Budskaber til menigheden kapitel 68. Fra side 338.     Fra side 279 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Det tredje budskab afsluttet

(338)  Jeg blev vist fremad til den tid, da den tredje engels budskab afsluttedes. Guds kraft havde hvilet over hans folk; de havde fuldført deres geming og var beredt til den prøvende stund, der ventede dem. De havde modtaget den sildige regn, vederkvægelsen fra herrens åsyn, og det levende vidnesbyrd var blevet genopvækket. Den sidste store advarsel havde lydt overalt, og den havde opflammet og forbitret jordens beboere, som ikke ville antage budskabet.ret

(338)  Jeg så engle haste frem og tilbage i himlen. En engel med et skrivetøj ved sin lænd vendte tilbage fra jorden og meddelte Jesus, at han havde fuldført sin gerning, og at de hellige var talt og beseglet. Derpå så jeg Jesus, som havde gjort tjeneste ved arken, der indeholdt de ti bud, kaste røgelsekarret fra sig. Han opløftede sine hænder og sagde med høj røst: "Det er sket!" Og hele engleskaren lagde sine kroner af, medens Jesus afgav den højtidelige erklæring: "Lad den, som gør uret, stadigvæk gøre uret, og den urene stadigvæk blive uren, og den retfærdige stadigvæk øve retfærdighed, og den hellige stadigvæk blive helliggjort."ret

(339)  Enhvers skæbne var blevet afgjort til liv eller til død. Medens Kristus udførte tjeneste i helligdommen, var der blevet holdt dom over de retfærdige døde og derefter over de retfærdige levende. Kristus havde modtaget sit rige efter at have gjort forsoning for sit folk og udslettet deres synder. Rigets undersåtter var fuldtallige. Lammets bryllup var fuldendt, og riget og herredømmet og rigernes magt under al himlen blev givet til Jesus og til frelsens, arvinger, og Jesus skulle regere som kongers Konge og herrers Herre.ret

(339)  Da Jesus gik ud af det allerhelligste, hørte jeg lyden af bjælderne på hans kåbe, og da han gik, blev jordens beboere indhyllet i mørke. Der var da ingen mellemmand mellem syndige mennesker og en oprevet Gud. Så længe Jesus stod imellem Gud og syndige mennesker, havde der været et hæmmende bånd på folket; men da han forlod sin plads mellem menneskene og faderen blev det hæmmende bånd fjernet, og Satan havde fuldt herredømme over de uigenkaldeligt ubodfærdige. Det var umuligt for plagerne at falde, så længe Jesus gjorde tjeneste i helligdommen; men når hans gerning derinde afsluttes og hans midlertjeneste ophører, er der intet, som holder Guds vrede tilbage, og den bryder løs i heftighed over de ugudelige synderes ubeskyttede hoveder, fordi de har ringeagtet frelsen og hadet tilrettevisning. I den frygtelige tid efter afslutningen af Jesu midlertjeneste levede de retfærdige for en hellig Guds åsyn uden en forbeder. Enhvers skæbne var bestemt, enhver udvalgt var blevet talt. Jesus dvælede et øjeblik i den ydre afdeling af den himmelske helligdom, og de synder, som der var aflagt bekendelse for, medens han opholdt sig i det allerhelligste, blev lagt på Satan, syndens ophavsmand, der må lide straffen for disse synder.ret

(340)  Derpå så jeg Jesus lægge sin præstelige klædning af og iføre sig sin allerkongeligste dragt. På hans hoved var der mange kroner, den ene krone inden i den anden. Omgivet af engleskaren forlod han himlen. Plagerne var i færd med at falde over jordens beboere. Nogle anklagede Gud og forbandede ham. Andre ilede hen til Guds folk og tryglede om at få at vide, hvorledes de kunne undgå hans straffedomme. Men de hellige havde intet at meddele dem. Den sidste tåre for syndere var fældet, den sidste brændende bøn opsendt, den sidste byrde båret, den sidste advarsel givet. Nådens liflige stemme skulle ikke mere rette nogen indbydelse til dem. Medens de hellige og hele himlen interesserede sig for deres frelse, havde de ingen Interesse for sig selv. Livet og døden var blevet dem forelagt. Mange ønskede livet men gjorde ingen anstrengelse for at opnå det. De valgte ikke livet, og nu var der intet forsonende blod til at rense de skyldige, ingen medlidende frelser til at bede for dem og råbe: "Spar, spar synderen endnu lidt længere!" Alle i himlen havde forenet sig med Jesus, da de hørte de forfærdelige ord: "Det er sket! Det er fuldbragt!" Frelsens plan var fuldbyrdet, men få havde valgt at antage den. Og da nådens milde stemme døde hen, grebes de gudløse af frygt og rædsel. Med forfærdelig tydelighed hørte de ordene: "For sent! For sent!"ret

(341)  De, der ikke havde sat pris på Guds ord, hastede frem og tilbage, vankende fra hav til hav og fra nord til øst for at søge Herrens ord. Engelen sagde: "De vil ikke finde det. Der er hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. Hvad ville de ikke give for et eneste bifaldsord fra Gud! Men nej, deres hunger og tørst må blive ved. Dag efter dag har de forsmået frelsen og agtet jordiske skatte og jordisk vellyst højere end nogen himmelsk skat eller tillokkelse. De har forkastet Jesus og foragtet hans hellige. De må stedse forblive urene."ret

(341)  Mange af de ugudelige blev meget forbitrede over følgerne af plagerne, som de led under. Det var en tid med frygtelige kvaler. Forældre bebrejdede bittert deres børn og børn deres forældre" Brødre deres søstre og søstre deres brødre. Fra alle sider lød der høje jammerklager: "Det var dig, som afholdt mig fra at antage den sandhed, der ville have frelst mig fra denne forfærdelige time." Folk vendte sig mod deres præster med bittert had og bebrejdede dem og sagde: "I har ikke advaret os. I fortalte os, at hele verden ville blive omvendt" og råbte: Fred, fred! for at stille enhver frygt, der opstod. I har ikke fortalt os om denne time, og dem, som advarede os derom, erklærede i for at være fanatikere og slette mennesker, der ville ødelægge os." Jeg så, at præsterne ikke undgik Guds vrede. Deres lidelser var tifold større end folkets.ret

næste kapitel