Budskaber til menigheden kapitel 34. Fra side 174.     Fra side 145 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Satans fald

(174)  Satan var engang en hædret engel i himlen, næst efter Kristus i rang. Hans ansigt var, ligesom de andre engles, mildt og bar præg af lykke. Hans pande var høj og bred og røbede stor forstand. Hans skikkelse var fuldkommen, hans holdning ædel og majestætisk. Men da Gud sagde til sin søn: "Lad os gøre mennesker i vort billede," blev Satan misundelig på Jesus. Han ønskede at blive spurgt til råds angående menneskets dannelse, og da dette ikke skete, fyldtes han med misundelse, skinsyge og had. Han ønskede at modtage de højeste æresbevisninger i himlen næst efter Gud.ret

(174)  Indtil denne tid havde der i hele himlen rådet orden, harmoni og fuldkommen overensstemmelse med Guds herredømme. Det var den største synd at gøre oprør mod hans forordning og vilje. Hele himlen syntes at være i bevægelse. Englene blev samlet i kompagnier, hver afdeling med en ledende engel i spidsen. Begærlig efter at ophøje sig selv og uvillig til at underkaste sig Jesu myndighed rettede Satan beskyldninger mod Guds herredømme. Nogle af englene sympatiserede med Satan i hans oprør, medens andre med styrke forsvarede Guds ære og visdom, idet han gav sin Søn myndighed. Der blev strid blandt englene. Satan og hans tilhængere stræbte efter at reformere Guds ledelse. De ønskede at skue ind i hans uransagelige visdom og at få at vide, hvilken hensigt han havde med at ophøje Jesus og udruste ham med en så uindskrænket magt og kommando. De satte sig op imod sønnens autoritet. Hele den himmelske hær blev sammenkaldt til at møde for faderen, for at enhvers sag kunne blive afgjort. Det blev da besluttet, at Satan skulle udstødes af himlen sammen med alle de engle, der havde forenet sig med ham i oprøret. Der blev nu strid i himlen. Engle var med i kampen; Satan ønskede at besejre Guds søn og dem, der bøjede sig for hans vilje. Men de gode og trofaste engle fik overhånd, og Satan blev uddrevet fra himlen sammen med sine tilhængere.ret

(175)  Efter at Satan og de, der faldt med ham, var blevet udelukket af himlen, og han forstod, at han for stedse havde mistet al dens renhed og herlighed, angrede han og ønskede at få adgang til himlen igen. Han var villig til at indtage sin rette plads eller en hvilken som helst stilling der måtte blive ham anvist. Men nej, himlen måtte ikke udsættes for fare. Hele himlen kunne blive fordærvet, hvis han fik lov at komme derind på ny, for synden havde sin oprindelse hos ham, og han havde oprørssæden i sig. Både han og hans tilhængere græd og tryglede om atter at blive taget til nåde hos Gud. Men deres synd, deres had, deres misundelse og skinsyge havde været så stor, at Gud ikke kunne udslette den. Den måtte blive stående for at få sin endelige straf.ret

(176)  Da det gik op for Satan, at der ikke fandtes mulighed for, at han atter kunne blive taget til nåde hos Gud, begyndte hans ondskab og had at åbenbare sig. Han holdt råd med sine engle, og der blev lagt en plan om stadigvæk at modarbejde Guds herredømme. Da Adam og Eva blev sat i den smukke have, var Satan i færd med at planlægge deres ødelæggelse. Hvis dette lykkelige par adlød Gud, fandtes der ingen måde, hvorpå deres lykke kunne berøves dem. Satan kunne ikke påvirke dem med sin magt, medmindre de først viste ulydighed mod Gud og forspildte hans velbehag. Der måtte derfor lægges en eller anden plan for at lede dem til ulydighed, således at de pådrog sig Guds mishag og mere direkte kom ind under Satans og hans engles indflydelse. Det blev besluttet, at Satan skulle påtage sig en anden skikkelse og udvise Interesse for menneskene. Han måtte tale fordægtigt imod Guds sanddruhed og skabe tvivl om, hvorvidt Gud mente netop, hvad han sagde; dernæst måtte han vække deres nysgerrighed og forlede dem til at ville trænge ind i Guds uransagelige planer, nøjagtigt den samme synd, som han selv havde gjort sig skyldig i. De skulle også grunde over, hvad årsagen vel kunne være til, at der blev gjort indskrænkninger med hensyn til kundskabens træ.ret

næste kapitel