Budskaber til menigheden kapitel 1. Fra side 17.     Fra side 11 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Erfaringer og syner

(17)  Efter kære venners opfordring har jeg samtykket i at give en kort skildring af mine erfaringer og syner i håb om, at den vil kunne opmuntre og styrke de ydmyge, tillidsfulde Guds børn. I elleve års alderen blev jeg omvendt, og tolv år gammel blev jeg døbt og sluttede mig til metodistsamfundet. Da jeg var tretten år gammel hørte jeg William Miller holde sin anden række foredrag i Portland, Maine. Jeg indså da, at jeg ikke var helliggjort, ikke beredt til at møde Jesus; og da der blev rettet en henstilling til menighedsmedlemmer og syndere om at komme frem til forbøn, greb jeg den første anledning, for jeg vidste, at der måtte udføres et stort værk for mig, før jeg var skikket til at indgå i himlen. Min sjæl tørstede efter fri og fuld frelse, men jeg vidste ikke, hvorledes den kunne opnås.ret

(17)   I 1842 overværede jeg til stadighed adventmøderne i Portland, Maine, og troede fuldt og fast, at Herren snart ville komme. Jeg hungrede og tørstede efter at være i fuldstændig overensstemmelse med Guds vilje. Dag og nat kæmpede jeg for at opnå denne uvurderlige skat, som ikke kunne købes for alverdens rigdom. Medens jeg lå bøjet for Gud i bøn om denne velsignelse, blev det fremstillet for mig som min pligt at bede i et bønnemøde. Jeg havde aldrig bedt højt i et møde og unddrog mig pligten af frygt for, at jeg kunne blive forvirret, om jeg gjorde et forsøg. Hver gang jeg i lønkammeret nærmede mig Herren i bøn, trådte denne forsømte pligt frem for mig, indtil jeg efterhånden ophørte med at bede og henfaldt i en melankolsk tilstand og til sidst kom i dyb fortvivlelse.ret

(18)   I denne sindstilstand befandt jeg mig i tre uger, uden at en eneste lysstråle gennemtrængte de tykke, mørke skyer omkring mig. Jeg fik da to drømme, der bragte mig en svag stråle af lys og håb. Nu åbnede jeg mit hjerte for min gudfrygtige moder. Hun sagde til mig, at jeg ikke var fortabt, og rådede mig til at opsøge og tale med br. Stockman, som dengang prædikede for adventfolket i Portland. Jeg nærede stor tillid til ham, da han var en gudhengiven og afholdt Kristi tjener. Hans ord greb mig og bragte mig håb. Jeg gik hjem og søgte atter Herren og lovede, at jeg ville gøre og lide hvad som helst, når jeg blot kunne nyde Jesu velbehag. Den samme pligt trådte på ny frem for mig.ret

(18)  Den samme aften var der et bønnemøde, som jeg overværede, og da de andre bøjede knæ for at bede, knælede jeg bævende ned sammen med dem. Efter at to eller tre havde bedt, oplod jeg min mund i bøn, før jeg selv rigtig vidste af det, og Guds løfter så nu ud for mig som lige så mange dyrebare perler, som man kunne få ved blot at bede om dem. Den byrde og sjæleangst, jeg så længe havde følt, forlod mig, medens jeg bad, og Guds velsignelse kom over mig som den milde dug. Jeg gav Gud æren for, hvad jeg erfarede, men længtes efter mere. Jeg kunne ikke være tilfreds, før jeg var fyldt med Guds fylde. Usigelig kærlighed til Jesus fyldte min sjæl. Den ene bølge af herlighed efter den anden rullede hen over mig, indtil mit legeme blev stift. Alt undtagen Jesus og herligheden forsvandt for mig, og jeg vidste intet om, hvad der foregik omkring mig.ret

(19)  De fleste af min Faders familie troede fuldt og fast på Kristi tilkommelse, og fordi vi vidnede om denne herlige lære, blev syv af os samtidig udelukket af metodistsamfundet. På den tid var profetens ord overmåde dyrebare for os: "Jeres brødre, som hadede jer, som udstødte jer for mit navns skyld, sagde: "Lad Herren få æren; men han skal åbenbares til jeres glæde, og de skal beskæmmes." Es. 66,5.ret

(19)   Fra nu af og til i december 1844 mødte jeg de samme glæder, prøvelser og skuffelser som mine kære venner iblandt adventfolket i mine omgivelser. Ved denne tid besøgte jeg en af vore adventtroende søstre, og om morgenen knælede vi omkring familiealteret. Der var intet usædvanligt ved anledningen, og der var kun fem af os til stede, alle sammen kvinder. Medens jeg bad, kom Guds kraft over mig på en måde, som jeg aldrig før havde mærket den. Jeg blev indhyllet i et syn af Guds herlighed og syntes at stige højere og højere op fra jorden, og ting vedrørende adventfolkets vandring til den hellige stad blev fremstillet for mig, således som nedenfor skildret.ret

næste kapitel