(326) Jeg så nogle, der med stærk tro og kvalfulde råb bad inderligt til Gud. Deres ansigter var blege og bar præg af dyb sjæleangst, et vidnesbyrd om deres indvortes kamp. Fasthed og stor alvor stod udtrykt i deres ansigter; store sveddråber faldt fra deres pander. Nu og da oplystes deres åsyn ved beviserne på Guds velbehag, hvorpå det samme højtidelige, alvorlige, ængstelige udtryk atter lagde sig over dem. ret
(326) Onde engle samledes omkring dem og indhyllede dem i mørke for at skjule Jesus for dem, således at deres øjne kunne drages til mørket, som omgav dem, og de derved kunne ledes til at fatte mistillid til Gud og knurre imod ham. Kun når de holdt blikket vendt opad, kunne de være trygge. Guds folk stod under himmelske engles ledelse, og når den giftige atmosfære fra de onde engle lagde sig omkring disse ængstede sjæle, bevægede de himmelske engle uafladedeligt deres vinger over dem for at sprede det tætte mørke. ret
(326) Idet disse bedende sjæle vedblev med deres alvorlige råb, kom der undertiden en lysstråle fra Jesus til dem for at opmuntre deres hjerter og oplyse deres ansigter. Jeg så, at der var nogle, som ikke tog del i denne alvorlige bønnens sjælekamp. De syntes at være ligegyldige og ubekymrede. De kæmpede ikke imod mørket, som omgav dem, og det omsluttede dem ligesom en tyk sky. Guds engle forlod disse og gik hen for at komme de alvorlige, bedende til hjælp. Jeg så engle fra Gud ile til for at stå alle dem bi, som kæmpede af al magt for at modstå de onde engle, og som søgte at hjælpe sig selv ved standhaftigt at påkalde Gud. Men hans engle forlod dem, der ikke gjorde nogen anstrengelse for at hjælpe sig selv, og jeg tabte dem af syne. ret
(327) Jeg spurgte angående betydningen af den rystelse, jeg havde set, og det blev vist mig, at den ville fremkaldes af det tydelige vidnesbyrd, som var en følge af det sanddru vidnes råd til menigheden i Laodikæa. Dette vil have sin virkning på modtagerens hjerte, og det vil lede ham til at løfte retfærdighedens principper højt og fremholde den tydelige sandhed. Nogle vil ikke tåle dette tydelige vidnesbyrd. De vil sætte sig op imod det, og det er dette, som vil forårsage en rystelse iblandt Guds folk. ret
(327) Jeg så, at det sanddru vidnes vidnesbyrd ikke er blevet halvt påagtet. Det alvorlige vidnesbyrd, som afhænger af menighedens skæbne, er blevet agtet ringe, om ikke ladet fuldstændigt ude af betragtning. Dette vidnesbyrd må bevirke en grundig omvendelse; alle, der virkelig modtager det, vil adlyde det og blive renset. ret
(327) Engelen sagde: "Lyt!" Snart hørte jeg en røst lig mange musikinstrumenter, der alle lød i fuldkomne toner, yndigt og harmonisk. Den overgik al musik, jeg nogensinde havde hørt, og syntes at være fuld af barmhjertighed, medlidenhed og opløftende, hellig fryd. Den påvirkede hele mit væsen. Engelen sagde: "Se!" Min opmærksomhed blev nu henledet til den skare, jeg havde set rystet. De, som jeg før havde set græde og bede i sjæleangst, blev vist mig. Antallet af beskyttende engle omkring dem var fordoblet, og de var iført en rustning fra hovedet til fødderne. De bevægede sig i fuldkommen orden ligesom et kompagni soldater. Deres ansigtstræk vidnede om den alvorlige strid, de havde haft, og den sjælekamp, som de havde gennemgået. Trods præget af alvorlige indvortes kvaler skinnede deres træk dog nu af himmelsk lys og herlighed. De havde vundet sejr, hvilket fremkaldte den dybeste taknemmelighed og en hellig glæde hos dem. ret
(328) Denne skare var aftaget i antal. Nogle var blevet rystet ud og havde forladt den undervejs. De ligegyldige og ubekymrede, som ikke forenede sig med dem, der satte tilstrækkelig pris på sejr og frelse til at bede alvorligt og vedholdende derom, opnåede den ikke; de blev efterladt i mørke, og deres pladser blev straks fyldt af andre, der antog sandheden og trådte ind i rækkerne. Onde engle trængte sig stadigvæk omkring disse, men kunne ikke få nogen magt over dem. ret
(328) Jeg hørte dem, der var iført rustningen, tale sandheden med stor kraft. Den havde sin virkning. Mange havde været bundet, hustruer af deres mænd, børn af deres forældre. De oprigtige, der var blevet forhindret i at høre sandheden, greb den nu med begærlighed. Al frygt for deres pårørende var forsvundet, og sandheden alene var stor for dem. De havde hungret og tørstet efter sandhed; den var kærere og dyrebarere end livet. Jeg spurgte, hvad det var, som havde medført denne store forandring. En engel svarede: "Det er den sildige regn, vederkvægelsen fra Herrens åsyn, den tredje engels høje råb. ret
(329) Stor kraft fulgte disse udvalgte. Engelen sagde: "Se!" Min opmærksomhed blev derpå henledet til de ugudelige eller vantro. Der var stort røre iblandt dem. Guds folks nidkærhed og kraft havde vækket dem op og forbitret dem. På alle hold var der forvirring og atter forvirring. Jeg så, at der blev taget forholdsregler mod den skare, som havde lyset og sandheden fra Gud. Mørket blev tættere omkring dem, men i tilid til Gud holdt de stand og nød hans anerkendelse. Jeg så, at de var besværede, og derpå hørte jeg dem råbe inderligt til Gud. Hverken dag eller nat ophørte deres råb: "Ske din vilje, o Gud! Kan det tjene dit navn til ære, så bered en udvej til redning for dit folk. Udfri os fra hedningerne omkring os. De har bestemt os til døden, men din arm kan bringe frelse." Dette er alle de ord, jeg kan erindre. Alle syntes at have en dyb. Forståelse af deres uværdighed og underkastede sig fuldstændigt Guds vilje; men som Jakob kæmpede og bad enhver af dem uden undtagelse alvorligt om befrielse. ret
(330) Snart efter at disse alvorlige råb var begyndt, ønskede englene af medlidenhed at træde til for at befri dem, men en bydende engel, høj af skikkelse, tillod dem det ikke. Han sagde: "Guds vilje er endnu ikke fuldbyrdet. De må drikke kalken. De må døbes med dåben." ret
(330) Snart hørte jeg Guds røst, som rystede himlene og jorden. Der blev et mægtigt jordskælv. Overalt blev bygninger rystet omkuld. Derpå hørte jeg et frydefuldt sejrsråb" højt, melodisk og klart. Jeg betragtede den skare, der for lidt siden befandt sig i sådan nød og trængsel. Deres skæbne havde vendt sig. Et herligt lys skinnede på dem. Hvor dejlige de nu så ud! Ethvert spor af bekymring og udmattelse var forsvundet, og sundhed og skønhed var at se i hvert ansigt. Deres fjender, hedningerne rundt omkring dem, faldt om som døde; de kunne ikke tåle det lys, der skinnede på de befriede hellige. Dette lys og den herlighed vedblev at hvile over dem, indtil Jesus kom til syne i himlens skyer og den trofaste, prøvede skare i en fart, i et øjeblik, blev forvandlet fra herlighed til herlighed. Gravene åbnedes, og de hellige stod frem iført udødelighed, idet de råbte: "Sejr over døden og graven!" og sammen med de levende hellige blev de rykket bort for at møde deres herre i luften, medens høje, melodiske råb om herlighed og sejr lød fra hver udødelig tunge. ret