn og som, fordi de havde den største tillid til visse familier, tillod deres børn at rejse bort fra dem for at besøge disse familier. Fra den stund skete der en fuldstændig forandring i børnenes opførsel og karakter. Tidligere var de tilfredse og glade og havde intet særligt ønske om at være sammen med andre unge mennesker. Når de kommer tilbage til deres forældre, synes bånd på deres handlefrihed at være uretfærdige og de synes at hjemmet ligner et fængsel. Sådanne ukloge handlinger fra forældrenes side bestemmer deres børns karakter. ret
(144) Under sådanne besøg stifter nogle børn bekendtskaber, der til sidst viser sig at blive deres ruin. Forældre, behold jeres børn hos jer, hvis I kan og overvåg dem med den største omhu! ret
(144) Når I lader dem aflægge besøg på steder langt borte fra jer, får de en følelse af, at de er gamle nok til at tage vare på sig selv og til selv at bestemme. Når de unge således bliver overladt til sig selv, vil deres samtale tit dreje sig om emner, som ikke forædler eller højner dem eller forøger deres lyst til religiøse anliggender. Jo mere de får lov til at tage på besøg, desto større bliver deres ønske om at rejse og desto mindre tiltrækkende vil hjemmet forekomme dem at være. ret
(145) Børn, det har behaget Gud at betro jer til jeres forældres omsorg, for at de skal opdrage jer og lære jer disciplin og således udføre deres del i dannelsen af jeres karakter for himmelen. Men alligevel står det til jer at afgøre, om I vil udvikle en god kristelig karakter ved at drage den størst mulige fordel af, at I har haft gudfrygtige, trofaste, bedende forældre. Trods al den ængstelse og trofasthed, forældre kan lægge for dagen for deres børn, kan de alene ikke frelse dem. Hvert barn må tage sig af sin egen sag. Troende forældre, I har en ansvarsfuld gerning liggende foran jer med at lede jeres børns fodtrin også i deres kristelige erfaring. Når de kommer til at elske Gud i sandhed, vil de højagte jer for den omsorg, I har vist for dem og for jeres troskab i at tøjle deres ønsker og kue deres vilje. ret
(145) Den rådende tendens i verden er at lade de unge følge de naturlige tilbøjeligheder i deres eget sind. Og dersom børnene er meget vilde i deres ungdom, siger forældrene, at de vil komme på de rette spor efter nogen tids forløb; når de bliver seksten eller atten år gamle, vil de selv begynde at tænke og vil da aflægge deres urigtige vaner for til sidst at blive nyttige mænd og kvinder. Hvilken fejltagelse! I årevis tillader de en fjende at tilså hjertets have; de tillader onde principper at vokse og i mange tilfælde vil alt det arbejde, der senere bliver gjort, intet gavne. Satan er en kløgtig, ihærdig arbejder, en dødelig fjende. Når der til de unges skade bliver sagt et uovervejet ord, enten for at smigre eller for at lede dem til at betragte en eller anden synd med mindre afsky, benytter Satan sig deraf og giver den onde sæd næring, for at den kan slå rødder og bære en rig høst. Nogle forældre har tilladt deres børn at tilegne sig urigtige vaner, hvis mærker vil kunne ses hele livet igennem. Denne synd hviler på forældrene. Disse børn kan måske bekende sig til at være kristne; men medmindre der sker et særskilt nådens værk i hjertet og en grundig forandring i livet, vil deres tidligere vaner vise sig i hele deres erfaring og de vil åbenbare netop den karakter, som deres forældre tillod dem at udvikle. ret
(146) Gudfrygtighedens ideal blandt bekendende kristne i almindelighed ligger så lavt, at de, der i oprigtighed ønsker at følge Kristus, finder opgaven langt mere møjsommelig og prøvende, end de ellers ville. Verdslige kristendomsbekenderes indflydelse er skadelig for de unge. Bekendende kristne har for det store flertals vedkommende fjernet skillelinjen mellem de kristne og verden og medens de bekender sig til at leve for Kristus, lever de for verden. Deres tro øver kun ringe hæmmende indflydelse på deres fornøjelser; medens de udgiver sig for at være lysets børn, vandrer de i mørket og er nattens og mørkets børn. De, der vandrer i mørket, kan ikke elske Gud og oprigtigt ønske at herliggøre ham. De er ikke oplyste, så de kan se skønheden ved de himmelse ting og kan derfor ikke i sandhed elske disse. De bekender sig til at være kristne, fordi det bliver anset for at være agtværtigt at være det og der er intet kors for dem at bære. Deres bevæggrunde er ofte egoistiske. Nogle blandt sådanne krisendomsbekendere kan gå ind i danselokaler og deltage i alle de fornøjelser, som dette byder. Andre kan ikke gå så videt, men de kan værer med til forlystelser, udflugter, sammenskudgilder og udstilinger. Og det skarbeste øje ville hos sådanne bekendende kristne ikke kunne opdage et eneste tegn på kristendom. Hvad deres ydre udseende angår, ville han ikke kunne se nogen forskel mellem dem og den mest udpræget vantro. Den bekendene kristne, den ryggesløse, den åbenbare kristendomsbespotter og den vanhellige omgås alle hverandre som lige. Og Gud betragter dem som ét i ånd og vandel. ret
(146) En kristendomsbekendelse uden tilsvarende tro og gerninger vil intet gavne. Ingen kan tjene to herrer. Den ondes børn er deres egen mesters tjenere. Den, til hvem de overgiver sig som tjenere for at lyde ham, hans tjenere er de; og de kan ikke blive Guds tjenere, førend de forsager djævelen og alle hans gerninger. Det kan ikke være uskadeligt for den himmelske konges tjenere at tage del i de forlystelser for fornøjelser, som Satns tjenere deltager i, selv om de tit gentager, at sådanne fornøjelser er uskadelige. Gud har åbenbaret hellige og ophøjede sandheder for at skille sit folk fra de gudløse og rense sig selv et folk. syvende-dags adventisterne bør efterleve deres tro. De, adlyder de ti bud, ser verden og religiøse anliggender fra et synspunkt, som er helt forskelligt fra deres, der som kristendomsbekendere elsker forlystelse, undviger korset og lever i overtrædelse af det fjerde bud. Under de tilstande, der nu råder i samfundet, er det ingen let opgave for forældre at ave deres børn og opdrage dem i overenstemmelse med bibelens rettesnor. De, derbekender sig til at være kristne er i den grad afveget af Guds ord, at når hans folk vender tilbage til hans hellige ord med ønsket om at oplære deres børn efter dets forskrifter og ligesom Abraham fordum at byde deres hus efter sig, vil de stakkelse børn, omgivet af sådan indflydelse, mene at deres forældre er unødigt fordringfulde og overdrevent nøje med hensyn til, hvem de omgås. De ønsker ganske naturligt at følge de verdslige, forlystelsessyge kritendomsbekenderes eksempel. ret
(147) I denne tid er forfølgelse og forsmædelse for Kristi skyld næsten ukendt. Der skal meget lidt selvfornægelse og opofrelse til for at kunne iføre sig gudfrygtighedens skin og få sit navn opført på menighedens medlemsliste; men at leve på en sådan måde, at være veje vil behage Gud og at vore navne bliver indført i livets bog vil kræve årvågenhed og bøn, selvfornægelse og opofrelse fra vor side. Kristendomsbekendere er intet eksempel til efterfølgelse for børn, uden for så vidt de følger Kristus. Retfærdige handlinger er den sande gudsfrygts umiskendelige fugter. Al jordens Dommer vil give enhver efter hans gerninger. Børn, som følger Kristus, står over for en kamp; de har et dagligt kors at bære ved at gå ud fra verden og skille sig fra den og efterligne Kristi liv. ret
(148) Vandre i lyset
Jeg fik vist at Guds folk dvæler for meget under en sky. Det er ikke Guds vilje, at de skulle leve i vantro. Jesus er lys og der er slet intet mørke i ham. Hans børn er lysets børn. De fornyes i hans billede og kaldes ud af mørket til hans underfulde lys. Han er verdens lys og ligeså de, der følger ham. De skal ikke vandre i mørket, men have lys. Jo mere nøje Guds folk stræber efter at ligne Kristus, desto mere ihærdigt vil de blive efterstræbt af fjenden; men Kristi nærhed giver dem styrke til at modstå vor listige fjendes anstrengelser for at drage os bort fra Kristus. ret
(148) Jeg så, at vi gør fejlende mennesker til mønster, når vi har et sikkert, ufejlbart, guddommeligt mønster. Vi bør ikke måle os selv med verden, ej heller med menneskers meninger og heller ikke med, hvad vi var, inden vi modtog sandheden. Men vor nuværende tro og stilling i verden skal sammenlignes med, hvad den ville have været, om vi vedblivende var gået fremad og opad i den tid, vi har bekendt os til ar følge Kristus. Dette er den eneste sikre sammenligning, der kan drages; i enhver anden vil være et selvbedrag. Dersom Guds folks moralske karakter og åndelig tilstand ikke svarer til de velsignelser, de privilegier og det lys, de har fået, vejes de på vægtskålen og engle afgiver denne meddelelse: For lette. ret
(148) For nogles vedkommende synes kendskab til deres sande tilstand at være skjult for dem. De ser sandheden, men opfatter ikke dens betydning eller dens krav. De hører sandheden, men forstår den ikke til fulde, fordi de ikke indretter deres liv derefter og derfor ikke helliges ved at adlyde den. Og dog hviler de så ubekymrede og såvel tilfredse, som skystøtten om dagen og ildstøtten om natten gik ildstøtten foran dem som tegn på Guds velbehag. De bekender sig til at kende Gud, men i gerninger fornægter de ham. De regner sig for at være hans udvalgte ejendomsfolk; men hans nærværelse og kraft er fuldkomment at frelse, kommer sjældent til syne iblandt dem. Hvor stort er ikke mørket hos sådanne! Men de ved det ikke. Lyset skinner, men de begriber det ikke. Ingen større forblændelse kan bedrage menneskers sind end den, der leder dem til at tro, at de er på ret vej og at Gud godkender deres gerninger, når de synder imod ham. De forveksler gudfrygtighedens skin med dens ånd og kraft. De mener, at de er rige og ikke trænger til noget, når de er elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne og trænger til alting. ret
(149) Der er nogle, som bekender sig til at følge Kristus uden dog at gøre nogen anstrengelse i åndelige ting. I ethvert timeligt foretagende anstrenger de sig og lægger iver for dagen for at fuldføre deres hensigt og opnå det forønskede mål; men i det foretagende, hvor det gælder det evige liv, hvor alt står på spil og hvor deres evige lykke afhænger af deres fremgang, handler de så ligegyldigt, som om de ikke var moralske væsener, som om en anden spillede livets spil for dem og de selv ikke havde noget andet at gøre end at afvente udfaldet. Oh, hvilken dårskab, hvilket vanvid! Dersom alle blot vil vise den samme grad af iver, nidkærhed og alvor for det evige liv, som de lægger for dagen i deres timelige sysler, vil de opnå at blive sejrvindere. Jeg så, at enhver må tilegne sig en erfaring for sit eget vedkommende og enhver må udføre sin del i livets spil godt og trofast. Satan passer på sin anledning til at gribe de kostelige dyder, når vi ikke er på vagt og vi vil få en hård kamp med mørkets magter for at kunne beholde dem eller for at genvinde en himmelsk dyd, hvis mangel på årvågenhed mister den. ret
(149) Jeg fik vist at det er en kristens for ret at opnå styrke fra Gud til at beholde enhver kostelig gave. Inderlig og virkningsfuld bøn vil blive påagtet i himlen. Når Kristi tjenere tager troens skjold til forsvar og åndens sværd til striden, er der fare på færde i fjendens lejr og noget må gøres. Kun forfølgelse og forsmædelse er i vente for dem, der udrustes med kraft fra det høje for at kalde dem til handling. Når sandheden i sin enfoldighed og styrke for overhånd blandt de troende og sættes ind mod verdens ånd, vil det blive åbenbart, at der ingen overensstemmelse er mellem Kristus og Belial. Kristi disciple må være levende eksempler på deres Mesters liv og ånd. ret
(150) Unge og gamle har en kamp, en strid i vente. De bør ikke sove et øjeblik. En listig fjende er uafbrudt på sin post for at vildlede og besejre dem. De, der tror den nærværende sandhed, må være ligeså årvågne som deres fjende og lægge visdom for dagen i modstanden mod den onde. Vil de gøre dette? Vil de holde ud i denne kamp? Vil de omhyggelig afstå fra al uretfærdighed? Kristus fornægtes på mange områder. Vi kan fornægte ham ved at tale i strid med sandheden, ved at tale ilde om andre, ved tåbelig snak eller spøg eller ved tom tale. Ved sådant lægger vi kun ringe skarphed eller kløgt for dagen. Vi svækker os selv, vore bestræbelser for at stå vore onde fjende imod bliver matte og vi bliver overvundet. »Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med« og ved mangel på årvågenhed bekender vi, at Kristus ikke er i os. De, der nøgler med at hellige sig til Gud uden forbehold, følger Kristus på en dårlig måde. De følger ham i så stor afstand, at de den halve tid i virkeligheden ikke ved, hvorvidt de følger hans fodspor eller deres store fjendes spor. Hvorfor er vi så sene til at give afkald på vor interesse for disse verdslige ting og til at modtage Kristus som vor eneste del? Hvorfor skulle vi ønske at beholde vor Herres fjendes venskab, følge deres skikke og lade os lede af deres meninger? Der må ske en fuldstændig og uforbeholden overgivelse til Gud, en forsagelse og forkastelse af kærlighed til verden og til jordiske ting; ellers kan vi ikke være Kristi disciple. ret
(150) Kristi liv og ånd er den eneste norm for det ypperlige og det fuldkomne og det eneste sikre for os er at følge hans eksempel. Dersom vi gør det, vil han lede os med sit råd og siden optage os i herlighed. For at kunne vandre i vor Genløsers fodspor må vi stræbe med flid og være villige til at lide meget. Gud er villig til at virke for os og til at give os sin ånd uforskyldt, dersom vi vil stræbe efter den, leve for den, tro på den og da vil vi kunne vandre i lyset, ligesom han er i lyset. Hans kærlighed vil være os som et gæstebud og vil drikke af hans rige fylde. ret
(151) Øststaterne
Herren har ikke prøvet sit folk i nogen nærmere enkelthed siden 1844. Vi har været og er stadig i en udholdene ventetid. Betydelig uro blev skabt omkring 1854 og mange har vedtaget at den bevægelse var af Guds orden fordi den var så omfattende og nogle blev tilsyneladende forvandlet af den. Men sådanne konklusioner er ikke nødvendige. Der blev forkyndt meget omkring 1854-tiden som var fornuftigt og rigtigt. Nogle som var ærlige tog vildfarelse som sandhed og ofrede meget af det de havde for at føre vildfarelsen ud og efter deres skuffelse opgav de både sandhed og vildfarelse og er nu derhenne, hvor det er meget svært at nå dem. ret
(151) Nogle som udholdt den skuffelse har set den nærværende sandheds beviser, har antaget den tredje engels budskab og stræber på at gennemføre det i deres liv. Men hvor der er én som har fået nytte af troen i 1854-tiden, er der ti som er blevet skadet af den; og mange af dem er på det punkt, hvor de ikke vil blive overbevist om sandheden, selv om den blev fremstillet så klart for dem. ret
(151) Forkyndelsen af 1854-tiden blev ledsaget med en ånd, der ikke var fra Gud. Det var en højlydt, grov, skødesløs og pirrelig ånd. Højlydthed blev anset af mange som væsentlig, og sand religion. Og der var en tendens til at bringe alt ned på et lavt stade. Mange betragtede dette som ydmyghed; men når de blev sat op imod deres særlige synspunkt, ville de blive ophidset og, anklage dem, som ikke stemte over ens med dem, for at være stolte og modsætte sig sandheden og Guds kraft. De ville vise en overbærende ånd. ret
(152) Hellige engle er blevet mishaget og har fremkaldt væmmelse ved den uærbødige måde, som mange har misbrugt Guds navn på, den store Jehova. Engle omtaler det indviede navn med den største ærbødighed og skjuler altid deres ansigt når de udtaler Guds navn; og Kristi navn er så hellig for dem at de taler med den største ærbødighed. Men hvor modsat til dette er ikke den ånd og indflydelse er fulgte med 1854-bevægelsen. Nogle, som stadig er under denne påvirkning taler om Gud, som de ville om en hest eller noget andet banalt. I deres bønner bruger de ordene Gud den almægtige på en meget tarvelig og uærbødig måde. Dem som gør dette har ingen fornemmelse af Guds, Kristi og det himmelske ophøjede karakter. ret
(152) Jeg fik vist at selvom Gud i gammel tid sendte sine engle for at tjene eller bringe meddelelser til enkeltpersoner og disse personer erfarede hvad de så og talte med englen om, var de slået med ærefrygt og var bange for at de skulle dø. De havde et så ophøjet syn på den frygtelige majestæt og Guds kraft, at de regnede med at blive ødelagt når de kom nær én med direkte forbindelse til hans hellige ophøjelse. Jeg blev henvist til Dommerbogen 13,21.22, Dommerbogen 6,22.23, Josuabogen 5,13-15. Når engle blev frygtet og æret på den måde fordi de kom fra Guds nærhed, hvor meget større ærbødighed skulle der så ikke agtes mod Gud selv? Mange, som blev påvirket af 1854-bevægelsen, behøver at blive forvandlet på ny. Denne gruppe må befri sig før de kan lære det rigtig, ellers vil vildfarelsens giftige ukrudt vokse sig stort og rykke de dyrebare planter op. Vildfarelse må først rykkes op, derefter er jorden beredt for gode frø der kan spire op og give frugt for Guds herlighed. ret
(152) Den eneste hjælp for øststaterne er en gennemgribende disciplinering og organisering. En sværmerisk ånd har behersket en vis klasse sabbatsholdere derude i øststaterne; de har kun nippet let til sandhedens kilde og har ikke kendskab til ånden i den tredje engels budskab. For denne klasse mennesker kan der intet gøres, før der bliver rådet bod på deres sværmeriske anskuelser. Nogle af dem som var i 1854-bevægelsen, har bragt fejlagtige synspunkter med sig, - såsom ingen opstandelse for de onde og for den fremtidige tidsalder. De søger at forene disse synspunkter og deres tidligere erfaring med den tredje engels budskab. De kan ikke dette; der er ingen samklang mellem Kristus og Belial. Ondes manglende opstandelse og deres særlige synspunkter om Den-kommende-tidsalder, er store vildfarelser, som Satan har indarbejdet iblandt de sidste dages kættere for at tjene sig selv ved at styrte sjæle i fordærvelse. Disse vildfarelser kan ikke have nogen overensstemmelse med budskabet af himmelsk herkomst. En del af disse mennesker praktiserer noget, som de kalder åndelige gaver og de siger, at Herren har sat dem i menigheden. De har et intetsigende kragemål, som de kalder den ukendte tunge og som ikke alene er ukendt for mennesker, men for Herren og hele himmelen. Sådanne gaver tilvirkes af mænd og kvinder under bistand af den store bedrager. Sværmeri, falsk ekstase, falsk tungetale og støjende religiøse øvelser er blevet anset for at være gaver, som Gud har sat i menigheden. Nogle har ladet sig bedrage deraf. Frugterne af alt dette har ikke været gode. »Af deres frugter skal I kende dem.« Sværmeri og støj er blevet betragtet som særlige beviser på tro. Nogle er ikke tilfredse med et møde, medmindre de oplever en bevæget og stemningsfyldt stund. Dette stræber de efter og oparbejder en følelsesmæssig spænding. Men virkningen af sådanne møder er ikke gavnlig. Når den glade følelsesstemning er overstået, synker de dybere ned, end de var før mødet, fordi deres glæde ikke kom fra den rette kilde. De gavnligste møder til åndelig fremgang er sådanne, som kendetegnes ved højtidelighed og dyb hjerteransagelse, idet enhver søger at lære sig selv at kende og alvorligt og i dyb ydmyghed søger at lære af Kristus. ret
(154) Der er mange urolige ånder, som ikke vil underkaste sig disciplin, system og orden. De mener, at deres frihed ville blive indskrænket, hvis de skulle tilsidesætte deres eget skøn og rette sig efter deres, der har erfaring. Guds værk vil ikke have fremgang, medmindre der er villighed til stede til at underkaste sig orden og til at fordrive sværmeriets hensynsløse, uregerlige ånd fra deres møder. Indtryk og følelser udgør intet sikkert bevis på, at et menneske er ledet af Herren. Satan vil bibringe følelser og indtryk, når man ikke har ham mistænkt. De er ikke pålidelige vejledere. Alle bør sætte sig grundigt ind i beviserne for vor tro og deres store studium bør være, hvorledes de kan pryde deres bekendelse og bære frugt til Guds ære. Ingen bør handle på en måde, som gør dem frastødende for vantro mennesker. Vor tale bør være ren, beskeden og opløftende og vort liv ulasteligt. En letsindig, spøgefuld og skødesløs ånd må revses. Det vidner ikke om Guds nåde i hjertet, når nogen taler og beder på en talentfuld måde ved mødet og derpå giver sig af med grov, skødesløs tale og opførsel uden for mødet. Sådanne er sørgelige repræsentanter for vor tro; de er en skam for Guds sag. ret
(154) I overensstemmelse med det lys, som Gud har givet mig, vil der stadig kunne oprejses mange i øststaterne til konsekvent at adlyde sandheden. Den som følger den forrykte kurs, som de har valgt, vil overlades til at tage imod vildfarelser som, vil bevirke deres undergang til sidst; men de vil for en tid være en anstødssten for dem, som vil tage imod sandheden. Prædikanter, der arbejder i tale og undervisning, bør være grundige arbejdere og de bør fremholde sandheden i dens renhed, men dog med enfoldighed. De bør mætte hjorden med saltet foder, renset med kasteskovl og fork. Der findes vandrestjerner, der bekender sig til at være prædikanter, som er udsendte af Gud og som forkynder sabbaten på forskellige steder, men som har sandheden blandet med vildfarelse og udbreder deres samling af uharmoniske anskuelser blandt folket. Satan har drevet dem frem for at vække afsky hos intelligente og fornuftige ikke-troende. Nogle af dem har meget at sige angående de åndelige gaver og er ofte meget opstemte. De hengiver sig til vilde, oprørte følelser og udstøder uforståelige lyde, som de kalder tungetalens gave og en vis klasse mennesker synes at være betagne af disse mærkelige foreteelser. En underlig ånd behersker disse mennesker, der gerne vil overfuse og overvælde enhver, som tilretteviser dem. Guds Ånd er ikke i en sådan gerning og ledsager ikke sådanne arbejdere. De har en anden ånd. Dog vil sådanne prædikanter have fremgang blandt en vis klasse mennesker. Men dette vil i høj grad forøge arbejdet for de tjenere, som Gud måtte sende og som har evnen til at fremholde sabbaten og åndens gaver for folket i det rette lys og hvis indflydelse og eksempel fortjener at efterlignes. Sandheden bør fremholdes på en måde, som gør den tiltalende for intelligente mennesker. Som et folk ,bliver vi ikke forstået, men betragtet som fattige, ubegavede, lavtstående og ringe. Hvor vigtigt er det derfor ikke, at alle, som underviser og alle som tror på sandheden, er så påvirkede af dens helliggørende indflydelse, at deres konsekvente og opløftende vandel vil kunne vise de vantro, at de har været ført bag lyset angående vort samfund! Hvor vigtigt er det ikke, at sandhedens, sag bliver befriet for alt, hvad der ligner en falsk og sværmerisk ophidselse, således at sandheden kan klare sig ved sin egen fortjeneste og åbenbare sin naturlige renhed og ophøjede karakter! ret
(156) Jeg så, at det er overordentlig vigtigt, at de, der prædiker sandheden, har en dannet optræden, at de undgår særheder og egenheder og at de fremholder sandheden i dens renhed og klarhed. Jeg blev henvist til Tit. 1,9: »Han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.« I det 16. vers taler Paulus om nogle, der siger, at de kender Gud, men fornægter ham med deres gerninger, idet de er »uduelige til enhver god gerning«. Derpå formaner han Titus: »Men du skal forkynde, hvad der stemmer med den sunde lære; at gamle mænd skal være ædruelige, værdige, sindige, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden. Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige i alle forhold og vær selv et forbillede i gode gerninger; og vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os.« Denne undervisning er skrevet til gavn for alle, som Gud har kaldet til at prædike ordet og også til gavn for hans folk, som hører ordet. ret
(156) Guds sandhed vil aldrig nedværdige, men dem vil virke opløftende på modtageren, forædle hans smag, hellige hans dømmekraft og fuldkommengøre ham til samvær med de rene og hellige engle i Guds rige. Der findes nogle, som er grove, uslebne og ejendommelige, når sandheden kommer til dem; de er brovtende og hvis det lader sig gøre, vil de udnytte deres naboer til egen fordel; de fejler på mange måder; men når de af hjertet tror sandheden, vil den bevirke en fuldstændig forandring i deres liv. Et omvendelsens værk vil øjeblikkelig begynde hos dem. Sandhedens rene indflydelse vil højne hele mennesket. I sine forretningsforbindelser med sine medmennesker vil han have Guds frygt for øje, han vil elske sin næste som sig selv og behandle ham, netop som han selv ville ønske at blive behandlet. Hans tale vil være sandfærdig og ren og af en så ophøjet karakter, at vantro mennesker ikke kan tage sig dem til indtægt eller med rette sige noget ondt om ham og han vækker ikke deres afsky med uhøflig optræden og upassende tale. Han vil bringe sandhedens helliggørende indflydelse ind i sin familie og lade sit lys skinne således for den, at de ved at se hans gode gerninger må ære Gud. I alle livets gøremål vil han være et eksempel på Kristi liv. ret
(156) Guds lov vil ikke være tilfreds med noget mindre end fuldkommenhed, fuld og hel lydighed mod alle dens krav. At efterkomme dens fordringer halvvejs og ikke vise fuldkommen og gennemført lydighed vil intet gavne. Den verdsligsindede og den vantro beundrer følgerigtighed og har altid været stærkt overbevist om, at Gud i sandhed var med sit folk, så længe dets gerninger svarer til dets tro. »Af deres frugter skal I kende dem.« Hvert træ kendes på sine egne frugter. Vore ord og vore handlinger er de frugter, vi bærer. Der er mange, som hører Kristi udtalelser, men som ikke gør derefter. De har vel en bekendelse, men deres frugter er sådanne, at de vækker afsky hos vantro mennesker. De er pralende og beder og taler på en selvretfærdig måde, ophøjer sig selv, opregner deres gode gerninger og takker i virkeligheden Gud for, at de ikke er som andre mennesker, ligesom farisæeren gjorde. Og dog er disse selv samme mennesker forslagne og viser uærlighed i handel. Deres frugter er ikke gode. Deres ord og handlinger er urigtige og dog synes de at være blinde for deres arme, elendige tilstand. ret
(157) Jeg fik vist, at følgende skriftsted er anvendeligt på dem, der lever i et sådant bedrag: »Ikke enhver, der siger til mig: »Herre, herre!« skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: »Herre, herre! har vi ikke profeteret ved dit navn og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret" ret
(157) Dette er det største bedrag, menneskesindet kan blive udsat for; disse mennesker tror, at de er på den rette vej, når de er på en gal vej. De mener, at de udretter en stor gerning i deres religiøse liv; men Jesus vil engang rive deres selvretfærdige kappe af og vise dem en levende fremstilling af deres sande billede med alle deres afvigelser og deres fordærvede religiøse karakter. De findes at være for lette, når det for stedse er for sent at afhjælpe deres mangler.’ ret
(157) Gud har sørget for midler til at vise de vildfarne til rette; men dersom de, der farer vild, vælger at følge deres eget skøn og foragter de midler, han har beskikket for at tilrettevise dem og forene dem i sandheden, vil de komme i den stilling, der skildres i de ovenanførte ord af vor Herre. ret
(158) Gud samler et folk, som ham bereder til at stå forenet til ét, et folk, som taler det samme og således virkeliggør Kristi bøn for sine disciple: »Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader! i mig og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig." ret
(158) Der opstår stadig små grupper, som tror, at Gud kun er med de meget få, de meget spredte og deres indflydelse går ud på at nedbryde og sprede, hvad Guds tjenere bygger op. Urolige ånder, som hele tiden ønsker at se og tro noget nyt, fremstår stadig, nogle på ét sted og andre på et andet og alle sammen udfører de en særlig gerning for fjenden, men påstår dog, at de har sandheden. De står adskilt fra det folk, som Gud samler og giver fremgang og ved hvem han skal udføre sit store værk. De taler stadig om deres frygt for, at sabbatsholdernes menighed kommer til at ligne verden; men der findes næppe to iblandt dem, hvis anskuelser stemmer overens. De er splittede og forvirrede og dog bedrager de sig selv i den grad, at de mener, Gud i særlig grad er med den. Nogle af disse siger, at åndens gaver findes iblandt dem; men disse gavers indflydelse og lære leder dem til at nære tvivl angående dem, på hvem Gud har lagt den særlige byrde for sit værk og de fører en klasse mennesker bort fra samfundet. Det folk, som i overensstemmelse med Guds ord gør enhver anstrengelse for at være ét og som er grundfæstet i den tredje engels budskab, bliver betragtet ned mistænksomhed af den grund, at de udvider deres virksomhed og samler sjæle for sandheden. De bliver anset for at være verdslige, fordi de har indflydelse i verden og deres handlinger vidner om, at de forventer, at Gud endnu skal udføre en stor og særlig gerning på jorden for at samle et folk og berede det for Kristi åbenbarelse. Denne klasse mennesker ved ikke, hvad de virkelig tror og kender heller ikke grundene for deres anskuelser. De lærer stadig, men er aldrig i stand til at komme til erkendelse af sandheden. ret
(159) En mand rejser sig, og hæver at være ledt af Gud, som forsvarer den ondes ikke-opstandelses kætteri, som er en af Satans mesterstykker i vildfarelse. En anden har forkerte anskuelser angående Den-kommende-tidsalder. En anden er en ivrig forfægter af den amerikanske dragt. De vil alle have fuld frihed på det religiøse område og enhver handler uafhængigt af de andre; og dog påstår de, at Gud særligt virker iblandt dem. Nogle fryder sig og hoverer over, at de har de åndelige gaver, hvad andre ikke har. Måtte Gud befri sit folk for slige gaver! Hvad udretter disse gaver for dem? Ledes de til enhed i troen gennem åbenbarelsen af disse gaver? Og overbeviser de den vantro om, at Gud i sandhed er iblandt dem? Når disse indbyrdes uenige mennesker med deres forskellige anskuelser kommer sammen og der hersker adskillig ophidselse og den ukendte tunge høres, lader de deres lys skinne således, at de vantro ville sige: Disse mennesker har ikke deres fulde forstand; de rives med af en falsk spænding og vi ved, at de ikke har sandheden. Sådanne står direkte i vejen for syndere; deres indflydelse er et virksomt middel til at afholde andre fra at modtage sabbaten. Sådanne vil få løn efter deres gerninger. Gud give, at de enten ville omvende sig eller opgive sabbaten! Da ville de ikke, stå i vejen for vantro mennesker. Gud har ledt mænd, som i årevis har udført møjsommeligt arbejde og været villige til at bringe ethvert offer. Mænd, som har lidt savn og udholdt prøvelser for at kunne fremholde sandheden for verden og ved deres konsekvente liv fjerne den skam, sværmere har påført Guds sag. De har mødt modstand af enhver art. De har slidt nat og dag med at granske beviserne for vor tro for at kunne lægge sandheden frem i dens klarhed og i sammenhængende form, så den kunne trodse al modstand. Uophørligt arbejde og åndelige prøvelser i forbindelse med denne store virksomhed har nedbrudt mere end én mands helbred og for tidligt fremkaldt stænk af grå hår på deres hoveder. De har ikke slidt sig op forgæves. Gud har agtet på deres tårer og deres alvorlige kamp i bøn om lys og sandhed og om, at sandheden måtte skinne i sin klarhed for andre. Han har mærket sig deres selvopofrende bestræbelser og han vil belønne dem efter de gerninger, de har gjort. ret
(160) De derimod, som ingen anstrengelse har haft med at tilvejebringe disse dyrebare sandheder, er stået frem og har antaget enkelte punkter, såsom sandheden vedrørende sabbaten, hvilke alle sammen lægges færdige i deres hænder og al den taknemmelighed, de lægger for dagen for det, der ikke har kostet dem noget, er derpå at stå op og i lighed med Kora, Datan og Abiram forsmæde dem, på hvem Gud har lagt byrden for sit værk. ret
(160) Gud har velsignet sit folk, som er gået fremad og har fulgt hans vejledende forsyn. Han har samlet et folk fra alle samfundsklasser på sandhedens stærke grund. Fritænkere er blevet overbevist om, at Gud var med sit folk og har ydmyget deres hjerter til at lyde sandheden. Guds værk går stadig fremad. Men trods alle beviser på, at Gud har ledet samfundet, er der og vil der vedblivende være nogle, som giver sig ud for at holde sabbaten, men dog vil optræde uafhængigt af samfundet og tro og handle efter eget skøn. De har forvirrede anskuelser. Deres splittede tilstand er et slående vidnesbyrd om, at Gud ikke er med dem. Verden stiller sabbaten og deres vildfarelser på samme trin og forkaster det hele. Guds vrede hviler over sådanne, hvis handlemåde leder verden til at hade dem. Dersom en kristen hades på grund af sine gode gerninger og fordi han følger Kristus, vil han få løn; men hvis han hades, fordi han ikke følger en fremgangsmåde, der gør ham elsket, hades som følge af sin ukultiverede opførsel og fordi han gør sandheden til et tvivlens emne blandt sine naboer og gør sabbaten så generende for dem som muligt, er han en anstødssten for syndere og en skam for den hellige sandhed og dersom ham ikke omvender sig, ville det være bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals og han var kastet i havet. ret