Åndelige gaver bind 4b kapitel 4fra side26

ren side - tilbage

Vær nidkær og omvend dig

(26)  Kære brødre og søstre: Herren har i et syn vist mig visse ting vedrørende menigheden i dens nuværende lunkne tilstand, som jeg vil omtale for jer. Menigheden blev fremstillet for mig i et syn. Engelen sagde til menigheden: "Jesus taler til dig: »Vær nidkær og omvend dig!«" Jeg så, at der bør tages alvorligt fat på denne gerning. Der er noget, man skal omvende sig fra. Et verdsligt sind, egoisme og begærlighed har fortæret åndeligheden og livet hos Guds folk. ret

(26)  Kærlighed til verden har i nogle år været Guds folks fare. Dette har ført til synder som egoisme og begærlighed. Jo mere mennesket får af denne verden, desto mere sætter det sin hu til den; og det higer fremdeles efter mere. Engelen sagde: »Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« Men mange, der bekender sig til at tro, at vi har det sidste advarselsbudskab til verden, stræber fremdeles af al magt for at komme i en stilling, hvor det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end det er for dem at indgå i riget. ret

(27)  Disse jordiske skatte er velsignelser, når de bruges på dem rette måde. De, der har dem, bør forstå, at de har fået dem til låns af Gud og de bør med glæde anvende deres midler til at fremme hans sag. De vil ikke gå glip af deres belønning her. Der vil blive set på dem, med venlighed af Guds engle og de vil også samle sig en skat i himmelen. ret

(27)  Jeg så, at Satan giver agt på den særegne, egoistiske, begærlige tilbøjelighed hos nogle, der bekender sig til sandheden og han vil friste dem ved at lade lykken følge dem på deres vej og tilbyde dem jordisk rigdom. Han ved, at dersom de ikke overvinder deres naturlige tilbøjelighed, vil de snuble og falde, fordi de elsker mammon og dyrker deres afgud. Ofte opnår han sin hensigt. Den stærke kærlighed til verden overvinder eller opsluger kærligheden til sandheden. Verdens riger tilbydes dem og de griber med begærlighed deres skatte og mener, at de har vidunderlig fremgang. Satan hoverer, fordi hans plan er lykkedes. De har ladet kærligheden til verden træde i stedet for kærligheden til Gud. ret

(27)  Jeg så, at de, der således har held med sig, kan forstyrre Satans hensigt, dersom de overvinder deres egoistiske begærlighed ved at lægge alt, hvad de har, på Guds alter. Og når de ser, hvor der er trang til midler, for at fremme sandhedens sag og for at hjælpe enken, den faderløse og de bedrøvede, bør de give med glæde og derved samle sig en skat i himmelen. ret

(28)  Giv agt på det sanddru vidnes råd! Køb guld, som er lutret i ilden, for at du kan blive rig og hvide klæder, for at du kan klæde dig dermed og øjensalve, for at du kan se. Gør en anstrengelse! Disse dyrebare skatte falder ikke ned over os uden nogen møje fra vor side. Vi må købe være nidkære og omvende os fra vor lunkne tilstand. Vi må vågne op, så vi kan se vore fejl, eftersøge vore synder og med nidkærhed omvende os fra dem. ret

(28)  Jeg så, at de brødre, der besidder ejendom, har en gerning at gøre med at rive sig løs fra disse jordiske skatte og med at overvinde deres kærlighed til verden. Mange af dem elsker denne verden, elsker dens skatte, men er uvillige til at indse det. De må være nidkære og omvende sig fra deres selviske begærlighed, for at kærlighed til sandheden kan opsluge alt andet. Jeg så, at mange af dem, der besidder rigdom, vil undlade at købe guldet, de hvide klæder og øjensalven. Styrken og alvoren i deres nidkærhed står ikke i forhold til værdien af det mål, de efterstræber. ret

(28)  Jeg så disse mænd i deres stræben efter jordiske besiddelser. Hvilken iver, hvilken alvor, hvilken energi lagde de ikke for dagen for at opnå en jordisk skat, der snart må forgå! Hvilke vel overvejede beregninger gør de ikke! De lægger planer og slider tidligt og sent og opofrer magelighed og bekvemmelig af hensyn til en jordisk skat. En tilsvarende nidkærhed fra deres side for at opnå guldet, den hvide klædning og øjensalven vil sætte dem i besiddelse af disse attråværdige skatte og af livet, det evige liv, i Guds rige. Jeg så, at hvis nogen behøvede øjensalve, er det dem, der besidder jordisk gods. Mange af dem er blinde for deres, egen tilstand, blinde for deres faste vedhængen ved verden. Oh, måtte de dog blive seende! ret

(28)  »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.« ret

(28)  Jeg så, at mange har så meget skrammel opdynget ved deres hjertedør, at de ikke kan lukke den op. Nogle har vanskeligheder at ordne med deres brødre. Andre har et vanskeligt sind og egoistisk begærlighed at fjerne, inden de kan åbne døren. Andre har rullet verden foran deres hjertes dør, så døren er stængt. Alt dette må fjernes og så vil de kunne åbne døren og byde Frelseren velkommen ind. ret

(29)  Hvor dyrebar er ikke denne forjættelse, som den blev vist mig i synet! »Jeg vil gå ind og holde nadver med ham og han med mig.« Oh, hvilken kærlighed, Guds forunderlige kærlighed! Efter al vor lunkenhed og alle vore synder siger han: "Vend om til mig, så vil jeg vende om til dig og læge alt dit frafald." Dette gentog engelen flere gange: "Vend om til mig, så vil jeg vende om til dig og læge alt dit frafald." ret

(29)  Jeg så, at nogle med glæde ville vende om. Andre ville ikke lade dette budskab til Laodikæa have nogen vægt for deres vedkommende. Nogle vil fortsætte omtrent på samme måde som før og Herren vil udspy dem af sin mund. Kun de, der omvender sig med nidkærhed, vil finde velbehag hos Gud. ret

(29)  »Den, som sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min fader på hans trone.« Vi kan sejre. Ja, helt og fuldstændigt. Jesus døde for at gøre en udvej for os, så vi kunne sejre over enhver dårlig tilbøjelighed, enhver synd, enhver fristelse og til sidst sætte os hos ham. ret

(29)  Det er vort privilegium at kunne eje tro og frelse. Guds kraft er ikke blevet mindre. Jeg så, at hans kraft vil blive meddelt lige så rigeligt nu som tidligere. Det er Guds menighed, som har mistet troen til at modtage, kraften til at kæmpe, således som Jakob gjorde, da han råbte: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig« Standhaftig tro har været ved at uddø. Den må genoplives i Guds folks hjerter. Man må gøre krav på Guds velsignelse. Tro, levende tro, fører altid opad til Gud og herligheden; vantroen fører nedad til mørke og død. ret

(29)  Jeg så, at nogles tanker i menigheden ikke har fulgt de rette baner. Der har været nogle; ejendommelige naturer, der har haft deres egne ideer, som de måler deres brødre med; og dersom der var nogen, der ikke var ganske enige med dem, var der straks uro i lejren. Nogle har siet myggen fra og slugt kamelen. ret

(30)  Disse fikse idéer har været føjet og næret alt for længe. Der har været strid om bagateller. Og når der ikke fandtes virkelige vanskeligheder i menigheden, har man selv lavet prøvelser. Menighedens og Herrens tjeneres tanker ledes bort fra Gud, fra sandheden og fra himmelen for at dvæle ved mørket. Satan fryder sig over, at sådanne ting foregår; det er ham en nydelse. Men disse hører ikke med til de prøvelser, som vil rense menigheden og som til sidst vil forøge Guds folks styrke. ret

(30)  Jeg så, at nogle åndelig talt er ved at visne hen. De har i nogen tid været optaget af at tilse, at deres søskende befinder sig på dem rette vej at holde øje med enhver fejl for derved at komme i klammeri med andre. Og medens de gør dette, dvæler deres tanker ikke ved Gud eller ved himmelen ej heller ved sandheden, men netop hvor Satan ønsker ved denne eller hin blandt de andre. De forsømmer deres sjæle; sjældent indser de eller erkender deres fejl, for de har haft nok at gøre med at passe på andres fejl uden så meget som at kaste et blik på deres egne sjæle eller ransage deres egne hjerter. En andens klædedragt, hat eller frakke fængsler deres opmærksomhed. De må tale med denne eller hin og der er nok at dvæle ved i ugevis. Jeg så, at al den religion, enkelte stakkels sjæle har, består i at passe på andres klædedragt og handlinger og at finde noget at udsætte på dem. Medmindre de forandrer sig, vil der ikke blive nogen plads til dem i himmelen, for de ville finde fejl ved Herren selv. ret

(30)  Engelen sagde: "At stå i det rette forhold til Gud er en personlig sag." Dette værk må foregå mellem Gud og vore egne sjæle. Men når nogle har så megen bekymring angående andres fejl, tager de ikke vare på sig selv. Disse fanatiske kritikere ville ofte kunne kurere sig for denne vane, dersom de ville gå direkte til den, som de mener gør fejl. Dette ville være så ydmygende, at de ville foretrække at opgive deres ideer frem for at gå. Det er let at give tungen frit spil angående denne eller hin, når den anklagede ikke er tilstede. ret

(31)  Nogle mener, at det er urigtigt at iagttage orden ved gudstjenesten. Men jeg har set, at det ikke er farligt at iagttage orden i Guds menighed. Jeg har set, at forvirring er mishagelig for Herren og at der bør være orden i bøn og også i sang. Vi skulle ikke komme til Guds hus for at bede for vore familier, medmindre vi ledes af dybe følelser, medens Guds ånd overbeviser dem. Det rette sted for forbøn for vore familier er i almindelighed ved familiealteret. Når de, hvem vore forbønner gælder, befinder sig længere borte, er lønkammeret det rigtige sted, hvor vi kan kæmpe med Gud for dem. Når vi er i Guds hus, bør vi bede om en velsignelse for anledningen og vi bør forvente, at Gud hører og besvarer vore bønner. I sådanne møder vil der være liv og interesse. ret

(31)  Jeg så, at alle bør synge med ånden og også med forstanden. Gud finder ikke behag i skødesløshed og disharmoni. Det rigtige behager ham altid mere end det urigtige. Jo mere Guds folk kan lære at synge korrekt og harmonisk, desto mere vil det tjene til hans ære og til menighedens opbyggelse og desto gunstigere virkning vil det have på ikke-troende. ret

(31)  Jeg har set den orden, den fuldkomne orden, som råder i himmelen og er blevet betaget ved at lytte til den fuldkomne musik der. Efter synets ophør har sangen hernede forekommet mig meget skurrende og disharmonisk. ret

(31)  Jeg har set grupper af engle opstillet i formationer, hver med en harpe af guld. På enden af harpen var der en indretning, som kunne drejes for at stemme harpen eller ændre tonerne. Deres fingre bevægede sig ikke ligegyldigt hen over strengene, men de berørte forskellige strenge for at frembringe forskellige lyde. Der er én engel, som altid leder, som først berører harpen og slår tonen an, hvorefter alle tager del i himmelens herlige, fuldkomne musik. Den kan ikke beskrives. Det er toneklang, himmelsk, guddommelig, medens Jesu billede udstråler fra hvert åsyn, skinnende med en uudsigelig herlighed. ret

næste kapitel