bibelsk helliggjörelse kapitel 9. Fra side 58ren side   tilbage

Niende kapitel: Johannes i landflygtighed.

(58)  Den mærkværdige fremgang, som ledsagede apostlenes og deres medarbejderes forkyndelse af evangeliet, forøgede Kristi fjenders had. De gjorde ethvert muligt forsøg på at hindre dets fremgang, og endelig var de så heldige at bevæge den romerske kejser til at bruge sin magt imod de kristne. En frygtelig forfølgelse påfulgte, hvori mange af Kristi efterfølgere blev dræbte. Apostlen Johannes var nu en gammel mand; men han vedblev dog med stor nidkærhed og fremgang at forkynde Kristi ord. Han havde et kraftigt vidnesbyrd, som hans modstandere ikke kunde imødegå, og som tjente hans brødre til stor opmuntring.

(58)  Da det så ud til, at de Kristnes tro ville svigte dem under den heftige modstand, de mødte, gentog apostlen ofte med stor værdighed, kraft og veltalenhed: "Det, som var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore øjne, det, vi har beskuet og vore hænder følt på, nemlig det livets ord, . . . . hvad vi har set og hørt, forkynder vi eder, også I skal have samfund med os; men vort samfund er med Faderen og med hans søn Jesus Kristus."

(59)  Det bitreste had luede op imod Johannes på grund af hans urokkelige troskab mod Kristi sag. Han var den sidste genlevende af de disciple, som stod i nøje forbindelse med Kristus; og hans fjender besluttede at bringe ham til tavshed. Kunde det opnås, mente de, at Kristi lære ikke ville udbrede sig, og dersom man behandlede dem strengt, ville den snart forsvinde fra verden. Johannes blev altså indkaldt til Rom for at forhøres for sin tro. Man fremstillede hans lærepunkter fejl. Falske vidner anklagede ham for at være en oprørsk person, der offentlig lærte sådanne ting, som ville omstyrte nationen.

(59)  Apostlen fremholdt sin tro på en tydelig og overbevisende måde og tillige med sådan enfoldighed og åbenhjertighed, at hans ord gjorde en kraftig virkning. Hans tilhørere blev forbausede over hans visdom og veltalenhed; men jo mere overbevisende hans vidnesbyrd var, des dybere had nærede de, som modstod sandheden. Kejseren blev rasende og bespottede Guds og Kristi navn. Han kunde ikke modsige apostlens grunde eller måle sig med den kraft, som ledsagede sandhedens forkyndelse, og han bestemte sig derfor til at bringe dens trofaste forsvarer til tavshed.

(59)  Heraf kan vi se, hvor hårdt hjertet kan blive, når det hårdnakket stiller sig op imod Gud hensigter. Menighedens fjender havde bestemt sat sig for at vedligeholde sig hovmod lige overfor folket. Kejseren udstedte en befaling, hvormed Johannes blev forvist til øen Patmos. Han fortæller os, at han blev fordømt "for Guds ords og for Jesu Kristi vidnesbyrds skyld." Men Kristi fjender forfejlede aldeles sit mål, når de tænkte, at de kunde bringe dette trofaste vidne til tavshed. I sin landflygtighed hæver apostlen sin stemme, så at den kan høres helt ned til tidens ende, og den forkynder de herligste sandheder, som nogensinde er bleven fremholdt for dødelige.

(60)  Patmos var en øde, bjergfuld ø i Det ægæiske hav, som den romerske regering havde udvalgt som et sted, hvortil den forviste sine forbrydere. Men for Guds tjener viste dette triste sted sig at være himlens port. Han var udelukket fra livets travle gøremål og fra sit virkesomme arbejde som evangelist; men han var dog ikke udelukket fra Guds nærværelse. I sit øde hjem kunde han holde nadvere med kongers konge og ransage endnu nøjere den fremstilling af guddommelig magt, som der findes i naturens bog såvel som i de inspirerede skrifter. Det var hans lyst at tænke på den store skabergerning og at ophøje den store bygmesters magt. I fortiden havde hans øjne beskuet træbevoksede bakker, grønne dale og frugtbare sletter, og han havde behag i at efterspore Skaberens visdom og dygtighed i alt det skønne og yndige i naturen. Nu så han omkring sig det, som mange ville anse for at være trist og uinteressant; men Johannes anså det anderledes. Han kunde læse den nyttigste undervisning i de ujævne, triste klipper, i det store havs hemmeligheder og i den udstrakte befæstning herlighed. For ham bar alt præg af Guds magt og forkyndte hans herlighed.

(60)  Apostlen så omkring sig vidner fra syndfloden, der oversvømmede jorden, fordi indbyggerne dristede sig til at overtræde Guds lov. De klipper, som vandenes frembrud havde kastet op fra det store dyb og fra jorden, bragte klarere for hans sind de rædsler, som skal ledsage Guds vrede, når den udskænkes over jorden.

(61)  Men medens alt omkring han nedenfor så trist og øde ud, var dog den blå himmel, der hvælvede sig over apostlen på det ensomme Patmos, ligeså lys og yndig som himlen over hans eget elskede Jerusalem: Lad mennesket skue op til himlens herlighed om natten og mærke sig Guds magt i den store vrimmel og lære heraf, hvor stor Skaberen er sammenlignet med sin egen svaghed og ubetydelighed. Om han har opelsket stolthed og har store tanker om sig selv på grund af sin rigdom, sine evner eller legemlige skønhed, så lad ham gå ud om aftenen og skue op til den stjerneklare himmel og lære at bøje sin stolte ånd lige overfor den Almægtiges nærværelse.

(61)  I de mange vandes lyd, idet dyb kaldte til dyb, hørte profeten Skaberens røst. Havet, der kom i oprør ved stormens ubarmhjertige vind, forestillede for ham den fortørnede Guds vrede. De bjerghøje bølger, hvis frygtelige magt begrænsedes af en usynlig hånd, talte til Johannes om en uendelig magt, der beherskede dybet. I modsætning hertil indså han og følte, hvor tåbelige og svage de forkrænkelige støvets kryb er, når de glæder sig i sin egen visdom og styrke og opstiller sit hjerte mod verdensaltets hersker, som om Gud var i mindste måde lige dem. Hvor blind og ufornuftig den menneskelige hovmod her! Om Gud velsigner jorden med solskin og regn en eneste time, bidrager det mere til at forandre naturens udseende, end mennesket med al sin formentlige kundskab og fine vedvarende bestræbelser kan udrette hele livet igennem.

(62)  I alt det, som omringede den banlyste profet i hans enlige hjem, kunde han se, at Gud udviste sin magt, og i alle naturens gerninger holdt han samfund med sin Gud. Fra det klippefulde Patmos opsteg der en enlig sjæls længsel efter Gud; der opsteg alvorlige bønner til himlen. Idet Johannes så på klipperne, kan i hu Kristi sande styrkes klippe, i hvis lys han kunde skjule sig uden frygt.

(62)  Den herrens dag, som Johannes omtaler, var sabbaten - den dag, hvorpå Joehova hvilede efter sin store skabergerning, og som han velsignede og helligede, fordi han havde hvilet på den. Johannes helligholdt sabbaten lige så nøjagtigt på øen Patmos, som da han var iblandt sit folk og prædikede på den dag. De øde klipper omkring Johannes mindede ham om Horeb, og hvorledes Gud, da han talte sin lov til folket der, sagde: "kom sabbatens dag i hu, at du holder den hellig."

(62)  Guds søn talte til Moses fra bjergets top. Gud gjorde klipperne til sin helligdom; hans tempel var de evige høje. Den guddommelige lovgiver steg ned på bjerget for at tale sin lov i alt folkets påhør, så at de kunde få et indtryk af den herlige og frygtelige fremvisning af hans magt og herlighed og nære frygt for at overtræde hans bud. Gud talte sin lov midt under torden og lynild og den tykke sky på bjergets top, og hans stemme var ligesom en såre stærk basuns lyd. Jehovas lov var uforanderlig, og de tavler, hvorpå han skrev hin lov, var solide sten, der betegnede, at hans bud er uforanderlige. Det klippefulde Horeb blev et helligt sted for alle, som elsker og agter Guds lov.

(62)  Medens Johannes tænkte på det, som gik for sig på Horeb, kom Guds ånd over ham - hans ånd, som helligede den syvende dag. Han tænkte på, hvorledes Adam syndede og overtrådte den guddommelige lov, og hvilke forfærdelige følger denne overtrædelse medbragte. Den uendelige kærlighed, som Gud udviste, idet han hengav sin søn som en genløsnings betaling for en fortabt slægt, forekom ham så stor, at han manglede ord til at udtrykke dem. Idet han omtaler den i sit brev, råber han til menigheden og verden at se derpå: "Ser, hvor stor en kærlighed Faderen har bevist os, at vi skal kaldes Guds børn! Derfor kender verden os ikke, fordi den kender ham ikke." Det var Johannes uforklarligt, hvorledes Gud kunde lade sin søn dø for en oprørsk slægt, og han var aldeles forbauset over, at frelsens plan, som havde kostet himlen så meget, skulde forkastes af dem, for hvem Gud havde gjort et så uendeligt offer.

(63)  Johannes blev indelukket med Gud. Idet han lærte den guddommelige karakter bedre at kende gennem Skaberens værk, begyndte hans agtelse for Gud at tiltage. Ofte spurgte han sig selv: Hvorfor søger ikke menneskene, som er aldeles afhængige af Gud, at være i fred med ham ved villig at adlyde ham i alt? Hans visdom er uendelig, og der er ingen grænse for hans magt. Han hersker over verdensaltet med dets utallige kloder. Han bevarer en fuldkommen harmoni og ynde i de ting, som han har skabt. Synd er Guds lov overtrædelse, og syndens sold er døden. Der havde aldrig været nogen uendighed hverken i himlen eller på jorden, om synden aldrig havde indtrådt. Ulydighed imod Guds lov har indført al den elendighed, som har eksisteret iblandt hans skabninger. Hvorfor vil ikke menneskene lade sig forlige med Gud?

(64)  Det er ingen let sag at synde mod Gud og opstille menneskets forvendte vilje mod sin skabers vilje. Det ligger i menneskets interesse selv her i verden at adlyde Guds bud, og det tjener dem visselig til evigt gavn, hvis de underkaster sig Guds vilje og lever i fred med ham. Dyrene på marken adlyder Skaberens lov deri, at de følger den instinkt, som behersker dem. Han taler til det stolte hav: "Hertil skal du komme og ikke længere", og vandene adlyder øjeblikkelig hans ord. Planterne er opstillede i fuldkommen orden, og de adlyder de love, som Gud har fastsat. Blandt alle de skabninger, som Gud har frembragt på jorden, er mennesket det eneste, som har gjort oprør imod ham, og dog har han evner til at forstå den guddommelige lovs fordringer, og en samvittighed, hvormed han kan følge overtrædelsens brøde, samt hvilken fred og glæde lydigheden bringer. Gud skabte ham som et frit, moralsk væsen, der kan lyde eller være ulydig. Den evige belønning - et evindeligt liv i herlighed - er udlovet til dem, som gør Guds vilje, medens hans vredes trusler hænger over alle de, som trodser hans lov.

(64)  Idet Johannes tænkte på den herlighed, som Gud udviste i sin gerning, blev han overvældet af Skaberens storhed og majestæt. Hvis indbyggerne på denne lille kloge skulde nægte at være Gud lydige, ville han dog ikke miste sin herlighed. I et øjeblik kunde han bortfeje enhver forkrænkelig skabning fra denne klodes overflade og skabe en ny slægt til at befolke den og forherlige hans navn. Gud er ikke afhængig af mennesket for sin ære; han kunde kalde på himlen stjernehær, de millioner af kloder ovenover os, og de ville istemme en sang til skaberens ære, lov og pris. "Og himlene, Herre, skal prise din underfulde gerning og din sandhed i de helliges menighed. Thi hvem i skyen kan måle sig med Herren? Hvo er Herren lig iblandt gudernes børn? En Gud såre frygtelig i de helliges hemmelige råd og forfærdelig over alle, som er trindt omkring ham!"

(65)  Johannes mindes de mærkværdige begivenheder, som han havde set i Kristi liv. I tanken nyder han atter de dyrebare anledninger, som han engang har begunstiget med, og han erholder stor trøst deraf. Pludselig hindres han i sine betragtninger; nogen tiltaler ham i tydelige og klare toner. Han vender sig om for at se, hvorfra stemmen kommer, og se, han beskuer sin mester, hvem han har elsket, med hvem han har vandret og samtalet, og hvis lidelser på korset han har beskuet. Men hvor forandret Frelserens udseende er! Han er ikke længere "en mand fuld af pine og forsøgt i sygdom"; han bærer ingen mærker efter sin fornedelse. Hans øjne er som ildsluer; hans fødder er lig det skinnende kobber, som glæder i ovnen; hans røst er som mange vandes lys; hans ansigt skinner ligesom middagssolen. Han har syv stjerner i sin Hånd, der forstiller menighedens forstandere. Af hans mund udgår det et tveægget, skarpt sværd, der er et billede på den kraft, som ledsager hans ord.

(65)  Johannes, som har elsket sin herre så højt, og som i sin standhaftighed har holdt sig fast til sandheden trods fængsel og pisk, og uagtet døden har stirret ham i øjnene, kan ikke udholde Kristi nærværelses herlighed; han falder til jorden som en, der er død. Jesus lægger da sin hånd på sin tjeners udstrækte legeme og siger: "Frygt ikke, jeg er den første og den sidste og den levende, og jeg var død, og se, jeg er levende i al evighed." Johannes blev styrket, så at han kunde leve i sin forherligede herres nærværelse, og da fik han se i et herligt syn, hvad Gud havde til hensigt at udføre i kommende tider. Det himmelske hjems herlige tillokkelser blev åbenbarede for ham; han fik lov til at beskue Guds trone og at se de forløstes hvidklædte skarer. Han hørte de himmelske engles musik og deres sejerssang, som havde overvundet ved Lammets blod og ved ordet, som de vidende.

(66)  Den elskede discipel blev her forundt så ophøjede privilegier, som næppe nogen dødelig har nydt. Dog lignede han Kristus så meget i sin karakter, at stolthed ikke fandt rum i hans hjerte. Hans ydmyghed bestod ikke kun i en bekendelse; men det var en dyd, der passede ham ligeså naturligt som en klædning. Han søgte altid at skjule sin egne retfærdige handlinger og at undgå alt, som kunde henføre opmærksomhed til ham selv. I sit evangelium omtales Johannes som den discipel, hvem Herren elskede; men han holder eet hemmeligt, at han selv var den, som Jesus således ærede. Hans opførsel var ikke besmittet af egenkærlighed. I sit daglige liv lærte og efterlevede han kærlighedens bud i fuldeste mål. Han havde høje begreber om de kærlighed, som skulde råde mellem kødelige søskende og kristelige søskende. Han fremholdt indtrængende denne kærlighed som et væsentligt træk hos Jesus efterfølgere. Har man ikke denne, så er det forgæves, at man bekender sig til at være en kristen.

(66)  Johannes var en, som lærte, at hellighed skulde øves i liv og levnet, og han nedlagte utvetydige regler for de kristnes opførsel. De må have et rent hjerte og vise en god opførsel: De bør på ingen måde være tilfredse med en tom bekendelse. Han erklærer i umiskendelige udtryk, at skal man være en kristen, så må man være Kristus lig.

(67)  Johannes' liv var et liv fuldt af alvorlige bestræbelser på at rette sig efter Guds vilje. Apostlen efterfulgte sin frelser så nøje og havde et så højt begreb om Kristi renhed og ophøjede hellighed, at hans egen karakter viste sig i modsætning dertil overmåde mangelfuld, og da Jesus viste sig for Johannes i sit forherligede legeme, var et eneste glimt af ham nok til at få ham til at falde for hans fødder som en død. Således vil de altid føle, som kender sin herre og mester bedst. Jo nøjere de betragter Kristi liv og karakter, jo dybere vil de indse sin egen syndighed, og jo mindre vil de føle sig tilbøjelige til at påstå, at de er hellige, eller at prale af sin egen helliggørelse.

næste kapitel