bibelsk helliggjörelse kapitel 11. Fra side 74ren side   tilbage

Ellevte kapitel: Den kristnes privilegium.

(74)  Mange, som søger i oprigtighed efter hellighed i hjerte og renhed i liv, synes at være bekymrede og modløse. De ser bestandig på sig selv og beklager sin mangel på tro, og på grund af, at de ikke har tro, føler de, at de ikke kan gøre fordring på Guds velsignelse. Disse personer gør fejl i, at de ikke gør forskel på følelse og tro. De forbigår den sande troens enfoldighed og påfører således sin sjæl stort mørke. I stedet for at tænke på sig selv burde de opholde sig ved Guds nåde og miskundhed og opregne hans forjættelser og da simpelthen tro, at han vil opfylde sit ord. Vi må ikke stole på vor tro, men på Guds forjættelser. Når vi angrer vore forbi gangne overtrædelser af hans lov og beslutter, at vi vil være lydige i fremtiden, bør vi tro at Gud for Kristi skyld annammer os og tilgiver os vore synder.

(75)  Mørke og forsagthed vil undertiden trænge sig ind på sjælen og true med at ødelægge os; men vi burde ikke kaste vor tillid bort; vi må holde øjet rettet på Jesus, enten vi har følelse eller ej. Vi bør søge at opfylde enhver bevidst pligt og derpå stole udtrykkelig på forjættelserne.

(75)  Undertiden vil der komme en dyb fornemmelse af uværdighed, så at den aldeles fylder sjælen med rædsel; men dette er ikke noget bevis på, at Gud har forandret sig lige overfor os, eller at vi har forandret os lige overfor Gud. Man må ikke forsøge at tilskynde sig til at nære heftige følelser. Det er muligt, at vi i dag ikke føler den fred og den glæde, som vi følte i går; men i troen bør vi gribe fat i Kristi hånd og stole på ham ligeså urokkelig i mørket som i lyset.

(75)  Satan kan måske tilhviske os: "Du er en så stor synder, at Kristus ikke kan frelse dig." Medens du indrømmer, at du i sandhed er syndig og uværdig, så kan du også svare fristeren med dette råb: "Kristus er min frelser, fordi han har forløst mig. Jeg stoler ikke på mine egne fortjenester, men på Kristi dyrebare blod, der renser mig. Netop i dette øjeblik kaster jeg mit hjælpeløs i Kristi arme." Den kristnes liv må være et liv fuldt af en stadig, levende tro; en urokkelig tiltro og en fast tillid til Kristus bringer sjælen fred og forvisning.

(76)  Bliv ikke mismodig, fordi dit hjerte synes at være hårdt. Enhver hindring, enhver indre fjende forøger kun din trang til Kristus. Han kom for at borttage stenhjertet og give dig et kødhjerte. Bed ham om særlig nåde til at overvinde dine egne fejl. Når fristelserne angriber dig, da stå urokkelig imod den ondes indflydelse. Sig til din sjæl: "Hvorledes kan jeg vanære min frelser? Jeg har givet mig selv til Kristus; jeg kan ikke udføre satans gerninger." Anråb den kære frelser om hjælp til at forsage enhver afgud og til at aflægge enhver yndlingssynd. Lad troens øje beskue Jesus, der står foran Faderens trone og rækker frem sine sårede hænder, idet han beder for dig. Tro at du får styrke på grund af din dyrebare frelser.

(76)  Sku med troens øje hen på de troner, som er opbevarede for dem, som skal sejre; hør de frelstes jublende sang: Værdig er lammet, som er slagtet, og som med sit blod har købt os til Gud! Forsøg at tænke på disse scener som virkelige scener. Stefanus, den første kristne martyr, udråbte, idet han stred med fyrstendømmer og magter og åndeligt hovmod: "Se, jeg ser himlen åben, og menneskets søn stå hos Guds højre hånd." Verdens frelser åbenbarede sig for ham som den, der skuede ned fra himlen på ham med den dybeste interesse, og Kristi åsyns herlige lys strålede ned over Stefanus med en sådan glans, at selv hans fjender så hans ansigt som en engels ansigt.

(76)  Hvis vi ville tænke mere på Kristus og den himmelske verden, a skulde vi deri finde en kraftig tilskyndelse og kraft, medens vi kæmpede for Herren. Stolthed og kærlighed til verden kommer til at miste sin kraft, idet vi tænker på det herlige, skinnende land, som snart skal blive vort hjem. Sammenlignet med Kristi ynde vil alle jordiske tillokkelser være af liden værdi.

(77)  Lad ingen indbilde sig, at han kan erholde en forvisning om Guds kærlighed, uden at han med stort alvor stræber at opnå dem. Når man i lang tid har ladet tankerne dvæle kun på de jordiske ting, da er det en vanskelig sag at overføre tankerne på noget andet. Det som øjet ser, og øret hører, tildrager for ofte opmærksomheden og optager interessen. Men hvis vi ønsker at komme ind i Guds stad og se på Jesus i al hans herlighed, da må vi her vænne os til at skue ham med troens øje. Kristi ord og karakter bør ofte være genstand for vore tanker og vor samtale, og hver dag bør vi anvende en bestemt tid til bøn til Gud at overveje disse hellige temaer.

(77)  Helliggørelse er en daglig gerning. Lad ingen bedrage sig selv i den tro, at Gud vil tilgive og velsigne dem, medens de træder en af hans fordringer under fødder. Begår man noget, som man ved er synd bringer det ånden stemme til tavshed og adskiller sjælen fra Gud. Om man end kan have begejstrede religiøse følelser, kan Jesus dog ikke bo i det hjerte, som ringeagter den guddommelige lov. Gud ærer kun dem, som ærer ham.

(77)   "Hvem I fremstiller eder som tjenere i lydighed, dens tjenere er I, hvem I lyder." Hvis vi giver efter for vrede, lidenskabelighed, begærlighed, had, egennytte eller nogen anden synd, da bliver vi syndens tjenere. "Ingen kan tjene tor herrer;" tjener vi synden, da kan vi ikke tjene Kristus. Den kristne vil føle en tilskyndelse til synd; thi kødet strider imod ånden; men ånden strider også imod kødet, så at der er en stadig kamp. Heri behøves Kristi hjælp. Den menneskelige svaghed forener sig med guddommelig styrke, og troen råber: "Men gud være tak, som giver os sejer på grund af vor herre Jesus Kristus!"

(77)  Om vi ønsker at udvikle en karakter, som Gud kan annamme, da må vi leve et retskaffent og regelmæssigt religiøst liv. Daglig bøn er en væsentlig betingelse for at vokse i nåden, ja endog for det åndelige liv, ligesom det legemlige velbefindende er afhængigt at vor timelige føde. Vi bør vænne os til ofte at opløfte tanken til Gud i bøn. Hvis sindet farer andetsteds hen, da må vi føre det tilbage. Vedholdende bestræbelse i denne retning vil snart gøre det til en vane, så at det bliver let. Adskiller vi os et eneste øjeblik fra Kristus, kommer vi i fare. Vi kan have ham hos os ved ethvert skridt; men dette sker kun, når vi efterlever de betingelser, som han selv har nedlagt.

(78)  Gudsfrygt må være det første og det sidste i livet. Alt andet bør være dette underordnet. Alle vore sjælelige, legemlige og åndelige kræfter må bruges i den kristnes kamp. Vi må se hen til Kristus for styrke og nåde, og vi skal vinde sejr, så fandt som Kristus døde for os.

(78)  Vi må komme nærmere Kristi kors. At komme bodfærdige og bøje os ved Kristi kors er det første, vi har at lære, det bringer fred. Hvem kan fatte Kristi kærlighed? Den er uendelig mere øm og uegennyttig end en moderkærlighed. Om vi ønsker at vide, hvor meget et menneskes sjæl koster, da må vi skue i levende tro på Kristus og således påbegynde et studium, som skal være genstand for de forløstes forsken og pris gennem al evigheden. Vi kan kun sætte ret pris på vor tid og vore evner, når vi sammenligner dem med den store befaling, som blev given for vor genløsning. Hvor utaknemmelige vi er mod Gud, når vi tilbageholder fra ham vor kærlighed og vor tjeneste og således berøver ham det, som hører ham til! Regnes det for meget at give os selv til ham, som har opofret alt for os? Kan vi hellere vælge verdens venskab frem for den uforkrænkelige ære, som Kristus tilbyder os, nemlig "at sidde med mig på min trone, ligesom og jeg har sejret og sidder hos min fader på hans trone."

(78)  Helliggørelse er en fremadskridende gerning. Apostlen fremsætter de forskellige skridt for os i følgende ord: "Så anvender al flid just herpå og beviser i eders tro dyd, men i dyden kundskab, men i kundskaben afholdenhed, men i afholdenheden tålmodighed, men i tålmodigheden gudfrygtighed, men i gudfrygtigheden broderkærlighed, men i broderkærlighed kærlighed til alle. Thi når dette findes hos eder og i overflødighed, lader det ikke blive ørkesløse eller ufrugtbare i vor herres Jesus Kristi erkendelse." "Derfor, brødre, anvender des mere flid at befæst deres kald og udvælgelse; thi når I gør dette, skal I ikke nogensinde støde an. Thi således skal eder rigeligen gives indgang i vor herres og frelsers Jesus Kristi evige rige."

(79)  Her er en bane, hvorpå vi har den forsikring, at vi aldrig skal støde an. De, som således føjer den ene kristelige død til den anden, får her den forsikring, at Gud vil mangfoldiggøre åndens døder hos ham. Peter taler til dem, som har fået samme dyrebare tro: "Nåde og fred vorde eder mangfoldigen i Guds og Jesu vor herres erkendelse." Enhver, som vil, kan på grund af den guddommelige nåde stige opad på den skinnende stige fra jorden til himlen og til sidst med fryd og evig glæde indgå gennem portene til Guds stad.

(79)  Vor frelser gør fordring på alle vore evner og kræfter. Han vil, at vi skal give ham vore bedste og helligste tanker, vor reneste og inderligste kærlighed. Om vi i sandhed er bleven delagtige i den guddommelige natur, da vil hans lov bestandig være i vort hjerte og på vore læber. Vi kan aldrig være trygge, medmindre vi overgiver os aldeles til ham, og medmindre vi stadig vokser i nådens og sandhedens kundskab.

(79)  Gud viste apostlen Paulus en stor ære; thi han bortførte ham i et helligt syn til den tredje himmel, hvor han så en sådan herlighed og ynde, som det ikke blev ham tilladt at åbenbare. Men dette bevirkede ikke stolthed og selvtillid hos ham: han indså, hvor vigtigt det var stadig at våge og at fornegte sig selv, og han erklærer tydelig: "Jeg spæger mit legeme og holder det i trældom at jeg ikke, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt."

(79)  Paulus led for sandhedens skyld, og dog kom der ikke den mindste klage fra hans læber. Idet han tager et blik over sit liv fuldt af møje og opofrelse, siger han: "Thi jeg holder for, at den nærværende tids lidelser ikke at agte mod den herlighed, som skal åbenbares for os." Denne trofaste Guds tjener udstøder et sejrsråb, som lyder for verden endog den dag i dag: "Hvo skal kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angest eller forfølgelse eller hunger eller nøgenhed eller fare eller sværd? . . . . Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som os elskede, Thi jeg er vis på, at hverken død, ej heller liv, ej heller engle, ej heller fyrstendømmer, ej heller magter, ej heller det nærværende, ej heller det tilkommende, ej heller det høje, ej heller det dybe, ej heller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor herre."

(80)  Skønt Paulus endelig blev indespærret i et romersk fængsel, udelukket fra himlens lys og luft, og afskåret fra sit virksomme arbejde i evangeliets tjeneste og hvert øjeblik forventede at blive dømt til døden, giver han dog ikke efter for tvivl og mismod. Fra hint skumle fængsel kom hans døende vidnesbyrd - et vidnesbyrd, der er fuldt af ophøjet tro og mod, og som har styrket de helliges og martyrernes hjerte til alle påfølgende tider. Hans ord beskriver nøje følgerne af den helliggørelse, som vi her i dette skrift har forsøgt at fremsætte. "Thi jeg ofres allerede, og min opløsningstid er forhånden. Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet, bevaret troen. I øvrigt er retfærdighedens krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige dommer skal give mig på hin dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som har elsket hans herlige åbenbarelse.