(70) Dette kapitel er bygget op over Matt 4,1-11; Mark 1,12-13; Luk 4,1-13
Fyldt med Helligånden vendte Jesus tilbage fra Jordan, hvor han af Ånden blev ført ud i ørkenen. Markus siger det på en endnu mere betydningsfuld måde. Han siger: "Straks derefter driver Ånden ham ud i ørkenen. Og han var i ørkenen fyrretyve dage og fristedes af Satan; og han levede iblandt de vilde dyr." "Og han spiste intet i de dage." ret
(70) Da Jesus blev ført ud i ørkenen for at fristes, blev han drevet af Guds Ånd. Han opsøgte ikke fristelsen. Han drog ud i ørkenen for at være ene, for at overveje sit kald og for at arbejde. Han måtte gennem faste og bøn styrke sig til den blodige vej, han skulle vandre. Men Satan vidste, at Frelseren var vandret ud i ørkenen, og han mente, at dette var det rette øjeblik til at opsøge ham. ret
(70) Der stod meget på spil for verden under kampen mellem lysets fyrste og anføreren for mørkets rige. Efter at Satan havde fristet mennesket til at synde, havde han gjort fordring på jorden som sin ejendom og kaldt sig denne verdens fyrste. Da han havde overført sin egen natur til vor slægts fader og moder, var det hans plan at oprette sit rige her. Han erklærede, at menneskene havde valgt ham til at være deres hersker. Gennem sit herredømme over mennesker havde han vundet herredømmet over verden. Kristus var kommen for at modbevise Satans krav. Kristus ville som Menneskesønnen forblive tro imod Gud. På denne måde ville det blive bevist, at Satan ikke havde vundet fuldstændig magt over menneskeslægten, og at hans hævdelse af at være verdens herre var et bedrag. Alle, der ønskede udfrielse fra hans magt, ville blive befriet. Det herredømme, som Adam ved synden havde mistet, ville blive genvundet. ret
(70) Siden det var blevet forkyndt for slangen i Edens have: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd" (1Mos. 3,15), havde Satan vidst, at han ikke ubetinget herskede over verden. Der fandtes i mennesker en virksom kraft, der modstod hans herredømme. Med spændt opmærksomhed lagde han mærke til de ofre, som Adam og hans sønner bragte. I disse ceremonier så han et symbol på fællesskab mellem Himmelen og jorden. Han satte sig for at hindre dette fællesskab. Han bragte Gud i vanry og gav en forkert fortolkning af de ritualer, der pegede hen imod Frelseren. Mennesker kom til at frygte Gud, fordi de troede, at han glædede sig over deres tilintetgørelse. De ofre, der skulle have åbenbaret hans kærlighed, blev kun bragt for at formilde hans vrede. Satan vakte de onde lidenskaber i mennesker for at fastholde sit herredømme over dem. Da Guds ord blev nedskrevet, granskede Satan profetierne om Frelserens komme. Fra slægtled til slægtled arbejdede han på at forblinde folket over for disse profetier, for at de skulle forkaste Kristus ved hans komme. ret
(71) Da Jesus blev født, vidste Satan, at der var kommet en person med den opgave fra Gud at søge at hindre hans herredømme. Han skælvede ved at høre engelens budskab, som bevidnede den nyfødte konges myndighed. Satan vidste god besked om den stilling, Kristus havde indtaget i Himmelen som den, Faderen elskede. Det fyldte ham med undren og frygt, at Guds Søn ville komme til jorden som et menneske. Han kunne ikke lodde dybden af mysteriet i dette store offer. Hans egenkærlige sjæl kunne ikke fatte en sådan kærlighed til den faldne slægt. Mennesker havde kun en uklar forståelse af Himmelens herlighed og fred og glæden ved at have samfund med Gud; men dette var velkendt for Lucifer, den skærmende kerub. Efter at han var blevet udelukket fra Himmelen, var han fast besluttet på at tage hævn ved at bevirke, at andre fik del i hans fald. Dette ville han gøre ved at få dem til at undervurdere det himmelske og vende deres hjerter til det jordiske. ret
(71) Himmelens store fører skulle ikke komme til at vinde menneskesjæle for sit rige uden at møde hindringer. Fra han blev født i Betlehem, blev han bestandig angrebet af den onde. Guds billede var blevet åbenbaret i Kristus, og under Satans rådslagninger blev det besluttet, at han skulle besejres. Intet menneskeligt væsen var nogensinde kommet ind i verden og havde undgået at mærke bedragerens magt. Alle onde magter sammensvor sig om at forfølge ham for at bekæmpe ham og for om muligt at overvinde ham. ret
(71) Da Frelseren blev døbt, var også Satan til stede. Han så, hvordan Faderens herlighed overskyggede Sønnen. Han hørte Jehovas røst bevidne Jesu guddommelige oprindelse. Lige siden Adams syndefald havde menneskeslægten været afskåret fra direkte samfund med Gud. Forbindelsen mellem Himmelen og jorden var sket ved Kristus. Men nu, da Jesus var kommen "i syndigt køds skikkelse" (Rom. 8,3), talte Faderen selv. Tidligere havde han meddelt sig til mennesker ved Kristus; nu meddelte han sig til mennesker i Kristus. Satan havde håbet på, at Guds afsky for synden ville føre til en evig adskillelse mellem Himmelen og jorden. Men nu var det blevet tydeligt vist, at forbindelsen mellem Gud og mennesker var blevet genoprettet. ret
(71) Satan indså, at enten måtte han sejre eller lade sig besejre. Stridens udfald var af for stor betydning til, at den kunne betros til en af hans engle. Han måtte lede kampen personligt. Alle de frafaldne hjælpere blev kaldt sammen for at stride mod Guds Søn. Kristus blev gjort til målet for alle helvedes våben. ret
(71) Mange betragter denne strid mellem Kristus og Satan, som om den ikke har nogen særlig betydning for deres eget liv; for dem har den kun ringe interesse. Men inden for ethvert menneskeligt hjertes område gentages denne kamp atter og atter. Ingen kan forlade det onde for at tjene Gud uden at måtte møde Satans angreb. De fristelser, som Kristus modstod, var de samme, som vi finder det så svært at holde stand imod. De blev påtvunget ham i en så langt højere grad, som hans natur er hævet over vor. Med den frygtelige byrde af verdens synder hvilende på sig modstod Kristus de prøvelser, der gjaldt begærligheden, kærligheden til denne verden og den lyst til at stille sig til skue, som fører til anmasselse. Det var de samme fristelser, som besejrede Adam og Eva, og som så let kommer til at overvinde os. ret
(72) Satan havde påpeget Adams synd som bevis for, at Guds lov var uretfærdig og ikke kunne efterleves. Som menneske skulle Kristus råde bod på Adams nederlag. Men da Adam blev angrebet af fristeren, fandtes der ingen af syndens spor på ham. Han stod i sin manddoms fulde kraft og var i besiddelse af både sjælens og legemets hele styrke. Han var omgivet af Paradisets herlighed og var i dagligt samfund med de himmelske væsener. Sådan var det ikke for Jesus, da han vandrede ud i ørkenen for at kæmpe med Satan. Gennem fire tusinde år var menneskeslægtens fysiske styrke, åndelige kraft og moralske værdi aftaget, og Kristus tog den degenererede menneskeheds skrøbeligheder på sig. Kun på denne måde kunne han frelse mennesket fra de største dybder af fornedrelse. ret
(72) Mange hævder, at det var umuligt for Kristus at blive overvundet af fristelse. I så fald kunne han ikke være blevet stillet i Adams sted; han kunne ikke have vundet den sejr, som det ikke lykkedes for Adam at vinde. Hvis vi i nogen retning bliver udsat for en mere prøvende strid, end Kristus blev det, ville han ikke være i stand til at komme os til hjælp. Men vor Frelser påtog sig menneskeskikkelse med alle menneskets tilbøjeligheder. Han påtog sig menneskets natur og dermed muligheden for at give efter for fristelser. Vi kommer ikke til at tåle noget, som han ikke også har tålt. ret
(72) For Kristus, ligesom for det hellige par i Edens have, appellerede den første store fristelse til appetitten. Netop der, hvor ødelæggelsen begyndte, måtte arbejdet for vor genløsning begynde. Ligesom Adam syndede ved at give efter for sin lyst til at spise, sådan måtte Kristus sejre ved at fornægte sin trang til at spise. "Og da han havde fastet fyrretyve dage og fyrretyve nætter, led han til sidst sult. Så kom fristeren til ham og sagde: 'Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød!' Men han svarede og sagde: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund." ret
(72) Fra Adams tid til Kristi tid havde menneskene øget spiselystens og lidenskabernes magt, indtil de herskede næsten enevældigt. På denne måde var mennesker blevet fornedrede og sygelige, og ved egen kraft var det umuligt for dem at overvinde dette. For menneskers skyld sejrede Kristus ved at udholde den hårdeste prøve. For vor skyld udviste han en selvbeherskelse, der var stærkere end sult eller død. Og denne første sejr omfattede også andre ting, der kommer ind i alle vore konflikter med mørkets magter. ret
(72) Da Jesus gik ud i ørkenen, var han som indhyllet i Faderens herlighed. Helt fordybet i fællesskabet med Gud var han hævet over menneskelig svaghed. Men herligheden veg bort, og han måtte ene kæmpe mod fristelsen. Den trængte sig ind på ham hvert eneste øjeblik. Hans menneskelige natur veg tilbage for den strid, som ventede ham. I fyrretyve dage fastede og bad han. Han var svag og udmattet af sult, træt og udtæret af sjælelig smerte. "Så umenneskelig ussel så han ud, han lignede ej menneskens børn." Es. 52,14. Nu havde Satan sin chance! Nu mente han, at han kunne overvinde Kristus. ret
(73) Tilsyneladende som svar på Frelserens bønner viste der sig for ham en skikkelse, der lignede en engel fra Himmelen. Han hævdede at have befaling fra Gud til at forkynde Kristus, at hans faste nu var til ende. Ligesom Gud havde sendt en engel for at standse Abrahams hånd, da han skulle til at ofre Isak, sådan havde Faderen, der bifaldt Kristi vilje til at betræde den blodige vej, sendt en engel for at udfri ham. Dette var det budskab, han bragte Jesus. Frelseren var udmattet af sult, han hungrede efter føde, da Satan pludselig stod hos ham. Fristeren pegede på de stene, der lå spredt rundt omkring i ørkenen, og som på en måde lignede brød, idet han sagde: "HVIS du er Guds Søn, så sig, at stenene der skal blive til brød." ret
(73) Skønt han tilsyneladende er en lysets engel, så forråder hans første ord hans virkelige natur. "HVIS du er Guds Søn. Heri findes en antydning af mistillid. Hvis Jesus virkelig ville gøre, hvad Satan foreslog, så ville det være at gå ind på denne tvivl. Fristerens plan var at besejre Kristus ved de samme midler, som fra begyndelsen havde vist sig at være så formålstjenlige over for menneskeslægten. Hvor snedigt havde ikke slangen nærmet sig Eva i Paradiset! "MON Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?" 1Mos. 3,1. I fristerens måde at tale på lå der en tilsløret foragt for Guds ord. De var ligesom en skjult benægtelse, en tvivl om den guddommelige sandfærdighed. Satan søgte at indgive Eva den tanke, at Gud ikke ville handle efter sit ord; at det at nægte dem denne skønne frugt var en modsigelse af hans kærlighed til og omsorg for mennesket. På samme måde søger fristeren nu at give Kristus sin egen opfattelse. "HVIS du er Guds Søn!" Ordene efterlader en bitterhedens brod i hans sind. Klangen i hans stemme giver udtryk for den største skepsis. Ville mon Gud behandle sin egen Søn på denne måde? Ville han efterlade ham i ørkenen hos de vilde dyr uden mad, uden ledsagere og uden trøst? Han antyder, at Gud aldrig har tænkt sig, at hans Søn skulle komme i en sådan tilstand. "HVIS du er Guds Søn," så bevis din magt ved at befri dig fra denne nagende sult. Giv befaling om, at denne sten forvandles til brød! ret
(73) Ordene fra Himmelen: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag", lød endnu i Satans øren. Men det var hans faste beslutning at få Kristus til at betvivle dette vidnesbyrds sandhed. Det var Guds ord, som gav Kristus forvisning om hans guddommelige kald. Han var kommet for at leve som et menneske blandt mennesker, og det var disse ord, som forkyndte hans forbindelse med Himmelen. Det var Satans hensigt at få ham til at tvivle på disse ord. Hvis Kristi tillid til Gud kunne rokkes, vidste Satan, at sejren i hele denne strid ville blive hans. Han kunne overvinde Jesus. Han håbede, at Kristus, knuget af modløshed og voldsom sult, ville miste tilliden til sin Fader og gøre et under til sin egen fordel. Hvis han havde gjort dette, ville frelsesplanen være slået fejl. ret
(73) Da Satan og Guds Søn første gang mødtes til kamp, var Kristus anfører for de himmelske hærskare, og Satan, lederen af oprøret i Himmelen, blev nedstyrtet. Nu er deres stilling tilsyneladende den stik modsatte, og Satan udnytter den fordel, han mener at have. Han siger, at en af de mægtigste engle er blevet forvist fra Himmelen. Jesu udseende og optræden tilkendegiver, at han er denne faldne engel, som er svigtet af Gud og forladt af mennesker. Et guddommeligt væsen ville være i stand til at støtte sine krav ved at gøre et under. "HVIS du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød." Fristeren siger indtrængende, at en sådan handling med skabende kraft ville være et afgørende bevis på guddommelighed. Det ville gøre en ende på striden. ret
(74) Det kostede Jesus kamp at lytte i tavshed til den store bedrager. Men Guds Søn behøvede ikke at bevise sin guddommelighed over for Satan eller give en forklaring på årsagen til sin ydmygelse. Der ville intet være at vinde ved at indvillige i oprørerens krav, hverken til menneskers gavn eller til Guds ære. Hvis Kristus havde gjort indrømmelser over for fjendens forslag, ville Satan stadig have sagt: Vis mig et tegn, så jeg kan tro på, at du er Guds Søn. Beviser ville have været til ingen nytte, når det drejede sig om at knuse oprørsånden i hans hjerte. Og Kristus skulle ikke udøve guddommelig magt til sin egen fordel. Han var kommet for at udholde prøvelser, ligesom vi må gøre det, så han kunne efterlade os et eksempel på tro og lydighed. Hverken her eller nogensinde senere i hans jordiske tilværelse gjorde han en undergerning for sin egen skyld. Hans mirakler skete alle til gavn for andre. Skønt Jesus straks fra begyndelsen havde genkendt Satan, lod han sig ikke ægge til strid med ham. Styrket ved erindringen om røsten fra Himmelen hvilede han i Faderens kærlighed. Han ville ikke handle med fristeren. ret
(74) Jesus imødegik Satan med Skriftens ord: "Der står skrevet!" sagde han. Ved hver fristelse var Guds ord det våben, han benyttede til kampen. Satan krævede et under af Kristus som tegn på hans guddommelighed; men det, som er større end alle undergerninger: en fuldkommen tillid til et "Så siger Herren" var et tegn, der ikke lod sig bestride. Så længe Kristus holdt fast ved denne stilling, kunne fristeren ikke opnå noget. ret
(74) Det var i det øjeblik, hvor Kristus var svagest, at han blev angrebet med de stærkeste fristelser. På denne måde tænkte Satan sig at vinde sejr. Ved denne fremgangsmåde havde han før vundet sejr over mennesker. Når styrken svigtede og viljekraften blev svag og troen hørte op med at hvile i Gud, så lod de, som længe og tappert havde kæmpet for det rette, sig overvinde. Moses var træt efter Israels fyrretyveårige vandring, da hans tro for en kort stund gav slip på den Almægtige. Han svigtede lige på grænsen til Det forjættede Land. Ligeså med Elias, som havde stået uden frygt foran kong Akab, og som havde stået ansigt til ansigt med hele Israels folk med de fire hundrede og halvtredsindstyve Ba'als profeter i spidsen. Efter denne frygtelige dag på Karmel, hvor de falske profeter var blevet dræbt og folket havde erklæret deres troskab mod Gud, flygtede Elias for sit liv på grund af den afgudsdyrkende Jesabels trusler. På denne måde har Satan benyttet sig af menneskenes svaghed, og han vil stadig arbejde på samme måde. ret
(75) Når som helst et menneske er omgivet af skyer, forvirret over forholdene eller tynget af fattigdom eller elendighed, er Satan parat for at friste og forulempe. Han angriber de svage punkter i vor karakter. Han søger at svække vor tillid til Gud, som tillader en sådan tingenes tilstand. Vi fristes til at fatte mistillid til Gud, til at tvivle om hans kærlighed. Ofte kommer fristeren til os på samme måde, som han kom til Kristus, og viser os vore svagheder og skrøbeligheder. Han håber at kunne gøre sjælen modløs og få os til at slippe Gud. Så er han sikker på sit bytte. Hvis vi kunne møde ham, som Jesus gjorde, ville vi kunne undgå mangt et nederlag. Men ved at indlade os med fjenden skaffer vi ham en fordel. ret
(75) Da Kristus sagde til fristeren: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund," gentog han de ord, som han for fjorten hundrede år siden havde talt til Israel: "Herren din Gud har i disse fyrretyve år ført dig i ørkenen ..... Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så manna at spise, en føde, som hverken du eller dine fædre før kendte til, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af Herrens mund, lever mennesket." 5Mos. 8,2-3. Da alle midler til at opretholde livet svigtede, sendte Gud sit folk manna fra Himmelen, og den blev givet i rigeligt og bestandigt mål. Denne hans omsorg skulle lære dem, at så længe de stolede på Gud og vandrede ad hans veje, ville han ikke svigte dem. Nu gjorde Frelseren brug af den lære, han havde givet Israel. Gennem Guds ord havde den hebraiske hærskare fået bistand, og ved det samme ord ville den også blive skænket Jesus. Han ventede på Guds time for at blive udfriet. Han var i ørkenen i lydighed mod Gud, og han ville ikke skaffe sig føde ved at følge Satans forslag. Lige over for hele det lyttende univers vidnede han om, at det er en mindre ulykke at lide, hvad der end kan ske en, end på nogen måde at vige bort fra Guds vilje. ret
(75) Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund. Ofte kommer en Kristi discipel i forhold, hvor han ikke kan tjene Gud og dog fremme sine verdslige foretagender. Måske viser det sig, at lydighed over for et tydeligt krav fra Gud vil afskære ham fra at tjene til livets underhold. Satan ville gerne få ham til at tro, at han må ofre sin faste overbevisning. Men det eneste, vi i denne verden kan stole på, er Guds ord. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Matt. 6,33. End ikke i dette liv tjener det til vor fordel at vige bort fra at gøre vor himmelske Faders vilje. Når vi får kendskab til kraften i hans ord, skal vi ikke gå ind på Satans forslag for at skaffe os føde eller frelse vort liv. Det eneste, vi skal spørge om, er dette: Hvad er Guds vilje? og hvordan lyder hans løfter? Når vi ved dette, skal vi adlyde det ene og stole på det andet. ret
(75) Når den sidste store strid mod Satan skal udkæmpes, vil de, som er tro mod Gud, se sig berøvet enhver jordisk bistand. Det vil blive dem forbudt at købe eller sælge, fordi de nægter at overtræde Guds lov for at adlyde menneskers myndighed. Til slut vil de blive dømt til at henrettes. Se Åb. 13,11-17. Men for den lydige gælder dette løfte: "Højt skal en sådan bo, hans værn skal klippeborge være; han får sit brød, og vand er ham sikret." Es. 33,16. Guds børn skal leve efter denne forjættelse. Når verden lægges øde af hungersnød, skal de mættes. "De beskæmmes ikke i onde tider, de mættes i hungerens dage." Sl. 37,19. Profeten Habakkuk så frem til denne nødens tid, og hans ord giver udtryk for menighedens tro. "Thi figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. Men jeg vil frydes i Herren, juble i min frelses Gud." Hab. 3,17-18. ret
(76) Af alt, hvad vi kan lære gennem vor Herres første store fristelse, er intet af større vigtighed end det, som angår Herredømmet over appetitten og lidenskaberne. Til alle tider har de fristelser, der appellerer til det fysiske liv, været mest virkningsfulde til at fordærve og fornedre menneskeslægten. Satan arbejder for gennem umådeholdenhed at nedbryde de sjælelige og moralske kræfter, som Gud har skænket mennesket som en uvurderlig gave. På denne måde bliver det umuligt for mennesker at værdsætte de ting, som har evig betydning. Satan søger gennem sanselige nydelser at udslette hvert spor af lighed med Gud fra sjælen. ret
(76) Den ubeherskede nydelsestrang og den deraf følgende sygelighed og fornedrelse, der bestod ved Kristi første komme, vil atter komme til at bestå i endnu værre grad før hans andet komme. Kristus forkynder, at verdens tilstand skal være som i tiden før syndfloden, som syndigheden i Sodoma og Gomorra. Deres hjerters higen og tragten vil bestandig være ond. Nu lever vi lige ved grænsen til denne frygtelige tid, og læren om Frelserens faste burde for alvor gå op for os. Kun gennem den usigelige kval, som Frelseren udholdt, kan vi bedømme, hvor farlig ubehersket nydelse er. Hans eksempel siger os, at vort eneste håb om evigt liv består i at bringe begær og lidenskaber ind under Guds vilje. ret
(76) Det er umuligt for os ved egen kraft at fornægte vor faldne naturs krav. Herigennem vil Satan lede os i fristelse. Kristus vidste, at fjenden ville komme til ethvert menneske for at benytte sig af vor nedarvede svaghed og for ved sine løgnagtige påfund at besnære alle dem, der ikke stoler på Gud. Ved at gennemrejse den vej, som mennesker må vandre, har Herren beredt os vejen til at sejre. Det er ikke hans vilje, at vi skal være uheldigt stillet under striden med Satan. Han vil ikke, at vi skal ængstes og tabe modet over slangens angreb. "Vær frimodige," siger han, "jeg har overvundet verden." Joh. 16,33. ret
(76) Den, der kæmper mod lysternes magt, bør se hen til Frelseren i fristelsens ørken. Se ham under hans kval på korset, da han udbrød: "Jeg tørster!" Han har udholdt alt, hvad det er muligt for os at udholde. Hans sejr er også vor. ret
(76) Jesus hvilede i sin himmelske Faders visdom og styrke. Han siger: "Mig hjælper den Herre Herren, så jeg ikke beskæmmes, jeg ved, jeg bliver ikke til skamme. ..... Se, den Herre Herren hjælper mig." Idet han henviser til sit eget eksempel, siger han til os: "Frygter nogen af jer Herren, ..... enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud." Es. 50,7-10. ret
(76) Verdens fyrste kommer, sagde Jesus, og i mig er der intet, som hører ham til. Joh. 14,30. Der var intet i ham, hvor Satans spidsfindigheder fandt genklang. Han gav ikke sit samtykke til synden. End ikke med en tanke gav han efter for fristelsen. Sådan kan det også blive for os. Hos Kristus var det menneskelige forenet med det guddommelige; han var rustet til striden ved Helligåndens iboen, og han kom for at give os del i denne guddommelige natur. Så længe vi i troen er forenede med ham, har synden ikke mere herredømme over os. Gud vil, at vi ved troens kraft skal tilegne os Kristi guddommelighed, så vi kan opnå fuldkommenhed i vor karakter. ret
(77) Og Kristus har vist os, hvordan dette kan lade sig gøre. Ved hvilke midler sejrede han i striden mod Satan? Ved Guds ord. Kun ved ordet kunne han modstå fristelsen. Han sagde: "Der står skrevet!" Og også os har han givet sine "dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur." 2Pet. 1,4. Enhver forjættelse i Guds ord tilhører os. "Af hvert ord, som udgår af Guds mund," skal vi leve. Når du bliver angrebet af fristelser, så se ikke hen til forholdene eller din egen skrøbelighed, men til ordets magt. Al dets kraft tilhører dig. "Jeg gemmer dit ord i mit hjerte," siger salmisten, "for ikke at synde imod dig." "Ved dine læbers ord vogted jeg mig for voldsmænds veje." Sl. 119,11; 17,4. ret