(50) Apostlen Johannes tilbragte sine tidlige år i selskab med de ulærde fiskere på Tiberias sø. Han havde ikke nydt en skoleopdragelse; men ved at være sammen med Kristus, de store lærer, erholdt han den bedste opdragelse, som noget forkrænkeligt menneske kunde få. Han drak begærligt ved visdommens kilde, og derpå søgte han at lede andre til den "kilde af vand, som opvælder til et evigt liv". Den ligefremhed, hvormed han talte, den ophøjede kraft, som ledsagede de sandheder, han ytrede, og den åndelige fyrighed, som udprægede hans undervisning, skaffede ham adgang til alle folkeklasser. Men selv de troende var ikke i stand til fuldstændig at fatte den guddommelige sandheds ophøjede hemmeligheder, som han udvirkede i sine taler. Han syntes at være stadig besjælet af den Helligånd. Han søgte at løse folkets tanker op, så at de kunde fatte det usynlige. Den visdom, hvormed han talte, fik hans ord til at falde ligesom en dug, der blødgjorde og bøjede sjælen. ret
(51) Efter Kristi himmelfart står Johannes frem som en trofast, nidkær arbejder for Mesteren. Sammen med andre var han delagtig i nydelsen af den Helligånds udgydelse på pinsefestens dag, og med fornyet iver og kraft vedblev han at tale livets ord til folket. Man truede med at kaste ham i fængsel og ombringe ham; men han lod sig ikke forskrække. ret
(51) Skarer af alle folkeklasser kommer ud for at høre på apostlenes prædiken og helbredes fra sine sygdomme ved Jesu navn, det navn, som jøderne hadede så meget. Præsterne og de ældste bliver rasende i sin modtand; thi de ser, at de syge helbredes, og at Jesus ophøjes livets fyrste. De frygter, at hele verden snart vil tro på ham og derpå anklage dem for at have myrdet den mægtige læge. Men jo mere de anstrenger sig for at stanse denne bevægelse, des flere er der, som tror på ham og vender sig bort fra de skriftkloges og farisæernes undervisning. De betages af vrede, og idet delægger hånd på Peter og Johannes, kaster de dem i et offentligt fængsel; men Herrens engel oplader fængslets døre om natten og fører dem ud og siger: "Går hen og træder frem og taler i templet alle disse livets ord for folket." ret
(51) Med troskab og alvor vidende Johannes for sin mester ved ethvert passende tilfælde. Han indså, at tiden var farefuld for menigheden. Der herskede djævelske vildfarelser overalt. Folket lod sind og tanke fare gennem fritænkeriets og vildfarende lærdommes labyrinter. Nogle, som gav sig ud for at være Guds sag tro, var bedragere; de fornegtede Kristus og hans evangelium; de indførte fordømmelige vildfarelser og overtrådte Guds lov. ret
(52) Johannes yndlingstema var Kristi uendelige kærlighed. Han troede på Gud, ligesom et barn tror på en øm og kærlig fader. Han forstod Kristi væsen og gerning, og når han så sine jødiske brødre famle frem på vejen uden ene eneste stråle fra retfærdighedens sol, der kunde oplyse deres vej, længtes han efter at fremstille Kristus, verdens lys, for dem. ret
(52) Den trofaste apostel indså, at deres blindhed, deres hovmod, fordom og dårlige kendskab til skriften omspændte deres sjæl med lænker, som aldrig kunde brydes. Den fordom og det had, som de hårdnakket nærede mod Jesus, fordærvede dem som et folk og ødelagde deres håb om evigt liv. Men Johannes vedblev at fremstille Kristus for dem, som deres eneste middel til frelse. Beviserne for, at Jesus af Nazaret var den lovede Messias, var så tydelige, at Johannes erklærer, at ingen behøver at vandre i vildfarelsens mørke, medens et sådant lys tilbydes ham. ret
(52) Johannes levede længe nok til at se, at Kristi evangelium blev forkyndt vidt og bredt, og at tusinder med begærlighed annammede dets lærdomme; men han blev meget bedrøvet, da han mærkede, at giftige vildfarelser sneg sig ind i menigheden. Nogle af dem, der annammede Kristus, påstod, at hans kærlighed friede dem fra lydighed mod Guds lov; derimod var der også mange, som lærte, at man burde holde sig til lovens bogstav samt til alle de jødiske skikke og ceremonier, og at dette var tilstrækkeligt til frelse uden Kristi blod. De anså Kristus for at være en god mand ligesom apostlerne; men de benegtede hans guddom. Johannes indså de farer, som menigheden ville blive udsat for, hvis den skulde annamme disse anskuelser, og han imødegik dem med bestemthed og uden frygt. Han skrev til en højt æret hjælper i evangeliet, en dame af stor anseelse og vidtstrakt indflydelse: ret
(53) "Thi mange forførere er komne ind i verden, som ikke bekender Jesus Kristus at være kommen i kødet. En sådan er forføreren og antikristen. Giver agt på eder selv, at vi ikke skal tabe, hvad vi har arbejdet, men må bekomme en fuld løn. Hver den, som afviger og ikke bliver i Kristi lærdom, har ikke Gud. Hvo, som bliver i Kristi lærdom, han har både Faderen og Sønnen. Dersom nogen kommer til eder og fører ikke denne lærdom, ham annammer ikke til huse og byder ham ikke velkommen. Thi hvo, som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde gerninger." ret
(53) Johannes skulde heller ikke få lov til at fortsætte sin gerning uden store hindringer. Satans var ikke ledig; han ophidsede onde mennesker til at forkorte denne Guds mands nyttige liv. Men hellige engle bevarede ham for deres angreb. Johannes må stå som et trofast vidne for Kristus. Menigheden behøvede hans vidnesbyrd i sin farefulde stilling. ret
(53) Satans håndlangere havde søgt ved bagtalelse og løgn at vække modstand imod Johannes og imod Kristi lære. Som en følge heraf blev der splid og vildfarelse, som satte menigheden i fare. Johannes imødegik disse vildfarelser uden frygt; han modarbejdede sandhedens modstandere; han skrev og advarede, på det at anførerne for disse vildfarelser ikke skulde få den mindste opmuntring. Der er på vor tid farer lige med dem, der truede den første menigheds fremgang, og man bør nøje agte på apostlenes undervisning angående disse punkter. "Man må have kærlighed," høres der overalt, især fra dem, der bekender sig til at være helliggjorte. Men kærligheden er for ren til at kunne dække en synd, som man ikke har tilstået. Johannes' undervisning er af stor vigtighed for dem, som lever midt iblandt de sidste dages farer. Han havde været nøje forenet med Kristus; han havde lyttet til hans undervisning og havde set hans mægtige undergerninger. Han aflagde et overbevisende vidnesbyrd, der aldeles tilintetgjorde hans fjenders usandhed. ret
(54) Johannes nød den velsignelse, som den ægte helliggørelse medfører. Men læg mærke til, at apostlen gør ikke fordring på at være syndfri. Han søger fuldkommenhed ved at vandre i Guds ansigts lys. Han vidner, at det menneske, som bekender sig til at kende Gud, men som dog overtræder den guddommelige lov, bærer et vidnesbyrd, der er stik imod hans bekendelse. "Hvo som siger: jeg kender ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed." På denne tid, da man praler så meget af frihed, ville man brændemærke disse ord som indskrænket fordomsfuldhed. Men apostlen lærer os, at på samme tid, som vi bør udvise kristelig høflighed, har vi også ret til at kalde synd og syndere ved sit rette navn, samt at dette stemmer overens med sand kærlighed. På samme tid, som vi bør elske de sjæle, hvor hvem Kristus døde, og arbejde for deres frelse, bør vi ikke indgå på noget forlig med synden. Vi bør ikke forene os med de oprørske og kalde dette kærlighed. Gud kræver, at hans folk på denne tidsalder i verden skal stå ligesom Johannes på sin tid urokkelig for det, som er ret, og virke mod enhver sjælefordærvende vildfarelse. ret
(55) Jeg har truffet mange, som påstod, at de levede uden at synde; men når man prøvede dem med Guds ord, erfarede man, at disse personer ligefrem overtrådte Guds lov. De klareste beviser på det fjerde buds evigvarende gyldighed kunde ikke vække deres samvittighedsfølelse. De kunde ikke benegte Guds fordringer; men de forsøgte at frem komme med undskyldninger for sin sabbatsovertrædelse. De påstod, at de var helliggjorte, og at de tjenete Gud enhver dag i ugen. De sagde, at der var mange gode mennesker, som ikke holdt sabbaten. Var man blot helliggjort, så ville der ikke hvile nogen fordømmelse over et menneske, selv om man ikke helligholdt den. Gud er for barmhjertig til at straffe dem, fordi de ikke holder den syvende dag. Skulde de holde sabbbaten, ville man regne dem for egne i samfundet, og de ville ikke have nogen indflydelse i verden. Tillige påstår de, at de må være fyster og øvrigheden underdanige. ret
(55) En dame i New Hampshire aflagde sit vidnesbyrd i et offentligt møde og sagde, at Gud rådede i hendes hjerte, og at hun hørte Herren aldeles til. Derpå sagde hun, at hun troede, at dette folk gjorde meget godt i at vække syndere til at indse sin egen fare. Hun sagde: "Den sabbat, som dette folk fremholder for os, er den eneste sabbat, som bibelen foreskriver." Og derpå fortalte hun, at hun havde været meget bekymret angående dette spørgsmål,. Hun indså, at der var store prøver foran hende, som hun matte gennemgå, hvis hun holdt den syvende dag. Næste dag kom hun til mødet og aflagde atter sit vidnesbyrd, hvori hun sagde, at hun havde bedet Herren om oplysning, om hun skulde holde sabbaten eller ikke, og han fortalte hende, at hun ikke behøvede at holde den. Hun var ikke længere bekymret desangående. Derpå gav hun en meget indtrængende opfordring til alle om at følge efter Jesu fuldkomne kærlighed, hvori man ingen fordømmelse føler i sjælen. ret
(56) Denne kvinde besad ikke den ægte helliggørelse. Det var ikke Gud, som fortalte hende, at hun kunde være hellig på samme tid, som hun overtrådte en af hans tydelige befalinger. Guds lov er hellig, og ingen kan overtræde den og dog være skyldfri. Den, som fortalte hende, at hun kunde vedblive at overtræde Guds lov og dog være syndfri, var mørkets magters fyrste, den samme, som fortalte Eva i Edens have gennem slangen: "I skal ikke dø døden". Eva indbildte sig, at Gud var så kærlig, at han ikke ville straffe hende, om hun ikke adlød hans tydelige bud. Der er tusinder på vor tid, som fremkommer med samme forføriske grunde til undskyldning for sin ulydighed mod det fjerde bud. De, som har Kristi sindelag, holder alle Guds bud, lige meget hvad omstændighederne er. Himlens majestæt siger: "Jeg har holdt min faders befalinger." Adam og Eva vovede at overtræde Herrens fordringer, og den frygtelige følge, som deres synd bragte, kunde tjene os til advarsel, at vi ikke følger deres ulydige eksempel: Kristus bad for sine disciple i følgende ord: "Hellige dem i din sandhed; dit ord er sandhed." Helliggørelsen kan ikke være ægte medmindre man viser lydighed mod sandheden. De, som elsker Gud af hele sit hjerte, elsker også alle hans bud. Det hjerte, der er helliget, står i harmoni med Guds lovs forskrifter; thi de er hellige, retfærdige og gode. ret
(56) Gud har ikke forandret sin karakter; han er den samme nidkære Gud i dag, som han var, da han gav sin lov på Sinai bjerg og skrev den med sin egen finger på stentavlerne. De, som tramper Guds lov under fødder, kan sige: "Jeg er helliggjort"; men at være virkelig helliggjort og at gøre fordring på helliggørelse er to helt forskellige ting. ret
(57) Det nye testamente har ikke forandret Guds lov. Sabbatens hellighed, således som fremstilles i det fjerne bud, er ligeså urokkelig grundfæstet som Jehovas trone. Johannes skriver: "Hvo, som gør synd, begår og overtrædelse af loven, og synden er lovens overtrædelse. Og I ved, at han er åbenbaret, på det at han skulde borttage vore synder, og der er ikke synd i ham. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder [overtræder loven], har ikke set ham, ej heller kendt ham." De, som gør fordring på at leve i forening med Kristus og være helliggjorte på samme tid, som de overtræder Guds lov, har vi ret til at måle med samme målestok, som den elskede disciple brugte. Han traf sammen med netop sådanne mennesker, som vi må komme i berørelse med. Han siger: "Mine børn, ingen forføre eder! Hvo, som gør retfærdighed, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Hvo, som gør synd, er af djævelen; thi djævelen synder fra begyndelsen." Her taler apostlen med tydelige ord; thi han indså, at sagen fordrede det. ret
(57) Der går en kærlig ånd gennem Johannes breve. Men når han kommer i berøring med dem, som bryder Guds lov og dog påstår, at de lever uden synd, er han ikke bange for at advar dem om deres frygtelige bedrag. "Men dersom vi vandrer i lyset, ligesom han er lyset, har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi hans søns blod, renser os fra al synd. Dersom vi siger, vi har ikke synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os synderne og renser os fra al uretfærdighed. Dersom vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os." ret