Åndelige gaver bind 4b kapitel 2fra side7

tilbage

Bøn og tro

(7)  Under mit ophold i Battle Creek, Michigan, så jeg den 5. maj 1855, at der var stor mangel på tro hos Guds tjenere såvel som hos menigheden. De havde for let ved at blive modløse, var for meget tilbøjelige til at tvivle på Gud, for villige til at synes, at de havde det svært og at Gud havde forladt dem. Jeg så, at dette var hensynsløst. Gud elskede dem så højt, at han gav sin højt elskede søn i døden for dem og hele himmelen interesserede sig for deres frelse; men efter alt, hvad der var blevet gjort for dem, faldt det dem alligevel svært at tro og fortrøste sig på en så kærlig og god fader. Han har sagt, at han er mere villig til at give Helligånden til dem, der beder ham, end jordiske forældre er til at give deres børn gode gaver. Jeg så, at Guds tjenere og menigheden har for let ved at blive modløse. Når de bad deres fader i himmelen om ting, som de mente, at de behøvede og disse ikke kom øjeblikkelig, vaklede troen, deres mod forsvandt og en tilbøjelighed til at knurre greb dem. Jeg så, at dette mishagede Gud. ret

(7)  Enhver hellig, der kommer til Gud med et sanddru hjerte og opsender sine ærlige bønner til ham i tro, vil blive bønhørt. Din tro må ikke give slip på Guds forjættelser, selv om du ikke ser eller føler et øjeblikkeligt svar på dine bønner. Vær ikke bange for at forlade dig på Gud! Stol på hans sikre løfte: »Bed så skal I få.« Gud er for viis til at tage fejl og for god til at holde noget godt tilbage fra sine hellige, som vandrer i oprigtighed. Mennesket er fejlende og selv om dets bønner kommer fra et redeligt hjerte, beder det ikke altid om de ting, som tjener til dets eget bedste, eller som vil herliggøre Gud. ret

(8)  Hvis Guds børn kunne se hans plan, ville vi klart kunne se, at han ved, hvad der er bedst for os. Selvom de ikke tager imod lige netop de ting de forventer, eller beder om, bliver deres bønner alligevel besvaret. Vi får intet, der ville være skadeligt. Men vi får den velsignelse, vi trænger til, i stedet for noget, som vi bad om og som ville være os til skade. ret

(8)  Jeg så, at dersom vi ikke mærker, at vore bønner øjeblikkelig besvares, bør vi holde fast ved vor tro og ikke tillade mistillid at trænge ind, for den vil skille os fra Gud. Hvis vor tro vakler, får vi intet af ham. Vor tillid til Gud bør være stærk; da vil velsignelsen falde på os ligesom en regnbyge, når vi mest behøver den. ret

(8)  Når Guds tjenere beder om hans ånd og velsignelse, kommer den undertiden øjeblikkelig; men den meddeles ikke altid på denne måde. Bliv ikke forsagt i sådanne stunder. Lad din tro holde fast ved løftet om, at den vil komme. Sæt din fortrøstning helt til Gud og ofte vil velsignelsen komme, når du mest trænger til den og du vil uventet få hjælp fra Gud, medens du fremholder sandheden for vantro mennesker og blive i stand til at tale ordet tydeligt og med styrke. ret

(8)  Det blev fremstillet for mig, som når børn beder deres kærlige jordiske forældre om en velsignelse. De beder om noget, som forældrene ved vil være dem til skade og forældrene giver dem noget, som vil være godt og sundt for dem, i stedet for at give dem, hvad de ønskede. Jeg så, at Gud vil høre og besvare enhver bøn, som et ærligt hjerte opsender i tro og den, der opsendte bønnen, vil få velsignelsen, når han har den mest behov og tit vil den overstige hans forventninger. Ikke en eneste bøn fra et sandt Guds barn går til spilde, når den opsendes i tro fra et ærligt hjerte. ret

(9)  I Oswego, New York, juni 1855, fik jeg vist at Guds folk har været tynget ned med byrder; at der havde været akanere i lejren. Guds værk har kun udviklet sig en smule og mange af hans tjenere blev modløse, fordi sandheden ikke havde større virkning i New York og der blev ikke lagt flere til menigheden. Messenger-partiet var kommet frem og vi må tåle noget fra deres lyvende tunger og fejlfremstillinger, alligevel bør vi tage det hele med tålmod, for de vil ikke skade Guds sag, nu hvor de har forladt os, så meget som de ville have skadet den ved deres indflydelse, dersom de var blevet hos os. Guds misbilligelse er kommet over menigheden, på grund af de enkelt personer med fordærvede hjerter i sig. ret

(9)  De ønskede at være forrest, hvor hverken Gud eller deres brødre havde sat dem. Selviskhed og ophøjelse var markerende for deres handlemåde. Et sted er nu åbent for alle sådanne, så de kan gå og finde græsgange med dem, af deres slags. Og vi bør prise Gud at han i barmhjertighed har befriet deres menighed. Gud har opgivet mange af disse personer til deres egne metoder og de fyldes med deres egne gerninger. En sindsbevægelse og forståelse leder dem nu, som vil bedrage nogle. Men enhver oprigtig vil være oplyst med hensyn til denne gruppes sande tilstand og vil forblive hos Guds særlige folk, holde fast på sandheden og følge de ydmyge stier, upåvirket af deres indflydelse, som er blevet opgivet af Gud til deres egne veje, fyldes af egne gerninger. Jeg så at Gud havde givet disse personer anledning til at fornyelse, han havde oplyst dem om deres kærlighed til selvet og deres øvrige synder; men de ville ikke give agt på det. De vil ikke blive reformeret og han skiller barmhjertig menigheden væk fra dem. ret

(10)  Jeg så at Guds folk må vækkes og tage rustningen på. Kristus kommer, for det store arbejde i det sidste nådebudskab er for vigtigt for os, at han kommer og svarer på sådanne forfalskninger, fejlfremstillinger og bagvaskelse som Messengerselskabet har opfostret og udspredt. Sandhed, giver sandhed, vi må dvæle på den. Vi udfører et stort arbejde og kan ikke komme til bunds. Satan er i alt dette, for at bortlede vore tanker fra den nærværende sandhed og Kristi komme. Englen sagde: "Jesus kender det hele." Om lidt kommer deres dag. Alle vil blive dømt efter handlingerne der er gjort af personen. Den lyvende tunge vil blive stoppet. Synderne i Zion vil være bange og frygtsomhed vil overraske hyklerne. ret

(10)  Jeg så, at vi ikke må udskyde Herrens komme. Engelen sagde: "Bered jer, bered jer for det, som vil komme over jorden! Lad jeres gerninger svare til jeres tro!" Jeg så, at sindet må være fæstet ved Gud og at vor indflydelse bør vidne for Gud og hans sandhed. Vi kan ikke ære Herren, når vi er skødesløse og ligegyldige. Vi kan ikke herliggøre ham, når vi er modløse. Vi må arbejde alvorligt for at sikre vor egen sjæls frelse og for at frelse andre. Vi bør lægge al vægt på dette og alt det øvrige må komme i anden række. ret

(10)  Jeg så himmelens skønhed. Jeg hørte englene synge deres henrivende sange og tilskrive Jesus pris og ære og herlighed. Da kunne jeg fatte lidt af Guds søns vidunderlige kærlighed. Han forlod al den herlighed og al den ære, han havde i himmelen og interesserede sig i den grad for vor frelse, at han tålmodigt og sagtmodigt bar al den hån og ringeagt, som mennesker kunne overøse ham med. Han blev såret, slået og knust; han blev udstrakt på Golgatas kors og led den mest kvalfulde død for at frelse os fra døden, for at vi kunne blive tvættet i hans blod og opstå for at leve sammen med ham i de boliger, han bereder for os, for at nyde himmelens lys og herlighed og for at høre englene synge og synge med dem. ret

(11)  Jeg så, at hele himmelen interesserer sig for vor frelse; skal vi så stille os ligegyldige? Skal vi være ligeglade, som om det var af ringe betydning, hvorvidt vi frelses eller går fortabt? Skal vi ringeagte det offer, som blev bragt for os? Det har nogle gjort. De har leget med tilbudet om nåde og Guds vrede er over dem. Man kan ikke altid vedblive at bedrøve Guds ånd. Bedrøver man den lidt længere, vil den vige bort. Dersom menneskene ved deres liv viser, at de ringeagter Jesu tilbudte nåde, efter at alt, hvad Gud kunne gøre for at frelse dem, er blevet gjort, vil døden blive deres del og den vil være dyrt købt. Det vil blive en frygtelig død; for de vil komme til at føle de kvaler, som Kristus gennemgik på korset for at købe den forløsning, de har afslået. Og de vil da forstå, hvad de har tabt et evigt liv og den udødelige arvelod. ret

(11)  Jeg har set en engel stå med vægtskåle i sine hænder i færd med at veje Guds folks og navnlig de unges tanker og interesser. I den ene vægtskål lå de tanker og interesser, der var rettet mod himmelen, i den anden lå de tanker og interesser, som var rettede mod jorden. Og i denne vægtskål blev al læsning af dårlige bøger, tanker om klædedragt og pynt, forfængelighed, stolthed m.m. anbragt. Oh, hvilket højtideligt øjeblik var ikke dette: Guds engle stående med vægtskåle vejende Guds bekendende børns tanker deres, der påstår, at de er døde for verden og levende for Gud! Den skål, der var fyldt med jordiske tanker, forfængelighed og stolthed, faldt hurtigt ned til trods for, at lod efter lod rullede af. Skålen med himmelvendte tanker og interesser gik lige så hurtigt op, som den anden gik ned, oh, hvor let var den ikke! Jeg kan omtale dette, sådan som jeg så det; men aldrig vil jeg kunne gengive det højtidelige og livagtige indtryk, det gjorde på mit sind, da jeg så engelen med vægtskålene veje Guds folks tanker og interesser. Engelen sagde: "Kan sådanne indgå i himmelen? Nej, nej, aldrig. Fortæl dem, at det håb, de nu besidder, er forfængeligt og medmindre de hurtigt vender om og finder frelse, må de gå fortabt." ret

(12)  En formel af gudsfrygt vil ikke frelse nogen. Alle må have en dyb og levende erfaring. Kun dette vil redde dem i trængselstiden. Da vil deres arbejde blive prøvet, hvordan det er; og dersom det er guld, sølv og kostbare sten, vil de blive skjult som i Herrens telts løndom. Men dersom deres arbejde er træ, hø og strå, vil intet kunne beskytte dem mod Jehovas brændende vrede. ret

(12)  De unge såvel som de, der er ældre, vil blive afkrævet regnskab for deres håb. Men sindet, som af Gud var bestemt til noget bedre, dannet til at tjene ham fuldkomment, har dvælet ved tåbelige ting i stedet for ved evige interesser. Det sind, der får lov til at vandre hid og did, er lige så vel i stand til at forstå sandheden, forstå Guds ords beviser for sabbatens helligholdelse og til at forstå det sande grundlag for en kristens håb, som det er til at beskæftige sig med et menneskes udseende, dets opførsel, dets klædedragt etc. Og de, der lader sindet adsprede med tåbelige fortællinger og intetsigende historier, mætter vel fantasien, men Guds ords glans fordunkles for dem. Sindet ledes direkte bort fra Gud. Interessen for hans dyrebare ord var væk. Vi har fået en bog, som skal lede vore fødder gennem denne mørke verdens farer til himmelen. Den fortæller os, hvordan vi kam undfly Guds vrede og den fortæller os også om Kristi lidelser for os, det store offer, der blev gjort, for at vi kunne opnå frelse og for stedse glæde os for Guds åsyn. Og dersom nogen til sidst går glip af målet efter at have hørt sandheden, således som de har hørt den i dette oplyste land, vil det være deres egen skyld; de vil være uden undskyldning. Guds ord viser os, hvordan vi kan blive fuldkomne kristne og undgå de syv sidste plager. Men de interesserede sig ikke for at komme til klarhed over dette. Andre ting afledede sindet, de hægede om afguder og Guds hellige ord blev forsømt og agtet ringe. Bekendende kristne har drevet gæk med Gud og når hans hellige ord skal dømme dem på den yderste dag, vil de blive fundet for lette. Dette ord, som de har forsømt ved at læse dårlige bøger, skal prøve deres liv. Det er målestokken; deres bevæggrunde, ord, gerninger og måden, hvorpå de benytter deres tid, vil alt sammen blive sammenlignet med Guds ord; og dersom de da kommer til kort, er deres skæbne afgjort for stedse. ret

(13)  Jeg så, at mange måler sig selv med hinanden indbyrdes og sammenligner deres liv med andres liv. Dette bør ikke ske. Kristus alene er givet som et forbillede for os. Han er vort sande mønster og enhver bør stræbe efter at være den ypperste til at efterligne ham. Enten er vi Kristi medarbejdere, eller også samarbejder vi med fjenden. Enten samler vi med Kristus, eller også spreder vi. Enten er vi virkelige helhjertede kristne, eller også er vi ikke kristne. Kristus siger: »Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund." ret

(13)  Jeg så, at nogle endnu næppe ved, hvad selvfornægtelse og opofrelse er, eller hvad det vil sige at lide for sandhedens skyld. Men ingen vil kunne indgå i himmelen uden at ofre noget. En selvfornægtelsens og opofrelsens ånd må opelskes. Nogle har ikke ofret sig selv, deres legeme, på Guds alter. De ligger under for et heftigt, ustadigt sind, tilfredsstiller deres lyster og varetager deres egne interesser uden hensyn til Guds sag. De, der er villige til at ofre noget for det evige liv, vil opnå det; og det vil være værd at lide for, værd at korsfæste jeget for og at opofre enhver afgud for. ret

næste kapitel