(78) Dette kapitel er bygget op over Matt 4,5-11; Mark 1,12-13; Luk 4,5-13
Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige stad og stiller ham på helligdommens tinde og siger til ham: 'Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: "Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten " ret
(78) Nu mener Satan, at han møder Jesus på hans egen grund. Den snedige fjende fremkommer selv med ord, som er udgået af Guds mund. Han viser sig stadig som en lysets engel, og han gør det indlysende, at han kender Skrifterne og forstår betydningen af det, der står skrevet. Ligesom Jesus før benyttede Guds ord til støtte for sin tro, sådan benytter fristeren det nu til støtte for sit bedrag. Han hævder, at han blot har villet sætte Jesu troskab på prøve, og nu roser han Jesu standhaftighed. Da Frelseren har givet bevis for sin tillid til Gud, tilskynder Satan ham til at give endnu et vidnesbyrd om sin tro. ret
(78) Men forud for fristelsen lyder atter denne antydning af mistillid: "HVIS du er Guds Søn." Kristus følte sig fristet til at besvare dette "hvis" men han afholdt sig fra i mindste måde at gå ind på tvivlen. Han ville ikke risikere sit liv for at give Satan et bevis. ret
(78) Det var fristerens hensigt at benytte sig af, at Kristus var blevet menneske, og tilskynde ham til noget formasteligt. Men skønt Satan kan opfordre til synd, kan han ikke tvinge til synd. Han sagde til Jesus: "Styrt dig ned" fordi han vidste, at han ikke selv kunne styrte ham ned; thi Gud ville gribe ind for at frelse ham. Heller ikke kunne Satan tvinge Jesus til at styrte sig ned. Medmindre Kristus gav efter for fristelsen, ville han ikke kunne besejres. Ikke al verdens eller helvedes magt kunne tvinge ham til i ringeste grad at vige fra at gøre Faderens vilje. ret
(78) Fristeren kan aldrig tvinge os til at gøre det onde. Han kan ikke herske over sjælene, hvis ikke vi giver os ind under hans herredømme. Viljen må give sit samtykke, troen må slippe sit greb om Kristus, før Satan kan udøve sin magt over os. Men ethvert syndigt begær hos os skaffer ham fodfæste. Hvert punkt, hvor vi ikke lever op til det himmelske forbillede, er en åben dør, hvor han kan gå ind for at friste og ødelægge os. Og enhver svigten og hvert nederlag fra vor side giver ham anledning til at tale ondt om Kristus. ret
(79) Da Satan henviste til forjættelsen: "Han skal give sine engle befaling om dig," udelod han ordene: "For at vogte dig på alle dine veje;" det vil sige: på alle de veje, som Gud har valgt. Jesus afslog at vige bort fra lydighedens vej. Skønt han gav udtryk for fuldkommen tillid til sin Fader, ville han ikke, uden at det var ham befalet, bringe sig selv under forhold, der ville nødvendiggøre Faderens indgriben for at frelse ham fra døden. Han ville ikke tvinge Faderen til at komme ham til hjælp og således give mennesker et dårligt eksempel på tillid og lydighed. ret
(79) Jesus sagde til Satan: "Der står også skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud." Disse ord blev sagt af Moses til Israels børn, da de led tørst i ørkenen og krævede, at Moses skulle skaffe dem vand, idet de udbrød: "Er Herren iblandt os eller ej?" 2Mos. 17,7. Gud havde gjort store undere for dem; men når der kom vanskeligheder, tvivlede de dog på ham og krævede beviser for, at han var med dem. I deres vantro søgte de at sætte ham på prøve. Satan ville have Kristus til at gøre det samme. Gud havde allerede givet vidnesbyrd om, at Jesus var hans Søn, og nu at bede om beviser for, at han var Guds Søn, ville være at stille Guds ord på prøve: at friste Gud. Og det samme ville gælde, hvis man bad Gud om det, han ikke havde lovet. Det ville være tegn på mistillid og i virkeligheden være at prøve eller friste Gud. Vi skal ikke opsende vore bønner til Gud for at få beviser for, om han vil opfylde, hvad han har sagt, men fordi han vil opfylde det; ikke som et bevise, at han elsker os, men for at han elsker os. "Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham." Hebr. 11,6. ret
(79) Men troen har ingen forbindelse med overmodighed. Kun den, som har den rette tro, er sikret mod overmodighed. Thi Satan viser os en overmodig efterligning af troen. Troen holder fast ved Guds løfter og bærer frugt i lydighed. Overmodigheden gør også krav på løfterne, men anvender dem på samme måde, som Satan gjorde: som undskyldning for overtrædelse. Troen kunne have fået vore første forældre til at stole på Guds kærlighed og til at adlyde hans befalinger. Overmodighed fik dem til at overtræde hans lov, fordi de troede, at hans store kærlighed ville redde dem fra følgerne af deres synd. Det er ikke tro at kræve Himmelens gunst uden at rette sig efter de betingelser, hvorefter barmhjertigheden skænkes. Ægte tro bygger på Skriftens forjættelser og forordninger. ret
(79) Mange gange, når det ikke er lykkedes for Satan at vække tvivl, har han held til at lede os ud i overmodighed. Hvis han kan få os til unødvendigt at udsætte os for fristelse, ved han, at sejren er hans. Gud vil bevare alle, der vandrer på lydighedens vej; men at vige bort fra den er det samme som at vove sig ind på Satans enemærker. Der undgår vi ikke at falde. Frelseren har befalet os: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse." Mark. 14,38. Selvfordybelse og bøn ville bevare os fra at styrte os uopfordret ud på farens vej, og således ville vi blive bevaret for mangt et nederlag. ret
(79) Alligevel burde vi ikke tabe modet, når vi angribes af fristelser. Når vi kommer i en vanskelig situation, tvivler vi ofte om, at det er Guds Ånd, som har ført os. Men det var Ånden, som førte Jesus ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Når Gud fører os ud i prøvelser, er det hans formål at udrette noget godt for os. Jesus trak ikke for store veksler på Guds forjættelser ved af egen drift at gå ud i fristelsen, og heller ikke henfaldt han i modløshed, da fristelserne kom over ham. Det skal vi heller ikke. "Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem." Han siger: "Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine løfter. Og kald på mig på nødens dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig." 1Kor. 10,13; Sl. 50,14-15. ret
(80) Jesus blev sejrherre i den anden fristelse, og nu viser Satan sig i sin sande skikkelse. Men han viser sig ikke som et hæsligt uhyre med bukkefødder og flagermusevinger. Han er en mægtig engel, selv om han er falden. Han erklærer sig åbent for at være oprørslederen og denne verdens gud. ret
(80) Satan tog Jesus med op på et højt bjerg og lod verdens riger vise sig for ham i al deres herlighed som et panorama. Solen skinnede på byer med templer, på marmorpaladser, frugtbare marker og frodige vinhaver. Alle spor af det onde var skjult. Jesu blik, der så længe kun havde mødt uhygge og trøsteløshed, stirrede nu på et landskab med uovertruffen skønhed og frugtbarhed. Så lød fristerens røst: "Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din." ret
(80) Kristi kald kunne kun få sin opfyldelse gennem lidelse. Foran ham lå der et liv med sorg, vanskeligheder, strid og en vanærende død. Han måtte bære hele verdens synd. Han måtte udholde at være skilt fra sin Faders kærlighed. Nu tilbyder fristeren at overgive ham den magt, han selv har tilranet sig. Kristus kunne befri sig fra den frygtelige fremtid ved at anerkende Satans overherredømme. Men at gøre dette var det samme som at overlade sejren til den store modstander. Det var ved at søge at ophøje sig over Guds Søn, at Satan havde syndet i Himmelen. Hvis han nu skulle vinde sejr, ville det være en triumf for oprøret. ret
(80) Da Satan sagde til Kristus. 'Denne verdens riger og deres herlighed er overgivet til mig, og til hvem jeg vil, giver jeg dem, udtalte han noget, som kun delvis var sandt. Han erklærede dette for at tjene sine egne bedrageriske formål. Satans herredømme var det, som han havde fravristet Adam, men Adam var Skaberens stedfortræder. Han havde ikke uindskrænket magt. Da Adam forrådte sit herredømme, så det blev Satans, blev Kristus ved med at være den rette konge. Sådan havde Herren sagt til kong Nebukadnezar: "Den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil." Dan. 4,17. Satan kan kun udøve sin tilranede myndighed i den udstrækning, Gud giver ham lov til det. ret
(80) Da fristeren tilbød Kristus verdens riger og deres herlighed, gjaldt hans forslag, at Kristus skulle afgive verdens egentlige kongemagt og indordne sin magt under Satan. Dette var det samme rige, som jødernes forhåbninger var rettede imod. De ønskede et rige af denne verden. Hvis Kristus havde indvilliget i at tilbyde dem et sådant rige, ville de med glæde have taget imod ham. Men syndens forbandelse hvilede over det med al sin smerte. Kristus sagde til fristeren: "Vig bort, Satan! thi der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." ret
(81) Denne verdens riger blev tilbudt Kristus af ham, der havde vakt oprør i Himmelen; han ville købe Kristi hyldest til det ondes principper. Men Jesus ville ikke lade sig købe. Han var kommen for at oprette et retfærdighedens rige, og han ville ikke svigte sine formål. Satan nærmer sig mennesker med den samme fristelse, og her har han mere held med sig end over for Kristus. Han tilbyder mennesker denne verdens riger på den betingelse, at de anerkender hans herredømme. Han kræver, at de opgiver deres hæderlighed, lader hånt om samvittigheden og hengiver sig til selviskhed. Kristus byder dem først søge Guds rige og hans retfærdighed, men Satan går ved deres side og siger. 'Hvordan det så end forholder sig med det evige liv, så må du for at skaffe dig fremgang i denne verden tjene mig. Hele dit velfærd ligger i min hånd. Jeg kan give dig rigdom, fornøjelser, ære og lykke. Lyt nu til mit råd. Lad være med at lade jer rive med af underlige forestillinger om ærlighed og selvopofrelse. Jeg skal nok berede vejen for jer. På denne måde lader mange sig bedrage. De samtykker i at leve for at tjene deres eget jeg, og Satan er tilfreds. Medens han lokker dem med håbet om verdslige goder, vinder han herredømmet i deres sjæl. Men han tilbyder det, som han ikke er berettiget til at give, og som snart skal vristes fra ham. Til gengæld narrer han dem for deres adkomst til Guds børns arv. ret
(81) Satan havde draget i tvivl, om Jesus var Guds Søn. Da han blev vist bort uden omsvøb, fik han et bevis, som han ikke kunne modsige. Guddommeligheden flammede gennem det lidende menneskelegeme, Satan havde ingen magt til at modstå befalingen. Skønt han vred sig af ydmygelse og harme, var han nødt til at vige bort fra verdens Frelser. Kristi sejr var lige så fuldkommen, som Adams nederlag havde været. ret
(81) Sådan kan vi også modstå fristelser og tvinge Satan til at vige bort fra os. Jesus vandt sejr gennem lydighed og tro på Gud, og han siger til os ved apostlen: "Derfor skal I underordne jer under Gud. Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer; hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer." Jak.4,7-8. Vi kan ikke selv frelse os fra fristerens magt. Han har vundet sejr over menneskeheden, og når vi forsøger at holde stand ved egen magt, bliver vi et bytte for hans påfund. Men "Herrens navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges." Ordsp. 18,10. Satan skælver og flygter for selv den svageste sjæl, som tager sin tilflugt til dette mægtige navn. ret
(81) Da fjenden var veget bort, sank Jesus udmattet om på jorden, og hans ansigt var dødblegt. Himmelens engle havde fulgt striden og havde set deres elskede fører, medens han gennemgik ubeskrivelige lidelser for at skabe en udvej for os. Han havde bestået prøven, der var større, end hvad vi nogensinde kan blive udsat for at måtte udholde. Nu tjente englene Guds Søn, medens han lå som døende. Han blev styrket med føde og trøstet ved budskabet om sin Faders kærlighed og forvisningen om, at hele Himmelen jublede over hans sejr. Da han atter vågner op til livet, føler hans kærlige hjerte den dybeste medfølelse med mennesker, og han går videre for at fuldkomme den gerning, han er begyndt på og for ikke at hvile, før fjenden er besejret og vor faldne slægt er frelst. ret
(82) Aldrig vil man kunne fatte prisen for vor frelse, før de genløste står sammen med Frelseren foran Guds trone. Når så det evige hjems herlighed går op for os i hele sin lyksalighed, skal vi huske på, at Jesus forlod alt dette for vor skyld, at han ikke blot forlod de himmelske boliger, men at han for vor skyld risikerede at lide nederlag og evigt tab. Så skal vi lægge vore kroner for hans fødder og istemme denne sang: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og, styrke og pris og ære og lov!" Åb. 5,12. ret