Budskaber til menigheden kapitel 55. Fra side 275.     Fra side 229 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Wiliam Miller

(275)  Gud sendte sin engel til en bonde, der ikke troede på bibelen, for at han skulle påvirke hans hjerte og lede ham til at granske profetierne. Guds engle besøgte gentagne gange denne udvalgte mand for at vejlede hans sind og oplade for hans forstand sådanne profetier, som altid havde været dunkle for Guds folk. Begyndelsen af sandhedens kæde blev ham givet, og han blev ledet videre frem til at granske led efter led, indtil han betragtede Guds ord med forbavselse og beundring. Han så deri en fuldkommen kæde af sandhed. Det ord, han havde anset for ikke inspireret, åbenbarede sig nu i sin skønhed og herlighed for hans syn. Han så, at den ene del af skriften forklarer den anden, og når det ene skriftsted var tillukket for hans forståelse, fandt han på andre steder i ordet noget, der forklarede det. Han betragtede Guds hellige ord med fryd og med den dybeste agtelse og ærefrygt.ret

(276)  Idet han fulgte profetierne i deres forløb, indså han, at Jordens beboere levede under de afsluttende begivenheder i denne verdens historie, men de vidste det ikke. Han betragtede kirkesamfundene og så deres fordærvelse; de havde vendt deres kærlighed bort fra Jesus og fæstet den ved verden; de søgte verdslig ære i stedet for den ære, som kommer ovenfra, og stræbte efter jordisk rigdom i stedet for at samle sig skatte i himlen. Overalt kunne han se hykleri, mørke og død. Hans ånd blev rystet i hans indre. Gud kaldte ham til at forlade sit landbrug, ligesom han kaldte Elisa til at forlade sine okser og sin ager for at følge Elias. Med bæven begyndte William Miller at udfolde Guds riges hemmeligheder for folket, idet han førte sine tilhørere med ned igennem profetierne til Kristi andet komme. Hvert forsøg bragte ham forøget styrke. Ligesom Johannes døberen bebudede Jesu første komme og beredte hans vej, således forkyndte Willian Miller og de, som sluttede sig til ham, Guds søns andet komme.ret

(276)  Jeg blev ført tilbage til apostlenes dage og så, at Gud havde en særskilt gerning for den elskede Johannes. Det var Satans bestemmelse at forhindre denne gerning, og han påvirkede sine tjenere til at ødelægge Johannes. Men Gud sendte sin engel og bevarede ham på en forunderlig måde. Alle, der var vidne til Guds store magt, som den kom til syne i Johannes' befrielse, forbavsedes, og mange blev overbeviste om, at Gud var med ham, og at det vidnesbyrd, han bar angående Jesus, var sandt. De, der søgte at ødelægge ham, var bange for atter at prøve på at tage hans Liv, og han fik lov til vedblivende at lide for Jesu skyld. Han blev falskelig anklaget af sine fjender, og snart derefter forvistes han til en ø, hvortil Herren sendte sin engel for at åbenbare for ham de begivenheder, der skulle indtræffe på jorden, samt menighedens tilstand ned gennem tiden til verdens ende dens frafald og det standpunkt, den måtte indtage, hvis den ville behage Gud og opnå den endelige sejr.ret

(277)  Engelen fra himlen kom til Johannes i ophøjet pragt, hans åsyn strålende af den overvættes herlighed fra Gud. Han lod Johannes se begivenheder af stor og betagende interesse i Guds menigheds historie og fremstillede for ham de farlige kampe, Kristi efterfølgere ville komme til at udholde. Johannes så dem gennemgå ildprøver, blive forsøgt og renset hvide og til sidst som sejrvindere stå herligt frelst i Guds rige. Engelens åsyn strålede af glæde og var overmåde herligt, da han viste Johannes menighedens endelige sejr. Da apostelen så Guds menigheds endelige befrielse, henreves han af det herlige skue, og grebet af dyb agtelse og ærefrygt faldt han ned for engelens fødder for at tilbede ham. Det himmelske sendebud løftede ham øjeblikkelig op og sagde som en mild tilrettevisning: "Gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine brødres, som har Jesu vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." Engelen viste derpå Johannes den himmelske stad med al dens pragt og blændende herlighed. Henreven og overvældet, forglemmende den tidligere tilrettevisning, faldt apostelen atter ned for at tilbede for engelens fødder. På ny lød den milde tilrettevisning: "Gør det ikke; jeg er din medtjener og dine brødres, profeternes, og deres, som bevarer denne bogs ord; tilbed Gud!"ret

(278)  Forkyndere og lægfolk har betragtet Åbenbaringens bog som en hemmelighed og som værende af mindre betydning end andre dele af den hellige skrift. Men jeg så, at denne bog i sandhed er en åbenbaring, givet særlig til nytte for dem, der lever i de sidste dage, for at lede dem til klarhed over deres sande stilling og deres pligt. Gud ledte William Millers tanker hen til profetierne og gav ham stort lys over Åbenbaringens bog.ret

(278)  Hvis Daniels syner var blevet forstået, kunne folket bedre have forstået Johannes' syner. Men på det rigtige tidspunkt påvirkede Gud sin udvalgte tjener, der med klarhed og i Helligåndens kraft oplod profetierne og påviste overensstemmelsen mellem Daniels og Johannes' syner og andre dele af bibelen og overbeviste hjerterne om ordets hellige og forfærdelige advarsler, for at de kunne berede sig for menneskesønnens komme. En dyb og hellig overbevisning trængte sig ind hos dem, der hørte ham, og både prædikanter og lægfolk, syndere og Guds fornægtere vendte sig til Herren for at berede sig til at bestå i dommen.ret

(279)  Engle fra Gud ledsagede William Miller på hans mission. Han var fast og uforfærdet og forkyndte uden frygt det budskab, som var ham betroet. En verden, der lå i ugudelighed, tilligemed en kold, verdslig kirke var nok til at sætte alle hans kræfter i virksomhed og lede ham til villigt at udholde møje, savn og lidelse. Skønt han blev modarbejdet både af kristendomsbekendere og af verden og blev trængt af Satan og hans engle, afstod han ikke fra at forkynde det evige evangelium for masserne, hvor som helst han blev indbudt dertil, og fjernt og nær lod han råbet lyde: "Frygt Gud og giv ham ære, thi hans domstime er kommet."ret

næste kapitel