(46) Ved begyndelsen af den hellige sabbat den 5. januar 1849 holdt vi bøn sammen med br. Beldens familie i Rocky Hill i staten Connecticut, og Helligånden faldt på os. I et syn blev jeg ført ind i det allerhelligste, hvor jeg så Jesus stadigvæk gøre forbøn for Israel. Forneden på hans klædebon var der en bjælde og et granatæble. Jeg så da at Jesus ikke ville forlade det allerhelligste, før hvert eneste menneskes sag var afgjort enten til frelse eller til undergang, og at Guds vrede ikke kunne komme, før Jesus havde fuldbyrdet sin gerning i det allerhelligste, havde aflagt sin præstelige dragt og iført sig hævnens klædebon. Da vil Jesus forlade sin plads imellem Faderen og menneskene, og Gud vil ikke længere tie, men udgyde sin vrede over dem, der har forkastet hans sandhed. Jeg så, at nationernes vrede, Guds vrede og tiden til at dømme de døde var forskellige og adskilte begivenheder, der fulgte efter hverandre, ligeledes at Mikael ikke var stået frem, og at den store trængselstid, som hidtil ikke har haft sin lige, endnu ikke var begyndt. Nationerne er nu i færd med at vredes; men når vor Ypperstepræst har fuldført sin gerning i helligdommen, vil han stå frem og iføre sig hævnens kjortel, og da vil de syv sidste plager blive udgydt. ret
(47) Jeg så, at de fire engle ville holde de fire vinde, indtil Jesu gerning i helligdommen var fuldført, og da vil de syv sidste plager komme. Disse plager forbitrede de ugudelige imod de retfærdige; de mente, at disse havde ført Guds straffedomme over dem, og at dersom de kunne udrydde os fra jorden, ville plagerne ophøre. Der blev udstedt en forordning om at ihjelslå Guds børn, hvilket bragte disse til at råbe dag og nat om befrielse. Dette var Jakobs trængselstid. Da råbte alle de hellige i sjæleangst og blev befriet ved Guds røst. De 144 000 frydede sig. Deres ansigter oplystes af Guds herlighed. Derefter så jeg en skare, der hylede af angst. På deres klæder stod der skrevet med store bogstaver: »Du er vejet på vægten og fundet for let.« Jeg spurgte, hvem denne skare var. Englen sagde: »Disse er dem, der engang holdt Sabbaten og var ophørt dermed.« Jeg hørte dem råbe med høj røst: »Vi har troet på dit komme og tilskrevet det en kraft!« Og medens de talte, faldt deres øjne på deres klæder og så skriften, og de jamrede sig højt. Jeg så, at de havde drukket af det klare vand og plumret det med deres fødder - trådt sabbaten under fode - og det var grunden til, at de var vejet på vægten og fundet for lette. ret
(48) Min ledsagende engel henviste mig derpå atter til staden, hvor jeg så fire engle flyve på deres vinger hen til stadens port. De var netop i færd med at fremvise det gyldne kort til engelen ved porten, da jeg så en anden engel komme flyvende hastigt fra det sted, hvor den umådelig store herlighed dvælede, og hørte ham råbe med høj røst til de andre engle, idet han svingede op og ned med noget, som han holdt i sin hånd. Jeg bad min ledsagende engel om at forklare mig, hvad jeg så. Han sagde, at jeg ikke kunne se mere nu, men at han snart ville vise mig betydningen af det, som jeg havde set. ret
(48) Sabbats eftermiddag var en iblandt os syg og ønskede forbøn for at blive helbredt. Vi forenede os alle i bøn til den store læge, for hvem et sygdomstilfælde aldrig mislykkedes, og mens den lægende kraft kom til stede, og den syge blev helbredt, faldt ånden på mig, og jeg fik et syn. ret
(48) Jeg så fire engle, der havde en gerning at udføre på jorden og var på vej for at fuldbyrde den. Jesus var iført præstelige klæder. Han så medlidende på de trofaste af sit folk, løftede derpå sine hænder op og råbte med en stemme, der vidnede om dyb medlidenhed: "Mit blod, Fader, mit blod, mit blod, mit blod!" Derpå så jeg, at der fra Gud, som sad på den store, hvide trone, udgik et overmåde klart lys, der ganske indhyllede Jesus. Derefter så jeg en engel med et budskab fra Jesus flyve hastigt hen til de fire engle, som havde en gerning at udføre på jorden. Han svingede op og ned med noget, som han havde i sin hånd, og råbte med høj røst: "holdt! holdt! holdt! holdt! indtil Guds tjenere er beseglet i deres pander." ret
(49) Jeg spurgte min ledsagende engel om betydningen af, hvad jeg hørte, og om, hvad de fire engle ville til at gøre. Han sagde til mig, at det var Gud, som holdt magterne i tøjler, og at han gav sine engle kontrol over forholdene på jorden, at de fire engle havde magt fra Gud til at holde de fire vinde, og at de var i færd med at slippe dem løs; men medens deres hænder var ved at løse dem, så Jesus med sit nådige blik på de trofaste af sit folk, der ikke var beseglet, og han løftede sine hænder til Faderen og fremholdt for ham, at han havde udgydt sit blod for dem. En anden engel fik da befaling om at flyve hastigt hen til de fire engle og byde dem at holde tilbage, indtil Guds tjenere var beseglet med den levende Guds segl i deres pander. ret