(34) Da mederen Darius tog det babyloniske rige i besiddelse, begyndte han straks at ordne regerningen på ny. "Det behagede Darius at beskikke over riget et hundrede og tyve statholdere" "og over disse tre overordnede, af hvilke Daniel var en." Da overgik denne Daniel de overordnede og statholderne, fordi der var en ypperlig ånd i ham, og kongen tænkte på at beskikke ham over det hele rige." Den ære, som konge viste Daniel, opvakte misundelse hos de fornemste mænd i riget. De overordnede og statholderne søgte at finde sag imod Daniel, så at de kunde anklage ham. "Men de kunde ingen sag eller slet handling finde, fordi han var tro, og ingen forseelse eller slet handling fandtes hos ham." ret
(35) Her kan de kristne enhver især lære noget. Misundelsens skarpe øjne blev rettede på Daniel dag efter dag. De passede på ham nøje og med et bitter had; men alligevel kunde de ikke finde et eneste ord eller en handling i hans liv, som var fejl. Alligevel gjorde han ingen fordring på at være helliggjort; men han gjorde det, som var uendelig bedre, - han levede et trofast og gudhengivent liv. ret
(35) Jo mere fejlfri Daniels opførsel var, des større blev hans fjenders had imod ham. De blev vrede, fordi de ikke kunde finde noget i hans moralske karakter eller i hans opførsel, hvorpå de kunde grunde en anklage imod ham. Da sagde disse mænd: vi finder ingen sag imod denne Daniel, medmindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds lov." Tre gange om dagen bad Daniel til himlens Gud; dette var den eneste anklage, som de kunde anføre imod ham. ret
(35) Man optænkte nu en plan, hvormed man kunde omstyrte ham. Hans fjender kom sammen i paladset og anførte kongen om at udstede en forordning, at ingen person i hele riget skulde bede noget hos Gud eller noget menneske uden hos kong Darius i tredive dage, og at om nogen overtrådte den forordning, skulde han kastes i løvekulen. Kongen kendte ikke til disse mænds had imod Daniel og havde ikke mindste mistanke om, at denne befaling på nogen måde kunde skade ham. Ved at smigre for kongen fik de ham til at tro, at det ville være ham en stor ære at udstede en sådan forordning. Med et djævelsk smil på sine ansigter kommer de ud fra kongens nærværelse og jubler over, at de har lagt en snare for Guds tjener. ret
(36) Kongen udsteder forbudet. Daniel har kundskab om sine fjenders forsøg på at dræbe ham; men han forandrer ikke sin opførsel i en eneste retning. Rolig udfører han sin vante pligt, og i bønnens time går han til sit kammer, og med sine vinduer åbne mod Jerusalem opsender han sine bønner til himlens Gud. Ved denne sin fremgangsmåde erklærer han uden frygt, at ingen jordisk magt har ret til at komme imellem ham og hans Gud og sige ham, hvem han skal eller ikke skal tilbede. Hver er en mand, der besjæles af et ædelt princip. Han er et eksempel for verden i dag på kristeligt mod og troskab. ret
(36) Hans fjender passer nøje på ham hele dage igennem. Tre gange har han gået ind i sit kammer, og tre gange har de hørt hans alvorlige bønner. Næste morgen kommer de frem med den klage for kongen, at en af de bortførte fra Juda har ringeagtet kongens forbud. Da fyrsten hørte disse ord, indså han straks hvilken snare man havde sat. Han blev meget bedrøvet, fordi han havde udstedt en sådan forordning, og han gjorde ig umage, indtil solen gik ned, for at udtænke en plan, hvormed Daniel kunde befries; men profetens fjender havde dog forudset dette, og de fremkom for kongen med disse ord: "Vid, o kone, at det er mederes og persernes lov, at intet forbud og ingen befaling, som kongen stadfæster, kan forandres." ret
(37) "Da gav kongen befaling, og de førte Daniel frem og kastede ham i løvekulen. Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse dyrkede, kan frelse dig." Der blev bragt en sten, som blev lagt for åbningen af hilsen, og kongen forseglede den med sit kongelige segl. "Da gik kongen til sit palads og tilbragte natten uden at have spist og lod ingen medhustruer føre ind til sig, og hans søvn veg fra ham." ret
(37) Tidlig om morgnen skyndte kongen sig til løvekulen og råbte: "Daniel, du den levende Guds tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra løverne." Profeten svarede: "Kongen leve evindelig! Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes mund, så at de ikke har gjort mig skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig har jeg gjort nogen misgerning, konge!" ret
(37) "Da blev kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af kulen; og Daniel blev draget op af kulen, og der blev ingen skade funden på ham, fordi han havde troet på sin Gud." ret
(37) Således blev Guds tjener befriet, og denne snare, som hans fjender havde lagt for at ødelægge ham, blev deres egen bane. På kongens befaling blev de kastede i kulen og øjeblikkelig fortærede af de ville dyr. ret