(5) Det har bedrøvet mig meget at læse det Skrift, som er udgivet af Br. Stanton og dem, der står sammen med ham i det Arbejde, han har udført. For at give det Udseende af, at mine Skrifter Billiger og støtter det Standpunkt, de forfægter, har de gjort uddrag af "Vidnesbyrdene" og optaget dem i den Traktat, de har udgivet. Heri har de gjort det, som ikke er ret og retfærdigt. Ved at tage sig utilladelige Friheder har de fremholdt for Folket en Teori, der er egnet til at ødelægge og føre bag Lyset. Mange har ved tidligere Anledninger handlet på lignende Måde og givet det Udseende af, at "Vidensbyrdene" støttede Standpunkter, som var falske og uholdbare. ret
(5) Ifølge det Lys, jeg har fået, er det Standpunkt, Br. Stanton og hans ligesindede indtager, ikke rigtigt; det er et af disse "Se her!" og "Se der!" som vil kendetegne de Dage, hvori vi lever. Som et Eksempel på, hvorledes Br. Stanton har sammensat denne Traktat, skal jeg nævne følgende: Jeg skrev et privat Brev til en af vore Prædikanter, og i den Tanke, at dette kunde blive til Hjælp for Br. Stanton, sendte denne Bror i Venlighed en Kopi deraf til ham. Men i Stedet for at betragte dette som noget , der kunde være til Hjælp for ham selv personlig, lader han Dele deraf trykke i sin Traktat som et ikke offentliggjort "Vidnesbyrd" til Bevis på Rigtigheden af det Standpunkt, han indtog. Er sådant ærligt? "Vidnesbyrdet" indeholdt intet til Støtte for det Standpunkt Br. Stanton indtager; men til Skade for sin egen Sjæl og andres forvendte han det, ligesom mange gør med Skriften. Gud vil dømme dem, der tillader sig uberettigede Friheder og tyr til uhæderlige Midler for at give Vægt og Indflydelse til det, som de anser for at være Sandhed. Ved at benytte sig af et privat Brev, der var sendt til en anden, har Br. Stanton misbrugt en andens Venlighed, der ønskede at hjælpe ham. De, som udgav Skriftet om "Det høje Råb" og alle Kirkesamfunds Falsk afgiver bevis for, at Guds hellige Ånd ikke virker med dem. "Af deres Frugter skal I kende dem." ret
(6) De, der modtager de Skrifter, som forfægter disse urigtige Sandpunkter, vil få det Indtryk, at jeg billiger disse Standpunkter, og at jeg står sammen med disse Arbejdere i Forkyndelsen af, hvad de kalder det "nye Lys". Jeg ved, at deres Budskab er blandet med Sandhed; men Sandheden er forvrængt og fejlagtigt anvendt ved deres Tilknytning til Vildfarelse. Til den Broder, der sendte disse Mænd en Afskrift af et Brev, jeg havde skrevet til ham, ønsker jeg at sige, at jeg ikke nærer en eneste Tanke om at bebrejde dig, og ingen bør lægge dig det mindste til Last i denne Sag. Hvis jeg bebrejdede dig, bedømte dig urigtigt, når dine Hensigter og Bevæggrunde var gode, ville jeg pådrage mig Guds Mishag. Har en Broder, du ønskede at hjælpe, taget sig Friheder og misbrugt din Tillid, så føl dig ikke bebrejdet eller besværet over Følgerne af hans Utroskab. ret
(6) Der findes Ting i "Vidnesbyrdene", som ikke er skrevet til Verden i Almindelighed, men til Guds troende Børn og det sømmer sig ikke at offenliggøre Undervisning, Advarsler, Irettesættelser eller Vejledning af denne Art til Verden. Verdens Frelser, Guds udsendte, den største Lærer, menneskenes Børn nogensinde har kendt, gav Undervisning om enkelte Ting til sine Disciple alene og ikke til Verden. På samme Tid som han havde Ting at sige, der var tiltænkt de Skarer, der samledes omkring ham, havde han også en Del Lys og Undervisning af en særskilt Art, som han meddelte sine Efterfølgere, men som han ikke fremholdt for den store Tilhørerskare, da de hverken vilde have kunnet forstå eller værdsætte det. Han sendte sine Disciple ud for at prædike, og da de kom tilbage fra deres første Missionsgerning og havde forskellige Erfaringer at berette om deres Held i Forkyndelsen af Guds Riges Evangelium, sagde han til dem: "Kom nu I med afsides til et øde Sted og hvil eder lidt!" På et ensomt Sted gav Jesus sine Efterfølgere den Undervisning og Vejledning og de Råd og Tilrettevisninger, som han så, at deres Måde at arbejde på gjorde nødvendig; men den Undervisning, han da gav, skulde ikke strøs ud vidt og bredt for den blandede Mængde; hans Ord var tiltænkt Disciplene alene. ret
(7) Når Herren havde udført Helbredelser, pålagde han ved flere Anledninger dem, som han havde velsignet at de ikke skulde fortælle nogen, hvad han havde gjort. De burde have fulgt hans Formaninger og indset, at Kristus ikke for intet havde krævet Tavshed fra deres Side, men at han havde en Grund for sin Befaling, og de burde på ingen Måde have tilsidesat hans udtrykkelige Ønske. Det burde have været nok for dem at vide, at han ønskede, de skulde tie, og at han havde gode Grunde for sin indtrængende Anmodning. Herren vidste, at når han helbredte de syge og udførte Undergerninger for at give den blinde Syn og rense den spedalske, så stillede han sit Liv i Fare; thi dersom Præsterne og Øvesterne ikke vilde godkende de Beviser, han gav dem på sin guddommelige Mission, så vilde de fordreje og forfalske og rette Anklage imod ham. Det er rigtigt, at han gjorde mange Undergerninger i Folkets Påsyn; men i nogle Tilfælde bad han om, at de, som han havde velsignet, ikke skulde fortælle nogen, hvad han havde gjort for dem. Når der rejste sig fordom, når folk nærede Misundelse og gik ud for at opsøge sådanne, som vilde høre og værdsætte den Sandhed, han kom for at meddele. ret
(7) Den Herre Jesus anså det for nødvendigt at klargøre mange Ting for sine Disciple, som han ikke åbenbarede for Mængden. Han viste dem tydelige Årsagen til det Had, som de skriftkloge, Farisæerne og Præsterne udviste imod ham, og fortalte dem om sin Lidelse, sin Forrådelse og sin Død; men for Verden klargjorde han ikke disse Ting. Han havde Advarsler at give sine Efterfølgere, og han åbenbarede for dem de sørgelige Begivenheder, som vilde finde Sted, og hvad de kunde vente. Han gav sine Efterfølgere dyrebar Undervisning, som ikke engang de forstod før efter hans Død, Opstandelse og Himmelfart. Når den Helligånd blev udgydt over dem, blev de mindet om alt, hvad han havde sagt til dem. ret
(7) At tage det, som Jesus havde bestemt skulde holdes hemmeligt, og fremholde det for andre og derved skade Sandhedens Sag og påføre den Forsmædelse, var en Forrådelse af et helligt Hverv. Herren har givet sit Folk betimelige Budskaber med Advarsel, Irettesættelse, Råd og Undervisning; men det sømmer sig ikke at tage disse Budskaber ud af deres Forbindelse og anbringe dem der, hvor de tilsyneladende støtter vildfarende Budskaber. I det Skrift, Br. Stanton og hans Medarbejdere har udgivet, beskylder han Guds Menighed for at være Babylon og tilråder, at man går ud af Menigheden. Dette er en gerning, som hverken er hæderlig eller retfærdig. I Udarbejdelsen af denne Traktat har de brugt mit Navn og mine Skrifter til Støtte for noget, jeg misbilliger og forkaster som Vildfarelse. De, som kommer i Besiddelse af denne Traktat, vil gøre mig ansvarlig for dette falske Standpunkt, skønt det går stik imod, hvad mine Skrifter lærer, og imod det Lys, Gud har givet mig. Jeg tager ikke i Betænkning at sige at de, der driver på med denne Virksomhed, er i høj Grad forførte. ret
(8) I Årevis har mit Vidnesbyrd gået ud på, at når der opstår nogen, som påstår sig at have stort Lys, og som forfægter Nedbrydelsen af det, som Herren ved sine menneskelige Redskaber har bygget op, så er de hildet i et stort Bedrag og virker ikke i den Retning, Kristus virker. De, der hævder, at Syvende-Dags Adventisternes Menigheder udgør Babylon eller en Del af Babylon, burde hellere holde sig hjemme. De bør standse og overveje, hvad det Budskab er, som skal forkyndes i denne Tid. I Stedet for at samarbejde med Guds Redskaber for at berede et Folk til at bestå på Herrens Dag har de stillet sig på hans Side, som er Brødrenes Anklager, og som anklager dem for Gud Dag og Nat. Satans Redskaber har været påvirket af Kræfter fra det dybe, og de har opflammet Mennesker til at forene sig i en Ondskabens Sammenslutning for at kunne forvirre og plage Guds Folk og påføre dem store Vanskeligheder. Hele Verden er grebet af Had mod Syvende-Dags Adventisterne, fordi de ikke vil vise Hyldest mod Pavedømmet ved at ære Søndagen, som denne antikristelige Magt har indstiftet. ret
(8) Hvorledes Satan anklager, blev fremstillet for Profeten. Han siger: "Og han lod mig se Josva, Ypperstepræsten, stående for Herrens Engels Åsyn, og Satan stående ved hans højre Side for at stå ham imod." Jesus er vore store Ypperstepræst i Himlen. Og hvad bestiller han? Han gør Forbøn og Forsoning for sit Folk som tror på ham. Formedelst hans retfærdighed, som tilregnes dem, er de antaget hos Gud som dem, der åbenbarer for Verden, at de skylder Gud Lydighed og holder alle hans Bud. Satan er fyldt med bittert Had imod dem og udviser mod dem den samme Ånd, som han udviste overfor Jesus Kristus under hans Vandring på Jorden. Da Jesus stod for Pilatus, forsøgte den romerske Hersker at løslade ham og ønskede, at Folket skulde vælge at befri Jesus fra de Kvaler, som han snart skulde lide. Han fremstillede Guds Søn og Forbryderen Barabbas for den støjende Hob og spurgte: "Hvem vil I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" "De sagde: Barabbas. Pilatus siger til dem: Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus? De siger alle: Lad ham blive korsfæstet!" ret
(9) Verden var grebet af Satans Fjendskab, og opfordret til at vælge mellem Guds Søn og Forbryderen Barabbas valgte de en Røver frem for Jesus. De højtståendes bestikkende Ræsonnement forledte Mængden til at forkaste Guds Søn og til at vælge en Røver og en Morder i hans Sted. Lad os alle huske på, at vi endnu befinder os i en Verden, hvor Jesus, Guds Søn, blev forkastet og korsfæstet, og hvor man endnu gør sig skyldig i at foragte Kristus og foretrække en Røver for Guds pletfrie Lam. Medmindre hver enkelt af os omvender sig til Gud på Grund af Overtrædelse af Hans Lov og øver Tro på den Herre Jesus Kristus, hvem Verden har forkastet, vil vi stå under den fulde Fordømmelse, som den Handling at vælge Barabbas i Stedet for Kristus fortjente. Hele Verden står den Dag i Dag anklaget for forsætlig at have forkastet og myrdet Guds Søn. Ordet bærer Vidnesbyrd om, at Jøder og Hedninger, Konger, Landshøvdinger, Præster, Prædikanter og Folk – alle Klasser og Partier, der udviser den samme Misundelsens, Hadets, fordommens og Vantroens Ånd, som de udviste, der ihjelslog Guds søn – vilde udføre den samme rolle som Jøderne og Folket på Kristi Tid, hvis Anledning dertil gaves. De vilde være delagtige i den samme Ånd, som krævede Guds Søns Død. ret
(10) I den Fremstilling, der viser Kristi Værk for os og åbenbarer Satans ihærdige Anklager imod os, står Josva som Ypperstepræst og taler Guds lovlydige Folks Sag. Samtidig fremstiller Satan Guds Folk som store Syndere og fremlægger for Gud Fortegnelsen over de Synder, han har fristet dem til at begå i deres Levetid, og kræver, at de på Grund af deres Overtrædelser må blive overgivet i hans Hånd til Ødelæggelse. Han hævder, at Tjenende Engle ikke bør beskytte dem imod Ondskabens Magter. Han er fuld af Vrede, fordi han ikke kan binde Guds Folk i Knipper sammen med Verden, for at de kan vise ham fuldstændig Lydighed. Konger og Herskere har påtaget sig Antikristens Brændemærke, og fremstilles som Dragen, der går ud for at føre Krig imod de hellige – mod dem, som holder Guds Bud og har Jesu Tro. Ved deres Fjendskab imod Guds Folk viser de sig også skyldige i den handling at vælge Barabbas i Stedet for Kristus. ret
(10) Gud har en Trætte mod Verden. Når Retten sættes og Bøgerne oplades, har han et frygteligt Opgør at ordne, der nu vilde bringe Vreden til at frygte og bæve, hvis ikke Menneskene var forblindede og fortryllede af satansiske Forførelser og Bedrag. Gud vil kræve Verden til Regnskab for aflivelsen af hans enbårne Søn, hvem Verden faktisk har korsfæstet på ny og stillet til Spot ved at forfølge hans Folk. Verden har forkastet Kristus ved at forkaste hans hellige; den har afvist hans Budskaber ved at afvise Profeternes, Apostlens og Sendebudenes Budskaber. Den har forkastet dem, der har været Kristi Medarbejdere, og for dette vil den komme til at stå til Ansvar. ret
(10) Satan står i Spidsen for alle, der er Brødrenes Anklagere; men hvad svarer herren ham, når han fremholder Guds Folks Synder? Han siger: "Herren true [ikke Josva, der står som Repræsentant for Guds prøvede og udvalgte Folk, men] dig, Satan! ja, Herren true dig, han, som udvælger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden? Og Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Engles Åsyn." Satan havde fremstillet Guds udvalgte og lydige Folk, som om de var fulde af Besmittelse og Synd. Han kunde skildre de enkelte Synder, som de havde gjort sig skyldige i. Havde han ikke sat Ondskabens samlede Magter i Virksomhed for ved sine forføriske Kunster at forlede dem netop til disse Synder? Men de havde omvendt sig; de havde antaget Kristi Retfærdighed. Derfor stod de foran Gud iførte Kristi Retfærdigheds Kappe, og han svarede "og sagde til dem, som stod for hans Ansigt: Tag de skidne Klæder af ham; derefter sagde han til dem: Se, jeg har borttaget din Skyld fra dig og iført dig Helligdagsklæder". Hver Synd, de havde gjort sig skyldige i, blev forladt, og de stod for Gud ligeså udvalgte og sande, ligeså uskyldige og ligeså fuldkomne, som om de aldrig havde syndet. ret
(11) "Og jeg sagde: Lad dem sætte en ren Præstehue på hans Hoved; og de [Guds Engle] satte en ren Præstehue på hans Hoved, og iførte ham Klæder, og Herrens Engel stod hos. Og Herrens Engel vidnede for Josva og sagde: Så siger den Herre Zebaoth: Dersom du vandrer i mine Veje, og dersom du tager Vare på, hvad jeg har givet dig at varetage, da skal du både dømme mit Hus og tage Vare på mine Forgårde; og jeg vil give dig Gang iblandt disse, som står her." Jeg ønsker, at alle, som udgiver sig for at tro den nærværende Sandhed, vilde tænke alvorligt over de underfulde Ting, som fremholdes i dette Kapitel. Hvor svage og hvor omgivet af Skrøbeligheder Guds Folk end kan være, så vil de, der i denne ugudelige og forvendte Slægt omvender sig fra Ulydighed og kommer tilbage til Lydighed, hvor de forsvarer Guds hellige Lov og tilmurer den Revne, som Syndens Menneske under Satans Ledelse har fremkaldt, blive regnet for Guds Børn, og de vil formedelst Kristi Retfærdighed stå fuldkomne for Gud. Sandheden vil ikke altid blive liggende i Støvet for at nedtrædes under Menneskefod. Den vil blive gjort stor og herlig; den vil endnu hæve sig og stråle i al sin naturlige Glans og blive bestående evindelig og altid. ret
(11) Gud har et Folk, som hele Himlen interesserer sig for, og de er de eneste på Jorden, som står Guds Hjerte nær. Lad enhver, der læser disse Ord, overveje dem grundigt; thi jeg ønsker i Jesu Navn at indtrykke dem på hver eneste Sjæl. Når der enten iblandt os eller udenfor os fremstår nogen og forkynder et Budskab, som erklærer, at Guds Folk hører med til Babylon, og hævder, at det høje Råb er et Kald til at gå ud derfra, så kan I vide, at han ikke forkynder Sandhedens Budskab. Tag ikke imod ham eller byd ham velkommen; thi Gud har ikke talt ved ham, ej heller har han givet ham et Budskab; men vedkommende løb, før han blev sendt. Budskabet i den Traktat, der kaldes "Det høje Råb", er et Bedrag. Sådanne Budskaber vil komme og det vil blive påstået, at de er sendt af Gud; men Påstanden vil være falsk, thi de er ikke fyldte med Lys, men med Mørke. Der vil komme Budskaber med Anklager imod Guds Folk, i Lighed med det Værk, Satan udfører for at anklage Guds Folk, og disse Budskaber vil lyse netop på det Tidspunkt, da Gud siger til sit Folk: "Gør dig rede, blive Lys; thi dit Lys er kommet og Herrens Herlighed er opgangen over dig. Thi se, Mørke skjuler Jorden, og Dunkelhed Folkene; men over dig skal Herren oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses." ret
(12) Man vil finde, at de, der bærer et falsk Budskab, ikke vil have ophøjede Begreber om Ærlighed og Retskaffenhed De vil føre Folk bag Lyset og blande Søster Whites "Vidensbyrd" ind i deres Vildfarelse og bruge hendes Navn til Støtte for deres Standpunkt, og anbringe dem i en Ramme af Vildfarelse, for at deres vrange Lære må få Indflydelse og blive antaget af Folket. De misforstår og misbruger det, som Gud har givet Menigheden for at advare, vejlede, straffe, trøste og opmuntre dem, der vil komme til at udgøre den sidste Rest af Guds Folk. De, der modtager "Vidnesbyrdene" som et Budskab fra Gud, vil deri finde Hjælp og Velsignelse; men de, som antager dem delvis, kun for at finde Støtte for deres egne Ideer eller Teorier og for at forsvare sig i en forkert Fremgangsmåde, vil ikke høste velsignelse og gav af det, de fremholder. At påstå, at Syvende-Dags Adventisternes Samfund er Babylon, er at forfægte samme Påstand som Satan, der er Brødrenes Anklager, og som anklager dem for Gud Dag og Nat. Ved en sådan Brug af "Vidnesbyrdene" stilles Sjæle i Forlegenhed, idet de ikke kan forstå "Vidnesbyrdene"s Forhold til et sådant Standpunkt som det, disse vildfarende indtager; thi Guds Hensigt var, at "Vidnesbyrdene" altid skulde anbringes i Sandhedens Ramme. ret
(13) De, der forfægter Vildfarelse, vil sige, at "så siger Herren, når Herren ikke har talet". De vidner Løgn og ikke Sandhed. Hvis de, der har forkyndt de Budskab, at Menigheden er Babylon, havde benyttet det budskab, at Menigheden er Babylon, havde benyttet de Penge, det har kostet at trykke og udbrede denne Vildfarelse, til at bygge op i Stedet for at nedbryde, så havde de gjort det åbenbart, at de var det Folk, Gud leder. Der er et stort Arbejde at udføre i Verden, et stort Arbejde at udføre i fremmede Lande. Der må oprettes Skoler, for at Ungdommen, både Børn og de i en mere moden Alder, hurtigt muligt kan uddanne til at gå ud i Missionsmarken. Der er Trang ikke alene til Prædikanter til fremmede Lande, men til forstandige, forsigtige Arbejdere af enhver Slags. Fra alle Dele af Verden lyder det makedonske Råb: "Kom over og hjælp os! I Betragtning af hele det Ansvar, der påhviler os til at gå ud og forkynde Evangeliet for al Skabningen, er der stor Trang til Mænd og Midler, og Satan virker på enhver tænkelig Måde for at binde Midlerne og for at hindre Menneskene i at beskæftige sig netop med det Arbejde, de burde udføre. De Penge der skulde være anvendt til det gode Formål at opføre Lokaler til Gudstjeneste, oprette Soler til Uddannelse af Missionsarbejdere, oplære unge Mænd og Kvinder, der kan gå ud og virke tålmodigt, forstandigt og ihærdigt og således blive Redskaber, ved hvilke et Folk kan beredes til at bestå på Guds store Dag, bliver brugt til det, som er til Skade og til Forbandelse, i Stedet for at de skulde have været til Nytte og til Velsignelse. Guds store Dag er nær og haster såre, og der er et stort Arbejde at gøre, som må gøres hurtigt. Men under det Arbejde, der skal udføres, finder vi, t nogle, der bekender sig til at tro den nærværende Sandhed, ikke forstår at anvende de Midler, der er dem betroet, og på Grund af Mangel på Ydmyghed og Sagtmodighed i Hjertet indser de ikke, hvor stort det Arbejde er, der skal gøres. Alle de, som lærer af Jesus, vil være Guds Medarbejdere. Men de, som går ud for at forkynde Vildfarelse og således bruger Tid og Penge til ørkesløst Formål, påfører de trofaste Arbejdere på nye Steder forøgede Byrder; thi i Stedet for at anvende deres Tid til at fremholde Sandheden, er disse nødt til at modvirke dem, der forkynder Usandhed og hævder, at de har et Budskab fra Himlen. Hvis de, der har udført et sådant Arbejde, havde indset Nødvendigheden af at besvare den Bøn, som Kristus opsendte til sin Fader kort før sin Korsfæstelse – at Kristi Disciple måtte blive ét, ligesom han og Faderen var ét – så vilde de ikke forøde de Midler, som er dem betroet, og som trænges så hårdt til Sandhedens Fremme. De vilde ikke spilde kostbar Tid og dyrebare Evner med at udbrede Vildfarelse og således gøre det påkrævet, at Arbejdernes Tid benyttes til at modvirke og kvæle dens Indflydelse. Et værk af denne Slags stammer ikke fra det høje, men fra det dybe. ret
(14) "Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, og som adlyder hans Tjeners Røst? Når han vandrer i Mørke, og har ikke lysets Skin, skal han forlade sig på Herrens Navn, ja stole fast på sin Gud. Se, alle I, som optænder en Ild, og omgiver eder med Blus, vandre I kun ved eders Ilds Lys og ved de Blus, som I har tændt! Fra min Hånd skal dette ske eder, i Smerte skal I ligge." Det Budskab, de har båret, som har forkyndt, at Menigheden er Babylon, har bibragt en det Indtryk, at Gud ikke har nogen Menighed på Jorden. ret
(14) Har Gud ikke en levende Menighed? Han har en Menighed, men det er den stridende Menighed, ikke den sejrende Menighed. Det bedrøver os, at der er dårlige Medlemmer, at der er Ugræs iblandt Hveden. Jesus sagde: "Himlens Rige er at ligne med en Mand, som havde sået god Sæd i sin Ager; men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs blandt Hveden og gik så bort. . . Da gik Husbondens tjenere til ham og sagde: Herre, såede du ikke god Sæd i din Ager? hvorfra kommer der da Ugræs i den? Han sagde til dem: det har en Fjende gjort. Da sagde Tjenerne til ham: Vil du da, vi skal gå og sanke det sammen? Men han sagde: Nej, for at I ikke også skal rykke op Hveden, når I sanker Ugræsset sammen. Lad dem begge vokse sammen indtil Høsten, og når Høsttiden kommer, vil jeg sige til Høstfolkene: Sank først Ugræsset sammen og bind i Bundter for at brænde det op; men samle Hveden i min Lade!" ret
(15) I Lignelsen om Hveden og Ugræsset ser vi Årsagen til, at ikke Ugræsset blev rykket op; det var, for at ikke Hveden skulde blive oprykket sammen med Ugræsset. Menneskelig Mening og Forstand vilde lede til alvorlige Fejltagelser. Men hellere end at lade nogen Fejltagelse ske og et eneste Hvedestrå blive rykket op siger Herren: "Lad dem begge vokse sommen indtil Høste;" Da vil Englene samle Ugræsset, som vil blive henvist til Ødelæggelse. Skønt der i vore Menigheder, der udgiver sig for at tro ophøjede Sandheder, findes sådanne, som er fejlende og mangelfulde, lig Ugræs iblandt Hveden så er Gud langmodig og tålmodig. Han irettesætter og advarer de fejlende, men han ødelægger ikke dem, der er sene til at lære, hvad han ønsker at lære dem; han rykker ikke Ugræsset bort fra Hveden. Ugræs og Hvede skal vokse sammen indtil Høsten; når Hveden er fuldvoksen og helt udviklet, vil den i sin modne Tilstand godt kunne skelnes fra Ugræsset. Kristi Menighed på Jorden vil bære ufuldkommen; men Gud tilintetgør ikke sin Menighed på Grund af dens Ufuldkommenhed. Der har været og vil vedblivende være nogle, som er fulde af Nidkærhed uden Forstand, og som ønsker at rense Menigheden og oprykke Ugræsset fra Hveden. Men Kristus har givet særskilt Undervisning om, hvorledes man skal behandle dem, der fejler, og dem, der er uomvendte i Menigheden. Medlemmerne må ikke foretage sig nogen lunefuld, ivrig, forhastet Handling for at fjerne dem, som de mener har en mangelfuld Karakter. Der vil vise sig Ugræs blandt Hveden; men det vilde være til større Skade at opluge Ugræsset, medmindre det skete på den af Gud anviste Måde, end at lade det blive stående. Medens Herren bringer ind i Menigheden sådanne, som er virkelig omvendte, bringer Satan på samme Tid Medlemmer ind, som ikke er omvendte. Medens Kristus sår den gode Sæt, sår Fjenden Ugræs. Der er to modstridende Indflydelser, der altid virker på menighedens Medlemmer. Den ene Indflydelse virker til Menighedens Renselse; den anden virker for at fordærve Guds Folk. ret
(16) Jesus vidste, at Judas havde en mangelfuld Karakter, men trods dette antog han ham som en af sine Disciple og gav ham de samme Anledninger og Forrettigheder, som han gav de andre, han havde valgt. Judas havde ingen Undskyldning for den onde Vej, han senere betrådte. Han kunde være bleven en Ordets gører, ligesom Peter og Jakob og Johannes og de andre Disciple blev. Jesus gav dyrebar Undervisning, for at de , som fulgte ham, kunde blive omvendte og ikke behøve at holde fast ved de Mangler, der klæbede ved deres Karakter. ret
(16) Nogle Mennesker synes at mene, at når de kommer ind i Menigheden, vil alle deres Forventninger blive opfyldte, og at de kun vil finde Personer, som er rene og fuldkomne. De er ivrige i deres Tro, og når de ser Fejl hos nogen af Menighedens Medlemmer, siger de: "Vi forlod Verden for ikke at have Omgang med slette karakterer; men det slette findes også her;" og så spørger de, ligesom Tjenerne i Lignelse: "Hvorfor kommer der da Ugræs i den?" Men vi behøver ikke således at blive skuffet; Herren har ikke givet os Grund til at drage den slutning, at Menigheden er fuldkommen; og al vor Iver vil ikke formå at gøre den stridende Menighed så ren som den sejrende Menighed. Herren forbyder os at optræde på voldsom Måde imod dem, vi mener farer vild, og vi må ikke udslynge Brandstråler eller Fordømmelse imod dem, som er fejlende. ret
(16) Skrøbelige Mennesker kan bedømme Karakter urigtigt; men Gud overlader ikke den gerning at afsige Dom over Karakteren til dem, som ikke er skikkede dertil. Det tilkommer ikke os at afgøre, hvad der er Hvede og hvad der er Ugræs. Høstens Tid vil i fuld Udstrækning åbenbare Karakteren hos de to Klasser, der betegnes ved Ugræsset og Hveden. Den Opgave at skille dem ad er overdraget til Guds Engle; den er ikke overladt i noget Menneskes Hænder. Falske Lærdomme er en af de onde Indflydelser, som virker i menigheden og bringer derind sådanne, som Hjerter ikke er omvendte. Menneskene adlyder ikke Kristi Ord for på den Måde at stræbe efter Enhed i Tro, i Ånd og i Lære. De stræber ikke efter den Åndens Enhed, som Kristus bad om, og som vilde gøre Kristi Disciples Vidnesbyrd virksomt til at overbevise Verden om, at Gud har sendt sin Søn til Verden, "for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv". Hvis den Enhed, som Kristus bad om, rådede iblandt Guds Folk, så vilde de bære et levende Vidnesbyrd og lade et klart Lys udgå til at skinne i det moralske Mørke i Verden. ret
(17) I Stedet for den Enhed, der burde herske iblandt de troende, er der Splid; thi Satan får Lov til at komme ind, og ved sine listige Forførelser og Bedrag leder han dem, der ikke lærer af Kristus at blive ydmyge og sagtmodige i Hjertet, til at gå i en anden Retning end Menigheden og om muligt forstyrre Menighedens Enhed. Der opstår Mænd, som taler forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. De hævder, at Gud har givet dem stort Lys; men hvorledes optræder de under Indflydelsen deraf? Følger de den Fremgangsmåde, som de to Disciple fulgte på Vejen til Emmaus? Da de erholdt Lys, vendte de om og fandt dem, som Gud havde ledet og fremdeles ledte, og fortalte dem, hvorledes de hade set Jesus og talt med ham. Har de Mænd, der har givet sig ud for at have Lys til menigheden, fulgt denne Fremgangsmåde? Er de gået til dem, som Gud har udkåret til at bære et levende Vidnesbyrd, og har de givet dem Beviser for, at dette Lys vilde gøre dem bedre skikkede til at berede et Folk til at bestå på Guds store Dag? Har de søgt Råd hos dem, der har båret og fremdeles bærer Sandheden ud og forkynder det sidste Advarselsbudskab til Verden? Har de rådført sig med dem, der har haft en dyb Erfaring i det, som hører Gud til? Hvorfor var disse Mænd, der var så fulde af Nidkærhed for Sagen, ikke nærværende ved Generalkonferensens Møde i Battle Creek, ligesom de fromme Mænd var i Jerusalem, da den Helligånd blev udgydt? Der i selve Hjertet af den store Virksomhed oplod Mænd deres Skatte af Lys; og medens Herren udgød sin Ånd over Folket, modtog så disse Mænd noget af den Himmelske Salvelse? Medens den Helligånds kraftige påvirkning gjorde sig gældende iblandt Folket, Sjæle blev omvendte og hårde Hjerter sønderknustes, var der nogle, som lyttede til Satans Indskyldelser, og de blev opflammet af Nidkærhed fra det dybe til at gå ud og forkynde, at det samme Folk, som modtager den Helligånd og skal blive delagtige i den sildige Regn og i den Herlighed, der skal oplyse hele Jorden, var Babylon. Var det Herren, som gav disse Sendebud deres Budskab? Nej; thi det var ikke et Sandhedens Budskab. ret
(18) Skønt der findes Onder i Menigheden, og skønt sådanne vil vedblive at findes der indtil Verdens Ende, så skal Menigheden i disse sidste dage være lys i Verden, der er besmittet og demoraliseret af Synd. Menigheden, svækket og mangelfuld som den er, trængede til Irettesættelse, Advarsel og Vejledning, er det eneste på Jorden, som er genstand for Kristi største Omhu. Verden er et Værksted, hvor Kristus ved et Samarbejde mellem menneskelige og guddommelige Redskaber foretager Eksperimenter på Menneskers Hjerter formedelst sin Nåde og sin guddommelige barmhjertighed. Engle forbavses, når de ser den karakters Forvandling, der foregår hos dem, som overgiver sig til Gud, og de giver deres Glæde Udtryk i inderlige Lovsange til Gud, og til Lammet. De ser, hvorledes de, der af naturen er Vredens Børn, omvendes og bliver Kristi Medarbejdere i Bestræbelserne for at drage Sjæle til Gud. De ser dem, der var i Mørke, blive Lys, som skinner i det moralske Mørke, der omgiver denne onde og forvendte Slægt. De ser, hvorledes de ved en kristelig Erfaring forberedes til at lide med deres Herre for derefter at blive delagtige med ham i hans Herlighed i Himlen. ret
(18) Gud har en Menighed på Jorden, der opløfter den nedtrampede Lov og fremholder for Verden det Guds Lam, som bærer Verdens Synd. Menigheden har Kristi Nådes Rigdomme i sit Værge, og det er igjennem Menigheden, at den endelige og fulde Udfoldelse af Guds kærlighed til Menneskene engang vil blive åbenbaret for Verden, der skal oplyses af dens Herlighed. Kristi Bøn om, at hans Menighed må være ét, ligesom han var ét med Faderen, vil til sidst blive opfyldt. Den Helligånds rige Gave vil blive skænket, og ved dens stadige Meddelelse til Guds Børn vil de blive Vidner i Verden om Guds Kraft til Frelse. ret
(18) Der er kun én Menighed i Verden, som for nærværende står i Murbruddene, opfører gærdet og bygger de Steder, som ligger øde fra fordums Tid, og hvem som helst der henleder Verdens og andre Kirkesamfunds Opmærksomhed på denne Menighed og fordømmer den som Babylon, virker i Overensstemmelse med ham, som er Brødrenes Anklager. Er det muligt, at der iblandt os vil opstå Mænd, der taler forvendte Ting og lader netop de Meninger komme til Udtryk, som Satan ønsker at få udbredt i Verden angående dem, der holder Guds Bud og har Jesu Tro? Er det ikke Arbejde nok til at tilfredsstille eders Iver i Forkyndelsen af Sandheden til dem, som befinder sig i Vildfarelsens Mørke? Som dem der er gjort til Husholdere over Evner og Midler, har I misbrugt eders Herres Gods ved at ubrede Vildfarelse. Hele Verden er fuld af Had imod dem, som forkynder Guds Lovs Gyldighed, og den Menighed, der viser Lydighed mod Herren, må ikke indlade sig i nogen almindelig Strid. "For os står Kampen ikke imod Blod og kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Vredensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Åndemagter i det himmelske." De, der har nogen Forståelse af, hvad denne Kamp betyder, vil ikke vende deres Våben imod den stridende Menighed, men vil med al deres Kraft stride med Guds Folk imod Ondskabens Magter. ret
(19) De, som begynder at forkynde et Budskab på deres eget personlige Ansvar, og som under Foregivende af at være undervist og ledet af Gud gør det til deres særskilte Opgave at nedrive det, som Gud i Årevis har bygget op, udretter ikke Guds vilje. Lad det være sagt, at disse Mænd står på den store Forførers Side. Tro dem ikke! De forener sig med Gud og Sandhedens Fjender. De vil foragte Prædikeembedet som en Art Præstevælde. Vend eder bort fra Sådanne og hav intet med deres Budskab at skaffe, ligegyldig hvor meget de citerer "Vidnesbyrdene" og søger at forskanse sig bag disse. Tag ikke imod dem; thi Gud har ikke sat dem til at udføre dette Arbejde. Frugten af et sådant Arbejde vil blive Vantro overfor "Vidnesbyrdene", og så vidt mulig vil de tilintetgøre Virkningen af det Arbejde, som jeg i mange År har udført. Næsten hele mit Levetid har været viet til denne gerning; men min Byrde er ofte blevet sværere, fordi der er opstået Mænd, der gik ud og forkyndte et Budskab, som Gud ikke havde givet dem. Denne Klasse onde Arbejdere har udvalgt Dele af "Vidnesbyrdene" og anbragt dem i Vildfarelsens Ramme for på den Måde at give deres falske Vidnesbyrd Vægt. Når det så bliver åbenbart, at deres Budskab er Vildfarelse, kommer "Vidnesbyrdene", som var knyttet til Vildfarelsen, ind under samme Fordømmelse, og Verdensmennesker, der ikke ve, at de citerede "Vidnesbyrd" er Udtog af private Breve, benyttede uden mit Samtykke, påpeger disse Forhold som Bevis for, at mit Arbejde ikke er af Gud, at det ikke er Sandhed, men Løgn. De der således bringer Guds værk i Vanry, vil komme til at aflægge Regnskab hos Gud for, hvad de gør. ret
(20) Gud har en Menighed, og den har en af ham bestemt gerning. "Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, som de helliges fuldkomne beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle når til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst, for at vi ikke mere skal være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskers Terningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; men for at vi, Sandheden tro i kærlighed, skal i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus." ret
(20) Gud har sine beskikkede Redskaber, og han har en Menighed som har levet under Forfølgelse, Kamp og Mørke. Jesus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, og han vil fylde, rense, forædle og højne den, for at den skal stå fast midt iblandt denne Verdens fordærvede Indflydelser. Mænd, som Gud har beskikket, er blevet udvalgt til med nidkær Omhu og med årvågen Udholdenhed at passe på, at ikke Menigheden bliver omstyrtet ved Satans onde Påfund, men at den kan blive stående i Verden for at fremholde Guds Herlighed iblandt Menneskene. Der vil altid blive en hård Kamp mellem Menigheden og Verden. Sind vil komme i Berøring med Sind, Princip med Princip, Sandhed med Vildfarelse; men i den Krise, der allerede er begyndt og snart vil nå sit Højdepunkt, skal Mænd med Erfaring udføre deres af Gud beskikkede gerning og våge over Sjæle som de, der skal aflægge Regnskab. ret
(20) De, som forkynder dette Vildfarelsens Budskab og kalder Menigheden Babylon, forsømmer den gerning, Som Gud har givet dem, er i Strid med Organisationen, i Strid med Guds tydelige Ord, som er talt med Malakias om at føre al Tienden til Guds Forrådshus, og indbilder sig, at de har et Hverv at udføre med at advare dem, som Gud har valgt til at fremme hans Sandhedsbudskab. Disse Arbejdere tilfører ikke Sagen og Guds Rige større Dygtighed, men giver sig af med en gerning lig den, der udføres af al Retfærdigheds Fjende. Lad disse Mænd, der sætter sig op imod de Veje og Midler, som Gud har anordnet for at befordre sit Værk i disse vanskelige Tider, frigøre sig for alle ubibelske Anskuelser vedrørende de af Gud beskikkede Redskabers Natur, Embede og Magt. Lad enhver forstå de Ord, som jeg nu skriver. De, som er Guds Medarbejdere, er kun hans Redskaber, der i sig selv ikke besidder nogen særlig Kraft eller Hellighed. Det er kun, når de samarbejder med himmelske Kræfter, at de vil have Fremgang. De er blot Lerkar hvori Gud anbringer sine Sandhedsskatte. Paulus kan plante, og Apollos kan vande; men det er Gud alene, som giver Vækst. ret
(21) Gud taler gennem sine beskikkede Redskaber, og lad intet Menneske eller nogen Sammenslutning af Mennesker fortørne Guds Ånd ved ikke at ville høre Budskabet fra Guds Ord fra hans udvalgte Sendebuds Læber. Ved at nægte at høre Guds Budskab stænger disse Mennesker sig selv inde i et Mørkets Aflukke. De udelukker deres egne Sjæle fra Mægtige Velsignelser og berøver Kristus den Ære, der burde tilfalde ham, idet de viser Ringeagt for hans beskikkede Redskaber. ret
(21) Gud er ikke Ophavet til Forvirring, men til Fred. Men Satan er en årvågen, aldrig slumrende Fjende, stadig virkende på Menneskers Sind, søgende en Jordbund, hvor han kan så sit Ugræs. Hvis han finder nogen, som han kan drive ud i sin Tjeneste, indskyder han Ideer og falske Teorier og gør dem nidkære til at forfægte Vildfarelse. Sandheden vil ikke blot virke Omvendelse, men den virker Renselse hos dem, der antager den. Jesus har advaret os og sagt, at vi skal vogte os for falske Lærere. Helt fra Begyndelsen af vor Virksomhed er der fra Tid til anden opstået Mænd, som har forfægtet nye og mærkelige Teorier. Men dersom de, der giver sig ud for at tro Sandheden, vilde gå til dem, der har haft Erfaring, og de i en lærvillig, ydmyg Ånd vilde ty til Guds Ord og undersøge deres Teorier i Sandhedens Lys og søge Hjælp hos de Brødre, som har været flittige Bibelgranskere, og på samme Tid under Bøn til Gud spørge: Er dette Herrens Vej, eller er det en forkert Sti, Satan ønsker at lede mig ind på? så vilde de erholde Lys og undfly Fuglefængerens Snare. ret
(22) Lad alle vore Brødre og Søstre tage sig i Agt for enhver, som måtte fastsætte en Tid, da Herren vil opfylde sit Ord om sit Komme eller om noget andet Løfte, som han har tillagt særlig Betydning. "Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt." Falske Lærere kan synes at være meget ivrige for Guds Værk, og de kan bruge deres Midler til at bringe deres Teorier ude til Verden og til Menigheden; men eftersom de blander Vildfarelse med Sandhed, er deres Budskab en forførelse og vil lede Sjæle ind på falske Stier. Man må imødegå og modarbejde dem, ikke fordi de er slette Mennesker, men fordi de lærer Usandhed og søger at forsyne Usandhed med Sandhedens Præg. Hvor sørgeligt, at nogen vil gøre sig så megen Ulejlighed for at opdage en eller anden falsk teori, når der findes et helt Foråd af dyrebare Sandhedens Perler, som kunde gøre Menneskene rige i den allerhelligste Tro! I Stedet for at lære Sandheden lader de Fantasien dvæle ved det, som er nyt og mærkeligt, og stiller sig selv i Uoverensstemmelse med dem, som Gud bruger for at føre et Folk frem på Sandhedens Grundvold. De forkaster alt, hvad der er blevet sagt angående Enhed i Mening og Sind, og nedtræder Kristi Bøn, som om den Enhed, han bad om, var uvæsentlig, som om det ikke er påkrævet, at hans Efterfølgere skal være ét ligesom han er ét med Faderen. De farer af Sted, og lig Jehu opfordrer de deres Brødre til at følge deres Eksempel på Nidkærhed for Herren. Hvis deres Nidkærhed ledte dem til at virke i samme Retning, som deres Brødre virker, der har båret Dagens Byrde og Hede, og hvis de var ligeså udholdende til at overvinde Hindringer og nedslående Omstændigheder, som deres Brødre har været, så var de Efterligning værd, og Gud vilde antage dem. Men at drage ud med en Forkyndelse om underfuldt Lys og alligevel lede bort fra de Redskaber, Gud leder, er fordømmelsesværdigt. Det var på denne Måde, Korah, Datan og Abriam handlede, og Beretningen derom er skrevet til Advarsel for alle andre. Vi må ikke gøre, som de har gjort: anklage og fordømme dem, på hvem Gud har lagt Byrden for Værket. ret
(23) De, der har fremholdt Syvende-Dags Adventisternes Samfund som Babylon, har brugt "Vidnesbyrdene" for tilsyneladende af finde Støtte for deres Standpunkt; men hvoraf kommer det, at de ikke har fremholdt det, som i Årevis har været Grundtonen i mit Vidnesbyrd, nemlig Menighedens Enhed? Hvorfor citerede de ikke Englens Ord: "Slut eder sammen , slut eder sammen, slut eder sammen?" Det er Budskaber af den Slags, som disse Mænd forfægter, der splitter Menigheden og gør os til Skamme overfor Sandhedens Fjender, og i sådanne Budskaber ser man tydeligt et Arbejde af den store Forfører, som ønsker at hindre Menigheden i at nå frem til fuldkommen Enhed. Disse lærere vandrer i Gnister, de selv har tændt, handler efter deres egen selvrådige Dømmekraft og belemrer Sandheden med falske teorier og Ideer. De forkaster deres Brødres Råd og fortsætter på deres egen Vej, indtil de netop bliver, hvad Satan ønsker, de skal blive – åndeligt ubalancerede. ret
(23) Jeg opfordrer mine Brødre til at være på Vagt imod Satans Virke i enhver Form. Guds og Menneskers store Modstander fryder sig i Dag, fordi det er lykkedes ham at bedrage Sjæle og at lede deres Midler og deres Evner ind på skadelige Spor. Deres Penge kunde have været anvendt til Sandhedens Fremme, men i Stedet for er de bleven benyttet til udbredelsen af Ideer, som ikke har nogen Støtte i Sandheden. ret
(23) I 1845 blev et lignende Arbejde udført i Staten Massachusetts af en Mand ved Navn Curtis. Han fremholdt en falsk Lære og indflettede Uddrag af "Vidnesbyrdene" i sine Teorier, som han offentliggjorde i "Morgenstjernen" og i Traktatform. I Årevis har disse Produkter båret deres onde Frugt og skadet "Vidnesbyrdene", som i ingen Henseende bifaldt hans Virksomhed. Min Mand skrev til ham og spurgte hvad han mente med at fremholde "Vidnesbyrdene", sammen vævet med hans egne Ord, til Støtte for det, som vi var imod, og opfordrede ham til at rette på det Indtryk, hans Arbejde havde bibragt. Dette nægtede han kort og godt, idet han sagde at hans Teorier var Sandhed, at Synerne burde have stadfæstet hans Anskuelser, og at de i Virkeligheden støttede dem, men at jeg havde glemt at afskrive de Ting, der klargjorde hans Teorier. ret
(24) Hele Tiden siden Virksomhedens Begyndelse er der opstået den ene efter den anden for at udføre denne Slags Arbejde, og jeg har måttet gå til den Ulejlighed og den Udgift at skulle gendrive disse Vildfarelser. De har offentliggjort deres Teorier og forført mange Sjæle; men måtte Gud beskytte sin Græsgangs Hjord! ret
(24) Dem, som bekjender sig til at tro Sandheden, formaner jeg indtrængende til at vandre i Enighed med deres Brødre. Søg ikke at give Verden Anledning til at sige, at vi er yderliggående, at vi stå splittede, at den ene lærer én Ting, andre noget andet. Undgå Splittelse. Lad enhver være på Vagt og sørge for, at han står i Gabet for at fylde Revnen i Stedet for at stå på Muren og søge at fremkalde en Revne. Lad alle passe på ikke at opløfte et Skrig imod det eneste Folk, der svarer til Beskrivelsen af den Levning, der holder Guds Bud og har Jesu Tro, og som holder Retfærdighedens Banner oppe i disse sidste Dage. Gud har ét bestemt folk, en Menighed på Jorden, der ikke står tilbage for nogen, men er forud for alle andre med Hensyn til Betingelser for at fremholde Sandheden og hævde Guds Lov. Herren har guddommeligt beskikkede Redskaber, Mænd, som han leder, som har båret Dagens Byrde og Hede, som samarbejder med himmelske Kræfter for at fremme Kristi Rige i denne Verden. Lad alle slutte sig til disse udvalgte Redskaber og til sidst findes blandt dem, der har de helliges Tålmodighed, holder Guds Bud og har Jesu Tro. ret
(24) Følgende er det Brev, der er sendt til Br. Stanton:
"Napier, Ny Zeeland, den 23de Marts 1893.
Kære Br. Stanton! Jeg skriver nogle få linjer til dig. Jeg er ikke enig i det Standpunkt, du har indtaget; thi Herren har vist mig, at de, som farer vild, netop vil indtage sådanne Standpunkter. Paulus har givet os følgende Advarsel: "Men Ånden siger klarlig, at i de sidste Dage skal nogle falde fra Troen og hænge ved forføriske Ånder og Djævles Lærdomme." ret
(25) Min Bror, jeg hører, du indtager det Sandpunkt, at Syvende-Dags Adventisternes Samfund er Babylon, og at alle, der ønsker Frelse, må gå ud derfra. Du er ikke den eneste, Satan har forført på denne Måde. I de sidste 40 År er den ene efter den anden opstået og har villet havde, at Gud sendte ham med det samme Budskab; men lad mig sige til dig, som jeg har sagt til dem, at det Budskab, du forkynder, er en af de sataniske Forførelser, som har til Hensigt at skabe Forvirring iblandt Menighederne. Min Bror, du er visselig på Vi9ldspor. Den anden Engels Budskab skulde lyde for Babylon [Kirkesamfundene], forkynde deres Fald og opfordre Menneskene til at gå ud derfra. Dette samme Budskab skal forkyndes anden Gang. "Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himlen; han havde stor magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed. Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon den store, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og afskyede Fugle! Thi af hendes Utugts Harmes Vin har alle Folkeslagene drukket, og Jordens Konger har bolet med hende, og Jordens købmænd er blevet rige af hendes Yppigheds Fylde. Og jeg hørte en anden Røst fra Himlen som sagde: "Gå ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skal blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.. Thi hendes Synder er opdyngede indtil Himlen, og Gud har kommet hendes Uretfærdighed i Hu." ret
(25) Min Broder, hvis du lærer, at Syvende-Dags Adventisternes Samfund er Babylon, så tager du fejl. Gud har ikke givet dig et sådant Budskab at forkynde. Satan vil gøre Brug af enhver, i hvis Sind han kan få Indpas, og inspirere Mennesker til at opfinde falske teorier eller til at fare af Sted med en eller anden forkert Ide, for at han kan skabe en falsk bevægelse og således lede Sjæle bort fra det, som er Sandheden for denne Tid. Jeg antager, at enkelte kan blive forkerte ved dit Budskab, fordi de er fulde af Nysgerrighed og af en Higen efter noget nyt. ret
(26) Det gør mig virkelig ondt, at du på nogen Måde skulde lade dig forføre af Fjendens Indskydelser; thi jeg ved, at den teori, du forfægter, ikke er Sandhed. Du påfører dig selv og andre stor Skade ved at forfægte disse Ideer. Prøv ikke på at misfortolke, fordreje og forvende "Vidnesbyrdene" til Støtte for noget som helst falsk Budskab af den Slags. Mange er gået den samme Vej og har gjort stor Skade. Fulde af Nidkærhed er andre gået ud for at forkynde dette Budskab, og atter og atter er det blevet vist mig, at det ikke var Sandhed. ret
(26) Jeg forstår, at du også fremholder, at man ikke bør betale Tiende. Min Broder, træk dine Sko af dine Fødder; thi Stedet, du står på, er hellig Grund. Herren har udtalt sig om at betale Tiende. Han har sagt: "Bring hele Tienden ind i Forrådshuset, for at der må være Føde i mit Hus, og prøv mig dog derved, siger Herren, Hærskarernes Gud, om jeg ikke vil oplade Himlens Sluser for eder og udtømme Velsignelser over eder, mere end nok!" Men medens han udtaler en Velsignelse over dem, der bringer deres Tiende ind, udtaler han en Forbandelse over dem, som holder den tilbage. Angående dette Emne har jeg for ganske kort Tid siden fået direkte Lys fra Herren om, at mange Syvende-Dags Adventister bedrager Gud med Hensyn til Tiende og Gaver, og det blev tydelig åbenbaret for mig, at Malakias har skildret Forholdet, som det virkelig er. Hvorledes vover da noget Menneske endog blot at tænke i sit Hjerte, at en Indskydelse om at tilbageholde tiende og Gaver er fra Herren? Min Broder, hvor er det, du har forladt Stien? O sæt atter dine Fødder på den trange vej! Vi er Enden nær; men hvis du eller nogen anden lader sig forføre af Fjenden og ledes til at bestemme tiden for Kristi Komme, så vil han udføre den samme onde gerning, der har bragt Fordærvelse over deres Sjæle, der tidligere har gjort det samme. ret
(26) Dersom du tager Kristi Åg på og bærer hans Byrde, så vil du finde, at der er nok at udrette i den samme gerning, som Guds Tjenere beskæftiger sig med: at forkynde Kristus og ham korsfæstet. Men enhver, som løber af Sted med et Budskab for at forkynde Time, Dag eller År for Kristi Komme, har taget et Åg og forkynder et Budskab, som Herren aldrig har givet ham. ret
(27) Gud har på Jorden en Menighed, der er hans udvalgte Folk, som holder hans Bud. Han leder ikke spredte udløbere, én her og én der, men han leder et Folk. Sandheden er en helliggørende Kraft; men den stridende Menighed er ikke den sejrende Menighed. Hveden er blandet med Ugræs. "Vil du da, at vi skal gå og sanke det sammen?" Spurgte Tjenere; men Herren svarede: "Nej, for at I ikke også skal rykke op Hveden, når I sanker Ugræsset sammen." Evangeliets Garn fanger ikke bare god Fisk, men også dårlig, og Herren alene ved, hvem der er hans. ret
(27) Det er vor personlige Pligt at vandre ydmygt med Gud. Vi må ikke søge efter noget nyt, mærkeligt Budskab. Vi må ikke tro, at Guds udvalgte, der søger at vandre i Lyset, udgør Babylon. Babylon har fostret giftige Lærdomme, vildfarelsens Vin. Denne Vildfarelsens Vin består af falske Lærdomme, såsom Sjælens naturlige Udødelighed, de ugudeliges endeløse Pine, Benægtelsen af Kristi Forudtilværelse forud for hans Fødsel i Betlehem og Ophøjelsen af den første Dag i Ugen over den Dag, Gud har helliget. Disse og lignende Vildfarelser fremholdes for Verden af de forskellige Kirkesamfund, og således opfyldes Skriften, som siger: "Thi af hendes utugts Harmes Vin har alle Folkeslagene drukket." Det er en Harme, som er frembragt ved falske Lærdomme, og når Jordens Konger og Herskere drikker af hendes Utugts Harmes Vin, gribes de af Vrede imod dem, der ikke vil stemme overens med de falske og sataniske vrange Lærdomme, der ophøjer den falske Sabbat og leder Menneskene til at træde Guds Minde under Fod. ret
(27) Faldne Engle på Jorden forener sig med i Sammenslutninger med onde Mennesker. I denne Tid vil Antikrist fremtræde som en sand e Kristus, og da vil Guds Lov blive sat fuldstændig til Side iblandt Jordens Nationer. Oprøret imod Guds hellige Lov vil komme til fuld Modenhed. Men den virkelige Leder i alt dette Oprør er Satan, klædt i en Lysets Engels Skikkelse. Menneskene vil blive forførte, og de vil ophøje ham og sætte ham i Guds Sted og gøre ham til en Gud. Men den Almægtige vil gribe ind, og til de frafaldne Samfund, der slutter sig sammen for at ophøje Satan, vil Dommen udgå: "Derfor skal hendes Plager kommer på én Dag: Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende."" ret