Åndelige gaver bind 4b kapitel 3fra side13

ren side - tilbage

De to veje

(13)  Under konferensen i Battle Creek den 27. maj 1856 blev der i et syn vist mig visse ting, der angår menigheden i almindelighed. Guds herlighed og majestæt passerede forbi mig. Englen sagde: "Han er forfærdelig i sin majestæt, men I forstår det ikke, forfærdelig i sin harme og dog fortørner I ham daglig." »Kæmp for at komme ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen og mange er de, der går ind ad den og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet og få er de, der finder den.« Disse veje er forskellige, adskilte og går i modsatte retninger. Den ene fører til evigt liv, den anden til evig død. Jeg så forskellen mellem disse veje og også forskellen mellem de skarer, der vandrede på den. Vejene er hinanden modsatte; den ene er bred og jævn, den anden trang og knudret. Således er også de skarer, som vandrer på den, hinandens modsætninger i karakter og i vandel, i klædedragt og i omgang. ret

(14)  De, der vandrer på den trange vej, taler om den glæde og lykke, de vil opnå ved rejsens afslutning. Deres ansigtstræk er ofte bedrøvet, men stråler dog tit af salig og hellig glæde. De klæder sig ikke på samme måde som flokken på den brede vej, taler ikke som den og handler heller ikke som den. Et mønster er blevet opstillet for dem. En sorgens mand, som var kendt med smerte, har åbnet denne vej for dem og selv vandret på den. Hans efterfølgere ser hans fodspor og finder trøst og opmuntring. Han gik trygt igennem og det kan også de, hvis de går i hans; fodspor. På den brede vej er enhver optaget af sin egen person og sin klædedragt og af glæderne undervejs. De hengiver sig uhæmmet til lystighed og munterhed og tænker ikke på rejsens afslutning, på den visse ødelæggelse ved vejens ende. For hver dag kommer de deres ødelæggelse nærmere, men blindt haster de af sted hurtigere og hurtigere. Oh, hvor grufuldt var det ikke for mig at se dette! ret

(14)  Jeg så mange vandre på denne brede vej, på hvem disse ord var skrevet: "Død for verden. Alle tings ende er nær. Vær også I rede!" De lignede nøjagtigt alle de forfængelige mennesker rundt omkring dem med undtagelse af en skygge af tristhed, som jeg lagde mærke til i deres ansigter. Deres samtale var nøjagtigt den samme, som deres lystige, tankeløse omgivelser førte; men af og til pegede de med stor tilfredshed på, hvad der stod skrevet på deres klæder og opfordrede andre til at få det samme skrevet på deres klædebon. De befandt sig på den brede vej, men bekendte sig dog til at være blandt dem, der gik på den trange vej. Deres omgivelser sagde: "Der er ingen forskel mellem os. Vi ligner hverandre. Vi klæder os, taler og handler ens." ret

(15)  Derpå blev jeg vist tilbage til årene 1843 og 1844. Dengang var der en gudhengivenhedens ånd, som ikke forekommer nu. Hvad er der gået af Guds bekendende ejendomsfolk? Jeg så den rådende lighed med verden, uvilligheden til at lide for sandhedens skyld. Jeg så en stor mangel på underdanighed under Guds vilje. Jeg blev vist tilbage til de tidligere Israels børn, efter at de forlod Ægypten. I nåde kaldte Gud dem bort fra ægypterne, for at de måtte kunne tjene ham uden bånd eller hindring. Han gjorde undere for dem undervejs og han prøvede og forsøgte dem ved at lade dem komme i vanskeligheder. Efter Guds underfulde handlemåde med dem og efter at være blevet udfriet så mange gange knurrede de, når Gud prøvede dem eller forsøgte dem. Deres sprog var: »Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten!« ret

(15)  Jeg så, at mange, der bekender sig til at tro på sandheden for disse sidste dage, finder det mærkeligt, at Israels børn krurrede under vandringen og at de efter Guds underfulde handlemåde med dem skulle være så utaknemmelige, at de kunne glemme, hvad han havde gjort for dem. Engelen sagde: "I har handlet værre, end de har," Jeg så, at Gud har givet sine tjenere sandheden så klar og så tydelig, at den ikke kan bestrides. Hvor de end kommer, er de sikre på sejren. Deres fjender kan ikke komme uden om den overbevisende sandhed. Lyset bar skinnet så klart, at Guds tjenere kan stå frem hvor som helst og lade sandheden, klar og sammenhængende som den er, gå af med sejren. Denne store velsignelse er ikke blevet værdsat, ikke engang forstået. Dersom en eller anden prøvelse kommer, begynder nogle at se tilbage og synes, at de har det svært. Nogle af dem, der bekender sig til at være Guds tjenere, ved ikke, hvad rensende prøvelser er. Undertiden laver de sig selv prøvelser, indbilder sig prøvelser og bliver så let modløse, så let fornærmede og egenværdigheden bliver så hurtigt såret, at de skader sig selv, skader andre og skader sagen. Satan forstørrer deres prøvelser og påvirker deres sind med tanker, som, hvis de giver efter for dem, vil ødelægge deres indflydelse og deres brugbarhed. ret

(16)  Jeg så at nogle har følt sig fristet til at trække sig tilbage fra virksomheden for at arbejde med deres hænder. Jeg så, at hvis Guds hånd ikke længere var over dem og de blev udsat for sygdom og død, ville de få at vide, hvad trængsel er. Det er frygteligt at knurre imod Gud. De tænker ikke på, at den vej, de vandrer på, er knudret, en selvfornægtelsens og selvkorsfæstelsens vej og at de ikke må vente, at alt skal gå lige så glat, som om de gik på den brede vej. ret

(16)  Jeg så, at nogle af budbringerne bliver så let modløse og deres jeg så let stødt, at de indbilder sig at være blevet tilsidesat, når dette ikke er tilfældet. De synes, at deres lod er svær. Sådanne forstår ikke, hvordan de ville føle, dersom Guds bærende hånd blev fjernet og de måtte gennemgå sjælelig ængstelse. Da ville de finde, at deres lod var ti gange sværere, end den var før, medens de var beskæftigede i Guds gerning, hvor de vel måtte lide prøvelser og savn, men ligefuldt nød Guds velbehag. Nogle, som arbejder i Guds sag, ved ikke, hvornår de virkelig har en sorgløs tid. De har mødt så få savn og kender så lidt til mangel eller opslidende arbejde eller sjælebyrde, at når de har en sorgløs tid, når de nyder Guds velbehag og er næsten fuldstændig fri for ængstelse i ånden, ved de det ikke, men mener, at deres prøvelser er svære Jeg så, at medmindre sådanne får en selvopofrelsens ånd og er villige til at arbejde med glæde og ikke spare sig selv, vil Gud fritage dem. Han vil ikke anerkende dem som sine selvopofrende tjenere, men vil oprejse sådanne, som vil arbejde, ikke trægt, men med alvor og som vil være klar over, hvornår de har en sorgløs tid. Guds tjenere må føle byrden for sjæle; de må græde mellem forhallen og alteret og sige: »Herre, spar dog dit folk!" ret

(17)  Nogle af Guds tjenere har givet deres liv for at anvende det og opofre det i Guds sag, indtil deres helbred er nedbrudt og de er næsten udslidt af åndeligt arbejde, af bekymring, møje og savn uden ophør. Andre har ikke haft nogen byrde og ikke villet påtage sig den. Men netop sådanne synes alligevel, at de har det svært, selv om de aldrig har oplevet genvordigheder. De har aldrig haft del i lidelsens dåb og vil heller aldrig få del deri, så længe de viser så megen svaghed og så ringe sjælsstyrke og sætter så megen pris på magelighed. Lad disse tjenere føle, at der hviler et ve over dem, hvis de ikke prædiker evangeliet, så vil det være nok; men ikke alle føler det sådan. ret

(17)  Jeg fik vist hvordan nogle bekendende sabbatsholdere tilpassede sig verden. Oh, jeg så at det er en skændsel mod deres bekendelse, en skændsel mod Guds sag. De lyver over for deres bekendelse. De tror at de ikke er lig verden, men de er den så nær i klæder, i tale og handlinger, at der er ingen forskel. Jeg så dem pynte deres stakkels, dødelige kroppe, som hvert øjeblik kan udsættes for Guds fingers berøring og lægge sig i smertens seng. Oh, idet de nærmer sig deres sidste livsløb, så ordner dødelig smerte deres legemer og det store spørgsmål er: "Er jeg rede til at dø? rede til at stå foran Gud i dommen og gennemgå det store tilbageblik?" Spørg dem da hvordan de mærker pynten omkring deres legemer og om de har nogen fornemmelse af, hvad der skal beredes som Gud må se. De vil fortælle dig at hvis de kunne leve livet om, ville de gøre deres livsførelse bedre, undgå verdens tåbeligheder, dets forfængelighed og stolthed og ville smykke legemet med et beskedent udseende og give et eksempel for alle omkring dem. De ville leve for Guds ære. Hvorfor er det så svært at føre et selvfornægtende og ydmygt liv? Fordi bekendende kristne ikke er døde i verden. Det er let at leve, efter at vi er døde. Men mange længes efter Ægyptens porrer og løg. De har en tilbøjelighed til at klæde og handle så lig verden som muligt og alligevel komme til himlen. De kommer ikke igennem de smalle veje og snævre port. ret

(18)  Jeg fik fremvist de tilstedeværende ved konferensen. Englen sagde: "Noget føde er for orme, nogle borgere fra de syv sidste plager, nogle vil være i live og forblive på jorden for at blive forvandlet ved Jesu komme."
(Søster Clarissa M. Bonfoey, som lagde sig til hvile i Jesus kun tre dage efter at dette syn blev givet, var til stede med almindeligt helbred og havde dybt indtryk af at hun var en som ville gå i graven og gik i gang med sin overbevisning over for andre.) ret

(18)  Højtidelige var disse ord englen sagde. Jeg spurgte englen hvorfor så få var interesseret i deres evige lykke og så få beredte sig på deres endelige anklage. Han sagde: "Jorden tiltrækker dem, dets rigdomme synes af værdi for dem." De finder nok til at optage sindet og har ingen tid til at berede sig for himlen. Satan er parat til at kaste dem dybere og dybere ned i vanskeligheder; ligeså snart lidt forvirring og besvær er væk fra tankerne, han afføder et uhelligt ønske efter flere jordiske ting inden i dem; og således går deres tid og når det er for sent, ser de, at de ikke har opnået noget væsentligt. De har holdt fast ved skygger og mistet evigt liv. ret

(18)  Disse har ingen undskyldning. Mange, så jeg, klæder sig som verden, for at få indflydelse. Men her gør de en sørgelig og skæbnesvanger fejltagelse. Hvis de vil have en sand og frelsende indflydelse, så lad dem efterleve deres bekendelse, vise deres tro ved retfærdige gerninger og gøre forskellen stor mellem den kristne og verden. Jeg så at ordene og klæderne og handlingerne skulle tale for Gud. Da vil en hellig indflydelse være udbredt over alle og alle vil få erfaring om dem at de har været med Jesus. Ikke-troende vil se at den sandhed vi bekender har en hellig indflydelse og at tro på Kristi komme påvirker mænd og kvinders karakter. Hvis nogen ønsker at få deres indflydelse bevidnet til fordel for sandheden, så lad dem efterleve det og således efterligne det ydmyge Mønster. ret

(19)  Jeg så at Gud hader stolthed og at alt det stolte og alt hvad der øver ondt skulle udryddes og den dag som kommer skal brænde dem op. Jeg så at den tredje engels budskab endnu måtte arbejde som syre på manges hjerter som bekender at tro det og rense deres stolthed, selviskhed, begærlighed og kærlighed af verden. ret

(19)  Jesus kommer; og vil han finde et folk der er tilpasset verden? og vil han anerkende disse som sit folk som han har renset til sig selv? Oh, nej. Ingen uden de rene og hellige vil han anerkende som sine. Dem, som har været renset og gjort hvide gennem lidelse og har holdt sig selv adskilte og uplettede fra verden, vil han vedkende sig som sine. ret

(19)  Idet jeg så den frygtelige kendsgerning, at Guds folk var tilpasset verden, uden nogen forskelle, udover navnet, mellem mange af de bekendne disciple af den sagtmodige og beskedne Jesus og ikke-troende, følte min sjæl dyb pine. Jeg så at Jesus var såret og sat til åben skam. Englen sagde, da han med sorg så Guds bekendende folk elske verden, deltage i dets ånd og følge dets manérer: "Skær jer fri! Skær jer fri! så han ikke nedsætter jeres lod til hyklere og ikke-troende uden for byen. Jeres bekendelse vil kun gøre jer større pine og jeres straf vil være større fordi I kender hans vilje, men ikke gjorde den." Jeg så at dem, som vedkender at tro den tredje engels budskab, krænker ofte Guds sag ved letsindighed, spøg og fjas. Jeg blev vist at dette onde gik helt over i vore rækker. Der bør være en ydmygelse for Herren; Israels Gud burde sønderrive hjertet og ikke klædningen. Barnlig enkelhed ses sjældent; der tænkes mere over menneskets samtykke end over Guds mishag. Englen sagde: "Bring dit hjerte i orden, så han ikke kommer til dig med dom og den skrøbelige livstråd bliver skåret over og I ligger ned ubeskyttet i graven, uforberedt for dommen. Eller hvis I graver jeres grav, vil jeres hjerter, medmindre I snart stifter fred med Gud og river jer selv fra verden, blive hårdere og I vil lære på en falsk støtte, en tilsyneladende beredelse og finde jeres fejltagelse for sent til at sikre sig et velfunderet håb." ret

(20)  Jeg så at nogle bekendende sabbatsholdere tilbringe timer, som er værre end at smide dem væk, ved at studere den og den mode der pynter det stakkels, dødelige legeme. Så længe I gør jer selv lig verden, så dejlige I kan, så husk på at det samme legeme kan, på få dage, være føde for orme. Og selv om I pryder det for jeres smag, for at behage jeres øjne, dør I åndeligt. Gud hader jeres forfængelige og onde svaghed og han ser på jer som en kalket grav, fuld af fordærvelse og urenhed inden i. ret

(20)  Mødre sætter stolthedens eksempel for deres børn og ved at gøre således, sår de sæd der vil spire op og bære frugter. Høsten vil være sikker og rigelig. Det som de sår vil de høste. Der vil ikke være nogen nedgang i afgrøden. Jeg så forældre, som havde lettere ved at lære sine børn stoltheds lektie, end ydmyghedens lektie. Satan og hans engle stod lige ved jeres side, for at gøre de handlinger virkningsfulde, eller de sige ord som I siger til dem, så de opmuntres til at klæde sig i deres stolthed og blande sig med det selskab der ikke er hellig. Oh forældre, I planter i jeres eget skød en torn som I ofte vil mærke i smerte. Når I vil modvirke den sørgelig lektie I har lært jeres børn, vil I finde det svært. Det er umuligt for jer at gøre dette. I må nægte dem ting, som ville tilfredsstille deres stolthed og alligevel lever den i hjertet og længes efter at blive tilfredsstillet; og intet kan dræbe den stolthed uden Guds hurtige og kraftfulde Ånd. Når dette finder sin vej til hjertet, vil det arbejde som syre og fjerne det. ret

(20)  Jeg så at unge og gamle forsømmer bibelen. De gjorde ikke den bog til deres studium og til regel for deres liv som de skulle. Særlig er de unge var skyldige i den forsømmelse. De fleste af dem er kvikke og finder masser af tid til at læse næsten alle andre bøger. Men ordet der peger hen til liv, evigt liv, er ikke gennemlæst og dagligt studeret. Den dyrebare og betydningsfulde bog, som skal dømme dem på den sidste dag, studeres vel ikke af alle. Intetsigende historier oplæses med opmærksomhed, medens bibelen forsømmeligt forbigås. En dag kommer, en dag med skyer og tykt mørke, hvor alle vil ønske at være fuldstændig udstyret med Guds ords klare og simple sandheder, så de sagtmodigt og alligevel beslutsomt, giver en grund for deres håb. Denne grund for deres håb, så jeg at de måtte have, for at styrke deres egne sjæle mod den voldsomme kamp. Uden denne lider de nød og kan ikke have en fasthed og beslutsomhed. ret

(21)  Forældre skulle hellere brænde dagens dumme sladderhistorier og novellerne når de kommer ind i deres hjem. Det ville være en skånsel mod børnene. At opmuntre til læsning af disse historiebøger er som trylleri. Det forvirrer og forgifter sindet. Forældre: Jeg så, at hvis I ikke vågner op til jeres børns evige interesser, vil de visselig blive fortabt på grund af jeres forsømmelse. Og muligheden for at upålidelige forældre selv bliver frelst, er meget lille. Forældre burde være eksemplariske. De bør udøve en hellig påvirkning i deres familier. De bør lade deres klæder være beskedne og forskellig fra verden omkring dem. Idet de værdsætter de evige interesser i deres børn, bør de irettesætte stoltheden hos dem, irettesætte dem trofast og ikke opmuntre den i ord eller handling. Oh, den stolthed der blev vist mig, I Guds bekendende folk! Den havde tiltaget hvert år, indtil det nu er umuligt at udskille bekendne adventsabbatsholdere fra verden omkring dem. Jeg så at denne stolthed måtte rives ud af vore familier. Meget er blevet bekostet på snore og bånd til kyser, til kraver (Spørgsmålet er ofte blevet stillet mig om jeg troede at det var forkert at bære simple lærredskraver. Mit svar har altid været nej. Nogle har taget den yderliggående mening af det jeg har skrevet om kraver og hævdet at det var forkert at bære en af nogen som helst salgs. Jeg fik vist dyrt bearbejdede kraver og dyre og unødige snore og bånd, som nogle sabbatsholdere har båret og stadig bærer, på grund af fremvisning og mode. I omtalen om kraver, tænkte jeg ikke at ingen som helst krave skulle bæres, eller i omtalen af bånd at ingen som helst bånd skulle bæres. E.G.W., note til anden udgave) og andre unødige ting der smykker kroppen, medens Jesus, herlighedens konge, som gav sit liv for at forløse os, bar en tornekrone. Det var den måde vor Mesters indviede hoved var dekoreret på. Han var »en smertens mand og kendt med sygdom.« »Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.« Alligevel kan netop dem, som bekender sig til at blive vasket med Jesu blod, der blev spildt for dem, klæde og dekorere deres stakkels, dødelige legemer og vove at være efterfølgere af det hellige, selvfornægtende og ydmyge mønster. Oh, kunne alle se dette, som Gud ser det og har vist det til mig! For mig er det som at bære og mærke den sjælepine som jeg følte, da jeg så det. Engelen sagde: "Guds folk er særskildt; som han renser til sig selv." Jeg så at det udvendige udseende er et fingerpeg for hjertet. Når det ydre er hængt op med bånd, kraver og unødige ting, viser det tydeligt at kærlighed til dette, er i hjertet; med mindre sådanne personer er renset fra deres fordærvelse, kan de aldrig se Gud, for kun den rene i hjertet, vil se ham. ret

(23)  Jeg så at øksen måtte lægges ved træets rod. Sådan stolthed burde ikke tillades i menigheden. Det er de ting som adskiller Gud fra sit folk, som lukker arken af for dem. Midt i Israel har man sovet hvad angår stolthed, mode og tilpasning til verden. De går hver måned frem i verdenskærlighed, selviskhed, begærlighed og stolthed. Når deres hjerter er påvirket af sandheden, vil det bevirke en død til verden og de vil lægge bånd, kniplinger og kraver til side; og hvis de er uimodtagelige vil de utroendes latter og hån og spot ikke røre dem. De vil nære et ivrigt ønske for at adskille sig fra verden, som deres Mester. De vil ikke efterligne dets stolthed, metoder og skikke. Det ædle mål vil altid være for dem, at forherlige Gud og opnå den udødelige arv. Denne udsigt vil opsluge alt af jordisk natur. Gud vil have et folk, der er adskilt og forskellig fra verden. Så snart nogen har et ønske om at efterligne verdens skikke, som de ikke umiddelbart undertrykker, lige så hurtigt ophører Gud med at anerkende dem, som sine børn. De er verdens og mørkets børn. De begærer Ægyptens porrer og løg, som er ønsket om at blive verden mest mulig lig; ved at gøre sådan, viser de, som bekender Kristus, sig i virkeligheden som fremmede for nåde og fremmede for den sagtmodige og beskedne Jesus. Hvis de har gjort dem selv bekendt med ham, ville de være værdige til ham. ret

(23)  Jeg så budbringernes hustruer. Nogle af dem er ingen hjælp for deres mænd og dog bekender de sig til den tredje engels budskab. De tænker mere på at opfylde deres egne ønsker og deres eget behag end på Guds vilje, eller hvorledes de kan holde deres mænds hænder oppe ved deres trofaste bønner og forsigtige vandel. Jeg så, at nogle af dem optræder på en så egensindig og egoistisk måde, at Satan gør dem til sine redskaber og gennem dem arbejder for at ødelægge deres mænds indflydelse og brugbarhed. De føler sig frie til at klage og knurre, hvis de kommer under trange forhold. De glemmer de kristnes lidelser for sandhedens skyld fordum og mener, at alt må ske efter deres ønsker og på deres måde og at de må følge deres egen vilje. De glemmer den lidende Jesus, deres Mester. De glemmer smerternes mand, som kendte til sorg han, som ikke havde det, hvortil han kunne hælde sit hoved. De bryder sig ikke om at erindre hin hellige pande, som blev gennemstukket af tornekronen. De glemmer ham, der segnede om under byrden, da han bar sit eget kors til Golgata. Det var ikke korstræets byrde alene, der hvilede på ham, men vægten af verdens synder. De glemmer de grumme nagler, der blev drevet igennem hans følsomme hænder og fødder og hans kvalfulde råb, før han opgav ånden: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?« Efter al denne lidelse, som blev båret for deres skyld, nærer de dog en stærk uvilje mod at lide for Kristi skyld. ret

(23)  Jeg så, at disse enkeltpersoner bedrager sig selv. De har ingen lod eller del i sagen. De har fået fat i sandheden; men sandheden har ikke fået fat i dem. Når sandheden, den højtidelige, betydningsfulde sandhed, får fat i dem, vil selvet dø; da vil det ikke lyde: "Jeg vil rejse derhen, jeg vil ikke blive her;" det alvorlige spørgsmål vil være: "Hvor ønsker Gud, at jeg skal være? Hvor kan jeg på bedste måde herliggøre ham og hvor kan vort fælles arbejde udrette mest godt?" Deres vilje vil blive opslugt af Guds vilje. Den egensindighed og mangel på gudhengivenhed, som nogle af prædikaternes hustruer lægger for dagen, vil stå i vejen for syndere; sjæles blod vil blive fundet på deres klæder. Nogle af prædikanterne har båret et kraftigt vidnesbyrd angående menighedens pligt og dens synder; men det har ikke haft den tilsigtede virkning, idet deres egne hustruer behøvede hele det tydelige vidnesbyrd, som blev båret og irettesættelsen faldt tilbage på dem selv, med stor styrke. De lader deres hustruer påvirke dem, drage dem nedad og skabe fordom i deres sind og deres brugbarhed og indflydelse er forspildt; de føler sig modløse og forsagte og de forstår ikke skadens virkelige årsag. Den ligger nær for døren. ret

(24)  Jeg så at disse søstre er nøje forenede med Guds værk, dersom han har kaldet deres, mænd til at forkynde sandheden for vor tid. Hvis disse tjenere i sandhed er kaldet af Gud, vil de erkende sandhedens betydning. De står imellem de levende og de døde og må våge over sjæle som de, der skal aflægge regnskab. Højtideligt er deres kald og deres hustruer kan være en stor velsignelse eller en stor forbandelse for dem. De kan opmuntre dem, når de er modløse, trøste dem, når de er nedbøjede og anspore dem til at se op og stole helt på Gud, når deres tro svigter. Eller de kan indtage et modsat standpunkt, se på den mørke side, synes, at de har det svært, undlade at øve tro på Gud, gå til deres mænd med deres prøvelser og deres vantro, nære klage og knur i deres sind og være en død vægt eller endog en forbandelse for dem. ret

(24)  Jeg så, at budbringernes hustruer bør hjælpe deres mænd i deres arbejde og være nøje og forsigtige med hensyn til, hvilken indflydelse de øver; for der bliver lagt mærke til dem og der ventes mere af dem end af andre. Deres påklædning bør tjene som et eksempel. Deres vandel og deres tale bør være et forbillede, være en duft til liv i stedet for til død. Jeg så, at de bør indtage et ydmygt, sagtmodigt, men dog ophøjet standpunkt og ikke dvæle ved ting, der ikke bidrager til at lede sindet op til himmelen. Det store spørgsmål bør være: "Hvordan kan jeg frelse min egen sjæl og være et middel til at frelse andre?" Jeg så, at Gud ikke godkender et delt hjerte i denne sag. Han ønsker hele hjertet og hele interessen eller også vil han intet have. Deres indflydelse vejer, afgjort og umiskendeligt, til gunst for sandheden eller også til ugunst for den. Enten samler de med Jesus, eller de adspreder. En hustru, der ikke er helliggjort, er den største forbandelse, en prædikant kan have. De Guds tjenere, der har været eller endnu er så ulykkeligt stillede, at de har denne lammende indflydelse i hjemmet, bør fordoble deres bønner og deres årvågenhed, indtage et fast, bestemt standpunkt og ikke lade dette mørke nedtrykke dem. De bør klynge sig nærmere til Gud, være faste og bestemte, styre deres eget hus vel og leve sådan, at de kan have Guds velbehag og englenes beskyttelse. Men dersom de føjer sig efter deres uomvendte hustruers ønsker, falder Guds mishag over deres bolig. Guds ark kan ikke forblive i huset, fordi de støtter dem og holder dem oppe i deres urigtige færd. Vor Gud er en nidkær Gud. Det er forfærdeligt at drive spøg med Gud. Akan begærede fordum en guldtunge og en babylonisk kappe og skjulte dem og hele Israel kom til at lide, idet de blev slået af deres fjender. Og da Josua spurgte om årsagen, sagde Herren: »Stå derfor op, lad folket hellige sig og sig: Helliger eder til i morgen, thi så siger Herren, Israels Gud: Der er band i din midte, Israel; og du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I skaffer bandet bort fra eder!« Akan havde syndet og Gud ødelagde ham og hele hans hus med alt, hvad de ejede og udslettede forbandelsen fra Israel. ret

(25)  Jeg så, at Guds Israel må stå op og forny deres styrke i Gud, ved at forny og holde deres pagt med ham. Begærlighed, egoisme, pengekærhed og kærlighed til verden findes overalt inden for sabbatsholderes rækker. Disse onder ødelægger opofrelsens ånd blandt Guds folk. De, som har denne begærlighed i hjertet, er ikke opmærksomme derpå. Den har ubemærket trængt sig ind hos dem og medmindre den bliver udryddet, vil deres ødelæggelse være lige så vis som Akams. Mange har taget ofret fra Guds alter. De elsker verden, elsker dens vinding og fremgang og dersom der ikke sker en fuldstændig forandring hos dem, vil de omkomme med verden. Gud har lånt dem midler; disse er ikke deres egne, men Gud har gjort dem til sine husholdere; og på grund deraf kalder de miderne deres egne og opdynger dem. Men oh, hvor hurtigt rives det ikke alt sammen bort, på et øjeblik, når Guds lykkebringende hånd trækkes tilbage fra dem! Der må ske opofrelse for Gud, selvforsagelse for sandhedens skyld. Oh, hvor svagt og skrøbeligt mennesket dog er! Hvor magtesløs dets arm! Jeg så, at menneskers stolthed skal bøjes og menneskets hovmod ydmyges. Konger og stormænd, rige og fattige, alle skal de nedbøjes og Guds ødelæggende plager vil falde på dem. ret

næste kapitel