(11) Man skal give ham navnet Immanuel, Gud med os. Kundskaben om Guds herlighed finder vi på Kristi åsyn. Fra evigheds dage var vor Herre Jesus Kristus et med Faderen; han var "Guds billede" billedet af hans storhed og majestæt, "hans herligheds afglans". Det var for at åbenbare denne herlighed, at han kom til vor verden. Til denne jord, der var formørket af synd, kom han for at åbenbare lyset fra Guds kærlighed, for at være "Gud med os". Derfor blev der forudsagt om ham: "Man skal give ham navnet Immanuel." ret
(11) Ved at komme for at tage bolig hos os skulle Jesus åbenbare Gud for, både mennesker og engle. Han var Guds Ord, Guds tanker, der var gjort hørlige. I sin bøn for sine disciple siger han: "Jeg har kundgjort dem dit navn, barmhjertigt og nådigt, langmodigt og rigt på miskundhed og trofasthed, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." Men denne åbenbaring gjaldt ikke alene hans jordiske børn. Vor lille verden er universet lærebog. Guds vidunderlige, nådige hensigter, den frelsende kærligheds mysterium, er det emne, som "engle attrår at få indblik i," og det vil beskæftige dem gennem endeløse tider. Både de frelste og de ikke faldne væsener vil i Kristi kors finde deres videnskab og sang. Det vil vise sig, at den herlighed, der lyser fra Kristi åsyn, er den selvopofrende kærligheds herlighed. I lyset fra Golgata vil man se, at den selvfornægtende kærligheds lov er livets lov for jorden og Himmelen; at den kærlighed, som "ikke søger sit eget " har sit udspring i Guds eget hjerte; og at i ham, som var sagtmodig og ringe, åbenbaredes hans væsen, som bor i det lys, intet menneske kan nærme sig. ret
(11) I begyndelsen åbenbarede Gud sig gennem hele skaberværket. Det var Kristus, som udspændte himmelen og lagde grundvolden til jorden. Det var hans hånd, som anbragte verdenerne i himmelrummet, og som dannede markens blomster. "Han grundfæster bjerge med vælde." Havet er hans, han har skabt det." Sl. 65,7; 95,5. Det var ham, der fyldte jorden med skønhed og luften med sang. Og på alle ting, på jorden og i luften og himmelen, skrev han budskabet om Faderens kærlighed. ret
(11) Nu har synden vansiret Guds fuldkomne værk, men alligevel bliver denne skrift stående. Selv nu forkynder alt det skabte storheden i Guds herlighed. Der findes intet, med undtagelse af menneskehjertet, der lever for sig selv. Ingen fugl kløver luften, intet dyr bevæger sig på jorden uden at tjene til gavn for et andet liv. Der findes ikke et blad i skoven eller det ringeste græsstrå, uden at det gør sin tjeneste. Fra hvert træ og busk og blad udstrømmer det livselement, uden hvilket hverken mennesker eller dyr kunne leve; og mennesker og dyr bidrager derefter til træernes og buskenes og bladenes liv. Blomsterne udånder deres duft og åbenbarer deres skønhed til velsignelse for verden. Solen spreder sit lys for at glæde tusind verdener. Havet, hvorfra alle vore kilder og brønde har deres udspring, modtager strømmene fra alle lande, men tager kun for atter at give. De tåger, der stiger op fra dets skød, falder som regnbyger for at vande jorden, så den kan give grøde og knoppes. ret
(12) Herlighedens engle har deres store glæde af at give kærlighed og utrættelig omsorg til sjæle, der er faldne og vanhellige. Himmelske væsener bejler til menneskehjerterne; de bringer lys til denne mørke verden fra de himmelske boliger. Ved blid og tålmodig tjeneste påvirker de menneskesindet for at bringe de fortabte ind i et fællesskab med Kristus, som er endnu nærmere, end de selv kan gøre sig en forestilling om. ret
(12) Men bortset fra alle mindre betydningsfulde fremstillinger ser vi Gud i Jesus. Når vi betragter Jesus, ser vi, at Gud anser det for sin ære at give. "Jeg gør ikke noget af mig selv," sagde Kristus, "den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen." Selv søger jeg ikke min egen ære" men hans ære, som udsendte mig. Joh. 8,28; 6,57; 8,50; 7,18. I disse ord forkyndes den store grundregel, som er livets lov for universet. Kristus modtog alt fra Gud, men han modtog for at give. Således er det i de himmelske boliger, i hans tjeneste for alt, hvad der er skabt: ved den elskede Søns hjælp udstrømmer Faderens liv til alle; ved Sønnens medvirken vender det tilbage som lovsang og glad tjeneste, som en flodbølge af kærlighed, til det store ophav. Og således fuldkomnes ved Kristus velsignelsernes kredsløb, så det giver et billede af den store givers natur, selve livets lov. ret
(12) I selve Himmelen blev denne lov overtrådt. Synden fik sin oprindelse i magtsyge. Lucifer, den skærmende kerub, begærede at være den øverste i Himmelen. Han søgte at vinde magt over de himmelske væsener, at drage dem bort fra deres Skaber og selv blive genstand for deres hyldest. Derfor gav han en forvansket fremstilling af Gud, idet han tillagde ham ønsket om selvforherligelse. Han søgte at tillægge den kærlige Skaber sine egne onde karakteregenskaber. På denne måde bedrog han englene. På denne måde bedrog han mennesker. Han fik dem til at tvivle om Guds ord og nære mistillid til hans godhed. Fordi Gud er en retfærdig Gud og en vældig majestæt, fik Satan dem til at betragte Gud som streng og uforsonlig. Således fik han draget mennesker til at slutte sig sammen med ham i oprør mod Gud, og elendighedens nat sænkede sig over verden. ret
(12) Jorden var blevet formørket på grund af en forkert opfattelse af Gud. Satans bedrageriske magt måtte brydes, hvis de mørke skygger atter skulle spredes, så verden igen kunne vende tilbage til Gud. Dette kunne ikke ske ved magt. Udøvelse af magt er i modstrid med grundreglerne for Guds herredømme. Han ønsker kun kærlighedens tjeneste, og kærligheden kan ikke fremtvinges, den kan ikke vindes ved magt eller myndighed. Kærlighed kan kun vækkes gennem kærlighed. At kende Gud er det samme som at elske ham. Hans egenskaber måtte åbenbares i modsætning til Satans egenskaber. Denne opgave kunne kun en eneste i hele universet påtage sig. Kun han, som kendte højden og dybden af Guds kærlighed, kunne gøre den kendt for andre. Retfærdighedens Sol måtte opgå over verdens mørke nat "med lægedom under sine vinger". Mal. 4,2. ret
(13) Planen om vor forløsning var ikke noget, man først bagefter tænkte på, ikke en plan, der blev lagt efter Adams syndefald. Den var "åbenbaringen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider." Rom. 16,25. Den var en åbenbarelse af de principper, der fra evige tider havde været grundvolden for Guds trone. Lige fra begyndelsen vidste Gud og Kristus besked om Satans frafald og om menneskets fald på grund af den frafaldnes vildledende magt. Gud havde ikke bestemt, at synden skulle være til, men han forudså dens eksistens og traf forberedelser til at imødegå denne frygtelige ulykke. Så stor var hans kærlighed til verden, at han sluttede en pagt om at give sin enbårne Søn, "for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh. 3,16. ret
(13) Lucifer havde sagt: "Jeg rejser min trone deroppe over Guds stjerner; ..... den Højeste lig." Es. 14,13-14. Men Kristus, "da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig." Fil. 2,6-7. ret
(13) Dette var et frivilligt offer. Jesus kunne godt være forblevet ved sin Faders side. Han kunne have beholdt Himmelens herlighed og englenes lovprisning. Men han valgte at overgive scepteret i Faderens hænder og at stige ned fra universets trone for at kunne bringe lys til dem i mørket og liv til dem, der var ved at omkomme. ret
(13) For næsten to tusind år siden lød der en røst med hemmelighedsfuld betydning i Himmelen, fra Guds trone: "Se, jeg kommer!" "Til slagt og afgrøde offer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig ..... 'Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig), for at gøre din vilje, min Gud!" Hebr. 10,5-7. I disse ord forkyndes opfyldelsen af det formål, der havde været skjult fra evige tider. Kristus skulle gæste vor verden og blive legemliggjort. Han siger: "Et legeme beredte du mig" Hvis han var trådt frem i den herlighed, som han havde hos Faderen, før verdens grundvold blev lagt, ville vi ikke kunne have udholdt lyset fra hans nærhed. For at vi skulle kunne se den og dog ikke gå til grunde, tilsløredes åbenbarelsen af hans herlighed. Hans guddommelighed tilhylledes af menneskelighed, den usynlige herlighed i den synlige menneskeskikkelse. ret
(13) Dette store formål var der blevet varslet om gennem forbilleder og symboler. Den brændende busk, hvori Kristus viste sig for Moses, åbenbarede Gud. Det symbol, der var udvalgt til at fremstille guddommen, var en ringe busk, der tilsyneladende ikke havde nogen tiltrækkende egenskaber. Men den gemte den Almægtige. Den store, barmhjertige Gud skjulte sin herlighed i det ringeste, for at Moses skulle kunne se den og dog leve. På samme måde meddelte Gud sig til Israel i en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten for at åbenbare mennesker sin vilje og tildele dem sin nåde. Guds herlighed var skjult og hans majestæt tilsløret, for at dødelige menneskers svage syn skulle kunne tåle at se den. Således skulle Kristus komme i "vort fornedrelseslegeme" (Fil. 3,21) og blive "mennesker lig". I verdens øjne ejede han ingen skønhed, så de syntes om ham; men alligevel var han Gud i menneskeskikkelse, Himmelens og jordens lys. Hans herlighed var tildækket, hans storhed og majestæt var skjult, så han kunne komme i nær forbindelse med sorgfulde, fristede mennesker. ret
(14) Gud gav Moses denne befaling for Israel: "Du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem" (2Mos. 25,8), og han var til stede i helligdommen, midt iblandt sit folk. Under hele deres møjsommelige vandring i ørkenen var symbolet på hans nærværelse hos dem. På samme måde oprejste Kristus sit tabernakel midt i vor menneskelejr. Han opslog sit telt ved siden af menneskers telte for at kunne bo iblandt os, og for at vi skulle komme til at kende hans guddommelige karakter og liv. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,14. ret
(14) Efter at Jesus er kommet for at bo hos os, ved vi, at Gud har kendskab til vore prøvelser og medfølelse med vore sorger. Enhver af Adams sønner og døtre må kunne forstå, at vor, Skaber er synderes ven; thi i enhver tilsigelse om nåde, ethvert løfte om glæde, enhver kærlighedsgerning, enhver guddommelig tiltrækningskraft i Frelserens liv på jorden ser vi "Gud med os". ret
(14) Satan fremstiller Guds lov som en selviskhedens lov. Han erklærer, at det er en umulighed for os at adlyde dens forskrifter. Han ligger skylden for vore første forfædres fald med al den smerte, som det havde til følge, over på Skaberen og bringer mennesker til at betragte Gud som ophavet til al synd, lidelse og død. Jesus skulle afsløre dette bedrag. Han skulle som en af os andre blive et eksempel på lydighed. Derfor påtog han sig vor skikkelse og gik ind under en tilværelse som vor. "Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig." Hebr. 2,17. Hvis vi skulle udholde noget, som Jesus ikke havde udholdt, ville Satan på dette punkt fremstille Guds magt som utilstrækkelig for os. Derfor blev Jesus "fristet i alle ting ligesom vi". Hebr. 4,15. Han udholdt enhver prøvelse, som vi bliver genstand for, og til sin egen fordel udøvede han ingen magt, som ikke i rigeligt mål også tilbydes os. Som et menneske mødte han fristelserne og overvandt dem ved den kraft, der blev givet ham fra Gud. Han siger: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre." Sl. 40,8. Når han gik omkring og gjorde godt imod andre og helbredte alle, som var plagede af Satan, gav han mennesker en klar forståelse af Guds lovs natur og arten af hans tjeneste. Hans liv er et vidnesbyrd om, at det også for os er muligt at adlyde Guds lov. ret
(14) I sin egenskab af menneske kom Kristus i berøring med menneskene. Ved sin guddommelighed holder han fast ved Guds trone. Som Menneskesønnen gav han os et eksempel på lydighed; som Guds Søn giver han os kraft til at adlyde. Det var Kristus, som fra busken på bjerget Horeb talte til Moses og sagde: "JEG ER DEN, JEG ER! ... Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder." 2Mos.3,14. Dette var pantet på Israels udfrielse. Også da han var blevet "mennesker lig", erklærede han sig for at være den, JEG ER. Barnet i Betlehem, den sagtmodige og ydmyge Frelser, er Gud, "som blev åbenbaret i kød". 1Tim.3,16. Og til os siger han: "JEG ER den gode hyrde." "JEG ER det levende brød." JEG ER vejen og sandheden og livet." Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden." Joh. 10,11; 6,51; 14,6; Matt. 28,18. JEG ER forvisningen om ethvert løftes opfyldelse. JEG ER! Frygt ikke! "Gud med os" er forvisningen om vor udfrielse fra synden, forsikringen om vor kraft til at adlyde Himmelens lov. ret
(15) Ved at fornedre sig så dybt som til at påtage sig menneskeskikkelse åbenbarede Kristus en karakter, som var en modsætning til Satans karakter. Men han steg endnu dybere ned på ydmygelsens vej. "Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors." Fil. 2,8. Ligesom ypperstepræsten afførte sig sin pragtfulde embedsdragt og gjorde tjeneste i en almindelig præsts hvide linned klædning, sådan påtog Kristus sig en tjeners skikkelse og bragte offeret, hvor han selv var præsten, og han selv var offeret. "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham." Es. 53,5. ret
(15) Kristus blev behandlet, som vi fortjener det, for at vi kan blive behandlet, som han fortjener. Han blev dømt for vore synder, som han ingen del havde i, for at vi kunne blive retfærdiggjort ved hans retfærdighed, som vi ingen del har i. Han led den død, der tilkom os, for at vi skulle kunne modtage det liv, som var hans. "Vi fik lægedom ved hans sår." Ved sit liv og sin død har Kristus endog fuldbragt mere end genrejsning fra den ødelæggelse, der var sket ved synden. Det var Satans hensigt at frembringe en evig adskillelse mellem Gud og mennesker; men i Kristus bliver vi mere nært forenede med Gud, end hvis vi aldrig var faldet. ret
(15) Ved at påtage sig vor skikkelse har Frelseren knyttet sig til menneskeheden ved et bånd, der aldrig kan brydes. Gennem alle evigheder er han forbundet med os. "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne." Joh. 3,16. Han gav ham ikke blot for at bære vore synder og for at dø som et offer i vort sted; han gav ham til den faldne menneskeslægt. For at forvisse os om sin uforanderlige vilje til fred gav Gud sin enbårne Søn hen til selv at blive en af menneskeslægten, til for evigt at beholde sin menneskelige natur. Dette er pantet på, at Gud vil opfylde, hvad han har lovet. "Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile." Gud har adopteret menneskenaturen i sin Søns skikkelse og har ført denne ind i de højeste Himle. Det er "Menneskesønnen" som deler universets trone med Gud. Det er "Menneskesønnen", hvis navn skal kaldes: "UnderfuldRådgiver, VældigGud, EvighedsFader, Fredsfyrste." Es. 9,6. Denne JEG ER, er forbindelsesledet mellem Gud og menneskeheden; hans hånd rører dem begge. Han, som er "hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere," skammer sig ikke ved at kalde os brødre. Hebr. 7,26; 2,11. I Kristus er den jordiske familie og den himmelske familie forenede. Den herliggjorte Kristus er vor broder. Himmelen er gemt i menneskeheden, og menneskeheden er taget i favn af den evige kærlighed. ret
(16) Gud siger om sit folk: "De er kronsten, der funkler over hans land. Hvor det er dejligt, hvor skønt!" Zak. 9,16-17. Ophøjelsen af de frelste vil være et evigt vidnesbyrd om Guds barmhjertighed. "I de kommende tidsaldre" vil han "vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus". "For at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ..... skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden. Således var fra evige tider det forsæt, som han udførte i Kristus Jesus, vor Herre." Ef. 2,7; 3,10. ret
(16) Ved hjælp af Kristi frelsende gerning er Guds herredømme retfærdiggjort. Man er kommet til at kende den Almægtige som kærlighedens Gud. Satans anklager er blevet modbevist, og hans karakter er afsløret. Der vil aldrig mere kunne ske oprør. Synden kan aldrig mere trænge ind i universet. Til evige tider er alle sikrede mod frafald. Ved kærlighedens selvopofrelse er jordens og Himmelens beboere blevet knyttet til deres Skaber med en uløselig forenings bånd. ret
(16) Frelsergerningen vil være fuldstændig. Der, hvor der var overflod af synd, findes der endnu større overflod af Guds nåde. Selve jorden, just det område, som Satan gør fordring på som sit eget, skal ikke blot frikøbes, men ophøjes. Vor lille verden, som under syndens forbandelse er den eneste mørke plet i hans strålende skaberværk, skal blive æret frem for alle andre verdener i Guds univers. Her, hvor Guds Søn iklædte sig menneskeskikkelse, her, hvor herlighedens Konge levede, led og døde, her skal Guds bolig være hos menneskene, når han gør alting nyt, "og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. Og til evige tider skal de forløste vandre i Herrens lys, og de skal prise ham for hans uudsigelige gave: IMMANUEL: "GUD MED OS!" ret