bibelsk helliggjörelse kapitel 6. Fra side 38ren side   tilbage

Sjette kapitel: Daniels bøn.

(38)  Da slutningen af de halvfjerds års fangeskab nærmede sig, blev Daniel meget bekymret angående Jeremias' profetier. Han indså, at den tid var forhånden, da Gud atter ville prøve sit udvalgte folk, og med faste ydmygelse og bøn anråbte han himlens Gud på Israels vegne i følgende ord: "Ak Herre, du store og forfærdelige Gud, som bevarer pagt og miskundhed imod dem, som elsker dig, og imod dem, som holder dine bud! Vi har syndet og gjort ilde og har handlet ugudeligt og været genstridige, og vi er vegne fra dine bud og fra dine love. Og vi hørte ikke på disse tjenere, profterne, som talede i dit navn til vore konger, vore fyrster og vore fædre og til alt folket i landet." Daniel omtaler ikke sin egen troskab for Herren. I stedet for at gøre fordring på at være ren og hellig regner denne ærede profet sig beskedent med Israels folk, som i virkeligheden var skyldige ligeoverfor Gud. Den visdom, som Gud hade overdraget ham, stod så langt over dem i visdom, som verdens store mænd besat, som middagssolens stråler overgår den svageste stjerne. Men læg mærke til den bøn, som denne mand, hvem himlen har agtet så højt, opsender. Med dyb ydmyghed, med tårer og et sønderknust hjerte bed han til Gud for sig selv og for sit folk. Han åbenbarer sin sjæl for Gud; han bekender sin egen uværdighed dog anerkender Herrens storhed og majestæt. Hvilket inderligt alvor besjæler hans bønner! I tro rækker han sine hænder og griber fat i den Højestes urokkelige løfter. Han kæmper i sjæleangst; men han får også det vidnesbyrd, at herren har hørt hans bøn; han ved, at sejren hører ham til

(39)  Dersom vi som et folk ville bede, således som Daniel bad, og stride, således som han stred , på samme tid som vi ydmyger vore sjæle, skulde vi få ligeså tydelige svar på bøn, som Daniel. Fik. Læg mærke til, hvorledes Daniel trænger sin sag ind for den højeste ret: "Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelserne, som er komne over os og staden, over hvilken dit navn kaldes; thi vi nedlægger vore ydmyge begæringer for dit ansigt, ikke for vore retfærdige gerningers skyld, men for din store barmhjertigheds skyld. Herre hør! Herre forlad! Herre, giv agt og gør det! Tø ikke for din skyld, min Gud! Thi dit navn kaldes over din stad og over dit folk. Og da jeg endnu talede og bad og bekendte min synd og mit folk Israels synd, . . . da kom den mand Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved aftens madoffers tid."

(39)  Idet Daniels bøn stiger op, kommer englen Gabriel farende ned fra de himmelske sale for at meddele ham, at Herren har hørt og bønhørt ham. Herren udsendte denne mægtige engel for at give ham indsigt og forstand - for at åbenbare for ham fremtidens hemmeligheder. Medens altså Daniel alvorlig søger at kende og forstå sandheden, kommer han i forening med en af himlens udsendte budbærere.

(39)  Denne Guds mand bad om, at Gud ville velsigne sit folk, og tillige om at få en klarere kendskab til hans guddommelige vilje. Der lå en tung byrde på hans hjerte for Israel, som i ordets strengeste betydning ikke holdt Guds lov. Han anerkender, at alle deres ulykker er komne over dem på grund af, at de har overtrådt hin hellige lov. Han siger: "Vi har syndet og gjort ilde; . . . thi for synders skyld og for vore fædres misgerningers skyld er Jerusalem og dit folk bleven til forhånelse for alle dem, som er trindt omkring os." Jøderne havde mistet sine særegne, hellige træk, der tilkendegav, at de var Guds udvalgte folk. "Og nu, vor Gud, hør din tjeners bøn og hans ydmyge begæring, og lad dit ansigt lyse over din helligdom, som er ødelagt for Herrens skyld." Daniel vender sit hjerte med en inderlig længsel til Guds helligdom, som lå øde. Han vidste, at herren ikke ville genoprette dens herlighed, førend Israel angrede sine overtrædelser af Guds lov og blev ydmyge, tro og lydige.

(40)  Som svar på sin bøn fik Daniel ikke alene oplysning om den sandhed, som han og hans folk stod mest i behov af, men også et indblik i fremtidens store begivenheder, ja helt ned til verdens forløsers genkomst. De, som gør fordring på at være helliggjorte, men som dog ingen lyst har til at ransage skriften eller til at kæmpe med Gud i bøn om at få et klart indblik i bibelens sandheder, kender ikke til, hvad ægte helliggørelse er.

(40)  Daniel talte med Gud. Himlen blev åbnet for ham. Men den høje ære, som Gud skænkede ham, kom som en følge af, at han ydmygt og alvorligt søge Gud. Enhver, som af hele sit hjerte tro Guds ord, kommer til at hungre og tørste efter at kende hans vilje. Gud er sandhedens ophav; han oplyster den formørkede forstand og giver det menneskelige sind kraft til at opfatte og forstå de sandheder, som han har åbenbaret.

(40)  Ved det nylig beskrevne tilfælde meddelte englen Gabriel al den oplysning, som Daniel da var i stand til at modtage; men nogle få år senere længtes dog profeten efter at lære mere om de genstande, som ikke blev fuldstændige forklarede, og han satte sig atter for at søge lys og visdom fra Gud. "I de samme dage holdt jeg, Daniel, sorg i hele tre uger. Jeg åd ingen klækker mad, og der kom kød eller vin i min mund, og jeg salvede mig ikke med salve. . . . Og jeg opløftede mine øjne og så, og se, der stod en mand iført linnede klæder, og hans lænder var omgjordede med guld af Uphas. Og hans legeme var som krysolit, og hans ansigt var som lyet at se til og hans øjne som ildsluer, og hans arme og hans fødder som synet af blankt kobber, og lyden af hans ord var som lyden af bulder."

(41)  Denne beskrivelse ligner den, som Johannes gav, da Kristus åbenbarede sig for ham på øen Patmos. Ingen anden end Guds søn viste sig for Daniel. Vorherre kommer med en anden himmelsk budbærer for at give Daniel undervisning i det, som skal ske i de sidste dage.

(41)  De store sandheder, som verdens forløser åbenbarede, gælder for dem, som søger efter sandhed ligesom skjulte skatte. Daniel var en gammel mand; han havde tilbragt sit liv midt iblandt de tillokkelser, som et hedensk hof frembryder, og hans sind var optaget af et stort riges affærer; men alligevel vendte han sig bort fra alle disse for at spøge sig for Gud og søge at få indblik i den Allerhøjestes hensigter. Som svar på hans begæringer kom der et lys fra de himmelske sale for dem, som skulde leve i de sidste dage. Hvor alvorligt bude vi dog ikke søge Gud, på det som han kan åbne vor forstand, så at vi kan fatte de sandheder, som himlen har bragt!

(42)   "Og jeg, Daniel, jeg alene så synet, og de mænd som var hos mig, så ikke synet; men der faldt en stor forfærdelse på dem, og de flyede, idet de skjulte sig. . . . . Men der blev ingen kraft tilbage i mig, og min friske farve forandrede sig, så den svandt bort, og jeg beholdt ingen kraft." Alle, som i virkelighed er helliggjorte, kommer til at gennemgå en lignende erfaring. Jo tydeligere de får indse Kristi storhed, herlighed og fuldkommenhed, des klarere vil de kunne se sin egen svaghed og fuldkommenhed. De får da ingen tilbøjelighed til at gøre fordring på at være syndfrie. Det, som var forekommet dem ret og godt hos dem selv, viser sig som noget uværdigt og fordærveligt, når det sammenlignes med Kristi renhed og herlighed. Det hænder kun, når menneske er adskilte fra Gud, når de kun har et dunkelt syn på Kristus, at de siger: "Jeg her syndfri, jeg er helliggjort."

(42)  Gabriel viste sig nu for profeten og tiltalte han således: "Daniel viste sig nu for profeten og tiltalte ham således: "Daniel, du højlig elskede mand, giv agt på de ord, som jeg taler til dig, og stå på dit sted, thi nu er jeg sendt til dig; og han talte dette ord med mig, stod jeg bævende. Og han sagde til mig: "Frygt ikke, Daniel; thi fra den første dag, du gav dit hjerte hen til at forstå og til at ydmyge dig for din Gud, er dine ord hørte; og jeg er kommen for dine ords skyld."

(42)  Hvilken stor ære himlens Gud viser Daniel! Han trøster sin bedende tjener og forsikrer ham om, at hans børn er hørt i himlen. Som svar på denne inderlige bøn blev englen Gabriel sendt for at virke på den persiske konges hjerte. Kongen havde modstået Guds ånds indtryk i tre uger, medens Daniel fastede og bad. Men den himmelske fyrste, Mikael, over englen, blev sendt for at bøje den hårdnakkede konges hjerte, så at han tog en fast bestemmelse som svar på Daniels bøn.

(43)   "Og der han talte sådanne om med mig, da vendte jeg mit ansigt mod jorden og blev stum. Og se, en af skikkelse som menneskenes børn rørte ved mine læber. . . . Og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja vær frimodig! Og der han talte med mig, følge jeg mig styrket og sagde: Min herre talte, thi du har styrket mig." Den guddommelige herlighed, som blev åbenbaret for Daniel, var så stor, at han ikke kunde tåle at se derpå; men da tilslørede den himmelske budbærer glansen ved sin nærværelse og viste sig for profeten som en, "der var af skikkelse som et menneske". Ved sin guddommelige magt styrkede han denne standhaftige og trofaste mand, så at han kunde høre det budskab, som Gud sendte ham.

(43)  Daniel var tro og hengiven i den Allerhøjestes tjeneste. Han udmærkede sit lange liv ved ædle handlinger i Mesterens tjeneste. Den karakterrenhed og urokkelige troskab, som han udviste, var ikke mere fremstående end den hjertets ydmyghed og bodfærdighed, som han udviste ligeoverfor Gud. Atter siger vi: Daniels liv og levned er en inspireret fremstilling af den sande og ægte helliggørelse.

næste kapitel