bibelsk helliggjörelse kapitel 2. Fra side 15ren side   tilbage

Andet kapitel: Daniels afholdsprincipper.

(15)  Profeten Daniel var en fremragende personlighed. Han var et lyst eksempel på, hvad menneskene kan opnå, når de forener sig med visdommens Gud. Skriften indeholder en kortfattet beretning om denne hellige Guds mands liv og levnet til opmuntring for dem, som senerehen skulde gennemgå prøver og fristelser.

(15)  Da Israels folk, deres konge, adelsmænd og fyrster blev førte i fangenskab, blev fire af deres tal udvalgte til at tjene ved den babyloniske konges hof. Den ene af disse var Daniel, der tidlig viste tegn på den mærkværdige dygtighed, som han senere udviklede. Disse ynglinge var alle af fyrstelig byrd, og beretningen siger, at de var unge mennesker, aldeles uden lyde og smukke af udseende med gaver til at forstå al slags visdom og til at lære kundskab og blive kyndige i vidskab, og i hvilke der var dygtighed. Da han indså, hvilke overordentlige evner disse unge fanger besad, satte kong Nebukadnezar sig for at lade dem uddanne til at indehave ansvarsfulde stillinger i sit rige. For at de kunde blive fuldstændig skikkede til hoflivet, skulde de ifølge orientalsk skik oplæres i det kaldæiske sprog og underkastes et treårs kursus i legmlig og åndelig opdragelse.

(15)  Ynglingene i denne skole skulde ikke alene få adgang til det fyrstelige palads; men der blev sørget for, at de skulde nyde den mad og drikke den vin, som kom fra kongens bord. I alt dette forekom det kongen, at han ikke alene viste dem stor ære, men også sikrede Dem den bedste legemlige og åndelige uddannelse, som kunde fås.

(16)  Bland de retter, som blev satte for kongen, var svinekød og andet kød, som Mose lov erklærede for at være urent, og som det var hebræerne udtrykkelig forbudt at nyde. Heri blev Daniel sat på en streng prøve. Skulde han fastholde sine fædres undervisning angående mad og drikke, fornærme kongen og kanhænde ikke alene miste sin stilling, men også sit liv, eller skulde han ringeagte Herrens bud og beholde kongens yndest, hvorved han kunde sikre sig store åndelige fordele og de mest smigrende verdslige udsigter?

(16)  Daniel betænkte sig ikke længe; han besluttede at være sine principper tro, om end følgerne deraf blev nok så uheldige for ham. Han "satte sig for i sit hjerte, at han ikke ville besmitte sig med kongens mad og med den vin, som han drak."

(16)  Der er på vor tid mange såkaldte kristne, som ville sige, at Daniel var for nøjeregnende, som ville erklære ham for at være indskrænket og fordomsfuld. De anser spørgsmålet om, hvad man skal spise og drikke for at være af for liden betydning til at fordre en så bestemt holdning, en holdning, som muligvis kunde lede til tab af alle jordiske fordele. Men, de som tænker og mener således, vil erfare på dommens dag, at de vendte sig bort fra Guds udtrykkelige fordringer og opstillede sin egen mening som en rettesnor for ret og uret. De vil erfare, at det, som forekom dem at være af liden betydning, betragtede Gud ikke således. Hans fordringer bør de nøjagtig adlyde. De, som antager og adlyder en af hans fordringer, fordi de uden besvær kan gøre dette, medens de forkaster en anden, fordi dens helligholdelse kræver opofrelse, forringer regelen for ret, og ved deres eksempel forfører de andre til at ringeagte Guds hellige lov. "Således siger Herren" bør være vor regel i alt.

(17)  Daniel blev udsat for de hådeste fristelser, som kan angribe ungdommen på vor tid; men dog var han tro den religiøse undervisning, han fik i sin tidligere alder. Han var omringet af indflydelser, der let kunde vildlede dem, som var tilbøjelige til at vakle mellem faste principper og sine egne tilbøjeligheder; men alligevel fremstiller Guds ord ham som den, der besad en fejlfri karakter. Daniel turde ikke stole på sin egen moralsk kraft; bønnen var ham en nødvendighed. Gud var hans styrke og Herrens frygt var bestandig for ham i alle livets gøremål.

(17)  Daniel besad ægte sagtmodighed og ydmyghed. Han var trofast, urokkelig og ædel. Han forsøgte at leve i fred med alle, medens han var ligeså ubøjelige som grantræet, når det gjaldt hans grundprincipper. I alt, som ikke stred imod hans troskab mod Gud, viste han agtelse og lydighed mod dem, som havde myndighed over ham; men han anså Guds fordringer for at være så høje og magtpåliggende, at han betragtede de jordiske regenters fordringer for at være underordnede. Han lod sig aldrig bøje fra pligtens vej ved at se på egennyttige fordele.

(17)  Daniels karakter fremstilles for verden som et mærkeligt eksempel på, hvad Guds nåde kan uddanne mennesker til - mennesker, der af naturen er faldne og fordærvede af synden. Beretningen om hans ædle, selovfornægtende liv kan tjene menneskene i almindelighed til opmuntring; man kan samle styrke deraf til modig at modstå fristelser og sagtmodig, men fast og vedholdende, stå for ret og retfærdighed selv under de strengeste prøver.

(18)  Daniel kunde have fundet en nok så antagelig undskyldning for at vige af fra sine afholdende vaner; men Guds velbehag var ham kærere end den mægtigste jordiske fyrste yndest - var han kærere end selv livet. Da han på grund af sin høflige opførsel vandt yndest hos Melzar, der første tilsyn med de unge hebræere, bad Daniel ham om lov til ikke at nyde af kongens mad eller drikke af hans vin. Melzar frygtede, at om han skulde gå ind på hans forlangende, kunde han pådrage sig kongens unåde og forledes komme i fare for sit eget liv. Ligesom mange på vor tid troede han, at en afholdende diæt ville gøre disse unge mennesker blege og frygtelige i udseende og mindre kraftige, mens den lækre mad fra kongens bord ville gøre dem rødusssede og vakre og ville fremme både legemlig og åndelig dygtighed.

(18)  Daniel bad, at man ville prøve sagen i ti dage, hvori de unge hebræere skulde få lov til at nyde tarvelig føde, medens deres kammerater nød kongens lækre mad. Melzar gik endelig ind herpå, og da følte Daniel sig sikker på, at han havde vundet sin sag. Omend han var kun en yngling, havde han dog set, hvilke skadelige følger vin og lækker levemåde havde på den åndelige helbred.

(18)  Efter at de ti dage var til ende, erfarede man, at følgerne var helt anderledes end det, Melzar forventede. De, som havde været afholdende i sine vaner, udviste ikke alene i personlighed udseende, men også i legemlig rørighed og åndelige kræfter en mærkelig overlegenhed over sine kammerater, som hade føjet sin appetit. Som en følge af denne prøve fik Daniel og hans medbrødre lov til at vedblive med sin tarvelige diæt hele tiden, medens de uddannede sig til at indtage en stilling i riget.

(19)  Herren så med velbehag på disse hebræiske yndlinges fasthed og selvfornegtelse, og hans velsignelse fulgte med dem. Han gav dem "kundskab og forstand i alt slags skrift og visdom; men Daniel forstod sig på alle slags syner og drømme." Da de tre år ve til ende, og kongen skulde forhøre dem angående deres dygtighed og deres kundskab, blev ingen af dem alle sammen fundne "som Daniel, Hannania, Misael og Asaria; og de stod for kongens ansigt. Og i alle sager, der krævede visdom og indsigt, og om hvilke kongen spurgte dem, fandt han dem ti gange at overgå alle de spåmænd og besværgere, som var i hans hele rige."

(19)  I Daniel fremstiller den Helligånd en virkeliggørelse af, hvad der udgør en hellig karakter. Det tjener til undervisning for alle, især de unge. Nøjagtig overensstemmelse med Guds fordringer er gavnlig både for legemets og sindets helbred. For at kunne nå det højeste sandpunkt i moralsk og åndelig uddannelse er det nødvendigt at søge visdom og styrke hos Gud og at være strengt afholdende i liv og levemåde. I Daniels og hans medbrødres erfaring har vi et eksempel på hvorledes grundprincipper kan vejre over fristelser til at tilfredsstille sin appetit. Den viser os, at de unge gennem religiøse principper kan sejre over kødets lyster og forblive Guds fordringer tro, selv om det koster dem stor opofrelse.

(19)  End om Daniel og hans medbrødre havde gået ind på disse hedenske forslag og givet efter for omstændighedernes tryk ved at spise således, som babylonierne plejede! En sådan afvigelse fra sine principper ville have svækket deres begreb om, hvad der var ret, og deres afsky for det onde. Havde de tilfressstillet sin nydelseslyst, ville de derved havde ofret sine legmlige kræfter, sit åndelige syn og sin åndelige kraft. Det ene fejltrin ville uden tvivl have ledet til andre, idet deres forbindelse med himlen blev afbrudt, og fristelserne storme endelig ville have revet dom bort.

(20)  Gud siger: "Dem, som ærer mig, vil jeg ære." Medens Daniel holdt sig fast til sin Gud med urokkelig tillid, kom den profetiske ånds kraft over ham. Medens mennesker underviste ham i hoflivets pligter, lærte Gud ham at læse kommende tiders hemmeligheder og at fremlægge for kommende slægter ved symboler og lignelser de mærkværdige ting, som skulde ske i de sidste dage.

næste kapitel