bibelsk helliggjörelse kapitel 4. Fra side 28ren side   tilbage

Fjerde kapitel: Den gloende ovn.

(28)  Samme år som Daniel og hans medbrødre indtrådte i den babyloniske konges tjeneste, indtraf der begivenheder, som satte disse unge hebræers trofasthed stærkt på prøve og viste for en afgudisk nation, hvor mægtig og tro Israels Gud var.

(28)  Medens kong Nebukadnezar ængstelig og bekymret skuede ind i fremtiden, fik han en mærkværdig drøm, hvorved "hans ånd blev bekymret, og det var fordi med ham med hans søvn"; men omendskønt denne drøm om natten gjorde et dybt indtryk på hans sind, var det ham dog umuligt at erindre enkelthederne. Han tyede hen til sine sandsigere og drømmetydere, og idet han lovede dem stor rigdom og ære, befalede han dem at kundgøre ham drømmen og udtydning derpå; men de sagde: "Sig dine tjenere drømmen, og vi skal kundgøre udtydningen."

(28)  Kongen vidste, at om de i virklighed kunde sige udtydningen, så kunde de lige så godt sige drømmen. Herren havde i sit forsyns styrelse givet Nebukadnezar denne drøm og ladet ham glemme enkelthederne derved, medens der dog blev et frygteligt indtryk tilbage hos ham, og hensigten dermed var at afsløre de babyloniske vismænds påstande. Kongen blev meget heftig og troede med, at han ville ihjelslå dem alle, hvis de ikke inden en vis tid kundgjorde ham drømmen. Daniel og hans medbrøde skulde også drøbes tilligemed de falske profeter; men Daniel tog sit liv i sin hånd og vovede at gå ind til kongen og bede om at få tid, så at han kunde kundgøre kongen drømmen og udtydningen.

(29)  Dette gik kongen ind på, og nu samlede Daniel sine tre medbrødre, og tilsammen fremlagde de denne sag for Gud og søgte om visdom fra lysets og kundskabens store ophav. Endskønt de var i kongens hof og var omringet af fristelser, glemte de dog ikke sit ansvar ligeoverfor Gud. De havde en stærk tro på, at hans forsyn havde sat dem netop hvor de var, at de udførte hans gerning og efterkom sandhedens og pligtens fordringer. De havde tillid til Gud; de havde vendt sig til ham og bedet om styrke, da de stod rådvilde i fare, og han havde altid være dem en nærværende hjælp.

(29)  Guds tjenere bønfaldt ham ikke forgjæves. De havde æret ham, og i prøvens time ærede ham dem. Hemmeligheden blev åbenbaret for Daniel, og han skyndte sig med at bede om audiens hos kongen.

(29)  Den jørdiske fange står foran kongen for det mægtigste rige, der nogensinde har været til. Kongen er meget bekymret midt iblandt al sin rigdom og herlighed. Den ungdommelige fange nyder fred og glæde i Gud. Nu har Daniel anledning til om nogensinde at ophøje sig selv, at fremhæve sin egen godhed og overlegne visdom; men det første, han gør, er at frasige sig al ære og at ophøje Gud som visdommen kilde.

(30)   "Hemmeligheden, som kongen begjærer, kan de vise, besværgerne, spåmændene og sandsigerne ikke kundgøre kongen. Men der er en Gud i himlen, som åbenbarer hemmelige ting, han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage." Kongen lytter til med højtidelig opmærksomhed, efter hvert som drømmes enkeltheder omtales, og når han har hørt Daniel med troskab kundgøre udtydningen, føler han, at han kan stole på, at den er en guddommelig åbenbarelse

(30)  De højtidelige sandheder, som åbenbaredes ved dette syn om natten, gjorde et dybt indtryk på kongens sind, og i ydmyghed og ærefrygt faldt han ned og tilbad sigende: "Sandt er det, at eders Gud han er en Gud over guder og en herre over konger og hemmeligheders åbenbarer." Oplysning lige fra himlen strålende ned over kong Nebukadnezar, og for en liden tid lod han sig bevæge til at frygte Gud. Men nogle års timelig fremgang opfyldte han hjerte med hovmod, og han glemte, at han havde anerkendt den levende Gud. Han begyndte atter med fornyet iver og skinhellighed på sin afgudsdyrkelse.

(30)  Af de skatte, som han havde vundet i krig, lod han gøre et gyldent billede, der skulde forestille det, han har set i sin drøm. Dette oprejste han i dalen Dura og befalede alle rigets øverste mænd og alt folket at komme og tilbede det; i modsat fald skulde de miste livet. Denne støtte var omtrent 90 fod høj og ni fod bred, og for hint afgudsdyrkende folk stod det frem som et meget anseeligt og højtideligt skue. Det blev kundgjort, at alle rigets embedsmænd skulde forsamles ved billedets indvielse, og når de hørte lyden af alle musikalske instrumenter, skulde de bøje sig og tilbede det. Om nogen negtede at gøre dette, skulde han øjeblikkelig kastes midt i den brændende ilds ovn. Den bestemte dag er kommen, og den uhyre folkeskare er forsamlet; men netop da underrettes kongen om, at de tre hebræere, hvem han havde sat over landskabet Babylon, havde negtet at tilbede billedet. Disse er Daniels tre medbrødre, hvem kongen benævnede Sadak, Mesak og Abed-Nego. Kongen bliver heftig, og idet han kalder dem til sig og peger på den gloende ovn, fortæller han dem, hvilken straf de skal få, hvis de nægter at være ham lydig. Kongens trusler var dog forgjæves. Han kunde ikke rive disse ædle mænd bort fra sin troskab til nationernes store hersker. Af sine fædres erfaring havde de lært, at ulydighed imod Gud betyder vanære, ulykke og fordærvelse, samt at Herrens frygt ikke alene er visdoms begyndelse, men også grundvolden til al sand fremgang. De skuer rolig på den gloende ovn og den store skare afgudsdyrkere. De har hidtil stolet på Gud, og han vil dog ikke svigte dem nu. De svarer anstændigt, men dog bestemt: "Det skal være dig vitterligt, o konge, at vi ikke vil dyrke dine guder og ej tilbede det guldbillede, som du har oprejst."

(31)  Den stolte monak er omringet af sine store mænd, embedsmændene i regerningen og den krigshær, som har overvundet nationer. Midt iblandt dette imponerende skue står de tre unge hebræere. De nægter vedholdende at adlyde kongens befaling. De havde været Babylons love lydige, så vidt som disse ikke stred mod Guds fordringer; men de ville dog ikke lade sig bøje en hårsbred fra den pligt, de skyldte sin skaber.

(31)  Kongens vrede var uden grænse. At han midt under sin magts og herligheds glans på denne måde skulde blive trodset af repræsentanterne for et foragtet folk, der var i fangenskab, var en fornærmelse, som hans stolte væsen ikke kunde tåle. Den gloende ovn var bleven ophedet syv gange hedere, end man plejede, og i denne kastede man de helbræiske fanger. Men luerne var så overmåde stærke, at de mænd, som havde kastet disse tre i ovnen, blev dræbte.

(32)  Pludselig blegnede kongen af frygt; hans øjne fæstede sig på de gloende luer, og idet han vendte sig om til sine hoffolk, sagde han: "Lod vi ikke kaste tre mænd bundne midt i ilden?" De svarede: "Visselig, o konge." Men derpå udråbte kongen: "Se, jeg ser fire mænd, som går løste midt i ilden, og der er intet beskadiget på dem, og den fjerdes skikkelse er ligesom en gudesøns".

(32)  Når Kristus åbenbarer sig for menneskenes børn, er de en usynlig kraft, som taler til deres sjæle. De føler, som om de stod i den evige Guds nærværelse. Lige overfor hans majestæt skælver konger og fyrster, og de anerkender, de levende Gud står over enhver jordisk magt.

(32)  Med følelse af bedrøvelse og sorg udråbte kongen: "I, den højeste Guds tjenere, går ud!" De adlød, og idet de stod frem for den uhyre folkeskare, viste det sig, at de var ubeskadigede, og at lugten af ilden ikke engang var gået over dem. Denne undergerning bevirkede en mærkværdig forandring i folkets sind. Den store guldstøtte, som man havde opstillet med så stor pragt blev aldeles glemt. Kongen udgav en befaling, at om nogen i tale skulde forse sig imod disse mænds Gud, skulde han dødes, "fordi der er ingen anden Gud, der således kan frelse."

(33)  Disse tre hebræere besad ægte helliggørelse. Har man ægte kristelige grundprincipper, da begynder men ikke at overveje, hvad følgerne bliver. Man spørger ikke: hvad vil man tænke om mig, om jeg gør dette? Guds børns inderlige længsel er at vide, hvad Herren vil, at de skal gøre, på det at de i sine gerninger kan forherlige ham. Herren har sørget tilstrækkeligt for, at hans efterfølgere i hjerte og liv kan beherskes af den guddommelige nåde, så de kan blive brændende og skinnende lys i verden: Disse trofaste hebræere besad stor naturlig dygtighed; de havde nydt den bedste åndelige opdragelse, og nu stod de i en ærefuld stilling; men alt dette forførte dem ikke til at glemme Gud. De bøjede sine kræfter under den guddommelige nådes helliggørende virkning: Ved sin strandhaftige troskab fremviste de hans lov, som havde kaldet dem ud fra mørket til hans forunderlige lys. Gud befriede dem på en vidunderlig måde og derved udviste han for hin uhyre menneskeskare sin magt og majestæt. Jesus tillede sig ved deres side i den gloende ildovn, og ved nærværelses herlighed overbeviste han Babylons stolte konge om, at han ikke var nogen anden end Guds søn. Himlens lys havde udstrålet fra Daniel og hans medbrødre, indtil alle deres omgangsfæller forestod den tro, som forædlede deres liv og forskønede deres karakter. Herren befriede sine trofaste tjenere, og derved erklærede han, at han ville stå de undertrykte bi og overrumple enhver jordisk magt, som ville forsøge at nedtrampe Guds autroitet.

(33)  Hvor meget kan ikke den fejhjertede, den vaklende og den modløse sjæl i Guds sag lære heraf! Hvilken trøst er der ikke heri for den, som ikke vil lade sig bøje af fra pligtens vej, hverken ved trusler eller fare! Disse trofaste, standhaftige karakterer er et tro billede på helliggørelse på samme tid, som de har ingen tanke om at gøre fordring på ære og agtelse. De gode, som de trofaste kristne, der indtager en forholdsvis ubemærket stilling, kan udføre, kan ikke beregnes, indtil livets regnskab opgøres, da retten bliver sat og bøgerne bliver opladte.

(34)  Kristus forener sin sag og sin interesse med disse sjæle; han skammer sig ikke ved at kalde dem brødre. Hvor der nu findes en iblandt os, burde der være hindrede, som står i en så inderlig forening med Gud, og hvis liv stemmer så nøje overens med hans vilje, at de blev strålende og skinnende lys i i verden, helliggjorte aldeles både i sjæl, legeme og ånd.

(34)  Kampen mellem lysets børn og mørkets børn står fremdeles på. De, som nævner Kristi navn, bør afryste den dorskhed, som svækker deres bestræbelser, og de bør søge at bære det tunge ansvar, som hviler på dem. Enhver, som gør dette, kan vente, at Gud vil åbenbare sin kraft på dem. Guds søn, verdens forløser, vil lade sig fremstille i deres ord og deres gerninger, og Guds navn vil derved blive forherliget.

næste kapitel