(342) Jeg så de hellige forlade stæderne og byerne, samle sig i grupper og opholde sig på de mest afsides beliggende steder. Engle skaffede dem føde og vand, medens de ugudelige led sult og tørst. Derpå så jeg de ledende mænd på jorden rådslå sammen, medens Satan og hans engle var travlt beskæftiget omkring dem. Jeg så en skrivelse, af hvilken der blev udbredt eksemplarer i forskellige dele af landet med bestemmelse om, at dersom de hellige ikke ville opgive deres ejendommelige tro, give slip på sabbaten og holde den første dag i ugen, stod det efter et vist tidspunkt folket frit for at slå dem ihjel. Men i denne prøvelsens time var de hellige fattede og rolige, idet de forlod sig på Gud og stolede på hans løfte om, at der ville blive gjort en udvej til deres redning. På nogle steder blev de troende angrebet af de ugudelige, inden tidspunktet for befalingens fuldbyrdelse endnu var kommet; men engle i skikkelse af krigsmænd stred for dem. Satan ønskede sig den forret at kunne ødelægge den højestes hellige, men Jesus pålagde sine engle at vogte dem. Gud ville blive æret ved i de hedenske omgivelsers påsyn at gøre en pagt med dem, der havde holdt hans lov, og Jesus ville blive æret ved, at de trofaste, som så længe havde ventet på ham, blev forvandlet uden at se døden. ret
(343) Snart så jeg de hellige lide stor åndelig ængstelse. De syntes at være omringet af jordens ugudelige beboere. Tilsyneladende havde de alting imod sig. Nogle begyndte at frygte for, at Gud til sidst havde overladt dem til at omkomme ved de gudløses hånd: Men dersom deres øjne kunne være blevet opladt, ville de have set, at de var omringet af engle fra Gud. Dernæst var der en skare forbitrede ugudelige mennesker og efter disse en mængde onde engle, der tilskyndede de ugudelige til at dræbe de, hellige. Men for at nærme sig disse måtte de ugudelige først komme forbi denne skare af mægtige, hellige engle, hvilket umuligt lod sig gøre. Guds engle fik dem til at vige og bragte også de onde engle, der trængte sig omkring dem, til at trække sig tilbage. ret
(343) Det var en frygtelig og forfærdelig ængstelsens time for de hellige. Dag og nat råbte, de til Gud om befrielse. Hvad de ydre udsigter angik, var der ingen udvej til redning, De gudløse var allerede begyndt at triumfere og råbte: "Hvorfor udfrier jeres Gud jer dog ikke af vore hænder? Hvorfor farer I ikke op til himlen og redder livet?" Men de hellige ænsede dem ikke. Ligesom Jakob kæmpede de med Gud. Englene længtes efter at befri dem, men de måtte vente lidt endnu; Guds folk måtte drikke kalken og døbes med dåben. Trofaste i deres gerning blev englene på deres post. Gud ville ikke tillade, at hans navn blev vanæret iblandt hedningerne. Tiden var næsten kommen, da han ville lægge sin vældige magt for dagen og skaffe sine hellige en herlig befrielse. Til sit navns forherligelse ville han udfri hver eneste en af dem, der tålmodigt havde biet på ham, og hvis navne var skrevet i bogen. ret
(344) Jeg blev henvist til den trofaste Noa. Da det begyndte at regne og floden kom, var Noa og hans familie gået ind i arken, og Gud havde lukket til efter dem. Noa havde med troskab advaret jordens beboere før syndfloden, medens de havde hånet og spottet ham. Og da vandmasserne faldt ned på jorden, og den ene efter den anden af folket druknede, så de arken, som de havde gjort så meget nar af, flyde trygt på bølgerne med den trofaste Noa og hans familie i sikkerhed. På samme måde så jeg, at Guds folk, som trofast havde advaret verden om den tilkommende vrede, ville blive befriet. Gud ville ikke tillade de onde at ødelægge dem, der ventede at blive overflyttet, og som ikke ville bøje sig for dyrets påbud eller modtage dets mærke. Jeg så, at dersom det blev de onde tilladt at ihjelslå de hellige, ville det fryde Satan og hele hans onde hær og alle dem, som hader Gud. Og hvilken sejr ville det ikke være for hans majestæt Satan, som han i den sidste og afsluttende strid fik magt over dem, der så længe havde ventet at se ham, som, de elskede! De, som har hånet tanken om de helliges himmelfart, vil blive vidne til Guds omhu for sine børn og se deres herlige befrielse. ret
(345) Da de hellige forlod stæderne og byerne, blev de forfulgt af de ugudelige, der søgte at slå dem ihjel. Men de sværd, der blev løftet for at dræbe Guds folk, gik i stykker og faldt lige så kraftesløse som et strå. Engle fra Gud skærmede de hellige. Deres råb dag og nat om befrielse steg op for Herrens åsyn. ret