Åndelige gaver bind 4b kapitel 8fra side93

tilbage

Familiereligion

(93)  Den høje og ansvarsfulde stilling, Guds folk bør indtage, er blevet fremstillet for mig. De er jordens salt og verdens lys og de må vandre, som Kristus vandrede. De vil komme ud af den store trængsel. Vor tid er en strid og prøvelsens tid. Vor frelser siger i Åb. 3,21: »Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min fader på hans trone.« Lønnen gives ikke til alle, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, men dem, der sejrer, ligesom han har sejret. Vi må studere Kristi liv og lære, hvad det vil sige at bekende ham over for verden. Ingen kan bekende Kristus uden at Kristi sind og Ånd er i ham Åndens frugter viser sig i det ydre, og dette er en Kristi bekendelse. ret

(93)  For at kunne bekende Kristus må vi eje ham. Ingen kan med sandhed bekende Kristus, medmindre Kristi sind og ånd er i ham. Hvis et gudfrygtighedens skin eller en indrømmelse af sandheden altid var en bekendelse af Kristus, kunne vi sige: Bred er den vej, som fører til livet og der er mange, som finder den. Vi må forstå, hvad det er at bekende Kristus og hvori vi fornægter ham. Det er muligt at bekende Kristus med læberne og dog fornægte ham i gerninger. Åndens frugter åbenbarede i livet er en bekendelse af Kristus. Har vi forladt alt for Kristus, vil vi leve et ydmygt liv, vor vandel vil være himmelsk og vor adfærd ulastelig. Sandhedens mægtige, rensende indflydelse i sjælen samt Kristi karakter åbenbaret i livet er en bekendelse af ham. Dersom det evige livs ord er sået i vore hjerter, vil frugten blive retfærdighed og fred. Vi kan fornægte Kristus i vort liv ved at dyrke lyst til magelighed eller selvkærlighed, ved spøg og skæmt og ved at søge verdslig ære. Vi kan fornægte ham ved vort ydre udseende, ved at skikke os efter verden, ved et stolt blik eller kostbar påklædning. Kun ved stadig årvågenhed og vedholdende og næsten uafladelig bøn vil vi være i stand til at åbenbare Kristi karakter eller sandhedens heliggørende indflydelse i vort liv. ret

(94)  Det blev vist mig, at mange blev fremstillet for mig som værende i en tilstand af tvivl og fortvivlelse. De legemlige svagheder påvirker sindet. En forslagen og mægtig fjende følger i vore spor og bruger sin styrke og sin kunst til forsøg på at lede os bort fra den rette vej. Og alt for tit sker det, at Guds folk ikke er på vagt og derfor er uvidende om hans påfund. Han arbejder med midler, der bedst vil skjule ham for vort blik og ofte opnår ham sin hensigt. ret

(94)  Jeg fik vist at mange, som ved en utålmodig, lidenskabelig ånd driver Kristus bort fra deres familier. Sådanne har noget at overvinde i denne henseende. Menneskeslægtens nuværende svækkede tilstand blev fremstillet for mig. Hver generation er blevet svagere og sygdom af enhver art plager menneskeheden. Tusinder af stakkels dødelige med vanskabte, sygelige legemer, forstyrrede nerver og tungsindighed fører en trist tilværelse. Satans magt over menneskefamilien tiltager. Dersom Herren ikke snart kom og ødelagde hans magt, ville jorden inden længe blive affolket. ret

(94)  Det blev vist mig, at Satans magt særlig er rettet mod Guds folk. Mange blev fremstillet for mig som værende i en tilstand af tvivl og fortvivlelse. De legemlige svagheder påvirker sindet. En forslagen og mægtig fjende følger i vore spor og bruger sin styrke og sin kunst til forsøg på at lede os bort fra den rette vej. Og alt for tit sker det, at Guds folk ikke er på vagt og derfor er uvidende om hans påfund. Han arbejder med midler, der bedst vil skjule ham for vort blik og ofte opnår ham sin hensigt. ret

(94)  Brødre har sat penge i opfinderpatent og andre foretagender og har vakt interesse hos andre, der ikke kunne tåle de forviklinger og bekymringer, der følger med sådanne forretninger. Deres ængstede og overanstrengte sind indvirker alvorligt på deres allerede i forvejen sygelige legemer og de henfalder dernæst til modløshed, hvilket udvikles til fortvivlelse. De mister al tillid til sig selv og mener, at Gud har forladt dem og de vover ikke at tro, at han vil være dem nådig. Disse stakkels sjæle vil ikke blive overladt i den ondes vold. De vil bane sig vej gennem dunkelheden og på ny fæste deres vaklende tro ved Guds løfter; han vil udfri dem og vende deres sorg og bedrøvelse til fred og glæde. Jeg så, at hvad sådanne kommer til at gennemgå, må lære dem ikke at befatte sig med køb af patentrettigheder og lignende forehavender. De bør ikke engang lade deres brødre forlokke dem til at indvikle dem i sådanne foretagender; for deres forventninger vil ikke blive til virkelighed og de vil blive ført ind på fjendens slagmark uden at være rustede til kampen. Midler, der burde lægges i Guds skatkammer for at fremme hans sag, er værre end spildt, om man sætter dem i nogle af disse moderne fremskridt. Hvis nogle, der bekender sig til sandheden, føler sig frie til og er i stand til at befatte sig med disse patenter og opfindelser, skulle de ikke gå omkring blandt deres brødre og gøre lem til deres virkefelt, men gå ud iblandt de vantro. Lad ikke dit navn som adventist forlokke dine brødre, der gerne ønsker at hellige deres midler til Gud; men gå ud i verden til dem, der ikke interesserer sig for Guds sags fremme og lad dem anbringe deres pengemidler således. ret

(95)  Jeg fik vist nødvendigheden af, at vi åbner dørene til vore huse og vore hjerter for Herren. Når vi for alvor begynder at virke for os selv og for vore familier, vil vi få hjælp fra Gud. Jeg så, at blot det at holde sabbaten og at bede morgen og aften ikke er afgørende beviser på, at vi er kristne. Alle disse udvortes former kan overholdes strengt, medens sand gudsfrygt dog mangler. Titus 2,14: Kristus »hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger« Alle, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, bør have herredømme over deres eget sind og ikke tillade sig at være pirrelige eller utålmodige i deres tale. Manden og faderen bør tøjle det utålmodige ord, han er nær ved at sige. Han bør overveje virkningen af sine ord, for at de ikke skal efterlade sorg eller sår. ret

(95)  Jeg fik vist at svagheder og sygdom angriber navnlig kvinder. Familiens lykke afhænger i høj grad af hustruen og moderen. Er hun svag og nervøs og lader man hende blive overanstrengt af arbejde, nedtrykkes sindet, fordi det påvirkes af den legemlige træthed; og da sker det tit, at hun møder en kold tilbageholdenhed fra mandens side. Dersom alting ikke går så behageligt, som han kunne ønske, lægger han skylden på hustruen og moderen. Han er næsten fuldstændig blottet for kendskab til hendes bekymringer og byrder og forstår ikke altid at sympatisere med hende. Han indser ikke, at han bistår den store fjende i hans arbejde med at nedbryde. Ved tro på Gud bør han opløfte et banner imod Satan; men han synes at være blind for sine egne og hendes interesser. Han behandler hende med ligegyldighed. Han ved ikke, hvad han gør. Han modarbejder umiddelbart sin egen lykke og ødelægger lykken for sin familie. Hustruen bliver modløs og forsagt. Håbet og glæden forsvinder. Mekanisk udfører hun sin gerning i den daglige runde, fordi hun ser, at hendes arbejde må gøres. Hendes mangel på glæde og frimodighed mærkes i hele familiekredsen. Der er mange sådanne ulykkelige familier overalt i sabbatsholdernes rækker. Engle bringer den beskæmmende beretning til himmelen og den skrivende engel nedtegner det altsammen. Manden bør vise stor interesse for sin familie. Særlig bør han være meget øm overfor en svagelig hustrus følelser. Han kan lukke døren til for megen sygdom. Venlige, glade og opmuntrende ord vil vise sig at være mere virkningsfulde end de bedste lægende mediciner. De vil gøre den modløses og forsagtes hjerte frimodigt og den lykke og det solskin, som ved hjælp af venlige handlinger og opmuntrende ord bringes ind i familien, vil være tifold belønning for bestræbelsen. Manden bør erindre, at en stor del af den byrde, at skulle opdage hans børn hviler på moderen og at hun har meget med udformningen af deres sind at gøre. Dette bør vække hans ømmeste følelser og med omhu bør han lette hendes byrder. Han bør anspore hende til at støtte sig til hans store hengivenhed og lede hendes tanker til himmelen, hvor der er styrke og fred og endelig hvile for den trætte. Han bør ikke komme til sit hjem med et trist ansigt, men ved sin nærværelse bringe solskin ind i familien og han bør opmuntre sin hustru til at se opad og tro på Gud. I forening kan de tilegne sig Guds løfter og bringe hans rige velsignelse ind i familien. Uvenlighed, klage og vrede udelukker Jesus fra familiens bolig. Jeg så, at Guds engle vil flygte fra et hus, hvor der er ubehagelig tale, pirrelighed og strid. ret

(97)  Det er tillige blevet vist mig, at der ofte foreligger en stor mangel fra hustruens side. Hun gør sig ingen store anstrengelser for at beherske sit sind og gøre hjemmet lykkeligt. Der er ofte pirrelighed og unødig klage fra hendes side. Manden kommer træt og bekymret hjem fra sit arbejde og møder et trist ansigt i stedet for venlige, opmuntrende ord. Han er kun et menneske og hans hengivenhed vendes bort fra hans hustru, ham taber kærligheden til sit hjem, hans sti bliver formørket og noget tilintetgøres. Han giver slip på sin selvagtelse og på den værdighed, som Gud kræver, at han skal opretholde. Manden er familiens hoved, ligesom Kristus er menighedens hoved og alt, hvad hustruen måtte gøre for at formindske hans indflydelse og lede ham til at stige ned fra denne værdige, ansvarsfulde stilling, mishager Gud. Det er hustruens pligt at indordne sine ønsker og sin vilje under mandens. Begge bør være eftergivende, men Guds ord sætter mandens skøn foran. Og det vil ikke forringe hustruens værdighed at føje sig efter ham, som hun har valgt til sin rådgiver, vejleder og beskytter. Manden bør håndhæve sin stilling i familien med al sagtmodighed og dog med fasthed. Nogle har spurgt: Skal jeg bestandig være på vagt og føle mig under tvang? Jeg har set, at vi har en stor opgave foran os med at ransage vore hjerter og våge over os selv med nidkær omhu. Vi bør lære at indse, hvor vi kommer til kort og så tage os i vare på det punkt. Vi må have fuldstændigt herredømme over vort eget sind. »Hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme.« Lyset, der skinner på vor sti, sandheden, som anbefaler sig til vor samvittighed, vil enten fordømme og ødelægge sjælen eller helliggøre og forvandle den. Vi lever for nær ved prøvetidens afslutning, til at lade os nøje med en overfladisk gerning. Den fremgangsmåde, som vi hidtil har ment, var tilstrækkelig, vil ikke kunne holde os oppe nu. Vor tro må forøges og vi må komme til at ligne Kristus i vandel og sindelag for at kunne holde ud og med held modstå Satans fristelser. Guds nåde er nok for enhver, som følger Kristus. ret

(98)  Vore anstrengelser for at modstå Satans angreb må være alvorlige og ihærdige. Han sætter sin styrke og sin kunst ind på at søge at lede os bort fra den rette vej. Han overvåger vor udgang og vor indgang for at finde lejlighed til at skade eller ødelægge os. Han arbejder med størst held i mørke og påfører dem skade, som er uvidende om hans anslag. Han ville ikke kunne opnå nogen fordel, dersom hans angrebsmetoder blev forstået. De redskaber, han benytter for at opnå sine hensigter og udsende sine gloende pile, er ofte medlemmerne i vore egne familier. ret

(98)  De, som vi har kær, kan måske tale eller handle overilet, hvilket kan såre os dybt. Det var ikke deres mening at gøre dette, men Satan forstørrer deres ord og handlinger for vort sind og udslynger således en pil fra sit kogger for at gennembore os. Vi omgjorder os for at stå den imod, som vi mener har gjort os skade og derved ansporer vi den ondes fristelser. I stedet for at bede Gud om kraft til at stå Satan imod tillader vi, at vor lykke lider skade ved, at vi forsøger at holde på, hvad vi kalder "vore rettigheder". Derved tilstår vi Satan en dobbelt fordel. Vi giver vore krænkede følelser udtryk i handling og Satan bruger os som sine redskaber til at såre og bedrøve dem, der ikke havde til hensigt at skade os. Mandens krav kan undertiden forekomme hustruen urimelige; men dersom hun roligt og oprigtigt overvejer sagen en gang til og betragter den i et for ham så gunstigt lys som muligt, vil hun indse, at når hun giver afkald på sin egen mening og bøje sig for hans skøn, selv om dette skulle gå hendes følelser imod, vil det spare dem begge for ulykke og give dem en stor sejr over Satans fristelser. ret

(99)  Jeg så, at fjenden enten vil kæmpe om de gudfrygtiges brugbarhed eller om deres liv og han vil søge at forstyrre deres fred, så længe de lever i denne verden. Men hans magt er begrænset. Han kan gøre, at ildovnen bliver ophedet, men Jesus og englene vil våge over den tillidsfulde kristne, således at intet uden slaggerne bliver fortæret. Den ild, Satan antænder, har ingen magt til at ødelægge eller skade det ægte metal. Det er af vigtighed at lukke enhver mulig adgangsdør til for Satan. Det er enhver families forret at kunne leve på en sådan måde, at Satan ikke kan drage nogen fordel af, hvad de måtte sige eller gøre for at nedbryde hinanden. Hvert medlem i familien bør tænke på, at alle har fuldt op at gøre med at modstå vor listige fjende og med alvorlig bøn og ubøjelig tro må enhver forlade sig på Kristi blods fortjeneste og tilegne sig hans frelsende kraft. Mørkets magter samler sig omkring sjælen og lukker Jesus ude for vort syn og til tider kan vi kun vente med sorg og forbavselse, indtil skyen går forbi. Sådanne stunder er undertiden frygtelige. Håbet synes at svigte og vi gribes af fortvivlelse. I disse forfærdelige timer må vi lære at have tillid, at forlade os udelukkende på forsoningens fortjeneste og i al vor hjælpeløse uværdighed kaste os på den korstfæstede og opstande Frelsers fortjeneste. Vi vil aldrig fortabes, når vi gør dette - aldrig! Der er intet stort ved at være stærk i mådens kraft, når der skinner lys på vor sti; men tålmodigt at vente i håb, når skyer omgiver os og alt er mørkt, kræver en tro og en underkastelse, som gør, at vor vilje opsluges af Guds vilje. Vi bliver for hurtigt modløse og vi råber alvorligt til Gud om, at prøven må blive fjernet fra os, når vi skulle bede inderligt om tålmodighed til at holde ud og om nåde til at sejre. ret

(99)  Uden tro er det umuligt at behage Gud. Vi kan have Guds frelse i vore familier, men vi må tro på den, leve for den og have en stadig, blivende tro og tillid til Gud. Vi må undertrykke et heftigt sind og beherske vor tale; derved vil vi vinde store sejre. Dersom vi ikke behersker vor tale og vort sind, er vi den ondes trælle. Vi er hans undergivne; han fører os i fangenskab. Alt kævl tilligemed ubehagelig, utålmodig, pirrelig tale er et offer til hans majestæt Satan. Og det er et dyrt offer, dyrere end noget offer, vi kan frembære for Gud; for det ødelægger hele familiers fred og lykke, det ødelægger sandheden og bliver til sidst årsag til, at et evigt liv i lyksalighed forspildes. Det bånd, som Guds ord lægger på os, er til vort eget bedste. Det forøger vore familiers og alle vore omgivelsers lykke. Det forædler vor smag, helliger vor dømmekraft og bringer fred i sindet og til sidst et evigt liv. Under dette hellige bånd vil vi vokse i nåde og ydmyghed og det vil falde os let at føre den rette tale. Det naturlige, lidenskabelige sindelag vil blive holdt i tøjle. En iboende Frelser vil styrke os hver time. Tjenende engle vil dvæle i vore boliger og med glæde bringe tidender om vor fremgang i det guddommelige liv med til himmelen og den nedtegnende engel vil have en glædelig beretning at aflægge. ret

(100)  Satans magt
Det faldne menneske er Satans retmæssige fange. Kristi mission var at frelse det fra dets store modstander. Mennesket har en natur lig tilbøjelighed til at følge Satans indskydelser og kan ikke med held modstå en så frygtelig fjende, medmindre Kristus, den mægtige sejrherre, bor i det, leder dets ønsker og giver det styrke. Gud alene kan begrænse Satans magt. Den onde strejfer om på jorden og gennemvandrer den. Af frygt for at gå glip af en anledning til at ødelægge sjæle forlader han ikke sin post et øjeblik. Det er vigtigt, at Guds folk forstår dette, for at det må kunne undfly hans snarer. Satan forbereder sine bedrag, for at Guds folk i hans sidste felttog imod dem ikke skal forstå, at det er ham. 2.Kor 11,14: »Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.« Medens nogle vildledte sjæle forfægter, at han ikke eksisterer, tager han dem til fange og virker i stor udstrækning gennem dem. Han ved bedre end Guds folk, hvilken magt de kan have over ham, når deres styrke er i Kristus. Når de i ydmyghed anråber den mægtige guddommelige sejrherre om hjælp, kan den svageste, der tror på sandheden og forlader sig fast på Kristus, med virkning tilbagevise Satan og hele hans hærskare. Han er for listig til at komme åbenlyst og frækt med sine fristelser, for i så fald ville en kristens sløve kræfter vågne og han ville sætte sin lid til den mægtige befrier. Men den onde kommer ubemærket og arbejder under dække gennem ulydighedens børn, som bekender sig til gudsfrygt. Satan vil anvende sin magt til det yderste for at forurolige, friste og vildlede Guds folk. ret

(101)  Han, som vovede at stå for vor Herres åsyn og friste og håne ham og som havde magt til at tage ham i sine arme og bære ham op på en af helligdommens tinder og op på et såre højt bjerg, vil på en forunderlig måde øve sin magt på den nulevende slægt, som er sin herre langt underlegen i visdom og som er næsten helt uvidende om Satans snedighed og styrke. ret

(101)  På en vidunderlig måde vil ham påvirke deres legemer, der af naturen er tilbøjelige til at gøre, hvad han byder. Satan fryder sig over, at man betragter ham som opspind. Når han ikke bliver regnet for noget eller bliver fremstillet ved et eller andet barnagtigt billede eller som et dyr, er ham vel tilfreds. Man forestiller sig ham som så underlegen, at menneskesindet er ganske uforberedt på hans klogt anlagte planer og han har næsten altid godt held med sig. Dersom man forstod hans magt og snedighed, ville Mange være forberedt til med virkning at stå ham imod. ret

(101)  Alle burde forstå, at Satan engang var en ophøjet engel. Hans oprør udelukkede ham fra himmelen, men tilintetgjorde ikke hans magt og gjorde ham ikke til et dyr. Efter sit fald har han rettet sin mægtige styrke mod himmelens regering. Han er blevet mere snu og har lært, hvorledes han på den mest virkningsfulde måde kan komme til menneskenes børn med sine fristelser. ret

(102)  Satan har opfundet fabler, hvormed han kan forføre. Han begyndte i himmelen at føre krig imod Guds herredømmes grundvold og efter faldet har han fortsat sit oprør mod Guds lov og har ledet størstedelen af dem, der bekender sig til at være kristne, til at nedtræde det fjerde bud, som stiller den levende Gud til skue. Han har nedbrudt tibudslovens oprindelige sabbat og i dens sted indsat en af ugens arbejdsdage. ret

(102)  Den første store løgn, som han udtalte til Eva i Eden: »I skal ingenlunde dø!« var den første prædiken, der nogensinde blev holdt angående sjælens udødelighed. Denne prædiken kronedes med held og frygtelige var de følger, den medførte. Han fik menneskers sind til at modtage denne prædiken som sandhed og prædikanter forkynder den i tale, i sang og i bøn. At der ingen personlig djævel er, samt at der vil blive en prøvetid efter Kristi komme, er hurtigt ved at blive populære fabler. Skriften lærer tydeligt, at hvert menneskes skæbne for evigt er afgjort, når Herren kommer. Åb 22,11.12: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret og lad den urene blive ved at leve i urenhed og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed og lad den hellige blive ved at leve helligt. Se, jeg kommer snart og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er." ret

(102)  Satan har draget fordel af disse populære fabler for at skjule sig selv. Han kommer til stakkels, vildledte dødelige gennem nutidens spiritisme, som ikke sætter nogen grænser for de kødeligt sindede og som, hvis den følges, skiller familier, skaber avind og had og giver de mest nedværdigende lyster frie tøjler. Verden kender endnu kun lidt til spiritismens fordærvelige indflydelse. Tæppet gik op og meget af dens frygtelige værk blev åbenbaret for mig. Jeg så nogle, som har haft en erfaring i spiritismen og siden har forkastet den, bæve, når de tænker på, hvor nær de kom den fuldstændige ødelæggelse. De havde tabt herredømmet over sig selv og Satan fik dem til at gøre, hvad de havde afsky for. Men selv de har blot en svag forestilling om spiritismen, som den er. ret

(103)  Inspirerede af Satan kan forkyndere ved veltalenhed udsmykke dette uhyggelige monstrum, tilhylle dets vanskabthed og få det til at se smukt ud for mange. Men det kommer så direkte fra hans majestæt Satan, at han gør krav på retten til at beherske alle, der befatter sig med det, fordi de har vovet sig ind på forbuden grund og forspildt deres Skabers beskyttelse. ret

(103)  Nogle stakkels sjæle, som er blevet fortryllede af de veltalende ord fra spiritismens talsmænd og som har givet efter for dens påvirkning, opdager siden efter dens dødelige karakter og ville for kaste den og flygte fra den, men formår det ikke. Satan holder dem ved sin magt og er ikke villig til at lade dem sippe fri. Han ved, at de visselig er hans, medens han har dem under sin særlige kontrol, men dersom de engang løsriver sig fra hans magt, kan han aldrig mere få dem til at tro på spiritismen og stille sig umiddelbart under hans kontrol. Den eneste måde, hvorpå sådanne stakkels sjæle kan overvinde Satan, er, at de må kunne skelne bibelens rene sandhed fra fabler. Når de anerkender sandhedens krav, indtager de et standpunkt, hvor de kan blive hjulpet. De bør henvende sig til sådanne, som har haft en kristelig erfaring og som har tro på Guds forjættelser og anmode dem om at bede for dem til den mægtige befrier. Det vil blive en hård kamp. Satan vil forstærke sine onde engle, som har behersket disse mennesker; men dersom Guds hellige faster og beder i dyb ydmyghed, vil deres bønner få overhånd. Jesus vil sende hellige engle til at stå Satan imod og drive ham tilbage og hans magt over de plagede vil blive brudt. Mark 9,29: »Han svarede dem: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste." ret

(103)  De populære forkyndere kan ikke med held modstå spiritismen. De har ikke noget, hvormed de kan værne deres hjord mod dens giftige indflydelse. En stor del af spiritismens sørgelige følger vil komme til at hvile på denne tids forkyndere; for de har trådt sandheden under fødder og foretrukket fabler i dens sted. ret

(104)  Den prædiken, Satan holdt for Eva om sjælens udødelighed; »I skal ingenlunde dø!« har de gentaget fra prædikestolen og folk tager imod den som ren bibelsk sandhed. Den udgør spiritismen grundvold. Guds ord lærer ingen steder, at menneskets sjæl er udødelig. Udødelighed er en egenskab hos Gud alene. 1.Tim. 6,16: »Han, den eneste, der har udødelighed, som bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set, ej heller kan se; ham være ære og evig magt! Amen." ret

(104)  Rigtigt forstået og anvendt er Guds ord et værn mod spiritismen. Forkyndelsen om et evigt brændende helvede, som den lyder fra prædikestolen og fremholdes for folket, er en uret mod Guds kærlige karakter. Den fremstiller ham som den største tyran i universet. Dette vidt udbredte dogme har drevet tusinder af mennesker ud i universalisme, fritænkeri og gudsfornægtelse. ret

(104)  Guds ord er tydeligt. Det udgør en pålidelig sandhedskæde og vil vise sig at være et anker for dem, der er villige til at tage imod det, selv om de vil blive nødt til at ofre deres yndede fabler. Det vil frelse dem fra de frygtelige vildfarelser i disse farefulde tider. ret

(104)  Satan har ledet forkynderes sind i de forskellige kirkesamfund til hårdnakket at holde fast ved deres populære vildfarelser, ligesom han ledte jøderne til i deres blidhed at klynge sig til deres ofringer og korsfæste Kristus. Forkastelsen af lys og sandhed efterlader menneskene som fanger, underkastede Satans bedrag: Jo større lys, de forkaster, desto større kraft vil der være i det bedrag og mørke, der vil komme over dem. ret

(14)  Det blev vist mig, at Guds sande folk er jordens salt og verdens lys. Gud kræver af dem, at de stadig skrider fremad i kundskab om sandheden og om hellighedens vej. Da vil de forstå Satans indtrængen og i Jesu kraft vil de stå ham imod. Satan vil kalde sine legioner af engle til hjælp for at modarbejde endog blot én sjæls fremgang og om muligt vriste den ud af Kristi hånd. ret

(104)  Jeg så onde engle kæmpe om sjæle og Guds engle stå dem imod. Striden var hård. Onde engle fordærvede atmosfæren ved deres giftige indflydelse og trængte sig omkring disse sjæle for at sløve deres sanseevner. Med spænding gav hellige engle agt og ventede på at kunne drive Satans hærskare tilbage. Men det er ikke de gode engles opgave at beherske menneskenes sind imod deres vilje. Dersom de giver efter for fjenden og ikke gør nogen anstrengelse for at modstå ham, kan Guds engle ikke gøre ret meget andet end at holde Satans hærskarer i tøjle, for at de ikke skal ødelægge, før de, som er i fare, får mere lys, der kan bevæge dem til at vågne op og søge hjælp fra himmelen. Jesus vil ikke give hellige engle det hverv at befri sådanne, som ikke gør nogle anstrengelser for at hjælpe sig selv. ret

(105)  Hvis Satan ser, at han står i fare for at miste en eneste sjæl, vil han anspænde sig til det yderste for at beholde denne ene. Og når den pågældende opdager sin fare og i sin nød beder Jesus inderligt om hjælp, frygter den onde for, at han skal miste en fange og han tilkalder forstærkning til sine engle for at omslutte den stakkels sjæl og danne en mur af mørke omkring den for at berøve den himmelens lys. Men hvis den, der er i fare, er udholdende og i sin hjælpeløshed stoler på Kristi blods fortjeneste, hører vor frelser troens alvorlige bøn og sender en forstærkning af de engle, som er vældige i magt, for at de skal befri vedkommende. Satan kan ikke udstå, at der gøres henvendelser til hans mægtige modpart, for han frygter og bæver for hans kraft og majestæt. Ved lyden af brændende bøn skælver hele den ondes hærskare. Han vedbliver at tilkalde legioner af onde engle for at kunne virkeliggøre sit formål. Og når engle, der besidder al magt og er iført himmelens rustning, kommer den vansmægtende, forfulgte sjæl til hjælp, viger Satan og hans hær tilbage, for de ved godt, at deres slag er tabt. ret

(105)  Satans villige undersåtter er trofaste, virksomme og forenede om ét mål. Og skønt de hader og bekriger hverandre, udnytter de dog enhver anledning til at fremme deres fælles interesse. Men den store guddommelige befalingsmand i himmelen og på jorden har sat en grænse for Satans magt. ret

(106)  Min erfaring har været ualmindelig og i årevis har jeg lidt under særegne prøvelser i mit sind. Tilstanden blandt Guds folk samt min forbindelse med Guds værk har tit påført mig en byrde af bedrøvelse og modløshed, som ikke kan beskrives. I årevis har jeg betragtet graven som et lifligt hvilested. ret

(106)  I mit sidste syn spurgte jeg min ledsagende engel, hvorfor jeg skulle lide sådanne plager i mit sind og så ofte blive ført ud på den ondes slagmark. Jeg bad om at måtte blive fri for disse svære prøvelser, dersom jeg skulle være så nøje forbundet med sandhedens sag. Der er kraft og styrke hos Guds engle og jeg bad inderligt om, at jeg måtte blive beskyttet. ret

(106)  Vort forbi gangne liv blev nu fremstillet for mig og jeg så, at Satan på forskellige måder havde søgt at ødelægge vor brugbarhed, at han flere gange havde lagt planer om at fjerne os fra Guds værk; han var kommet på forskellig vis og havde virket gennem forskellige redskaber for at fuldføre sin hensigt; men ved hellige engles tjeneste havde han lidt nederlag. Jeg så, at han på vore rejser fra sted til sted ofte havde stillet sine onde engle på vor vej for at afstedkomme ulykkestilfælde, som ville ødelægge vort liv; men hellige engle blev sendt til stedet for at befri os. Flere ulykkestilfælde har bragt min mand og mig i stor fare og vor beskyttelse har været vidunderlig. Jeg så, at vi har været et særligt mål for Satans angreb på grund af vor interesse for og vor forbindelse med Guds værk. Da jeg så den store omsorg, Gud hvert øjeblik har for dem, der elsker og frygter ham, blev jeg fyldt med tillid og fortrøstning til Gud og følte mig irettesat for min mangel på tro. ret

(106)  De to kroner
I det syn, jeg fik i Battle Creek, Michigan, den 25. oktober 1861, så jeg denne jord nørk og dunkel, Engelen sagde; "Se nøje efter!" Menneskene på jorden blev derpå fremstillet for mig. Nogle var omgivet af Guds engle, andre var i fuldstændigt mørke, omgivet af onde engle. Jeg så en arm nedstrakt fra himmelen med et gyldent scepter. Øverst på scepteret var der en krone, som var besat med diamanter. Hver diamant udsendte lys, skinnede, klart og skønt. På kronen var disse ord indskrevet: "Alle, som vinder mig, er lykkelige og skal have et evigt liv." ret

(107)  Neden under denne krone var der et andet scepter og på dette var der også anbragt en krone; i midten af denne var der juveler, guld og sølv, hvorfra der skinnede lidt lys. Indskriften på kronen var: "Jordisk skat. Rigdom er magt. Alle, som vinder mig, får ære og berømmelse." Jeg så en uhyre stor skare styrte frem for at få denne krone. Det var en støjende hob. I deres iver syntes nogle af dem at have mistet forstanden. De stødte til hverandre, skubbede dem, der var svagere, til side og trådte på dem, der i deres hastværk faldt omkuld. Mange greb med begærlighed fat i de skatte, som var inden i kronen og holdt fast ved dem. Nogles hoveder var hvide som sølv og deres ansigter var furede af bekymring og ængstelse. Deres egne slægtninge deres eget kød og blod agtede de ikke på, men når bønlige blikke vendtes mod dem, holdt de endnu fastere ved deres skatte, som om de var bange for, at de i et ubevogtet øjeblik skulle miste lidt eller lade sig overtale til at dele med dem. Deres begærlige blik fæstede sig ofte ved den jordiske krone og talte dens skatte gang på gang. I denne skare sås nogle, som var billeder på savn og elendighed og stirrede længselsfuldt på disse skatte, men så håbløse vendte sig bort, når de stærkere overmandede de svagere og drev dem tilbage. De kunne imidlertid ikke således give tabt, men sammen med en flok krøblinge, sygelige og aldrende forsøgte de at trænge frem til den jordiske krone. Nogle døde under forsøget på at nå den. Andre faldt, netop idet de var ved at gribe den. Mange havde netop grebet den, da de faldt om. Døde legemer lå strøet rundt omkring på marken; alligevel styrtede skaren frem, trampende på deres faldne og døde kammeraters legemer. Enhver, som nåede hen til kronen, fik del i den og blev højlydt tiljublet af en interesseret flok, der stod omkring den. ret

(108)  En stor skare onde engle var meget travlt optaget. Satan var midt iblandt dem og alle så med den mest hoverende tilfredshed på den flok, der kæmpede om kronen. Han syntes at kaste en ejendommelig fortryllelse over dem, der begærligt søgte efter den. Mange, der søgte efter denne jordiske krone, bekendte sig til at være kristne. Nogle af dem syntes at have en smule lys. De kunne se længselsfuldt på den himmelske krone og syntes ofte at være grebet af dens skønhed, men havde dog ingen forståelse af dens værdi og herlighed. Trægt rakte de den ene hånd ud efter den himmelske, medens de ivigt udrakte den anden hånd efter den jordiske, fast bestemte på at komme i besiddelse af denne; og i deres ivrige stræben efter den jordiske tabte de den himmelske af syne. De blev efterladt i mørke, men famlede dog ivrigt omkring for at sikre sig den jordiske krone. Nogle følte sig frastødt af den skare, der søgte den så ivrigt; de syntes at have en anelse om deres fare og vendte sig bort fra den og søgte alvorligt efter den himmelske krone. Disses ansigter forvandledes snart fra mørke til lys, fra tristhed til frimodighed og hellig glæde. ret

(108)  Derpå så jeg en skare, som trængte sig frem gennem mængden med blikket fast rettet mod den himmelske krone. Idet de alvorligt banede sig vej gennem den forvirrede Flok, var de ledsagede af engle, som gjorde plads for dem til at komme frem. Da de nærmede sig den himmelske krone, skinnede det lys, som udstrålede derfra, på dem og omkring dem, fordrev deres mørke og blev klarere og stærkere, indtil de syntes at være forvandlede og lignede englene. De kastede ikke et eneste dvælende blik på den jordiske krone. De, der var på jagt efter denne, spottede dem og kastede sorte bolde efter dem. Disse gjorde dem ingen skade, så længe de havde blikket fæstet ved den himmelske krone; men de, der vendte deres opmærksomhed mod de sorte bolde, blev mærket af disse. Følgende skriftsted blev fremstillet for mig: ret

(109)  Matt 6,19-24: »Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. ret

(109)  Øjet er legemets lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit legeme i lys; men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket! Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon." ret

(109)  Hvad jeg havde set, blev derpå forklaret for mig som følger: Den skare, der stræbte så alvorligt efter den jordiske krone, var sådanne, som elsker deres jordiske skat og lader sig forføre og smigre af dens kortvarige tiltrækning. Jeg så, at nogle, der bekender sig til at følge Jesus, er så begærlige efter opnåelsen af jordiske skatte, at de taber deres kærlighed til himmelen, handler som verden og af Gud bliver regnet som hørende verden til. De bekender sig til at søge en uforgængelig krone, en skat i himmelen; men deres interesse og hovedsagelige studium drejer sig om at samle jordiske skatte. De, der har deres skatte i denne verden og elsker deres rigdom, kan ikke elske Jesus. De mener måske, at de er på vej og skønt de med en gniers greb klynger sig til deres gods, kan de ikke ledes til at indse det eller til at føle, at de har større kærlighed til penge end til sandhedens sag eller den himmelske skat. ret

(109)  »Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!« Der var et tidspunkt i sådannes erfaring, da det lys, der blev dem givet, ikke blev fastholdt og det blev til mørke. Engelen sagde: »I kan ikke elske og dyrke jordens skatte og dog have den sande rigdom.« ret

(109)  Da den unge mand kom til Jesus og sagde til ham: »Mester! hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan få et evigt liv?« gav Jesus ham valget mellem at skille sig af med sit gods og opnå det evige liv eller beholde det og miste livet. Hans rigdom havde større værdi for ham end den himmelske skat. Den betingelse, at han skulle skille sig af med sine skatte og give dem til de fattige for at kunne blive en Kristi efterfølger og få det evige liv, kølnede hans ønske og han gik bedrøvet bort. ret

(110)  De, der blev fremstillet for mig som stræbende efter den jordiske krone, var sådanne, som vil ty til et hvilket som helst middel for at samle gods. De bliver abnorme på dette punkt. Alle deres tanker og kræfter samles om erhvervelsen af jordisk rigdom. De træder andres rettigheder under fødder, undertrykker den fattige og forholder daglejeren hans løn. Hvis, de kan udnytte dem, der er fattigere og mindre snu, end de selv er og det derved kan lykkes dem at forøge deres rigdom, vil de ikke et øjeblik betænke sig på at undertrykke dem og endog se dem bragt til betlerstaven. ret

(110)  De mænd, hvis hoveder var hvidhårede af ælde og hvis ansigter var blevet furede af bekymring, men som dog greb begærligt efter skattene i kronen, var de gamle, der kun havde få år igen at leve i. Alligevel var de ivrige efter at sikre sig deres jordiske skatte. Jo mere de nærmede sig graven, med desto større ængstelighed klyngede de sig til dem. Intet kom deres egne slægtninge til gode. Medlemmerne i deres egne familie fik lov til at arbejde over evne for at der kunne spares lidt penge. De gjorde ikke brug af dem til andres bedste, ej heller til deres eget. For dem var det nok at vide, at de havde dem. Når deres pligt til at lindre de fattiges trang og til at støtte Guds sag bliver fremholdt for dem, bliver de bedrøvede. De ville med glæde modtage det evige liv som en gave, men vil ikke, at det skal koste dem noget. Betingelserne er for svære. Men Abraham ville ikke holde sin egen søn tilbage. I lydighed mod Gud kunne han lettere ofre dette forjættelsens barn, end mange ville ofre lidt af deres jordiske besiddelser. ret

(110)  Det var smerteligt at se dem, der burde modnes til herligheden og daglig berede sig til udødelighed, bruge al deres kraft til at beholde deres jordiske skatte. Jeg så, at sådanne ikke kunne værdsætte den himmelske skat. Deres stærke higen efter det jordiske leder dem til ved deres gerninger at vise, at de ikke vurderer den himmelske arv tilstrækkeligt til at ville bringe noget offer for dem. ret

(111)  Den unge mand viste villighed til at holde budene; men vor herre sagde til ham, at én ting fattedes ham. Han ønskede det evige liv, men han elskede sit gods mere. Mange bedrager sig selv. De har ikke søgt efter sandheden som efter skjulte skatte. Deres evner benyttes ikke på den bedste måde. Deres sind, der kunne være oplyst af himmelens lys, er forvirret og besværet. »Men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt.« "Sådanne," sagde engelen "er uden undskyldning." Jeg så lyset dø bort for dem. De nærede intet ønske om at forstå de højtidelige, vigtige sandheder for denne tid og mente, at de var godt stillede uden at forstå dem. Deres lys gik ud og de famlede i mørket. ret

(111)  Den skare krøblinge og syge, der stræbte efter dem jordiske krone, er sådanne, hvis interesser og skatte er i denne verden. Skønt de møder skuffelse fra alle sider, vil de ikke sætte deres hu til himmelen og sikre sig en skat og et hjem der. De går glip af den jordiske, medens de endnu er på jagt efter den og mister den himmelske. Til trods for skuffelsen og det ulykkelige liv og den ulykkelige død, som falder i deres lod, der var helt optagne af at samle jordisk rigdom, følger andre den samme bane. De stormer frem som gale uden at agte på deres sørgelige endeligt, hvis eksempel de følger. ret

(111)  De, der nåede kronen, fik del i besiddelsen af den og blev tiljublet, er sådanne, som opnår, hvad der er formålet med hele deres liv, nemlig rigdom. De får den ære, som verden yder dem, der er rige. De har indflydelse i verden. Den onde og hans engle er tilfredse. De ved, at sådanne visselig tilhører dem og at medens de lever i oprør mod Gud, er de Satans mægtige redskaber. ret

(112)  De, der fattede afsky for den skare, som løb efter den jordiske krone, er sådanne, som har mærket sig sådannes liv og endeligt, der stræber efter jordisk rigdom. De ser, at sådanne aldrig er tilfredse, men ulykkelige og de bliver urolige og skiller sig fra denne ulykkelige klasse mennesker og søger efter den sande og varige rigdom. ret

(112)  Jeg så, at de, der trængte sig frem gennem mængden for at nå den himmelske krone, ledsagede af hellige engle, var Guds trofaste folk. Engle leder dem fremad og de besjæles af nidkærhed til at ile frem for at opnå den himmelske skat. ret

(112)  De sorte bolde, som blev kastet efter de hellige, var de smædende usandheder, der blev sat i omløb angående Guds folk af sådanne, som elsker og øver løgn. Vi bør gøre os den største flid for at leve et ulasteligt liv og holde os fra det onde under alle skikkelser og da er det vor pligt at gå frimodigt fremad og ikke tage noget hensyn til de gudløses smædende usandheder. Når de retfærdiges øjne er fæstede på den uvurderlige himmelske skat, vil de blive Kristus mere og mere lig og således vil de omdannes og blive skikkede til forvandling. ret

(112)  Fremtiden
Ved forklarelsen blev Jesus herliggjort af Faderen. Vi hører ham sige: »Nu er menneskesønnen herliggjort og Gud er herliggjort i ham.« Således blev han før sin forrådelse og korsfæstelse styrket til sine sidste frygtelige lidelser. ret

(112)  Når lemmerne på Kristi legeme nærmer sig tiden for deres sidste kamp, »en trængselstid for Jakob«, vil de vokse op til Kristus og få meget af hans ånd. Når det tredje budskab udvikles til et højt råb og når stor kraft og herlighed ledsager det afsluttende værk, vil Guds trofaste folk få del i denne herlighed. Det er den sildige regn, som fornyer og styrker dem til at gennemgå trængselstiden. Deres ansigter vil stråle af herlighed fra det lys, der ledsager den tredje engel. ret

(113)  Jeg så, at Gud på en underfuld måde vil bevare sit folk i trængselstiden. Ligesom Jesus udøste sin sjæl i angst i haven, vil de alvorligt råbe og kæmpe i bøn om befrielse dag og nat. Der vil udgå befaling om, at de skal ringeagte det fjerde buds sabbat og respektere den første dag eller også miste livet; men de vil ikke bøje sig og træde Herrens sabbat under deres fødder og respektere en pavelig institution. Satans hærskare og ugudelige mennesker vil omringe dem og hovere over dem, fordi der ikke vil synes at være nogen udvej til redning for dem. Men midt under deres lystighed og triumf høres der skrald efter skrald af den stærkeste torden. Himmelen er blevet sort og oplyses kun af den flammende glans og frygtelige herlighed fra himmelen, idet Gud lader sin røst høre fra sin hellige bolig. ret

(113)  Jordens grundvolde ryster; bygninger vakler og falder med et frygteligt brag. Havet koger som en gryde og hele jorden er i voldsom bevægelse. De retfærdiges fangenskab vendes og med liflig, højtidelig hvisken siger de til hinanden: "Vi er befriet! Det er Guds røst." Med højtidelig ærefrygt lytter de til de ord, røsten udtaler. De ugudelige hører, men forstår ikke ordene i Guds røst. De frygter og bæver, medens de hellige fryder sig, Satan og hans engle tilligemed de gudløse mennesker, som hoverede over, at Guds folk var i deres vold, så de kunne udrydde dem af jorden, er vidne til den herlighed, der bliver dem til del, som har respekteret Guds hellige lov. De ser de helliges ansigter, som lyser og genspejler Jesu billede. De, der var så ivrige efter at ødelægge de hellige, kan ikke udholde den herlighed, som hviler over de befriede og falder til jorden som døde. Satan og de onde engle flygter bort fra de herliggjorte hellige. Deres magt til at tilføje dem skade er for evigt forbi. ret

næste kapitel