(28) Menigheden er Guds Ejendom, og Gud kommer stadig i Hus, som den står i verden, udsat for Satans Fristelser. Kristus har aldrig glemt sin Fornedrelses Dage. Da Kristus forlod sin Fornedrelsestilstand, mistede han intet af sin Menneskelighed. Han har den samme ømme medlidende kærlighed, og Menneskens Lidelser rør ham stedse. Han kommer altid i Hu, at han var en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sorg. Han glemmer ikke det Folk, der repræsenterer ham og bestræber sig for at hævde hans nedtrådte Lov. Han ved, at den Verden som hadede ham, hader dem. Selv om Jesus Kristus er opfaren til Himlen, så er der endnu et levende Bånd, der knytter hans troende Børn til hans eget Hjerte, som er fyldt med guddommelig kærlighed. De ringeste og svageste er ved et Sympatiens Bånd knyttet nær til hans Hjerte. Han glemmer aldrig, at han er vor Repræsentant, at han bærer vor Natur. ret
(28) Jesus ser sin sande Menighed på Jorden, hvis højeste Ønske er at samarbejde med ham i den herlige gerning at frelse Sjæle. Han hører deres Bønner, som opsendes i Bodfærdighed og Tro, og Almagten kan ikke modstå deres Råb om Frelse for noget fristet og prøvet Lem på Kristi Legeme. "Efterdi vi altså har en Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus Guds Søn, da lad os holde fast bed Bekendelsen! Thi Vi har ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. Derfor lad os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kan få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp." Jesus lever altid for at træde frem for os. Hvilke Velsignelser kan ikke den sande troende erholde gennem vor Forløser? Menigheden, der snart træder ind i sin hårdeste Kamp, vil være det, som Gud elsker højest her på Jorden. Ondskabens Forbund vil fyldes med Kraft fra det dybe, og Satan vil bringe al mulig Forsmædelse over de udvalgte, hvem han ikke kan forføre og bedrage med sine sataniske Påfund og Løgne. Men vil Kristus, vor Repræsentant og vort Hoved, der blev "ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse", lukke sit Hjerte, eller trække sin Hånd tilbage eller gøre sit Løfte til Løgn? Nej, aldrig, aldrig! ret
(29) Gud har en menighed, et udvalgt Folk, og hvis alle kunde se, som jeg har set hvor nøje Kristus gør sig til ét med sit Folk, så vilde intet sådant Budskab lyde som det, der fordømmer Menigheden som Babylon. Gud har et Folk, der er hans Medarbejdere, og de er gået den lige Vej fremad, idet de har haft hans Ære for Øje. Hør, Hvorledes vor Repræsentant i Himlen beder: "Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed." O hvor det guddommelige Hoved længes efter at have sin Menighed hos sig! De havde Samfund med ham i hans Lidelse og Fornedrelse, og hans højeste Glæde er at have dem hos sig, at de må blive delagtige i hans Herlighed. Kristus gør Fordring på den Forret at have sin Menighed hos sig. "Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig." At have dem hos sig er ifølge Pagtens Løfte og Overenskomst med Faderen. Ærbødigt fremholder han for Nådens Trone sine fuldbragte Forløsning for sit Folk. Løftets Bue omkredser for Stedfortræder og vort guddommelige Pant, idet han fremholder sine kærlighedsfyldte Bønner. "Fader! jeg vi, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed." Vi skal se Kongen i hans Skønhed, og Menigheden vil blive herliggjort. ret
(29) Ligesom David kan vi nu bede: "Det er Tid for Herren at handle; de har brudt din Lov." Menneskene er gået fremad i Ulydighed mod Guds Lov, indtil de har opnået en Grad af Frækhed, som er uden Sidestykke. De opøver sig i Ulydighed og nærmer sig hurtigt Grænsen for Guds Overbærenhed og kærlighed, og Gud vil visselig hævde sin Ære og standse den herskende Ugudelighed. Vil Guds lovlydige Folk blive revet med i den herskende Ugudelighed? Vil den almindelige Foragt, som Guds Lov er genstand for, friste dem til at nære ringere Tanker om den Lov, som er Grundlaget for hans Styre i Himlen og på Jorden? Nej! For hans Menighed bliver hans Lov mere dyrebar, hellig og ærværdig, når Menneskene forhåner og foragter den. Med David kan de sige: "De har brudt din Lov. Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. Derfor holder jeg alle dine Bud om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej." ret
(30) Den stridende Menighed er ikke nu den sejrende Menighed; men Gud elsker sin Menighed og skildrer ved Profeten, hvorledes han modstår Satan, der klæder Guds Børn i den sorteste og mest besmittede Dragt og beder om at få Lov til at ødelægge dem. Guds Engle beskyttede dem imod Fjendens Angreb. Profeten siger: ret
(30) "Og han lod mig se Ypperstepræsten Josva, der stod for Herrens Engels Ansigt, og Satan, der stod ved hans højre Hånd, for at stå ham imod. Og Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan! ja, Herren true dig, han, som udvælger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden? Og Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Englens Ansigt. Da svarede han og sagde til dem, som stod for hans Ansigt: Tag de skidne Klæder af ham; derefter sagde han til ham: Se, jeg har borttaget din Skyld fra dig og ifører dig Helligdagsklæder. Og jeg sagde: Lad dem sætte en ren Præstehue på hans Hoved; og de satte en ren Præstehue på hans Hoved, og iførte ham Klæder, og Herrens Engel stod hos. Og Herrens Engel vidnede for Josva og sagde: Så siger den Herre Zebaoth: Dersom du vandrer i mine Veje, og dersom du tager Vare på, hvad jeg har givet dig at varetage, da skal du både dømme mit Hus og tage Vare på mine Forgårde, og jeg vil give dig Gang iblandt disse, som står her." ret
(30) Når der opstår Mænd, der påstår sig at have et Budskab fra Gud, og de i Stedet for at gøre Krig imod Fyrstendømmer og Magter og imod dem, der hersker i denne Verdens Mørke, formerer en Karré og vender Krigens Våben imod den stridende Menighed, så tag eder i Agt for dem. De er ikke udsendt af Gud. Han har ikke lagt Byrden af et sådant Arbejde på dem. De vil nedbryde det, som Gud ønsker at genoprette ved Budskabet til Menigheden i Laodikæa. Han sårer kun for at kunne hele, ikke for at føre til Fordærvelse. Herren giver ingen et Budskab, som vil gøre Menigheden mismodig og forsagt. Han straffer, han revser, og han tugter; men det gør han blot for til sidst at kunne læge og anerkende. Hvor det glædede mit Hjerte at høre fra Generalkonferensen, at manges Hjerter blev blødgjort og ydmyget, at mange aflagde ydmyge Bekendelser og fjernede fra Hjertets Dør de Ting, som holdt Frelseren udenfor. Hvor det glædede mig at vide at mange bød Jesus ind som en velkommen, blivende gæst! Hvorledes kan det være, at disse Skrifter, der fordømmer Syvende-Dags Adventisternes Samfund som Babylon, blev spredt overalt netop på et Tidspunkt, da Menigheden modtog en Åndens Udgydelse? Hvorledes hænger det sammen, at Mennesker kan være så forførte, at de bilder sig ind, at det høje Råb består i at kalde Guds Folk ud fra en Menighed, som oplever en Vederkvægelse? O matte disse vildledte Sjæle komme ind i Strømme, modtage Velsignelse og blive fyldte med Kraft fra det høje! ret