Budskaber til menigheden kapitel 58. Fra side 289.     Fra side 240 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Adventbevægelsen belyst

(289)  Jeg så et antal grupper, der syntes at være sammenbundet med snore. Mange i disse grupper befandt sig i fuldstændigt mørke; deres øjne var vendt mod jorden, og der syntes ikke at være nogen forbindelse mellen dem og Jesus. Men spredt i disse forskellige grupper var der nogle, hvis åsyn lyste, og hvis øjne var vendt mod himlen. Lysglimt fra Jesus lig stråler fra solen blev meddelt dem. En engel bad mig se nøje efter, og jeg så en engel våge over hver enkelt af dem, der havde en lysstråle, medens onde engle omgav dem, der var i mørke. Jeg hørte en englerøst råbe: "Frygt Gud og giv ham ære, thi Hans domstime er kommet."ret

(289)  Et herligt lys sænkede sig nu ned over disse grupper for at oplyse alle, der ville tage imod det. Nogle af dem, som var i mørke, modtog lyset og glædede sig. Andre modsatte sig lyset fra himlen, idet de sagde, at det var sendt for at vildlede dem. Lyset forlod disse, og de blev efterladt i mørke. De, der havde modtaget lyset fra Jesus, glædede sig over det forøgede mål af dyrebart lys, der faldt på dem. Deres ansigter strålede af hellig glæde, medens deres blik med den dybeste interesse var vendt opad mod Jesus, og man hørte deres stemmer lyde i samklang med engelens stemme: "Frygt Gud og giv ham ære, thi hans doms time er kommen." Da de opløftede dette råb, så jeg, at de, som var i mørke, stødte til dem med deres side og skulder. Mange af dem, der holdt fast ved det herlige lys, søndersled de snore, som bandt dem, og trådte udenfor og stod adskilt fra disse grupper. Medens de var i færd dermed, gik mænd, som tilhørte de forskellige grupper, forbi, nogle med venlige ord, andre med vrede blikke og truende fagter, og fæstede snorene, der var ved at svækkes. Disse mænd sagde uafladeligt: "Gud er med os. Vi befinder os i lyset. Vi har sandheden." Jeg spurgte, hvem disse mænd var, og fik at vide, at de var præster og ledende mænd, der selv havde forkastet lyset og ikke ville, at andre skulle tage imod det.ret

(290)  Jeg så, at de, som holdt fast ved lyset, rettede blikket opad med brændende ønske og i forventning om, at Jesus skulle komme og tage dem til sig. Snart gik der en sky over dem, og der kom et bedrøvet udtryk i deres ansigter. Jeg spurgte om årsagen til denne sky, og det blev vist mig, at den skyldtes deres skuffelse. Tidspunktet, da de havde ventet Frelseren, var overskredet, og Jesus kom ikke. Da disse ventende blev grebet af mismod, vakte det glæde hos de præster og ledende mænd, som jeg tidligere havde lagt mærke til, og alle de, som havde forkastet lyset, triumferede storlig, medens Satan og hans onde engle også jublede.ret

(291)  Nu hørte jeg en anden Engels røst sige: "Falden, falden er Babylon!" Et lys skinnede på de forsagte, og med et inderligt ønske om hans åbenbarelse fæstede de atter blikket på Jesus. Jeg så et antal engle i samtale med dem, der havde råbt: "Faldet er Babylon!" og disse forenede sig med ham i råbet: "Se, Brudgommen kommer, gå ham i møde!" Disse engles melodiske stemmer syntes at høres overalt. Et overmåde klart og herligt lys skinnede omkring dem, der havde holdt fast ved det lys, der blev givet dem. Deres ansigter skinnede med en overvættes herlighed, og de forenede sig med englene i råbet: "Se, Brudgommen kommer!" Medens de harmonisk lod råbet lyde blandt de forskellige grupper, stødte de, som havde forkastet lyset, til dem og spottede og hånede dem med vrede blikke. Men engle fra Gud viftede med deres vinger over de forfulgte, medens Satan og hans engle søgte at trænge deres mørke ind på dem for at lede dem til at forkaste lyset fra himlen.ret

(291)  Derpå hørte jeg en røst sige til dem, der havde været udsat for stød og forhånelse: "Udskil jer fra dem, og rør ikke noget urent!" Et stort antal adlød denne røst, søndersled de snore, som bandt dem, forlod de grupper, der befandt sig i mørke, forenede sig med dem, der tidligere havde vundet frihed, og sluttede sig med glæde til disses stemmer. Jeg hørte lyden af alvorlig, kvalfyldt bøn fra nogle få, der endnu befandt sig i de grupper" som var i mørke. Præsterne og de ledende mænd gik omkring i disse forskellige grupper og fæstede snorene bedre; men endnu hørte jeg denne lyd af alvorlig bøn. Derpå så jeg dem, som havde bedt, række hænderne ud efter hjælp fra den forenede gruppe" som var i frihed og glædede sig i Gud. Idet disse alvorligt skuede mod himlen og pegede opad, sendte de det svar tilbage: "Gå ud fra dem og udskil jer fra dem!" Jeg så nogle kæmpe for friheden, og til sidst sønderrev de de snore, der bandt dem. De modsatte sig de anstrengelser, som blev gjort for at fæste snorene bedre, og nægtede at agte på den gentagne påstand: Gud er med os. Vi har sandheden hos os.ret

(292)  Stadig var der nogle, som forlod de grupper, der befandt sig i mørke, og forenede sig med den frie kreds, der syntes at befinde sig på en åben mark, hævet over jorden. Deres blik var opadvendt, Guds herlighed hvilede på dem, og de råbte med fryd til hans pris. De var nøje forenede og syntes at være indhyllede i himlens lys. Omkring denne gruppe var der nogle, som kom under lysets indflydelse, men som ikke netop var forenet med gruppen. Alle, som tog imod det lys, der blev udgydt over dem, stirrede opad med spændt interesse, og Jesus betragtede dem med lifligt velbehag. De ventede, at han skulle komme, og længtes efter hans åbenbarelse. De skænkede ikke jorden et eneste dvælende blik. Men atter lagde en sky sig over de ventende, og jeg så dem vende deres trætte øjne nedad. Jeg spurgte om grunden til denne forandring. Min ledsagende engel sagde: "De bliver på ny skuffet i deres forventninger. Jesus kan endnu ikke komme til jorden. De må udholde større prøvelser for hans skyld. De må give slip på vildfarelser og traditioner, som de har modtaget fra mennesker, og vende sig helt til Gud og hans ord. De må renses, gøres hvide og prøves. De, som udholder denne bitre prøvelse, vil opnå en evig sejr."ret

(293)  Jesus kom ikke til jorden for at rense helligdommen ved at rense jorden med ild, således som hin ventende, glade skare havde troet. Jeg så, at deres beregning af de profetiske tidsperioder var rigtig; profetisk tid ophørte i 1844, og Jesus gik ind i det allerhelligste for at rense helligdommen ved dagenes afslutning. Deres fejl bestod i, at de ikke havde forstået, hvad helligdommen var, og hvori dens renselse bestod. Da jeg atter så på den ventende, skuffede skare, havde de et sørgmodigt udseende. De undersøgte omhyggeligt beviserne for deres tro og gennemgik beregningen af de profetiske perioder, men kunne ikke opdage nogen fejl. Tiden var fuldbyrdet, men hvor var frelseren? Han var blevet borte for dem.ret

(293)  Disciplenes skuffelse, da de kom til graven og ikke fandt Jesu legeme, blev vist mig. Maria sagde: "De har borttaget Herren af graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Engle meddelte de sørgende disciple, at deres herre var opstanden og ville gå forud for dem til Galilæa.ret

(294)  På samme måde så jeg, at Jesus i den dybeste medlidenhed betragtede de skuffede, som havde ventet på hans komme, og han sendte sine engle for at vejlede deres sind, for at de kunne følge ham, hvor han var. Han viste dem, at jorden ikke er helligdommen, men at han måtte gå ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom for at gøre forsoning for sit folk og for at modtage riget af sin Fader, og at han da ville vende tilbage til jorden og hente dem, for at de altid skulle være hos ham. De første disciples skuffelse fremstiller træffende skuffelsen hos dem, der ventede deres Herre i 1844.ret

(294)  Jeg blev ført tilbage til den tid, da Jesus red sejrende ind i Jerusalem. De glade disciple troede, at han da skulle overtage riget og herske som en timelig fyrste. Med store forhåbninger fulgte de deres konge. De afskar de skønne palmegrene, tog deres ydre klædningsstykker af og bredte dem på vejen under begejstret iver; nogle løb foran, og andre fulgte efter under Råbet: "Hosanna Davids søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens navn! Hosanna i det højeste!" Den rådende spænding besværede farisæerne, og de ønskede, at Jesus ville irettesætte disciplene. Men han sagde til dem: "Hvis disse tier" skal stenene råbe." Profetien i Zak. 9,9. måtte opfyldes; alligevel var disciplene dømt til at lide en bitter skuffelse. Nogle få dage derefter fulgte de Jesus til Golgatha og så ham hænge blødende og såret på det grusomme kors. De var vidner til hans kvalfulde død og lagde ham i graven. Deres hjerter blev forsagt af sorg, deres forventninger blev ikke opfyldt på et eneste punkt, og deres forhåbninger døde sammen med Jesus. Men da han opstod fra de døde og viste sig for sine sørgende disciple, genoplivedes deres håb. De havde fundet ham igen.ret

(295)  Jeg så, at deres skuffelse, som ventede Herrens komme i 1844, ikke kunne sammenlignes med disciplenes skuffelse. Profetien var blevet opfyldt i det første og det andet englebudskab. De blev forkyndt på det rigtige tidspunkt og udførte den gerning, som Gud havde haft til hensigt, at de skulle udføre.ret

næste kapitel