(91) Dette kapitel er bygget op over Joh 2,1-11
Jesus begyndte ikke sin gerning med at gøre et stort under for øjnene af Sanhedrin i Jerusalem. Ved en sammenkomst i hjemmet i en lille galilæisk landsby udøvedes hans magt til at forhøje glæden ved en bryllupsfest. Således viste han sin forståelse for mennesker og sit ønske om at bidrage til deres lykke. I fristelsens ørken havde han selv tømt smertens kalk. Han trådte frem for at række mennesker velsignelsens bæger, for ved sin velsignelse at hellige menneskelivets forhold. ret
(91) Jesus var fra Jordan vendt tilbage til Galilæa. Der skulle fejres et bryllup i Kana, en lille by, der ikke lå langt borte fra Nazaret. Familierne var i slægt med Josef og Maria, og Jesus, som vidste besked om denne familiesammenkomst, drog til Kana og blev sammen med sine disciple indbudt til festen. ret
(91) Han mødte igen sin moder, som han i nogen tid havde været skilt fra. Maria havde hørt om åbenbarelsen ved Jordan ved hans dåb. Meddelelsen herom var nået til Nazaret og havde genkaldt de begivenheder, som så længe havde været skjult i hendes hjerte, tilbage i erindringen. Maria havde ligesom hele Israels folk været dybt betaget af Johannes Døbers virksomhed. Hun huskede godt den profeti, der havde lydt ved hans fødsel. Nu vaktes hendes håb på ny ved den forbindelse, han havde med Jesus. Men hun havde også fået meddelelse om Jesu hemmelighedsfulde vandring til ørkenen, og hun følte sig knuget af mørke forudanelser. ret
(91) Lige fra den dag, hvor Maria havde hørt engelens bebudelse i hjemmet i Nazaret, havde hun bevaret ethvert bevis for, at Jesus var Messias, som en skat. Hans skønne, uselviske livsførelse overbeviste hende om, at han ikke kunne være nogen anden end den, Gud havde sendt. Men også her mødte hun tvivl og skuffelser, og hun havde set hen til den tid, da hans herlighed skulle åbenbares. Døden havde skilt hende fra Josef, med hvem hun havde delt sin viden om det hemmelighedsfulde ved Jesu fødsel. Nu var der ikke mere nogen, med hvem hun kunne dele sit håb og sin frygt. De sidste to måneder havde været meget sørgelige. Hun havde været skilt fra Jesus, i hvis medfølelse hun fandt trøst; hun grublede over Simeons ord: "Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge" (Luk. 2,35); hun mindedes de tre dages kval, da hun mente, at hun for stedse havde mistet Jesus; og med ængsteligt sind afventede hun hans tilbagekomst. ret
(91) Ved bryllupsfesten møder hun ham igen som den samme kærlige, pligtopfyldende søn. Alligevel er han ikke helt den samme. Hans ansigt har forandret sig. Det bærer spor af hans kamp i ørkenen, og et nyt værdigt og magtfuldt udtryk vidner om hans himmelske kald. Sammen med ham er der en lille flok unge mænd, hvis øjne følger ham med ærbødighed, og som kalder ham Mester. Disse ledsagere fortæller Maria, hvad de har set og hørt ved dåben og andre steder. De slutter med at erklære: "Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet." Joh. 1,45. ret
(92) Efterhånden som gæsterne samles, ser det ud, som om mange af dem beskæftiger sig med et overvældende interessant emne. Selskabet er besjælet af en svag ophidselse. I små grupper taler de sammen, ivrigt men stilfærdigt, og der sendes undrende blikke til Marias søn. Da Maria havde hørt disciplenes vidnesbyrd om Jesus, var hun blevet lykkelig over forvisningen om, at hendes længe nærede håb ikke havde været forgæves. Dog ville hun have været mere end menneskelig, hvis denne hellige glæde ikke havde været blandet med den kærlige moders naturlige stolthed. Da hun så de mange blikke rettede mod Jesus, længtes hun efter at få ham til over for selskabet at give bevis for, at han var den af Gud udvalgte. Hun håbede, at der skulle vise sig en anledning for ham til at gøre et under for dem. ret
(92) Dengang var det skik, at bryllupsfestligheder fortsatte i flere dage. Ved denne lejlighed viste det sig, at vinforrådet var sluppet op, før festen var forbi. Denne opdagelse voldte stor bekymring og ærgrelse. Det var noget usædvanligt at måtte undvære vin ved festlige lejligheder, og mangelen ville synes at tyde på svigtende gæstfrihed. Som slægtning af en af familierne havde Maria deltaget i forberedelserne til festen, og nu henvendte hun sig til Jesus og sagde: "De har ikke mere vin." Disse ord rummede et forslag om, at han skulle fremskaffe, hvad de manglede. Men Jesus svarede: "Kvinde! lad mig i fred; min time er endnu ikke kommet " ret
(92) Så kortfattet dette svar end forekommer os, så udtrykte det hverken kulde eller uhøflighed. Frelserens tiltaleform til sin moder var i overensstemmelse med østerlandsk skik og brug. Den benyttedes over for personer, som man ønskede at vise agtelse. Enhver handling under Kristi jordiske tilværelse harmonerede med den forskrift, som han selv havde givet: "Ær din fader og din moder " 2Mos. 20,12. Ved sin sidste kærlighedshandling mod sin moder, da han hang på korset, tiltalte Jesus hende igen på samme måde, idet han overgav hende til sin højest elskede discipels omsorg. Både ved brylluppet og på korset virkede den kærlighed, der fik udtryk i stemmeklang og blik og handlemåde, som en forklaring på hans ord. ret
(92) Ved Kristi besøg som dreng i templet, da mysteriet ved hans livskald gik op for ham, havde han sagt til Maria: "Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders gerning?" Luk. 2,49. Disse ord ramte grundtonen i hele hans liv og virksomhed. Alt måtte indrettes efter hans gerning, det store frelsesværk, som han var kommen til verden for at udrette. Nu gentog han sin belæring. Der var fare for, at Maria skulle betragte sit slægtskab med Jesus som noget, der gav hende særlige rettigheder over ham, og til en vis grad retten til at vejlede ham i hans gerning. I tredive år havde han været hende en kærlig og lydig søn, og hans kærlighed var uændret; men nu måtte han tage fat på sin Faders gerning. Som den Allerhøjestes Søn og hele verdens Frelser måtte ingen jordiske bånd hindre ham i hans tjeneste eller påvirke hans optræden. Han måtte stå helt frit for at gøre Guds vilje. Denne lære gælder også os. Guds krav står endog over menneskelige slægtskabsbånd. Ingen jordiske tillokkelser burde vende vore skridt bort fra den vej, som han byder os at vandre. ret
(93) Det eneste håb om frelse for vor faldne slægt findes i Kristus. Maria kunne kun blive frelst ved Guds Lam. I sig selv ejede hun ingen fortjenester. Hendes forhold til Jesus satte hende ikke i nogen åndelig forbindelse med ham, som var forskellig fra enhver anden menneskesjæls. Dette giver sig til kende i Frelserens ord. Han klarlægger den forskel, der er imellem hans forhold til hende som Menneskesønnen og som Guds Søn. Slægtskabets bånd imellem dem ligestillede hende på ingenmåde med ham. ret
(93) Ordene: "Min time er endnu ikke kommet " viser hen til den kendsgerning, at enhver af Kristi handlinger under hans liv på jorden skete til opfyldelse af den plan, der havde været til fra evigheds dage. Før han kom ned til jorden, lå planen klar foran ham, fuldendt i de mindste enkeltheder. Men medens han vandrede blandt mennesker, blev han skridt for skridt ledet efter sin Faders vilje. Han tøvede ikke med at handle i den fastsatte tid, og med den samme lydighed ventede han, indtil tiden var inde. ret
(93) Da Jesus sagde til Maria, at hans time endnu ikke var kommen, gav han svar på hendes uudtalte tanke, på den forventning, hun nærede på samme måde som sit folk. Hun håbede, at han ville åbenbare sig som Messias og bestige Israels trone. Men tiden var ikke endnu kommet. Ikke som konge; men som "en smerternes mand og kendt med sygdom" havde Jesus valgt at dele menneskeslægtens lod. ret
(93) Men skønt Maria ikke havde den rette opfattelse af Kristi kald, så stolede hun ufravigeligt på ham. Og Jesus lønnede denne tillid. Dette var for at ære Marias tillidsfuldhed og for at styrke sine disciples tro, at det første under blev gjort. Disciplene skulle komme til at møde mange og store fristelser til vantro. For dem havde profetierne gjort det uimodsigeligt klart, at Jesus var Messias. De ventede på, at folkets religiøse vejledere skulle tage imod ham med en tillid, der var endnu større end deres egen. De forkyndte Kristi underfulde gerninger blandt folket og forkyndte deres egen overbevisning om hans kald, men de blev forundrede og bittert skuffede over vantroen, de nedarvede fordomme og fjendskabet mod Jesus, som udvistes af præsterne og de skriftkloge. Frelserens første undergerning styrkede disciplene til at holde stand imod denne modstand. ret
(93) Uden i mindste måde at lade sig bringe ud af fatning ved Jesu ord sagde Maria til dem, der vartede op ved bordet: "Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre " Således gjorde hun, hvad hun kunne, for at berede vejen for Kristi gerning. ret
(93) Henne ved indgangsdøren stod der seks store vandkar, og Jesus bød tjenerne fylde dem med vand. Det skete. Da der var brug for vinen med det samme, sagde han: "Øs nu og bring det til skafferen." I stedet for vandet, der var blevet fyldt i karrene, strømmede der nu vin. Hverken festens giver eller gæsterne i almindelighed var klare over, at vinen var sluppet op. Da skafferen havde smagt på vinen, som tjenerne bragte ham, syntes han, den var bedre end noget, han nogensinde før havde drukket, og helt forskellig fra de, der var skænket ved måltidets begyndelse. Han henvendte sig til brudgommen og sagde: "Man plejer ellers først at sætte den gode vin frem, og når gæsterne er blevet berusede, da den ringere; du har gemt den gode vin indtil nu." ret
(94) Ligesom mennesker først sætter den gode vin frem og derefter den, som er ringere, sådan gør verden med sine gaver. Det, som den tilbyder, ser smukt ud og betager sanserne, men det viser sig at være utilfredsstillende. Vinen bliver til bitterhed og munterheden til nedtrykthed. Det, som begyndte med sang og lystighed, ender med træthed og væmmelse. Men Jesu gaver er altid nye og friske. Det gæstebud, som han stiller til rådighed for sjælen, vil aldrig give andet end tilfredshed og glæde. Enhver ny gave forøger modtagerens evne til at værdsætte og påskønne Herrens velsignelser. Han giver nåde over nåde. Forrådet kan aldrig slippe op. Hvis I forbliver i ham, vil det, at I i dag modtager en rig gave, forvisse jer om, at I i morgen vil komme til at modtage en endnu rigere. Jesu ord til Natanael giver udtryk for loven om Guds handlemåde over for troens børn. For hver ny åbenbarelse af sin kærlighed siger han til det modtagelige hjerte: "Tror du? Du skal få større ting at se end disse." Joh. 1,50. ret
(94) Kristi gave til bryllupsfesten var et symbol. Vandet var et billede på dåben til hans død, vinen på udgydelsen af hans blod for verdens synd. Vandet til at fylde karrene med blev bragt af menneskehænder, men alene Kristi ord kunne tildele det livgivende kraft. På samme måde med de ritualer, der viser hen til Frelserens død. Det er kun ved Kristi kraft, der virker gennem tro, at de har mulighed for at give næring til sjælen. ret
(94) Kristi ord skaffede rigelige forsyninger til festen. I lige så rigt mål gives hans nåde for at udslette menneskers synd og for at forny og opretholde sjælen. ret
(94) Ved det første gæstebud, hvor Jesus var til stede sammen med sine disciple, rakte han dem det bæger, der symboliserede hans gerning for deres frelse. Ved det sidste aftensmåltid gav han dem det igen ved indstiftelsen af det hellige ritual, hvorigennem hans død skulle forkyndes "indtil han kommer" 1Kor. 11,26. Og disciplenes sorg over at skulle skilles fra deres Herre fik trøst gennem løftet om genforening, da han sagde: "Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige." Matt. 26,29. ret
(94) Vinen, som Kristus fremskaffede til festen, og den, han gav disciplene som et symbol på sit eget blod, var den rene druesaft. Hertil hentyder profeten Esajas, da han taler om den nye vin, og siger: "Læg den ej øde, thi der er velsignelse deri." Es. 65,8. ret
(94) Det var Kristus, som i Det gamle Testamente gav Israel denne advarsel: "En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er vis." Ordsp. 20,1. Og han fremskaffede ikke selv en sådan drik. Satan frister mennesker til en nydelse, som omtåger forstanden og lammer den åndelige opfattelsesevne, men Kristus lærer os at holde den lavere natur i tømme. Hele hans liv var et eksempel på selvfornægtelse. For at overvinde nydelseslysten tålte han for vor skyld den hårdeste prøve, som et menneske kunne tåle. Det var Kristus, som forordnede, at Johannes Døber hverken måtte drikke vin eller stærk drik. Det var ham, som pålagde Manoas hustru en lignende afholdenhed. Og han udtalte forbandelse over det menneske, der rakte flasken hen til sin næstes læber. Kristus var ikke i modstrid med sin egen lære. Den ugærede vin, som han fremskaffede til bryllupsgæsterne, var en sund og forfriskende drik. Den havde den virkning at få smagen til at harmonere med en sund appetit. ret
(95) Da gæsterne ved bryllupsfesten gjorde bemærkninger om vinens kvalitet, blev der gjort forespørgsler, som fik tjenerne til at fremkomme med en beretning om miraklet. I lang tid var forsamlingen alt for forundret til at tænke på ham, som havde gjort denne undergerning. Da de til sidst så sig om efter ham, var han gået bort så stille, at ikke engang hans disciple havde lagt mærke til det. ret
(95) Nu samledes forsamlingens opmærksomhed sig om disciplene. For første gang havde de lejlighed til at bekende deres tro på Jesus. De fortalte, hvad de havde set og hørt ved Jordan, og i manges hjerter vaktes der et håb om, at Gud havde oprejst en befrier for sit folk. Rygtet om underet bredte sig i hele den egn, og det nåede også til Jerusalem. Med fornyet interesse granskede præsterne og de ældste profetierne, der viste hen til Kristi komme. Man higede efter at få at vide, hvori denne nye lærers hverv bestod, han, som færdedes blandt folk på en så fordringsløs måde. ret
(95) Kristi gerning var en udpræget modsætning til de jødiske ældstes. Deres hensyntagen til overleveringer og formalisme havde ødelagt al frihed for tanke eller handling. De levede i en bestandig rædsel for besmittelse. For at undgå berøring med "de urene" holdt de sig på afstand ikke blot af hedninger, men af største delen af deres eget folk, idet de hverken søgte at hjælpe dem eller at vinde deres venskab. Ved bestandig at beskæftige sig med disse anliggender havde de forkrøblet deres sjæl og begrænset deres virkefelt. Deres eksempel tilskyndede til egenkærlighed og utålsomhed inden for alle samfundsklasser. ret
(95) Jesus begyndte sin reformerende gerning ved at vise dyb medfølelse med alle mennesker. Medens han udviste den dybeste ærbødighed over for Guds lov, dadlede han farisæernes prangende fromhed og forsøgte at befri folket fra de meningsløse forskrifter, de var bundet af. Han søgte at nedbryde de skranker, der adskilte de forskellige samfundsklasser, for at kunne føre mennesker sammen som børn af den samme familie. Hans nærværelse ved bryllupsfesten skulle være et skridt hen imod virkeliggørelsen af dette. ret
(95) Gud havde sendt Johannes Døber ud i ørkenen, for at han kunne være skærmet mod præsternes og de skriftkloges indflydelse og blive forberedt til en ganske særlig tjeneste. Men hans strenge og isolerede tilværelse skulle ikke være et forbillede for folket. Johannes havde ikke selv påbudt sine tilhørere at forlade deres tidligere pligter. Han bød dem give beviser på deres omvendelse ved at være tro mod Gud på det sted, hvor han havde sat dem. ret
(95) Jesus dadlede nydelsessyge under alle skikkelser, men alligevel var han socialt indstillet. Han tog imod gæstfrihed fra alle samfundsklasser, han besøgte de ringes og de fattiges hjem, både de lærdes og de uvidendes, og søgte at højne deres tankegang fra dagliglivets spørgsmål til det, der er åndeligt og evigt. Han gav ikke sit minde til udsvævelser, og ikke en skygge af verdslig letsindighed skæmmede hans optræden; men dog glædede han sig over uskyldige og glade oplevelser og gav ved sin tilstedeværelse sit minde til selskabelige sammenkomster. Et jødisk bryllup var en betagende begivenhed, og den glæde, der fulgte med, mishagede ikke Menneskesønnen. Ved at være til stede ved denne fest ærede Jesus ægteskabet som en guddommelig indstiftelse. ret
(96) I både Det gamle og Det nye Testamente anvendes ægteskabet som billede på den inderlige og hellige forbindelse, der er mellem Kristus og hans folk. I Jesu tanker pegede glæden ved bryllupsfestlighederne frem til den dag, da han skal hjemføre sin brud til Faderens hus, og da de frelste sammen med Frelseren skal sidde til bords ved Lammets nadver. Han siger: "Som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig." "Du kaldes ej mer den forladte; ..... nej, velbehag kaldes du selv. ..... Thi Herren har velbehag i dig." "Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel." Es. 62,5-4; Zef. 3,17. Da åbenbaringen af det himmelske blev skænket apostlen Johannes, skrev han: "Og jeg hørte som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener; de sagde: 'Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede." Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid." Åb. 19,6-7. 9. ret
(96) I ethvert menneske så Jesus en sjæl, der skulle have kaldet til hans rige. Han nåede ind til folks hjerter ved at vandre iblandt dem som den, der ville deres bedste. Han opsøgte dem på de offentlige gader, i deres egne hjem, på skibene, i synagogen, ved søens bred og ved bryllupsfesten. Han mødte dem i deres daglige gerning og viste interesse for deres timelige anliggender. Han bragte sin belæring ind i hjemmene og fik hele familier under deres eget tag ind under sin guddommelige nærværelses indflydelse. Hans store personlige medfølelse hjalp ham til at vinde sjæle. Ofte trak han sig tilbage til bjergene for at bede i ensomhed, men dette var en forberedelse til hans gerning blandt mennesker i aktivt arbejde. Fra disse stunder vendte han tilbage for at lindre de syges lidelser, for at undervise de uvidende og for at udfri Satans fanger af deres trældom. ret
(96) Det var gennem personlig kontakt og dagligt samvær, at Jesus oplærte sine disciple. Somme tider underviste han dem, mens han sad iblandt dem på bjergskråningen, somme tider ved søens bred, eller mens han vandrede med dem hen ad vejen. Han åbenbarede dem Guds riges hemmeligheder. Han prædikede ikke på samme måde, som mennesker gør det i dag. Hvor der fandtes åbne hjerter, der ville modtage det guddommelige budskab, klarlagde han de sandheder, der er vejen til frelse. Han befalede ikke sine disciple at gøre dette eller hint, men sagde: "Følg mig!" På sine vandringer gennem lande og byer tog han dem med sig, for at de kunne se, hvordan han lærte folket. Han forenede deres interesser med sine egne, og de gjorde fælles sag med ham i arbejdet. ret
(96) Kristi eksempel ved at gøre menneskehedens interesser til sine burde efterfølges af alle, der prædiker hans ord, og af alle, der har modtaget hans nådes evangelium. Vi skal ikke give afkald på fællesskabet med andre. Vi bør ikke lukke os ude fra andre. For at kunne nå ud til alle slags mennesker må vi møde dem der, hvor de findes. De vil sjældent søge os af egen drift. Det er ikke blot fra prædikestolen, at mennesker bliver bevæget af de himmelske sandheder. Der findes en anden arbejdsmark. Den er måske mere beskeden, men fuldt så lovende. Den findes i de fattiges hjem og i de stores palæer, ved det gæstfri bord og ved sammenkomster, hvor man dyrker uskyldigt selskabeligt samvær. ret
(97) Vi skal ligesom Kristi disciple ikke blande os med verden af ren og skær lyst til at more os, for at være fælles med dem om dårskaben. Den slags selskabelighed kan kun få dårlige følger. Vi burde aldrig hverken i ord eller gerninger give synden vort bifald, og heller ikke ved vor tavshed eller vor nærværelse. Hvor vi end går hen, skal vi have Jesus med os og åbenbare for andre, hvor dyrebar vor Frelser er. Men de, der prøver at bevare deres gudsfrygt ved at skjule den inden for stenmure, går glip af kostbare muligheder til at gøre det rette. Gennem sociale forbindelser kommer kristendommen i kontakt med verden. Enhver, som har modtaget det himmelske lys, skal oplyse vejen for dem, der ikke kender livets lys. ret
(97) Vi burde alle blive vidner for Jesus. Selskabelige anlæg, som er helliggjort ved Kristi nåde, burde udnyttes til at vinde sjæle for Frelseren. Lad verden få at se, at vi ikke er egoistisk optaget af vore egne interesser, men at vi ønsker, at andre skal få del i vore velsignelser og privilegier. Lad dem få at se, at vor gudsfrygt ikke gør os udeltagende og fordringsfulde. Lad alle dem, der bekender at have fundet Kristus, ligesom han tjene til gavn for mennesker. ret
(97) Vi burde aldrig give verden det falske indtryk, at de kristne er triste og ulykkelige mennesker. Hvis vi har blikket rettet mod Jesus, vil vi se en medlidende Frelser og komme til at genspejle lyset fra hans åsyn. Hvor hans Ånd hersker, der bor freden. Og der vil også være glæde, for der er der stille og hellig tillid til Gud. ret
(97) Kristus glæder sig over sine disciple, når de viser, at de, skønt de er mennesker, har del i hans guddommelige natur. De er ikke statuer, men levende mænd og kvinder. Deres hjerter, som er blevet oplivet ved den guddommelige nådes dug, åbner og udfolder sig under Retfærdighedens Sol. Det lys, der skinner over dem, genspejler de over andre ved gerninger, der lyser af Kristi kærlighed. ret