(45) Herren har igen været hos mig, i nåde, ved et smerteligt tab og stor lidelse. Den 23. december, var jeg væk i et syn og fik vist de personers fejl, som har bevæget sagen. Jeg tør ikke tilbageholde det vidnesbyrd fra menigheden for at skåne enkeltpersoners følelser. ret
(45) Jeg fik vist Guds folks svage tilstand; at Gud ikke havde forladt dem, men at de havde forladt ham og blevet lunkne. De har en teori om sandheden, men mangler dets frelsende kraft. Idet vi nærmer os tidens ende, kommer Satan ned med stor kraft og ved at tiden er kort. Hans kraft vil særligt bruges på restfolket. Han vil føre krig imod dem og søge at splitte og sprede, så de kan blive svage og kastes omkuld. Guds folk bør handle med forstand og bør være forenede i deres anstrengelser. De bør være af samme sind og samme dømmekraft; så vil deres anstrengelser ikke splittes, men vil kraftigt vidne i opbygningen af den nærværende sandheds sag. Orden må følges og der må være enhed i den orden der holdes, ellers vil Satan tage fordel deraf. ret
(45) Jeg fik vist at fjenden ville komme på enhver mulig måde, for at gøre Guds folk modløs og forvirre og give dem trængsler, og at de bør handle med forstand og forberede dem selv mod Satans angreb. Sager som angår menigheden bør ikke efterlades i usikker tilstand. Skridt bør tages for at sikre menigheden ret for Guds sag, så at værket ikke må hæmmes i sin vækst og at de midler som personer ønsker at vie til Guds sag ikke må slippe ind i fjendens rækker. Jeg så at Guds folk bør handle klogt og efterlade intet ugjort i deres del for at sætte menighedens sager i en sikker tilstand. Når alt da er gjort hvad de kan gøre, bør de overlade til Herren at underkende disse ting for dem, så Satan ikke udnytter Guds restfolk. Det er Satans tid at arbejde. En stormfuld fremtid er for os; og menigheden burde vågne op, for at gå frem, så de kan stå sikkert mod hans planer. Det er på tide at noget gøres. Gud er ikke tilfreds med at hans folk efterlader menighedens sager med løse ender og lader fjenden have fuld fordel og styrer sagerne, som det bedst behager ham. ret
(46) Og selvom Guds folk har ret til at sikre sig ejendele i menigheden på en legitim måde, bør de passe på at de bevarer deres særlige og hellige karakter. Jeg så at uoverlagte personer ville udnytte dette standpunkt, som menigheden fornylig havde taget og ville overskride grænserne, gå til yderligheder og krænke Guds sag. Nogle vil gøre noget uden visdom og dømmekraft, give sig af med sager, der kan være nytteløse, blande sig med verden, deltage i dets ånd og påvirke andre til at følge deres eksempel. En bekendende kristen, som træder uklogt, skader ikke den nærværende sandheds sag. Det onde slår lettere rod end det gode og trives medens godt og rigtigt syner hen hvis det ikke næres omhyggeligt. ret
(46) Jeg blev vist tilbage og så at i enhver betydningsfuld bevægelse, enhver beslutning der er gjort eller et punkt opnået af Guds folk, har nogle rejst sig for at køre sagerne til yderligheder og for at færdes på en urimelig måde. Det har fremkaldt væmmelse hos ikke-troende, bedrøvet Guds folk og bragt Guds sag i dårligt ry. Det folk, som Gud fører frem i disse sidste dage, vil blive plaget med netop sådanne ting. Men meget ondt ville undgået hvis Kristi tjenere vil være af samme sind, forenet i deres handlingsplaner og forenet i deres anstrengelser. Hvis de vil stå sammen, støtte hinanden og fuldstændig irettesætte og dadle fejl, vil de snart bringe dem til tavshed. Men Satan har styret disse ting rigtig meget. Menighedsmedlemmer og selv prædikanter har vist forståelse for de utilfredse, som er blevet irettesat for deres fejl og splid er blevet resultatet. Den som har vovet at fritage sig sin ubehagelige pligt, at tage sig nøje af fejl og mangler, er bedrøvet og såret så han ikke får den største sympati fra hans forkyndende brødre. Han bliver modløs i bortskaffelsen af disse tunge pligter, lægger sig på korset og tilbageholder det tydelige vidnesbyrd. Hans sjæl er spærret inde i mørke og menigheden lider efter det vidnesbyrd som Gud havde tænkt skulle leve blandt hans folk. Satans mål er nået når det tro vidnesbyrd er fortiet. Dem, der så let sympatiserer med de fejlende betragter det som en dyd; men de ser ikke at de udøver en smittende indflydelse og at de selv hjælper Satan med hans planer. ret
(47) Jeg så at mange sjæle blev ødelagt fordi deres brødre uklogt følte med dem, skønt deres eneste håb var at se og indse det fulde omfang af deres fejl. Men idet de ivrigt tog imod de ukloge brødrenes forståelse, fik de, den tanke at de er misbrugt; og hvis de prøvede på at genkalde deres skridt, gør de halvhjertet arbejde. De opdeler problemet for at tilpasse deres naturlige følelser, lægger skyld på den der irettesætter og således lapper problemet sammen. Det er ikke undersøgt til bunds og ikke kureret og de falder igen i den samme fejl, fordi de ikke fik lov at mærke omfanget af deres fejl og ydmyger dem selv for Gud og lader ham bygge dem op. Falske sympatisører har arbejdet i direkte modsætning til tjenende engle og Kristi sindelag. ret
(47) Kristi tjenere burde rejse sig og gå i gang med Guds arbejde med al deres energi. Guds tjenere er ikke undskyldt hvis de undgår det tydelige vidnesbyrd. De bør irettesætte og dadle fejl og ikke finde sig i synd hos en bror. ret
(48) Pligt over for børn
Jeg er blevet vist, at forældre i almindelighed ikke har handlet rigtigt med hensyn til deres børn. De har ikke holdt dem i ave, som de burde, men har ladet dem hengive sig til stolthed og til at følge deres egne tilbøjeligheder. I gammel tid blev forældremyndigheden respekteret; børnene var deres forældre underdanige og viste dem respekt og agtelse; men i disse sidste dage, er forholdet omvendt. Nogle forældre er deres børn underdanige. De er bange for at modsætte sig deres børns vilje og føjer sig derfor efter dem. Men lige så længe som børnene opholder sig under forældrenes tag og er afhængige af dem, bør de være under deres kontrol. Forældrene bør være bestemte i deres fremgangsmåde og kræve, at deres anskuelser om, hvad der er ret, bliver fulgt. ret
(48) Eli kunne have holdt sine ugudelige sønner i ave, men han frygtede for deres mishag. Han tillod dem at fortsætte i deres opsætsighed, indtil de blev en forbandelse for Israel. Det forlanges af forældre, at de tøjler deres børn. Børnenes frelse afhænger i høj grad af den fremgangsmåde, forældrene følger. I deres misforståede kærlighed og svaghed over for deres børn bærer mange forældre over med dem til deres skade, giver næring til deres stolthed og ifører dem pynt og prydelser, der gør dem forfængelige og leder dem til at mene, at det er klæderne, som skaber en dame eller en herre. Men et kortvarigt bekendtskab med dem overbeviser deres omgivelser om, at det ydre udseende ikke er nok til at skjule fordærvelsen i et hjerte, som er blottet for kristelige dyder, men fuldt af egen kærlighed, hoffærdighed og ubeherskede lidenskaber. De, der elsker sagtmodighed, ydmyghed og dyd, bør sky sådant selskab, selv om det måtte være sabbatsholderes børn. Deres selskab er giftigt; deres indflydelse leder til død. Forældre indser ikke den ødelæggende indflydelse af den sæd, de sår. Den vil spire og bære frugt, som vil lede deres børn til at foragte forældrenes myndighed. ret
(48) Også efter at børene er kommet til års, påhviler det dem at respektere deres forældre og drage omsorg for deres velbefindende. De bør tage hensyn til gudfrygtige forældres råd og ikke mene, at fordi de er blevet nogle få år ældre, er de vokset fra deres forpligtelser mod dem. Der er et bud med forjættelse til dem, der ærer deres fader og moder. ret
(49) I disse sidste dage er børn så bekendte for deres ulydighed og mangel på respekt, at Gud særskilt har bemærket det og det udgør et tegn på, at enden er nær. Det viser, at Satan har næsten fuldstændigt herredømme over de unges sind. Mange har ikke længere nogen respekt for de ældre. Det anses for at være for gammeldags at respektere dem; det stammer fra så langt tilbage som Abrahams dage. Gud siger: »Jeg har jo udvalgt ham, for, at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej." I gammel tid var det ikke tilladt børn at indgå ægteskab uden forældrenes samtykke. Forældrene traf valget for deres børn. Hvis børn indgik ægteskab på eget ansvar, blev det betragtet som en forbrydelse. Sagen blev først lagt frem for forældrene og de skulle overveje, hvorvidt den pågældende, der ville komme i et så nært slægtskab med dem, var værdig eller ej og hvorvidt de to ville kunne forsørge en familie. Det blev af forældrene anset som værende af den største betydning, at de, som tilbad den sande Gud, ikke indgiftede sig med et afgudsdyrkende folk, for at ikke deres familier skulle blive ledet bort fra Gud. ret
(49) Selv efter at børnene havde giftet sig, stod de under den højtideligste forpligtelse over for deres forældre. Deres skøn blev ikke anset for at være tilstrækkeligt uden forældrenes råd og det forlangtes, at de skulle respektere og adlyde deres ønsker, medmindre disse var i strid med Guds krav. ret
(49) De unges tilstand i disse sidste dage blev yderligere fremstillet for mig. Børnene holdes ikke under kontrol. Forældre, I bør begynde jeres første undervisning i disciplin, medens de små endnu er spædbørn i jeres arme. Lær dem at bøje deres vilje under jeres. Dette kan gøres, hvis man handler konsekvent og viser fasthed. Forældre bør have fuldkomment herredømme over deres eget sind og med mildhed, men dog med fasthed bøje barnets vilje, indtil det ikke kan tænke sig noget andet end at bøje sig for deres ønsker. ret
(50) Forældrene begynder ikke i tide. Det første tegn på heftighed bliver ikke undertrykt og børnene bliver stædige, hvilket tiltager med deres opvækst og styrkes, efter som de bliver stærkere. Nogle børn mener, at det er selvsagt, at de skal have deres vilje, når de bliver ældre og at forældrene må bøje sig for deres ønsker. De forventer, at forældrene skal opvarte dem. De er utålmodige under tugt og når de bliver gamle nok til at kunne hjælpe deres forældre, bærer de ikke de byrder, som de burde bære. De er blevet fritaget for ansvar og vokser op som værdiløse i hjemmet og værdiløse udenfor. De har ingen evne til at holde ud. Forældrene har båret byrden og tilladt dem at vokse op i lediggang uden at blive vænnet til orden, flid eller sparsommelighed. De er ikke blevet oplært til selvfornægtelse, men er blevet forkælet og føjet, deres lyster er blevet tilfredsstillet og de vokser op med svækket helbred. Deres væsen og opførsel er ikke tiltalende. De er selv ulykkelige og de gør deres omgivelser ulykkelige. Og medens børnene endnu kun er børn og behøver at stå under disciplin, får de tilladelse til at gå i selskab og at være sammen med de unge og den ene øver en fordærvelig indflydelse på den anden. ret
(50) Guds forbandelse vil visselig hvile over vantro forældre. Ikke alene planter de torne, der vil såre dem hernede, men de må møde deres egen utroskab, når den himmelske ret sættes. Mange børn vil stå op i dommen og fordømme deres forældre for ikke at have holdt dem i ave og give dem skylden for deres undergang. Forældrenes falske medfølelse og blinde kærlighed leder dem til at undskylde deres børns fejl og forbigå dem uden tilrettevisning og som følge deraf går deres børn fortabt og ansvaret for deres sjæle vil hvile på de vantro forældre. ret
(50) Børn, der således bliver opdraget uden disciplin, har alt at lære, når de engang bekender sig til at være Kristi efterfølgere. Hele deres egenrådighed vil ofte vise sig; der er den samme mangel på selvfornægtelse, den samme utålmodighed under tilrettevisning, den samme kærlighed til selvet og den samme uvillighed til at søge andres råd eller til at lade sig påvirke af andres skøn, den samme ugidelighed, ulyst til at bære byrder og undladelse af at bære ansvar. Alt dette kommer til syne i deres forhold til menigheden. Det er muligt for sådanne at sejre; men hvor hård bliver ikke kampen og hvor alvorlig bliver ikke striden, som er nødvendig, for at de må kunne nå op til en kristelig karakters høje stader Men hvis de til sidst opnår sejr, vil det forud for deres forvandling blive dem tilstået at se, hvor nær de kom hen til randen af evig fortabelse som følge af mangel på den rette oplæring i ungdommen og fordi de ikke lærte underdanighed i barndommen. ret
(51) Systematisk godgørenhed
Jeg blev vist tilbage til Israels børn fra gammel tid. Gud krævede et offer af alle, både fattige og rige, efter hvad han havde givet dem i nåde. De fattige blev ikke undskyldt for det at de ingen rigdom havde fra deres rige brødre. De blev pålagt at udøve sparsommelighed og selvfornægtelse. Og hvis nogen var så fattige at det var fuldstændig umuligt for dem at bringe et offer til Herren, hvis sygdom eller uheld havde berøvet dem evnen til at give, var de velhavende pålagt at hjælpe med en lille skærv, så de ikke kommer tomhændede til Herren. Denne ordning sikrede en fælles interesse. ret
(51) Nogle er ikke kommet frem og tilsluttet planen for systematisk godgørenhed og undskyldt sig selv for at de ikke var fri for gæld. De beder inderligt om at de først må »blive ingen noget skyldige«. Men det faktum at de er i gæld undskylder dem ikke. Jeg så at de skulle give kejseren det som er kejseren og til Gud det som er Guds. Nogle føler med god samvittighed at »blive ingen noget skyldige,« og tro at Gud kræver intet af dem før al deres gæld er betalt. Her har de bedraget sig selv. De svigter ved, at ikke give Gud det, som er hans. Enhver må bringe Herren et passende offer. Dem som er i gæld bør tage deres gældsbeløb fra det som de besidder og give en del af det tiloversblevende. ret
(52) Nogle har næret ukrænkelige forpligtelser over for deres børn. De må give hver en del, men føler sig selv ude af sand til at skaffe midler og hjælpe Guds sag. De undskylder sig med at de har en forpligtelse over for deres børn. Det kan være rigtigt, men deres største pligt er over for Gud. Giv kejseren det som er kejserens og til Gud det som er til Gud. Stjæl ikke fra Gud at holde din tiende og gaver tilbage fra ham. Det er den første hellige pligt at give Gud en passende del. Lad ingen skyde sine krav ind og lede dig til at frarøve Gud. Lad ikke dine børn stjæle dine gaver fra Guds alter, til deres egen vinding. ret
(52) Jeg så, at i den gamle tid fik nogles begærlighed dem til at tilbageholde en passende del; de gjorde deres ofringer små. Dette er optegnet i himlen og deres høst var forbandet og deres mængde var hvad de nægtede at give. Nogle blev, med bedrøvelse, hjemsøgt i deres familier. ret
(52) Gud ville ikke tage imod et halvt offer. Det må være uden skavanker, det bedste i hjorten og markens bedste frugter. Og det må være spontant, hvis de vil have Herrens velsignelse til at hvile over familier og ejendomme. ret
(52) Ananias og Safiras tilfælde blev præsenteret for mig, for at illustrere deres metoder som vurderer deres ejendele under deres værdi. De foregav at gøre et frivilligt offer af deres besiddelser til Herren. Peter sagde: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Hendes svar var: »Ja, det var.« Nogle mennesker i denne onde tidsalder ville ikke tage hensyn til en løgn. Men Herren gør det. De havde solgt det for meget mere. De havde foregivet at hellige Guds alt. For ham havde de skjult sig og deres straf kunne ikke tøve mere. ret
(53) Jeg så at i ordningen for systematisk godgørenhed, vil hjerter blive prøvet. Det er en stadig løbene og levende prøve. Det får én til at forstå sit eget hjerte og se om verdens kærlighed eller sandhed er fremherskende. Her er der en prøve for det naturligt selviske og begærlige. De vil gøre deres ejendomme i meget små tal. Her hykler de. Englen sagde: »Forbandet være den, der er lad til at gøre Herrens værk.« Engle holder øje med karakterens udvikling og handlingerne fra denne bringes til himlen af himmelske budbringere. Nogle vil blive hjemsøgt af Gud for disse ting og deres forøgelse vil bringes ned til deres størrelse. »Én strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.« Ordsp 11,14.15. ret
(53) Alle er pålagt at have en interesse i dette arbejde. Dem, som bruger tobak, te og kaffe burde lægge disse afguder til side og lægge deres udgifter i Herrens skatkammer i stedet for. Nogle har aldrig gjort et offer for Herrens sag og sover med hensyn til det, Herren kræver af dem. Nogle af de mest trængende, vil have den største kamp i at fornægte, dig selv fra disse stimulanser. Dette personlige offer er ikke påkrævet fordi Guds sag lider for midler. Men ethvert hjerte vil blive prøvet, enhver karakter udviklet. Det er princippet, som Guds flok må virke på. Det levende princip må føres ud i livet. ret
(53) »Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve derved, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skæmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskares Herre.« Jeg så at dette skriftsted har været misbrugt i taler og bøn i forsamlinger. Profetien har en særlig anvendelse til de sidste dage og lærer Guds flok at bringe en del af deres redelige indhold, som et frivillig offer til Herren. ret
(54) Syvendedags adventister
Sagen vedrørende antagelsen af et navn for levningen af Guds folk blev vist mig. To klasser blev fremstillet for mig. Den ene klasse omfattede de store samfund af kristendomsbekendere. De trådte Guds lov under fod og bøjede sig for en pavelig institution. De holdt den første dag i ugen som sabbat for Herren. ret
(54) Den anden klasse, der kun var fåtallig, bøjede sig for den Store Lovgiver. De holdt det fjerde bud. De særegne og fremtrædende træk i deres tro var helligholdelsen af den syvende-dag og forventningen om vor Herres åbenbarelse fra himmelen. ret
(54) Striden står mellem Guds krav og dyrets krav. Den første dag, en pavelig institution, som direkte modsiger det fjerde bud, vil af det tobenede dyr blive gjort til en prøvesten. Den frygtelige advarsel fra Gud vil da kundgøre straffen, for at bøje sig for dyret og dets billede. De skal drikke af Guds harmes vin, som er iskænket ublandet i hans vredes bæger. ret
(54) Intet navn, som vi kan tage, vil være passende, uden det, der svarer til vor bekendelse og udtrykker vor tro og kendetegner os som et særskilt folk. Navnet syvende-dags adventister er en stadig irettesættelse til den protestantiske verden. Her er skillelinjen mellem Guds tilbedere og dem, der tilbeder dyret og tager dets mærke. Den store strid står mellem Guds befalinger og dyrets krav. Når dragen fører krig imod de hellige, er det, fordi de holder alle de ti bud. Dersom de vil sænke idealet og give afkald på karakteristiske træk i deres tro, vil dragen holde fred; men de opægger dens vrede, fordi de har vovet at løfte idealet og udfolde banneret i modsætning til den protestantiske verden, som hylder pavedømmets institution. ret
(55) Navnet syvende-dags adventist bringer de sande træk i vor tro i forgrunden og vil overbevise det søgende sind. Som en pil fra Herrens kogger vil det såre Guds lovs overtrædere og det vil lede til omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus. ret
(55) Det blev vist mig, at næsten enhver sværmer, der er fremstået og ønsker at skjule sine meninger, for at han må kunne vildlede andre, påstår, at han tilhører Guds menighed. Et sådant navn ville øjeblikkelig vække mistanke, fordi det bliver brugt til at dølge de mest urimelige vildfarelser. Navnet er for ubestemmeligt for levningen af Guds folk. Det ville lede til den formodning, at vi havde en tro, som vi ønskede at lægge skjul på. ret
(55) De fattige
Nogle, som er fattige på denne verdens gods, er tilbøjelig til at sætte hele det ublandede vidnesbyrd på fremgangsrige mennesker. Men de indser ikke at de har et arbejde at gøre. Gud pålægger dem at gøre et offer. Han kræver at de skal ofre deres afguder. De skal lægge sådanne skadelige stimulanser væk som tobak, te og kaffe til side. Hvis de er kommet i trange kår selvom de gør det bedste de kan, vil det være en glæde for deres velhavende brødre at hjælpe dem ud af problemerne. ret
(55) Mange lider mangel på klog forvaltning og sparsommelighed. De afvejer ikke sagerne så godt og handler ikke forsigtigt. Disse burde ikke stole på deres egen skrøbelige dømmekraft, men bør rådføre sig med deres brødre, som har erfaring. Dem som lider mangel på sparsommelighed og god dømmekraft vil ofte ikke søge råd. De tror i det hele taget, at de forstår hvordan deres timelige forretninger skal styres og er vil ikke følge råd. De gør dårlige træk, lider som følge deraf. Deres brødre er bedrøvet over at se dem lide og de hjælper dem ud af vanskeligheder. Deres ukloge forvaltning påvirker menigheden. Den tager midler fra Guds skatkammer som skulle have været brugt til den nærværende sandheds sags fremme. Hvis disse stakkels brødre lægger en ydmyg stil og er villig til at blive ledt og rådført af deres brødre og er her under trange kår, bør brødrene anse det som deres pligt, at hjælpe dem glædeligt ud af deres vanskeligheder. Men hvis de vælger deres egen måde og stoler på deres egen dømmekraft, bør de overlades til at mærke de fulde konsekvenser af deres ukloge måde og lære ved dyr erfaring at det »vel står til, hvor mange giver råd.« I Guds folk bør man underkaste sig hinanden. De bør rådføre sig med hinanden, så den enes mangel må blive dækket af den andres tilstrækkelighed. Jeg så at Herrens forvaltere havde ingen pligt for at hjælpe dem, som fastholder brugen af tobak, te og kaffe. ret
(56) Spekulationer
Jeg så at nogle havde undskyldt sig selv fra hjælpe Guds sag fordi de havde gæld. De havde nøje ransaget deres egene hjerter, De ville have opdaget at selviskhed var den sande årsag til hvorfor de ingen frivillig offer bragte til Gud. Nogle vil altid være i gæld. På grund af deres begærlighed, vil Guds lykkebringende hånd ikke være hos dem, for at velsigne deres foretagender. De elsker denne verden bedre end de elsker sandheden. De er ikke blevet udrustet og gjort rede for Guds rige. ret
(54) Hvis en ny åbenhed kommer gennem landet, finder mennesker, som bekender at tro sandheden en måde at oprejse midler på til investering i virksomheden. Gud kender ethvert hjerte. Ethvert selvisk motiv er kendt af ham og han tillader at der opstår forhold der prøver hans bekendene folks hjerte, der erfarer dem og udvikler karakteren. I nogle tilfælde vil Herren tillade mennesker at fortsætte og støde på en fuldstændig fiasko. Hans hånd er imod dem, for at skuffe deres håb og sprede hvad de har i eje. Dem som virkelig nærer en interesse for Guds sag og er villig til at vove noget for dets fremme, vil finde det som en sikker og pålidelig investering. Nogle vil få hundredefold i dette liv og evigt liv i den kommende verden. Men alle vil ikke få deres hundredefold i dette liv, fordi de ikke kan bære det. Hvis de blev betroet meget, ville de blive ukloge forvaltere. Herren tilbageholder det for deres bedste; men deres rigdomme i himlen vi være sikret. Hvor meget bedre er ikke en investering som denne! Lysten, som vore brødre har for at hurtigt tjene midler, får dem til at gå ind i nye arrangementer og investere midler, men ofte indfries deres forventer ikke for at lave penge. De graver det ned, som de kunne have brugt på Guds sag. Disse nye virksomheder forblædner sindet. Og ikke desto mindre er disse ting gjort så mange gange og de har deres eksempel for dem, som har gjort investeringer og er kommet over det med fuldstændig nederlag og alligevel er mange langsomme til at lære. Satan lokker dem og gør dem fordrukne med forudgående gevinster. Når deres håb er ødelagt, bliver de meget modløse, på grund af deres ukloge handlinger. Hvis midler mistes, ser mennesket på det som en ulykke for sig selv ? som sit tab. Men han må huske på at det er andres midler, han har med at gøre, at han kun er en forvalter og at Gud er mishaget ved den uforstandige styring af de midler, som kunne have været brugt til den nærværende sandheds sags fremme. På optegnelsens dag må den upålidelige tjener aflægge et regnskab for sin forvaltning. ret