Budskaber til menigheden kapitel 53. Fra side 267.     Fra side 222 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Reformation

(267)  Trods al forfølgelse mod de hellige fremstod der overalt levende vidner for Guds sandhed. Herrens engle udførte den gerning, som var blevet overdraget til dem. De gennemsøgte de mørkeste steder, og ud af mørket samlede de sådanne, som havde et oprigtigt hjerte. Alle disse var nedsænket i vildfarelse, men Gud kaldte dem, ligesom han kaldte Saulus, til at være hans udvalgte redskaber, der skulde bringe hans sandhed ud og opløfte deres røst imod synden hos dem, der kaldte sig hans folk. Engle fra Gud påvirkede Martin Luther, Melanchthon og andre på forskellige steder og frembragte hos dem en tørst efter det levende vidnesbyrd i Guds ord. Fjenden var kommen ind som en voldsom flod, og banneret måtte løftes imod ham. Luther var den, der var udvalgt til at trodse stormen, møde en falden kirkes vrede og styrke de få, som var deres hellige bekendelse tro. Han var altid bange for at fortørne Gud. Han søgte at vinde hans velbehag ved gerninger, men fandt ikke tilfredsstillelse, før en lysstråle fra himlen fordrev mørket i hans sind og ledte ham til ikke at stole på gerninger, men på Kristi blods fortjeneste. Da kunne han selv træde frem for Gud, ikke med paver eller skriftefædre som mellemled, men ved Jesus Kristus alene.ret

(267)  O hvor dyrebart for Luther var ikke dette nye og herlige lys, der havde dæmret over hans formørkede forstand og fordrevet hans overtro! Han værdsatte det højere end den rigeste jordiske skat. Guds ord blev nyt. Alt var forandret. Den bog, han havde frygtet, fordi han ingen skønhed kunne se deri, blev nu liv, evigt liv, for ham. Den var hans glæde, hans trøst, hans velsignede lærer. Intet kunne formå ham til at afstå fra at granske den. Han havde frygtet for døden, men ved læsningen af Guds ord forsvandt al hans rædsel, og han beundrede Guds karakter og elskede ham. Han granskede bibelen for sig selv og frydede sig over de rige skatte, som den indeholdt. Derpå granskede han den for menigheden. Synden hos dem, han havde stolet på til frelse, vakte hans afsky, og når han så mange andre indhyllet i det samme mørke, som havde omgivet ham, søgte han ivrigt efter en anledning til at vise dem hen til det Guds Lam, som alene bærer verdens synd.ret

(268)  Han hævede sin røst imod pavekirkens vildfarelser og synder og søgte med alvor at bryde den mørkets lænke, som bandt tusinder og bragte dem til at stole på gerninger til frelse. Han længtes efter at kunne give dem indsigt i Guds nådes sande rigdom og den herlige frelse, der opnås gennem Jesus Kristus. I Helligåndens kraft opløftede han et råb imod de synder, som forekom iblandt de ledende inden for kirken, og når han mødte en storm af modstand fra præsterne" svigtede modet ham ikke, for han forlod sig fast på Guds stærke arm og stolede tillidsfuldt på, at han ville give ham sejr. Efter som han gjorde striden mere og mere pågående" blev præsternes raseri mod ham endnu mere voldsomt. De ønskede ikke at lade sig reformere. De ville fortsætte i magelighed, i ødsel vellyst og i ugudelighed, og de ønskede, at også kirken skulle holdes i mørke.ret

(269)  Jeg så, at Luther var ivrig og nidkær, frygtløs og uforfærdet, når han straffede synd og forfægtede sandheden. Han brød sig hverken om ugudelige mennesker eller djævle, for han vidste, at han havde en hos sig, der var mægtigere end de. Luther var i besiddelse af nidkærhed, Mod og uforfærdethed og stod undertiden i fare for at gå til yderligheder; men Gud oprejste Melanchthon, hvis karakter netop var det modsatte, for at han skulle stå Luther bi i udførelsen af reformationens værk. Melanchthon var frygtsom, bange og forsigtig og besad stor tålmodighed. Han var højt elsket af Gud. Han havde indgående kendskab til skriften og var i besiddelse af en ypperlig dømmekraft og visdom. Hans kærlighed til Guds sag var lige så stor som Luthers. Herren knyttede disse to mænds hjerter sammen; de var uadskillelige venner. Luther var til stor hjælp for Melanchthon, når denne stod i fare for at være bange og sen, medens Melanchthon til gengæld var en stor hjælp for Luther, når denne stod i fare for at gå for hurtigt. Melanchthons vidtskuende forsigtighed afværgede ofte vanskeligheder, som sagen ville være blevet udsat for, hvis arbejdet havde været overladt til Luther alene; og ofte ville virksomheden ikke være blevet drevet fremad, dersom den havde været overladt til Melanchthon. Jeg så Guds visdom komme til syne i valget af disse to mænd til at føre reformationens værk fremad.ret

(270)  Jeg blev derpå ført tilbage til apostlenes tid og så, at Gud valgte som medarbejdere den ivrige, nidkære Peter og den milde, tålmodige Johannes. Peter var undertiden heftig, og når dette skete, kunne den elskede discipel ofte lægge bånd på ham. Dette bevirkede imidlertid ingen forandring hos Peter. Men efter at han havde fornægtet sin Herre, havde angret sin synd og var blevet omvendt, var en mild advarsel fra Johannes nok til at dæmpe hans Iver og nidkærhed. Kristi sag ville ofte have lidt skade, om den var blevet overladt til Johannes alene. Der var brug for Peters nidkærhed. Hans djærvhed og energi hjalp dem ofte ud af en vanskelighed og bragte deres fjender til tavshed. Johannes havde et indtagende væsen. Han vandt mange for Kristi sag ved sin tålmodighed, overbærenhed og dybe gudhengivenhed.ret

(270)  Gud oprejste mænd til at bekæmpe de synder, som fandtes i pavekirken, og til at føre reformationen fremad. Satan forsøgte at ødelægge disse levende vidner, men Herren satte et hegn omkring dem. Af hensyn til sit navns ære tillod han, at nogle beseglede deres vidnesbyrd med deres blod; men der var andre mægtige mænd, sådanne som Luther og Melanchthon, der bedst kunne forherlige Gud ved at leve og afsløre præsternes, pavernes og kongernes synder. Luthers og hans medarbejderes røst bragte disse til at bæve. Ved disse udvalgte mænd begyndte lysstråler at sprede mørket, og der var mange, som med glæde tog imod lyset og fulgte det. Og når eet vidne blev ihjelslået, opstod der to eller flere til at fylde pladsen.ret

(271)  Men Satan var ikke tilfreds. Han havde kun magt over legemet; han kunne ikke formå de troende til at give slip på deres håb og deres tro. Selv i døden frydede de sig ved et levende håb om udødelighed i de retfærdiges opstandelse. De havde mere end menneskelig styrke. De vovede ikke at sove et øjeblik, men beholdt den kristne rustning på og var beredt til strid, ikke mod åndelige fjender alene, men mod Satan i skikkelse af mænd, hvis idelige råb var: "Giv afkald på jeres tro eller dø!" Disse få Kristne var stærke i Gud og mere dyrebare i hans øjne end en halv verden, der bærer Kristi navn, men dog er kujoner i hans sag. Da menigheden blev forfulgt, var der enighed og kærlighed blandt dens medlemmer; de var stærke i Gud. Syndere fik ikke Lov til at slutte sig til menigheden. Kun de, der var villige til at forsage alt for Kristi skyld, kunne være hans disciple. Disse ville gerne være fattige og ydmyge og ligne Kristus.ret

næste kapitel