bibelsk helliggjörelse kapitel 10fra side67

ren side - tilbage

Tiende kapitel: Kristelig karakter.

(67)  Den kristne giver sin karakter tilkende i sit daglige liv og levnet. Kristus sagde: "Således bærer hver godt træ gode frugter; men et råddent træ bærer onde frugter." Vor frelser lignede sig selv med et vintræ, hvorpå hans efterfølgere er grenene. Han erklærer tillige, at enhver, som vil være hans discipel, må bære frugt, og derpå viser han, hvorledes de kan blive frugtbare grene. "Bliver I mig, da bliver jeg i eder. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver i træet, så kan I ikke heller, uden I bliver i mig." ret

(67)  Apostlen beskriver den frugt, som den kristne skal bære. Han siger, at den "viser sig i al godhed og retfærdighed og sandhed". Og atter: "Men åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, ømhed, trofasthed, sagtmodighed og hellighed." Disse kostelige dyder er simpelthen Guds lovs principper, der gennemføres i livet. ret

(68)  Guds lov er den eneste rette målestok for moralsk fuldkommenhed. Kristi liv var et eksempel på, hvorledes denne lov kan gennemføres. Han siger om sig selv: "Jeg har holdt min faders befalinger." Intet andet end lydighed kan opfylde Guds ord fordringer. "Hvo, som siger, at han bliver i ham, hans er og skyldig til at vandre således, som han vandrede." Vi kan ikke undskylde os med, at vi ikke er i stand til at gøre dette; thi Herren forsikrer os: "Min nåde er dig nok." Når vi skuer ind i det guddommelige spejl, nemlig Guds lov, da ser vi, hvor overmåde syndig synden er, og vi indser, at vi har overtrådt denne lov og derfor er i en fortabt tilstand; men på grund af omvendelse og tro retfærdiggøres vi for Gud, og på grund af den guddommelige nåde bliver i stand til at være hans bud lydige. ret

(68)  De, som har sand kærlighed til Gud, vil udvise et oprigtigt ønske om at lære at kende hans vilje og at gøre den. Apostlen Johannes, hvis breve handler så fuldstændig om kærlighed, siger: "Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud." Det barn, som elsker sine forældre, viser denne kærlighed ved en villig lydighed; men det uegennyttige, utaknemmelige barn søger at gøre så lidt som muligt for sine forældre på samme tid, som det gerne vil nyde alt det gode, som det lydige og trofaste barn får. Den samme forskel kan man også se iblandt dem, som bekender sig til at være Guds børn. Mange, som ved, at Gud elsker dem og nærer omsorg for dem, og som ønsker at modtage hans velsignelser, har ingen lyst til at udrette hans vilje. De betragter Guds fordringer på dem som en ubehagelig tvang og hans bud som et utåleligt åg; som den, som i sandhed søger at opnå hellighed i hjerte og liv, forlyster sig i Guds lov og begræder kun, at han kommer så langt til kort at efterkomme dens fordringer. ret

(69)  Guds ord byder os at elske hverandre, således som Kristus har elsket os. Han har udvist sin kærlighed ved at nedlægge sit liv for at forløse os. Den elskede discipel siger, at vi bør være villige til at nedlægge vort liv for vor brødre; thi "hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og hver, som elsker Faderen, elsker og den, som er født af ham." Elsker vi Kristus, så elsker vi også dem, som ligner ham i sit liv og levnet, og ikke nok dermed; men vi vil elske dem, som er "uden håb og uden Gud i verden". Kristus forlod sit hjem i himlen og kom til verden for at lide og dø for at frelse syndere. Med dette for øje arbejdede han og stred og bad, indtil han hjerteknust og forladt dem, som han kom for at frelse, udøste sit liv på Golgatha. ret

(69)  Mange gyser tilbage for et sådant liv, som vor frelser levede. De føler, at de fordrer for store opofrelser at efterleve det store mønster, at frembringe frugt i gode gerninger og derpå tålmodig holde ud, medens Gud beskærer dem, så de kan frembære mere frugt. Men når den Kristne kun betragter sig som et ringe redskab i Kristi hånd og med troskab forsøger at udføre enhver pligt, idet han stoler på den hjælp, som Gud har lovet, da vil han bære Kristi åg og erfare, at det er gavnligt. Han vil da bære byrder for Kristus og sige, at de er lette. Modig og tillidsfuld kan han skue op og sige: "Jeg ved, hvem jeg har troet, og er vis på, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham, til hin dag." ret

(70)  Møder vi hindringer på vor vej, men trofast overvinder dem; træffer vi modstand og forsmædelse, men sejrer over dem i Kristi navn; bærer vi ansvar og opfylder vore pligter med vor mesters sindelag, da kommer vi i sandhed til at indhente en dyrebar kundskab om Herrens trofasthed og magt. Vi stoler da ikke mere på andres erfaring; thi vi har vidnesbyrdet i os selv. Ligesom samaritanerne i fordums tider kan vi da sige: "Vi har selv hørt og ved, at denne er sandelig den verdens frelser, den Kristus." ret

(70)  Jo mere vi tænker på Kristi karakter, og jo mere af hans frelsende kraft vi erfarer, des klarere skal vi kunne indse vor egen svaghed og ufuldkommenhed, og des mere alvorligt ser vi hen til ham som den, der er vor styrke og vor forløser. Der er ingen kraft i os selv, så at vi kan rense sjælens tempel fra dets fordærvelse; men idet vi angrer vore synder mod Gud og søger at opnå forladelse på grund af Krsiti fortjeneste, vil han meddele os den tro, som virker ved kærlighed og renser hjertet. Vi bliver helliggjorte ved troen på Kristus og lydighed imod Gus lov og således skikkede til at leve i forening med hellige engle og de hvidklædte forløste sjæle i herlighedens rige. ret

(70)  Det er ikke alene enhver kristens privilegium, men også hans pligt at stå i en inderlig forening med Kristus og at nyde en dyrebar erfaring i de ting, som hører Gud til. Da vil hans liv være frugtbart på gode gerninger. Kristus siger: "Derudi forherliges min fader, at I bærer megen frugt". Når vi læser beretninger om mænd, som har udmærket sig for sin fromhed, anser vi ofte deres erfaring og den fuldkommenhed, de har opnået, som noget, vi langt fra kan opnå. Men dette er ikke tilfældet. Kristus døde for alle, og hans ord forsikrer os, at han er mere villig til at skænke sin Helligånd til dem, der beder derom, end jordiske forældre er til at give sine børn og de gaver. Profeterne og apostlene udviklede ikke en fuldkommen kristelig karakter ved et mirakel. De brugte de midler, som Gud stillede til deres rådighed, og enhver, som vil anstrenge sig lige så meget, kan opnå de samme resultater. ret

(71)  I sit brev til menigheden i Efesus fremsætter Paulus for dem "evangeliets hemmelighed", "Kristi uransagelige rigdom", og derpå forsikrer han dem, at han beder alvorligt for deres vel. ret

(71)   "For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for vor herres Jesus Kristi fader, af hvem al faderlighed kaldes i himlene og på jorden, at han vil give eder efter sin herligheds rigdom, mægtigen at bekræftes ved hans ånd i det indvortes menneske; at Kristus må bo på grund af troen i eders hjerter, så at I rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, som overgår al kundskab, at I kan opfyldes med al Guds fylde." ret

(71)  Han skriver også til sine brødre i Korinth, til dem, der er "hellige i Kristus Jesus": "Nåde være med eder og fred fra Gud, vor fader, og den herre Jesus Kristus! Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds nåde som er given eder i Kristus Jesus, at i ved ham er gjorte rige i alt, at i al lære og al kundskab, ligesom også det vidnesbyrd om Kristus er bleven befæstet hos eder, så at I ikke fattes på nogen nådegave, idet I forventer vor herres Jesus Kristi åbenbarelse." Disse ord er rettede ikke alene til menigheden i Korinth, men til alt Guds folk helt ned til verdens ende. Enhver kristen kan nyde den velsignelse at være helliget. ret

(72)  Apostlen fortsætter i følgende ord: "Men jeg formaner eder, brødre, ved vor herres Jesus Kristi navn, at I alle fører den samme tale, og at der ikke må findes splidagtigheder iblandt eder; men at i skal være forenede i det samme sin og i den samme mening. Paulus ville ikke have opfordret dem til at gøre det, som var umuligt. Enighed og samdrægtighed er en sikker følge af kristelig fuldkommenhed. ret

(72)  I brevet til kolossenserne fremsætter han også de herlige privilegier, som tilskrived Guds børn. "Da vi har hørt om eders tro i Kristus Jesus og edres kærlighed til alle hellige, . . . . derfor aflader vi og ikke fra den dag, vi hørte det, at bede for eder og begære, at i måtte fyldes med hans viljes erkendelse i al visdom og åndelig forstand, at I kan omgås værdligt for Herren til al behagelighed og være frugtbare på al god gerning og vokse til Guds erkendelse, styrkede med al styrke efter hans herligheds kraft til al tålmodighed og langmodighed og glæde." ret

(72)  Apostlen søgte selv at opnå det samme mål som Hellighed, som han fremsætter for sine brødre. Han skriver til filippenserne: "Men hvad der var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld agtet for tab; ja sandeligen, jeg agter og alt for tab mod Kristi Jesu, min herres, Kundskabs ypperlighed. . . . At jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og hans lidelsers samfund, så jeg bliver dannet til at ligne ham i hans død, om jeg dog kunde nå de dødes opstandelse. Ikke at jeg har allerede grebet det eller er allerede fuldkommen; men jeg gager derefter, om jeg dog kan gribe det, efterdi jeg er greben af Kristus Jesus. Brødre, jeg agter sikket mig selv at have grebet det. Men ét gør jeg: forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, iler jeg mod målet, til det klenodie, som hører Guds kald her ovenfra i Kristus Jesus." Der er en slående modsætning mellem den pralende, egenretfærdige påstand, som de, der siger sig at være syndfrie, fremkommer med, og apostlenes beskedne udtryk. Dog var det den renhed og den troskab, som han udviste i sit eget liv, der gjorde hans formaninger til sine brødre så kraftige. ret

(73)  Paulus betænkte sig ikke på ved enhver passende anledning at indskærpe vigtigheden af bibelens helliggørelse. Han siger: "I ved jo, hvordan bud vi gav eder på grund af den herre Jesus; thi dette er Guds vilje, eders helliggørelse." "Derfor, min elskelige, ligesom I altid har været lydige, således ikke alene som ved min nærværelse, min nu meget mere i min fraværelse, arbejder på eders saliggørelse som frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at udrette efter sit behag. Gør alle ting uden knur og tvivl, at I kan vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige børn, midt iblandt den vanartige og forvendte slægt, iblandt hvilke I skinner som lys i verden. ret

(73)  Han påminder Titus om at undervise menigheden om, at på samme tid, som de stolede på Kristi fortjeneste for sin frelse, ville den guddommelige nåde, som var i deres hjerte, lede dem til med troskab at udføre alle livets pligter. "Påmind dem at være fyrster og øvrigheder underdanige, at lyde befalinger, at være redebonne til at god gerning, ikke at bespotte nogen, ikke være kivagtige, men billige og bevise al sagtmodighed mod alle mennesker. . . Dette er en troværdig tale, og dette vil jeg, at du skal bekræfte, på det de, som har troet på Gud, skal beflitte sig på at overgå andre i gode gerninger. Dette er menneskene godt og nyttigt." ret

(74)  Paulus søger at indprente os dette, at grundvolden til al antagelig gudstjeneste er kærlighed, på samme tid som den er selv kærnen i alle de kristelige dyder, tillige, at Guds fred bor kun i den sjæl, hvor kærligheden råder. "Så ifører eder da som Guds udvalgte hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, så I fordrager hverandre og tilgiver hver, dersom nogen har klagemål mod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, således og I. Men frem for alt dette ifører eder kærligheden; thi denne er fuldkommenhedens bånd. Og Guds fred sejre i eders hjerter, til hvilken I og er kaldte i ét legeme; og vær taknemmelige. Lader Kristi ord bo rigelig iblandt eder i al visdom, så I lærer og påminder hverandre med salmer og lovsange og åndelige viser, idet I synger nydelig i eders hjerte for Herren. Og alt, hvad I gør i ord eller i handling, det gør alt i den herres Jesu navn, takkende Gud og Faderen på grund af ham." ret

næste kapitel