(20) Apostlen Peter siger: "Jeg formaner eder, . . . . at I holder eder fra kødelige lyster, som strider imod sjælen." Mange mener, at dette skriftsted advarer simpelthen imod lidenskabelighed; men det har dog en mere omfattende betydning. Det er et forbud imod enhver skadelig tilfredsstillelse af lysterne eller begærlighederne. Lad ingen, som bekender sig til gudsfrygt, være ligegyldig angående legemets sundhed og indblide sig, at umådehold ikke er synd, og at det ikke har en virkning på deres åndelige tilstand. Der hersker en nøje forbindelse mellem den legemlige og de sædelige natur. Enhver livsvane, som ikke fremmer sundheden, forringer de højere og ædlere sindsevner. En fejlagtig levevis med hensyn til spise og drikke fører til fejlagtige tanker og handlinger. Hvis man plejer nydelseslysten, styrker det de dyriske tilbøjeligheder, så at de får overhånd over de sjælelige og åndelige evner. ret
(21) Det er umuligt for nogen at nyde den velsignelse at være helliggjort, medens de er egenkærlighed og hengiver sig til frådseri. Mange sukker på grund af svagheder, som de ved en fejlagtig levevis, hvad spise og drikke angår, har pådraget sig, og de synder derved både imod livets og sundhedens love. De svækker sine fordøjelsesorganer ved at pleje en fordærvet nydelseslyst. Det menneskelige legeme har en forunderlig evne til at modstå de misbrug, som man overlæsser det med; men vedbliver man stadig med at gå til yderlighed i at spise og drikke, svækker man snart enhver af legemets funktioner. Selv når de, der bekender sig til at være kristne, give efter for forvendte lyster og begærligheder, hindrer de naturen i dens gerning og svækker den legemlige, sjælelige og sædelige styrke. Lad disse svage sjæle overveje, hvad de kunde have været, om de havde levet mådeholdent og fremmet sin helbred i stedet for at misbruge den. ret
(21) Da Paulus skrev: "Men han selv, den fredens Gud, hellige eder ganske og aldeles," formanede han ikke sine brødre til at stille sig en opgave, som det var dem umuligt at opnå; han bad ikke, at de skulde få velsignelser, som Gud ikke ville skænke dem. Han vidste, at alle, som skal blive skikkede til at møde Kristus i fred, må eje et rent og helligt væsen. "Hver den, som kæmper, er afholdende i alt; hine vel for at annamme en forkrænkelig krone, men vi en uforkrænkelig. Derfor løber jeg ikke som på det uvisse; jeg fægter som den, der ikke slår i vejret. Men jeg spæger mit legeme og holder det i trældom, at ikke jeg, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt." "Eller ved I ikke, at eders legeme er den Helligånds tempel, som er i eder, hvilken I har af Gud, og at I ikke er eders egne? Thi I er dyrekøbte; ærer derfor Gud i eders legeme og i eders ånd, hvilke hører Gud til." ret
(22) Atter skriver apostlen til de troende: "Desårsag kommer jeg eder, brødre, ved Guds barmhjertighed, at I fremstiller eders legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, hvilket er eders fornuftige gudsdyrkelse." Det gamle Israel fik særlige anvisninger om, at intet frygteligt eller fordærvet dyr kunde frembæres som et offer for Gud. Det var kun de mest lydefrie, som man skulde udvælge ved denne anledning. Ved profeten Malakias irettesætter Herren sit folk meget strengt, fordi de afveg fra disse forordninger. ret
(22) "En søn skal ære faderen og en tjener sin herre; dersom jeg da er fader, hvor er min ære? Og jeg herre, hvor er frygten for mig? Siger den herre Zebaoth til eder, I præster, som foragter mit navn og dog siger: Hvormed har vi foragtet dit navn? I, som fremfører besmittet brød på mit alter og dog siger: Hvormed besmitter vi dig? Dermed at I siger: Herrens bord er foragteligt. Og når I fremfører noget blindt til at ofres, ser I intet ondt deri; og når I fremfører noget halt eller sygt, ser I intet ondt deri; bring dog din landshøvding det! Mon han vil finde behag i dig eller være dig nådig? Siger den herre Zebaoth." "I fremfører, hvad der er urent, siger Herren." ret
(22) Skønt disse ord er blevet rettet til det gamle Israel, tjener det dog til undervisning for Guds folk på vor tid. Når apostlen formaner sine brødre til at fremstille sine legemer som "et levende, helligt, Gud velbehageligt offer", fremstiller han de principper, som ligger til grund for sand helliggørelse. Denne er ikke alene en teori, en sindsbevægelse eller en ordform, men et levende, virksomt princip, som gælder hver eneste dag i livet. Det kræver, at vore livsbaner i at spise, drikke og klæde os skal være af sådan beskaffenhed, at de bevarer vor legemlige, åndelige og sædelige helbred, på det at vi skal fremstille for Herren vort legeme - ikke som et legeme, der er fordærvet ved dårlige vaner ,men - "et levende, helligt, Gud velbehageligt offer." ret
(23) Peters advarsel om at holde sig fra kødelige lyster er en højst ligefrem og kraftig varsel imod brugen af alle sådanne pirrende og bedøvende midler som t. eks. te, kaffe, tobak, alkohol og morfin. Disse nydelser kan man godt sætte i klasse med de lyster, som udøver en skadelig virkning på det sædelige væsen. Jo tidligere man begynder med disse skadelige vaner, des fastere holder de sit bytte som en slave til lyster og begærligheder, og des mere sikkert vil de fordærve den åndelige natur. ret
(23) Bibelens undervisning kan gøre kun et svagt indtryk på dem, som har sløvet sine evner ved at pleje og tilfredsstille sine begærligheder. Der er tusinder, som heller opofrer ikke alene helbred og liv, men også deres håb om himlen, førend de begynder at krige imod sin egen forvendte nydelseslyst. Der var mange år siden en dame, som gjorde fordring på at være helliggjort, som erklærede, at om hun skulde gøre et valg mellem sin tobakspibe og himlen, ville hun sige: "Farvel, himlen, jeg kan ikke besejre min lyst til min pibe." Hun havde altså opstillet denne afgud i sin sjæl og overladt Jesus en underordnet plads; men alligevel gjorde denne kvinde fordring på af hele sit hjerte at høre Herren til. ret
(24) De, som i sandhed er helliggjorte, indtager et højt moralsk standpunkt, hvor som helst de end er; de fører et korrekt liv, og ligesom Daniel står de frem som et mønster på afholdenhed og selvfornegtelse. Enhver fordærvet nydelseslyst udvikler sig til en begærlighed, der strider imod sjælen. Alt, som strider imod naturens love, bevirker en sygelig sjælstilstand. Plejer man nydelslysten, foreårsager det en sygelig mave, en uvirksom lever, et formørket sind, og således forvender de menneskets sindsstening og sindelag, og det er sådanne svækkede kræfter man ofrer Gud, den Gud, som negtede at ville modtage et eneste offerdyr, hvorpå der var et lyde! Det er vor pligt at rette vore begærligheder og vor levemåde efter naturens love. Hvis de legemer, som ofres på Kristi alter, blev undersøgte ligefrem nøjagtig som de jødiske ofringer, hvem ville da blive antaget? Kristne bør omsorgsfuldt rette på sine livsvaner, så de kan bevare sine evners fulde styrke og anvende dem i Kristi tjeneste. Hvis man vil, at sjæl, legeme og ånd skal helliggøres, da må man leve i overensstemmelse med den guddommelige lov. Hjertet kan ikke bevares i hengivenhed til Gud, medens man plejer lysterne og begærlighederne på sundhedens og livets bekostning. De, som overtræder de love, hvorpå helbreden er afhængig, må lide straf derfor. De har svækket sine evner så meget, at de ikke rettelig kan opfylde sine pligter mod sine medmennesker, og de opnår heller ikke at imødekomme Guds fordringer. ret
(25) Da det skotske præsteskab indsendte et andragende til lord Palmerston, Englands førsteminister, om at bestemme en dag til faste og bøn om at afvende koleraen, svarede han omtrent som følger: "Rens desinficer eders gader og huse, søg at fremme renlighed og sundhed blandt de fattige og sørg for, at de har tilstrækkeligt med kraftig mad og varme klæder og bring overhovedet rette sanitære midler, så behøver I ikke hverken at faste eller bede; ej heller vil Herren høre eders bønner, medens disse hans forebyggelsesmidler bliver upåagtede." ret
(25) Paulus siger: "Lader os rense os selv fra al kødets og åndens besmittelse og fuldende vor helliggørelse med gudsfrygt." For at opmuntre os fremholder han den frihed, som de, der i sandhed erholder den, nyder. "Så er da nu ingen fordømmelse som den, som er i Kristus Jesus, der ikke vandrer efter kødet, men efter ånden." Han siger til galaterne: "Vandrer i ånden, så skal I ikke fuldkomme kødets begæring." Han nævner enkelte af de kødelige lyster, som t. eks. "afgudsdyrkelse, drukken skab og deslige;" og efter at han har nævnt åndens frugter, hvoriblandt er afholdenhed, tilføjer han: "Men de, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet med lysterne og begæringerne." ret
(25) Jakob siger, at de visdom hver ovenfra er "først ren". Om han havde set sine brødre bruge tobak, ville han ikke have sagt, at denne vane var "jordisk, kødelig, djævelsk"? Hvor ofte indtræffer det ikke i denne den kristne oplysningens tidsalder, at de læber, som nævner Kristi dyrebare navn, er tilsølede af tobakspyt, og når ånden også luger deraf. Den sjæl, som kan have behag i sådan urenlighed, må visselig også være uren. Når jeg har set mænd, som har gjort fordring på at nyde den fuldstændige helliggørelses velsignelse på samme tid, som de træller i tobakkens tjeneste og besmitter alt omkring sig, har jeg tænkt: Hvorledes ville himlen se ud, hvis der var tobaksbrugere tilstede der? Guds ord har tydelig erklæret, at "intet urent skal komme ind i den". Hvorledes kan da de, som plejer denne smudsige vane vente at få adgang der? ret
(26) Mennesker, som bekender sig til at være gudfrygtige, frembærer sine legemer som et offer på satans alter og brænder tobaksrøgelse til hans sataniske majestæt. Synes sidste udtryk at være strenge? Offeret frembæres visselig for en eller anden guddom. Eftersom Gud er ren og hellig ikke annammer noget, der er urent, må han nækte at modtage dette kostbare, smudsige og vanhellige offer. Derfor slutter vi os til, at satan er den, som gør fordring på denne ære. ret
(26) Jesus døde for at befri mennesket fra satans vold, Han kommer for at frigøre os ved det blod, som han lod rinde, da han ofrede sig som en forløsning for vore synder. Det menneske, som er bleven Jesus Kristi ejendom, og hvis legeme er den Helligånds tempel, vil ikke lade sig blive en træl under tobakkens fordærvelige vane. Hans evner tilhører Kristus, der har købt han med sit eget blod. Hans ejendom tilhører Herren. Hvorledes kan han da være skyldfri, når han hver dag bortødsler de midler, som herren betroet ham, for at tilfredsstille en begærlighed, som ikke er efter naturen? ret
(26) Der udgives årlig en uhyre pengesum for denne vane, medens sjæle omkommer af mangel på livets ord. De, som bekender sig til at være kristne, berøver Gud i tiende og ofringer, medens de på de fordærvelige lysters alter ofrer mere i brugen af tobak, end de skænker for at hjælpe de fattige eller at fremme Guds sag. De, som i sandhed her helliggjorte, sejrer over enhver skadelig begærlighed. Når dette sker, da vil alle disse unyttige udgifter anvendes i Herrens tjeneste, og de kristne kommer da til at stå fast ved selvfornegtelse, selvopofrelse og afholdenhed. Da bliver de verdens lys. ret
(27) Te og kaffe såvel som tobak har en skadelig virkning på legemet. Teen er et berusende middel; skønt den ikke er så stærkt berusende, har dog dens virkning sammen beskaffenhed som alkoholholdige drikke. Kaffen virker stærkt i retning af at omtåge forstanden og sløve åndskræfterne. Den er ikke så stærk som tobak, men den har dog samme virkning. De argumenter, man fremfører imod tobak, kan man også anføre imod brugen af te og kaffe. ret
(27) Når de, som har for vane at bruge te, kaffe, tobak, opium eller alkoholholdige drikke, ikke får nyde disse som i almindelighed, erfarer de, at det er umuligt at deltage med interesse og iver i gudstjenesten. Den guddommelige nåde synes ikke at være i stand til at oplive eller beånde deres bønner eller deres vidnesbyrd. Disse såkaldte kristne bør overveje, hvorfra deres nydelse kommer. Kommer den herovenfra eller nedenfra? ret
(27) For den, som bruger pirremidler, synes alt at være smagløst, når han ikke kan få sin vante nydelse. Dette svækker både legemets og sindets naturlige føleevne og gør sjælen mindre modtagelig for den Helligånds indflydelse. Når han ikke kan nyde sin vante drik, mærker han hunger både på legemet og sjælen, ikke en hunger efter retfærdighed eller hellighed eller efter Guds nærværelse men en hunger efter sin højt elskede afgud. Når såkaldte kristne plejer disse skadelige lyster og begjæringer, svækker de daglig sine kræfter, så det er dem umuligt at forherlige Gud. ret