(77) Herren har ofte ladet mig se den stilling, som hans spredte udvalgte, der endnu ikke har set den nærværende sandheds lys, befinder sig i, og har vist mig, at sendebudene bør skynde sig så meget som muligt for at finde dem og bringe dem lyset. Overalt omkring os er der mange, som blot behøver at blive af med deres fordom og få beviserne for vort nuværende standpunkt fremlagt fra Guds ord, så vil de med glæde modtage den nærværende sandhed. Sendebudene bør våge over sjæle som de, der skal aflægge regnskab. Med vægten af Kristi dyrebare, men ofte ilde behandlede sag hvilende på sig bør de leve et stræbsomt liv i Åndens kvide. De vil måtte lægge timelige interesser og nydelser til side og gøre det til deres første opgave at udrette alt, hvad der står i deres magt, for at fremskynde sandhedens sag og frelse sjæle, der går til fortabelse. ret
(77) De vil også få en rig belønning. I deres hæderskroner vil de, som reddes ved deres bestræbelser og til sidst bliver frelst, skinne som stjerner evindelig og altid. Og i al evighed vil de have den tilfredsstillelse, at de gjorde, hvad de kunne, for at fremholde sandheden i dens renhed og skønhed, således at sjæle fattede kærlighed til den, blev helliggjort ved den og benyttede sig af den uvurderlige forret at blive gjort rige og blive tvættet i lammets blod og genløst til Gud. ret
(78) Jeg så, at inden hyrderne forfægter nye vigtige sandhedspunkter, som bibelen efter deres mening lærer, bør de rådføre sig med sådanne, som de har grund til at have tillid til, dem der har været med i alle budskaberne og er grundfæstede i hele den nærværende sandhed. Da vil hyrderne være fuldkommen forenede, og hyrdernes enhed vil mærkes i menigheden. Jeg så, at en sådan fremgangsmåde ville afværge ulykkelige splittelser, og der ville ikke være fare for, at den dyrebare hjord skulle splittes og fårene spredes uden en hyrde. ret
(78) Jeg så videre, at Gud havde sendebud, som han ville benytte i sin sag, men de var ikke færdige. De var for overfladiske og for lidt alvorlige til at kunne øve en god Indflydelse på hjorden, og de havde ikke den forståelse af sagens betydning og sjæles værdi, som Guds sendebud må have for at kunne virke til gavn. Engelen sagde: "Vær rene, I som bærer Herrens kar! Vær rene, I, som bærer Herrens kar!" De kan kun udrette lidt godt, dersom de ikke hengiver sig helt til Gud og indser det vigtige og alvorlige ved det sidste Nådens budskab, der nu lyder til den spredte hjord. Nogle, som Gud ikke har kaldet, er meget villige til at gå ud med budskabet; men hvis de havde forståelse af sagens betydning og af det ansvar, et sådant kald medfører, ville de føle sig tilskyndet til at trække sig tilbage og sige med apostelen: "Hvem er dertil dygtig?" En af grundene til, at de er så villige til at gå, er den, at Gud ikke har lagt nogen byrde for sagen på dem. Ikke alle, som forkyndte det første og det andet englebudskab, skal forkynde det tredje, selv efter at de fuldt ud har sluttet sig til det; for mange har været hyldet i så mange vildfarelser og bedrag, at de kun med nød og næppe kan frelse deres egne sjæle, og hvis de giver sig af med at vejlede andre, vil de blive et middel til at bringe dem til fald. Men jeg så, at nogle, der tidligere er gået vidt i fanatisme, nu ville være de første til at løbe af sted, før Gud sender dem, før de endnu er blevet renset fra deres tidligere vildfarelser. Da de har vildfarelse blandet med sandheden, ville de føde Guds hjord med den, og hvis de fik lov til at fortsætte, ville der opstå usunde tilstande inden for hjorden, og følgen af dette vil blive forvirring og død. Jeg så, at de måtte sigtes igen og igen, indtil de blev renset fra deres vildfarelser, for i modsat fald kunne de aldrig indgå i Guds rige. Sendebudene kunne ikke have den samme tillid til deres syn og skøn, der havde været hyldet i vildfarelser og fanatisme, som de kunne have til dem, der har været i sandheden og ikke i store vildfarelser. Der er også mange, som er alt for tilbøjelige til at haste med at få enkelte ud i arbejdsmarken, som netop har antaget den nærværende sandhed, og som har meget at lære og meget at gøre, inden de selv kan blive antagelige for Guds åsyn, end sige vise andre vejen. ret
(80) Jeg så nødvendigheden af, at navnlig sendebudene er årvågne og modarbejder al fanatisme, hvor som helst den måtte vise sig. Satan trænger ind fra alle hold, og dersom vi ikke er på vagt imod ham og har øjnene åbne for hans påfund og snarer og har Guds fulde rustning på, vil den ondes gloende pile ramme os. Guds ord indeholder mange dyrebare sandheder; men det er den nærværende sandhed, hjorden nu behøver. Jeg har set faren ved, at sendebudene løber bort fra de vigtige punkter i den nærværende sandhed for at fæste sig ved emner, som ikke tjener til at forene hjorden og hellige sjælen. Satan vil her benytte enhver anledning til at skade sagen. ret
(80) Men sådanne emner som helligdommen i forbindelse med de 2300 dage, Guds bud og Jesu tro er fuldt ud egnede til at forklare adventbevægelsen hidindtil og vise, hvad vort nuværende standpunkt er, befæste troen hos de tvivlende og skaffe vished med hensyn til den herlige fremtid. Det er ofte blevet vist mig, at disse er de væsentlige emner, som sendebudene bør dvæle ved. ret
(80) Dersom Herrens udvalgte sendebud skulle vente, til enhver hindring var fjernet fra deres vej, ville mange aldrig gå ud for at opsøge de spredte får. Satan vil fremkomme med mange indvendinger for at afholde dem fra at gøre deres pligt; men de vil måtte gå ud i tro, stolende på ham, som har kaldet dem til sit værk, og han vil åbne vejen for dem i den udstrækning, som vil være til deres bedste og til hans ære. Jesus, den store lærer og det store mønster, havde ikke det, hvortil han kunne hælde sit hoved. Hans liv var et liv i møje, sorg og lidelse, og derefter gav han sig selv hen for os. De, der i Kristi sted opfordrer sjæle til at lade sig forlige med Gud, og som håber at kunne regere med Kristus i herlighed, må vente at blive delagtige i hans lidelser her. "De, som sår med gråd, skal høste med frydesang; de går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg." Sl. 126,5-6. ret