Budskaber til menigheden kapitel 25. Fra side 129.     Fra side 107 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Menighedens håb

(129)  Mit sind har været meget besværet, når jeg i den senere tid har set mig om for at finde den ydmyge og sagtmodige Jesu beskedne efterfølgere. Mange, som bekender sig til at forvente Kristi snare komme, er i færd med at skikke sig efter verden, og de stræber mere alvorligt efter bifald fra deres omgivelser end efter yndest hos Gud. De er kolde og formelle ligesom de almindelige kirkesamfund, som de for blot en kort tid siden forlod. De ord, som tales til menigheden i Laodikæa, skildrer nøjagtigt deres nuværende tilstand. Se Åb. 3,14-20. De er hverken kolde eller varme, men lunkne. Og dersom de ikke agter på "det troværdige og sanddru Vidne"s råd og med nidkærhed vender om og kommer i besiddelse af "guld, lutret i ilden", "hvide klæder" og "øjensalve", vil han udspy dem af sin mund.ret

(130)  Tiden er kommet, da en stor del af dem, der engang frydede sig og råbte højt af glæde ved tanken om Herrens umiddelbart forestående genkomst, står på den samme grund som kirkesamfundene og verden, som engang hånede dem, fordi de troede, at Jesus ville komme, og udbredte alle hånde usandheder for at ødelægge deres indflydelse. Hvis nogen nu længes efter den levende Gud, hungrer og tørster efter retfærdighed, og Gud lader dem erfare sin kraft og tilfredsstiller deres sjæles længsel ved at udgyde sin kærlighed i deres hjerter, og hvis de ærer Gud ved at prise ham, vil de, som bekender sig til at tro på herrens nær forestående komme, ofte betragte dem som ført bag lyset og beskylde dem for at være påvirket af mesmerisme der være besat af en ond ånd.ret

(130)  Mange af disse såkaldte kristne taler, klæder sig og handler som verden, og det eneste, man kan kende dem på, er deres bekendelse. Skønt de bekender sig til at forvente Kristus, drejer deres samtale sig ikke om himmelske men om verdslige ting. Hvor bør ikke de, som bekender sig til at "forvente og fremskynde Guds dags tilkommelse", "færdes i hellig livsførelse og gudsfrygt!" 2Pet. 3,11-12. "Hver den, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren." 1Joh. 3,3. Men det er åbenbart, at mange, som bærer navnet adventist, tænker mere på at pryde deres legemer og se godt ud i verdens øjne end på at lære af Guds ord, hvorledes de kan behage Herren.ret

(131)  Hvordan ville det stille sig, om den elskelige Jesus, vort mønster, trådte frem iblandt dem, der almindelig kalder sig Kristne, ligesom han fremtrådte ved sit første komme? Ved sin fødsel blev han lagt i en krybbe. Følg ham gennem hans liv og virksomhed. Han var en mand kendt med sorg og smerte. Disse såkaldte kristne ville skamme sig over den ydmyge, sagtmodige Frelser, som var iført en enkel, usyet kjortel, og som ikke havde det, hvortil han kunne hælde sit hoved. Hans uplettede, selvfornægtende liv ville fordømme dem; hans alvor ville virke smerteligt hæmmende på deres letsindighed og tomme latter; hans livsførelse, fri for svig, ville lægge et bånd på deres verdslige og begærlige færd; den utilslørede, skærende sandhed, som han fremholdt, ville åbenbare deres sande karakter, og de ville ønske at få det ydmyge mønster, den elskelige Jesus, bragt af vejen så snart som muligt. De ville være blandt de første til at søge at fange ham i ord og til at opløfte råbet: "Korsfæst ham! korsfæst ham!"ret

(131)  Lad os følge Jesus, da han i ringhed red ind i Jerusalem, medens "hele disciplenes mængde med glæde" begyndte "at prise Gud med høj røst" og sagde: "Velsignet være kongen, som kommer, i Herrens navn! Fred i himlen, og ære i det højeste! Og nogle af farisæerne i skaren sagde til ham: Mester! irettesæt dine disciple! Og han svarede og sagde til dem: Jeg siger jer, at hvis disse tier, skal stenene råbe." Luk. 19,37-40. En stor del af dem, der bekender sig til at forvente Kristus, ville være lige så ivrige som farisæerne efter at bringe disciplene til tavshed, og de ville uden tvivl opløfte råbet: "Fanatisme! mesmerisme! mesmerisme!" Og disciplene, som bredte deres klæder og palmegrene på vejen, ville blive anset for at være ødsle og forrykte. Men Gud vil have et folk på jorden, som ikke vil være så kolde og døde, at de ikke kan prise og ære ham. Nogle mennesker vil ære ham, og dersom hans udvalgte, der holder hans Bud, skulle tie, ville stenene råbe.ret

(132)  Jesus kommer, men ikke som et barn i Bethlehem, således som ved sit første komme; ikke som han red ind i Jerusalem, da disciplene priste Gud med høj røst og råbte: "Hosanna!" men i Faderens herlighed og under ledsagelse af hele den hellige engleskare på sin vej ned til jorden. Alle englene vil forlade himlen, medens de ventende hellige vil vente på ham og se op mod himlen, ligesom hine galilæiske mænd gjorde, da han opfor fra Oliebjerget. Da vil de, som er hellige, de, som nøje har fulgt det ydmyge guddommelige mønster, være de eneste, der med henrykkelsens glæde udbryder, idet de ser ham: "Se, dette er vor Gud, vi har håbet på ham, og han skal frelse os." Og de vil blive forvandlet, "i et nu, i et øjeblik, ved den sidste basun" den basun, der opvækker de hensovede hellige og kalder dem frem fra deres leje i støvet, iført herlig udødelighed og med råbet: "Sejr! sejr over døden og graven!" De forvandlede hellige rykkes da op sammen med englene for at møde Herren i luften og for aldrig mere at skilles fra ham, som er genstanden for deres kærlighed.ret

(133)  Skal vi vel forholde os tavse, når vi har sådant i vente, et så herligt håb, en sådan genløsning, som Kristus har købt for os med sit eget blod? Skal ikke også vi prise Gud med høj røst, ligesom disciplene gjorde, da Jesus red ind i Jerusalem? Er vore udsigter ikke langt herligere, end deres var? Hvem vover da at forbyde os at ære Gud endog med høj røst, når vi har et sådant håb med dets fylde af udødelighed og dets rigdom på herlighed? Vi har smagt den tilkommende verdens kræfter og længes efter mere. Hele mit væsen råber efter den levende Gud, og jeg vil ikke være tilfreds, før jeg fyldes med hans fylde.ret

næste kapitel