(5) Den helliggørelse, som den hellige skrift fremsætter, har med det ganske væsen at bestille, - med ånd, sjæl og legeme. Hver har vi det rette begreb om fuldstændig helliggørelse. Paulus beder, at menigheden i Thessalonika må få nyde denne store velsignelse. "Men han selv, den fredens Gud, hellige eder ganske og aldeles, og gid eders ganske ånd, og sjæl og legeme må bevares ustraffeligt i vor herres Jesu Kristi tilkommelse." 1 Tess. 5:23 ret
(5) Der hersker på det religiøse område en teori om helliggørelse, der er falsk i sig selv og farlig i sin indflydelse. De, som bekender sig til at være helliggjorte, beviser ikke i mange tilfælde den ægte helliggørelse. Deres helliggørelse består i tale og i at tilbede sin egen vilje. De, som i virkelighed søger at udviske en fuldkommen kristelig karakter, vil aldrig indlade sig på den tanke, at de er syndfri. De finder måske ingen plet på sit liv og levnet; de efterlever kanhænde fuldt ud den sandhed, som de har annammet; men jo mere de øver sig at tænke på og dvæle ved Kristi væsen, og jo nærmere de efterligner hans guddommelige billede, des tydeligere vil de kunne indse, hvor fejlfrit og fuldkomment det er, og des dybere vil de kunne føle signe egne mangler. ret
(6) Når personer gør fordring på at være helliggjorte, da afgiver dette et tilstrækkeligt bevis på, at de langt fra er hellige. De indser ikke sin egen svaghed og sin egen mangel. De indbilder sig, at de i sit liv udviser Kristi billede, men dette er, fordi de ikke kender ham i sandhed. Jo større afstand der er mellem dem og deres frelser, des mere retfærdige ser de ud i sine egne øjne. ret
(6) På samme tid som vi bodfærdig og i ydmyg tillid tænker på Jesus, som vore synder har gennemboret og vore sorger har bebyrdet, kan vi lære at vandre i hans fodspor. Ved at beskue ham bliver vi forvandlede efter hans guddommelige lignelse. Når denne gerning udføres hos os, da gør vi ingen fordring på selv at være retfærdige; men vi ophøjer Jesus Kristus på samme tid, som vi kaster os i al vor nød på hans fortjeneste. ret
(6) Vor frelser dadlede altid egenretfærdighed; han lærte sine disciple, at de højeste gudsfrygt er den, som viser sig på en rolig, beskeden måde. Han mindede dem om at udføre sine barmhjertighedsgerninger på en rolig måde, ikke for at anses eller roses eller æres af mennesker, men for at forherlige Gud; thi lønnen skulle de vente at få hisset. Hvis de udførte sine gode gerninger for at få lov og pris af mennesker, da ville de ikke få belønning af sin fader i himlene. ret
(6) Kristus lærte sine efterfølgere, at de ikke skulle bede for at anses af mennesker: "Men du, når du beder, gak ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i løndom, og din fader, som ser i løndom, skal betale dig åbenbare." Sådanne udtalelser som denne fra Kristi læber viser, at han ikke bifaldt den slags fromhed, som var så almindelig blandt farisæerne. Hans undervisning på bjerget viser, at barmhjertighedsgerninger antager en ædel form, og den religiøse gudstjenestes handlinger udbreder en yndig duft, når man udfører dem på en bramfri måde i bodfærdighed og ydmyghed. Den rene bevæggrund helliger handlingen. ret
(7) Den rette helliggørelse består deri, at man stemmer fuldstændig overens med Guds vilje. Man overvinder sine oprørske tanker og følelser, og Jesu stemme opvækker et nyt liv, der besjæler det ganske væsen. De, som i virkelighed er helliggjorte, stiller ikke frem sin egen mening, som en rettesnor for ret eller uret. De er ikke fordomsfulde eller egenretfærdige; men de passer meget nøje sit eget jeg; thi eftersom forjættelsen endnu står dem åben, frygter de altid for, at de skal komme til kort i at efterleve de betingelser, hvorpå forjættelsen er grundet. ret
(7) Mange, som siger sig at være helliggjorte, er aldeles uvidende om nådens virkninger på hjertet. Når de sættes på prøve, erfarer man, at de ligner den egenretfærdige farisæer. De kan ikke tåle modsigelse; de lægger sund fornuft og dømmekraft til side og stoler udelukkende på sine følelser, idet de grunder sine påstande om at være helligggjorte på følelser, som de til en eller anden tid har erfaret. De fastholder sine påstande om hellighed på en stivsindet, hårdnakket måde, idet de taler overflødige ord, men frembærer ingen dyrebar frugt som bevis derpå. Disse personer, som giver sig ud for at være helliggjort, bedrager ikke alene sin egen sjæl ved sine påstande; men de udøver en indflydelse, der vildleder mange, som har et oprigtigt ønske om at rette sig efter Guds vilje. Man hører dem gentage atter og atter: "Gud fører mig. Gud underviser mig. Jeg lever uden synd." Mange, som kommer i berøring med dette sindelag, træffer noget mørket, hemmelighedsfuldt, som de ikke kan fatte, men det er dog noget, som aldeles ikke ligner Kristus, det eneste sande mønster. ret
(8) Bibelens helliggørelse består ikke i stærke følelser. Netop heri kommer mange i vildrede. De opstiller sine følelser som regel og rette snor. Når de føler sig oprømte eller lykkelige, siger de sig at være helliggjorte. Lykkelige følelser eller mangel på fryd og glæde er intet bevis på, at en person er eller ikke er helliggjort. Der findes ikke noget sådant som en øjeblikkelig helliggørelse. Den rette helliggørelse er en gerning, der går for sig hver dag og bliver ved, så længe, som livet varer. De, som kæmper daglig med sine fristelser, som fejrer over sine egne syndige tilbøjeligheder og stræber efter at blive hellige på hjerte og live, fremkommer ikke med pralende påstande om at være hellige. De hungrer og tørster efter retfærdighed. Synden viser sig overmåde syndig for dem. ret
(8) Nogle af dem, som gør fordring på at være helliggjorte, bekender sig til sandheden ligesom sine brødre, og det kan være vanskeligt at skelne imellem dem; men der er dog alligevel en forskel. Når de, som påstår at have gennemgået en sådan ophøjet erfaring, aflægger sit vidnesbyrd, har det den virkning, at Kristi milde ånd unddrager sig fra mødet, og der efterlades en kødlig indflydelse på de tilstedeværende; men om disse levede i virkelighed uden synd, da ville deres nærværelse føre hellige engle ind i forsamlingen, og deres ord ville i sandhed være "som guldæbler i sølvskåler". ret
(9) Når man om sommeren ser hen på træerne i den fjerne skov, der alle er klædte med et dække af grønt, er man måske ikke i stand til at skelne mellem nåletræerne og de andre træer; men når vinteren kommer, og frosten omslutter dem i sin kolde favn og afriver det skønne løvværk fra de andre træer, da kan man meget let skelne nåletræerne. Således vil det også være tilfældet med alle dem, som vandrer i ydmyghed, som ikke stoler på sig selv, men som skælvende klynger sig fast til Kristi hånd. De, som er selvtillidsfulde, og stoler på sin egen karakters fuldkommenhed, mister sin falske retfærdigheds kåbe, når prøvelser og modtang bryder løs over dem; men de, som i sandhed er retfærdige, der i oprigtighed elsker og fryger Gud, bærer Kristi retfærdigheds klædebon i modtang såvel som i medgang. ret
(9) Selvfornedrelse, selvopofrelse, gavmildhed, venlighed, kærlighed, tålmodighed, sjælsstyrke og kristelig tillid er de frygter, som de, der i sandhed er forenede med Gud, bærer hver dag. Deres handlinger offenliggøres kanhænde ikke for verden. De kæmper selv daglig med det onde og vinder dyrebare sejre over fristelser og synder. De fornyer sine højtidelige løfter og holder dem på grund af den styrke, som de får i alvorlig bøn og ved bestandig at våge. Den, der er ivrig og begejstret for sit eget, lægger ikke mærke til den kamp, som disse tause arbejdere har; men det øje, som ser hjertets skjulte ting, lægger mærke til og betragter med velbehag enhver bestræbelse, som de i sagtmodighed og ydmyghed gør. Tiden, der prøver alting, skal også åbenbare kærlighedens og troens rene guld i karakteren. Når prøver og besværligheder kommer i menigheden, da er det, at Kristi sande efterfølgeres trofaste iver og inderlige kærlighed viser sig. ret
(10) Det gør os bedrøvede at se, at de, der bekender sig til at være kristne, føres på vildspor ved den falske, fortryllende lære, at de er fuldkomne, fordi det er så vanskeligt at bevise dem deres fejl og føre dem ind på det rette spor. De har søgt at smykke det udvendige og gøre det behageligt, medens den indre prydelse, Kristi sagtmodighed og ydmyghed, mangler. Tiden vil prøve alle, og da vil håbet hos mange, som i årevis har tænkt sig trygge, befindes at være grundløst. Når de, som tilsyneladende har været grundstøtter i Guds hus, kommer i nye stillinger under andre omstændigheder, da hænder det sig ofte, at de viser sig at være kun råddent, forfaldent tømmer, smykket og prydet udvendigt. Men de, som i hjertet er sagtmodighed, som hver dag har indset nødvendigheden af at klynge sig fast til den evige klippe, kommer til at stå ubevægelige, når prøvelsens storme bryder løs over dem, fordi de ikke har stolet på sig selv. "Men Guds faste grundvold står og har dette segl: Herren kender sine." ret
(10) De, som gør sig umage for at henkalde andres opmærksomhed på sine gode gerninger, og som bestandig taler om sin syndefrie stilling og forsøger at fremhæve sin fremvækst i gudsfrygt, bedrager kun sin egen sjæl derved. En frisk mand, som er i stand til at arbejde med livet gøremål, og som dag efter dag går ud til sit arbejde med friskt mod og sundt blod i sine årer, henkalder ikke enhvers opmærksomhed på, hvor friskt han er. Sundhed og livskraft er han naturligt, og han er sig derfor ikke bevidst, at han nyder en sådan herlig gave. ret
(11) Således er også tilfældet med den, som i sandhed er retfærdig; han er sin godhed og fromhed ubevidst. Religiøse grundprincipper er bleven drivfjederen i hans liv og levnet, og det er ham lige så naturligt at bære åndens frugter, som det er for figentræet at bære figener eller for rosentræet at frembringe roser. Hans væsen er så aldeles besjælet af kærlighed til Gud og til sine medmennesker, at han gør Kristi gerninger med et villigt hjerte. ret
(11) Alle, som berøres af hans indflydelse, mærker, hvor yndigt og ædelt hans kristelige liv er, medens han selv er sig det næsten ubevidst; thi det stemmer overens med hans sæder og tilbøjeligheder. Han beder om guddommelig oplysning og han holder af at vandre i dette lys. Det er hans mad og drikke at gøre sin himmelske faders vilje. Hans liv er skjult med Kristus i Gud; men han praler ikke deraf eller synes at have bevidsthed derom. Herren smiler på de sagtmodige og ydmyge sjæle, som vandrer nøjagtig i Mesterens fodspor. Engle drager nær til dem, og de glæder sig i at være omkring ham. Andre, som gør fordring på at have fundet noget stort, og som fryder sig i at fremhæve sine gode gerninger, går måske forbi dem og lægger ikke mærke til dem; men de himmelske engle bøjer sig kærligt over dem og stiller sig ligesom en ildmur omkring dem. ret
(11) Vor frelser var verdens lys; men verden kendte ham ikke. Han var stadig beskæftiget med barmhjertighedsgerninger og sendte lys og opmuntring omkring på enhvers sti; men alligevel henkaldte han ikke deres opmærksomhed, men hvem han omgikkes, på sin uforlignelsige dyd, selvfornegtelse, selvopofrelse og gavmildhed. Jøderne holdt ikke af et sådant liv. De anså hans gudsfrygt for at være uden værdi, fordi den ikke stemte overens med deres rettesnor og regel for fromhed. De kom til den slutning, at Kristus ikke var religiøs hverken i sind eller væsen; thi deres religion bestod i udvortes pragt, i at bede offentlig og i at gøre barmhjertighedsgerninger for at anses af menneskene. De udbasunerede sine gode gerninger i lighed med dem, om gør fordring på helliggørelse. De ønskede, alle skulle forstå, at de var uden synd. Men hele Kristi liv stod i ligefrem modsætning til dette; han søgte hverken ære eller vinding. Da han på sin vidunderlige måde helbredede de syge, gjorde han det så roligt som muligt, endskønt han ikke kunde tilbageholde den begejstring, som de, der modtog hans store velsignelser, udviste. Ydmyghed og sagtmodighed udprægede hans liv. Men farisæerne ville ikke annamme ham, netop fordi han var så sagtmodig i sin vandel og så beskeden i sin opførsel, der stod i så stærk modsætning til deres egen opførsel og vandel. ret
(12) Den dyrebareste frugt, som helliggørelsen bæver, er sagtmodighed. Når denne dyd besjæler livet , da præges sindelagt og tilbøjelighederne af dens indflydelse. Man holder sig bestandig nær til Gud og underkaster sig hans vilje. Forstanden fatter for forstår enhver guddommelig sandhed, og viljen bøjer sig under ethvert guddommeligt bud uden at tvivle eller knurre. Den sande sagtmodighed formilder og bøjer hjertet og skikker sindet til at modtage det indpodede Guds ord; en underkaster tankerne Jesu lydighed; den åbner hjertet for Guds ord, ligesom Lydias hjerte blev åbnet; den stiller os med Maria som de, der lærer ved Jesus fødder. "Han skal gøre, at de ydmygede kommer til ret, og han skal lære de ydmygede sign vej." ret
(13) Man hører aldrig, at de sagtmodige taler på en pralende måde. Ligesom barnet Samuel beder de: "Tal, Herre; thi din tjener hører." Da Josva fik den højeste hædersstilling som anfører for Israel, bød han alle Guds fjender trods. Hans hjerte blev opfyldt af ædle tanker om sit store hverv. Men så snart der kom et budskab fra himlen, stillede han sig som et lidet barn, der skal føres og ledes. Han svarede: "Hvad taler min herren til sin tjener?" De første ord, som Paulus talte, efter at Kristus åbenbarede sig for ham, var: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" ret
(13) Sagtmodighed i Kristi skole er en af den Helligånds særlige frugter. Det er en dyd, som de Helligånd virker, når den helliger sjælen, og den gør den i stand til under enhver omstændighed at beherske et ubetænksomt og heftigt sindelag. Når de, som af naturen er uvenlige og heftige, opelsker denne dyd, sagtmodighed, da bestræber de sig af alle kræfter for at underkue dette ulykkelige sindelag. Hver eneste dag lærer de at beherske sig selv mere og mere, så at det, som ikke er elskeværdigt, og som ikke ligner Jesus, besejres. De bliver forvandlede, så at de ligner det guddommelige mønster og kan adlyde den befaling, som apostlen fremholder: "Derfor, mine elskelige brødre, værer hvert menneske snare til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede." ret
(13) Når et menneske siger sig at være helliggjort, og hans ord alligevel kan lignes ved en uren kilde, der udsender bedskt vand, kan vi trygt sige, at de menneske bedrager sig selv. Han behøver at lære begyndelsesgrundene i det, som udgør et kristeligt liv. Nogle, som bekender sig til at være Kristi tjenere, har så længe opelsket en dæmonisk uvenlighed, at det ser ud til, at de elsker denne vanhellige sindsbeskaffenhed, og at de glæder sig i at udtale ord, der mishager og opirrer andre. Disse mennesker må omvende sig, før Kristus vil anerkende dem som sine børn. ret
(14) Sagtmodighed er den indre prydelse, som gud sætter stor pris på. Apostlen taler om denne dyd og siger, at den er mere ypperlig og dyrebar end guld eller perler eller kosteligt klædebon. Medens den udvendige prydelse kun smykker det forkrænkelige legeme, pryder sagtmodighed sjælen og forener det forkrænkelige menneske med den uforkrænkelige Gud. Dette er Guds egen udvalgte prydelse. Den, som pryder himlen med de lyse stjerner har ved den samme ånd lovet, at han vil "pryde de sagtmodige med frelse." De, som ifører sig den herre Jesus Kristus og vandrer med ham i sagtmodighed og lydighed, vil himlens engle opskrive i himlen som de, der har den skønneste prydelse på. ret
(14) Den kristne har et højt mål at opnå; han kan stadig stige højere og højere. Johannes havde et ophøjet begreb om den kristnes privilegier. Han siger: "Ser, hvor stor en kærlighed Faderen har bevist os, at vi skal kaldes Guds børn." Det er ikke menneskeslægten muligt at opnå en højere værdighed end den her omtalte. Mennesket kan blive Guds arving og Kristi medarving. For dem, som således er bleven ophøjede, udfoldes Kristi uransagelig rigdom, der er tusinde gange mere værd en alle jordiske besiddelser. Således er det forkrænkelige menneske på grund af Jesu Kristi fortjeneste ophøjet til at stå i samfund med Gud og hans elskelige søn. ret