(125) Dette kapitel er bygget op over Joh 4,43-54
De galilæere, som vendte hjem fra påskehøjtiden, bragte rygtet om Jesu gerninger med tilbage. Den dom, der af myndighederne i Jerusalem var blevet fældet over hans gerninger, banede vejen for ham i Galilæa. Mange af folket sørgede over misbruget af templet og aver præsternes havesyge og hovmod. De håbede, at denne mand, der havde drevet rådsherrerne på flugt, måske kunne være den befrier, som man længtes efter. Nu fik man efterretninger, der syntes at bekræfte deres mest strålende forventninger. Der gik rygter om, at profeten selv havde erklæret, at han var Messias. ret
(125) Men befolkningen i Nazaret troede ikke på ham. Af denne årsag besøgte Jesus ikke Nazaret på vejen til Kana. Frelseren erklærede over for sine disciple, at en profet ikke er agtet i sit eget fædreland. Mennesker bedømmer ens personlighed efter, hvad de selv er i stand til at værdsætte. De snæversynede og verdslige bedømte Kristus efter hans ringe byrd, hans beskedne dragt og daglige arbejde. De kunne ikke vurdere denne åndens renhed, som der ikke kunne sættes en plet på. ret
(125) Meddelelsen om Kristi tilbagekomst til Kana rygtedes i hele Galilæa og bragte håb til de lidende og ulykkelige. I Kapernaum vakte efterretningen en fornem jødes opmærksomhed. Han var embedsmand og stod i kongens tjeneste. Denne mands søn led af en sygdom, der tilsyneladende var uhelbredelig. Lægerne havde opgivet håbet om hans liv, men da faderen hørte om Jesus, besluttede han at søge hjælp hos ham. Barnet var blevet meget svagt, og man frygtede for, at det ikke kunne leve, indtil faderen vendte tilbage. Men alligevel følte embedsmanden, at han personligt måtte fremstille sagen. Han håbede på, at en faders bønner kunne vække den store læges medfølelse. ret
(125) Ved ankomsten til Kana fandt han Jesus omringet af en stor skare. Med ængsteligt sind trængte han sig frem til Frelseren. Hans tro var ved at vakle, da han kun så en almindeligt klædt mand, som var støvet og træt efter rejsen. Han tvivlede om, at denne mand kunne udrette det, som han var kommet for at bede ham om; men dog sikrede han sig en samtale med Jesus, fortalte, hvorfor han kom, og bønfaldt Frelseren om at følge med ham til hans hjem. Men Jesus kendte allerede hans sorg. Før embedsmanden havde forladt sit hjem, så Frelseren hans smerte. ret
(125) Men Jesus vidste også, at denne fader i sine egne tanker havde stillet betingelser for at tro på ham. Hvis han ikke fik sin bøn opfyldt, ville han ikke tage imod ham som Messias. Medens manden ventede i kvalfuld uvished, sagde Jesus: "Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro." ret
(126) På trods af alle beviser for, at Jesus var Kristus, havde den spørgende besluttet at gøre sin tro afhængig af, om han fik sin egen bøn opfyldt. Frelseren sammenlignede denne tvivlende vantro med samaritanernes enfoldige tro, der ikke havde bedt om noget under eller tegn. Hans ord, det altid nærværende vidnesbyrd om hans guddommelighed havde en overbevisende kraft, som nåede ind til deres hjerter. Kristus var bedrøvet over, at hans eget folk, som havde fået det hellige ord betroet, var ude af stand til at høre Guds røst, der talte til dem gennem hans Søn. ret
(126) Dog havde embedsmanden nogen tro; for han var kommet for at bede om det, som for ham var den dyrebareste af alle velsignelser. Jesus havde en endnu større gave at give. Han ønskede ikke blot at helbrede barnet, men at give embedsmanden og hans hjem del i frelsens velsignelser og at tænde et lys i Kapernaum, som inden længe skulle blive arbejdsfeltet for hans egen virksomhed. Men embedsmanden måtte forstå sin egen nød, før han kunne begære Kristi nåde. Denne hofmand var et billede på mange af hans eget folk. De interesserede sig for Jesus af egoistiske årsager. De håbede på at komme til at modtage særlige goder ved hans kraft, og de gjorde deres tro afhængig af, om de fik denne timelige gunst tilstået. Men de var uvidende om deres åndelige sygdom og forstod ikke deres trang til Guds nåde. ret
(126) Som i et glimt afslørede Frelserens ord den fornemme mands eget hjerte for ham. Han så, at han kun havde egenkærlige bevæggrunde til at opsøge Jesus. Hans vaklende tro viste sig for ham i sin sande skikkelse. Med den dybeste fortvivlelse gjorde han sig klart, at hans tvivl måske ville komme til at koste hans søn livet. Han vidste, at han stod over for én, som kunne læse hans tanker, og for hvem alle ting var mulige. I den dybeste kval bønfaldt han: "Herre! kom, før min lille dreng dør." Han holdt ved troen fast i Kristus ligesom Jakob, der råbte, da han brødes med engelen: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig " 1Mos. 32,26. ret
(126) Ligesom Jakob vandt han sejr. Frelseren kan ikke holde sig tilbage fra den sjæl, der klynger sig til ham. "Gå hjem," sagde han, "din søn lever." Embedsmanden forlod Frelseren med en fred og glæde i hjertet, som han aldrig før havde kendt. Ikke alene troede han på, at hans søn ville blive helbredt, men med den dybeste tillid stolede han på Kristus som Frelseren. ret
(126) I den samme time så de, der vågede ved det døende barn i hjemmet i Kapernaum, at der skete en uforklarlig forandring. Dødens skygge forsvandt fra den syges ansigt. Febergløden veg pladsen for den tilbagevendende sundheds milde rødme. De matte øjne strålede genkendende, og kraften vendte tilbage i den svage, udtærede skikkelse. Der fandtes ikke mere noget spor af sygdom på barnet. Dets brændende hud var blevet blød og fugtig, og det sank hen i en rolig søvn. Feberen havde forladt det midt i dagens hede. Familien undrede sig, og glæden var stor. ret
(126) Kana lå ikke længere borte fra Kapernaum, end at embedsmanden kunne være nået at komme hjem om aftenen efter sit møde med Jesus; men han havde ikke hastværk med at komme hjem. Det var først næste morgen, at han nåede til Kapernaum. Hvilken hjemkomst var det ikke! Da han drog ud for at finde Jesus, var hans hjerte tungt af sørg. Solskinnet forekom ham grusomt og fuglenes sang en hån imod ham. Hvor var hans følelser forandrede nu! Hele naturen er kommet til at se anderledes ud. Han ser den med nye øjne. Medens han drager af sted i den tidlige morgenstund, er det, som om hele naturen synes at love og prise Gud sammen med ham. Medens han endnu er et stykke borte fra sin egen bolig, kommer tjenere ud for at gå ham i møde, ivrige efter at befri ham for den uvished, han sikkert måtte føle. Han viser ingen overraskelse over de nyheder, de bringer, men med den dybeste interesse, som de ikke kan kende grunden til, spørger han, hvornår barnet var begyndt at komme sig. De svarer: "I går ved den syvende time forlod feberen ham." I samme øjeblik, hvor faderen i tro greb fat om denne forsikring: "Din søn lever!" havde den guddommelige kærlighed rørt ved det døende barn. ret
(127) Faderen skynder sig videre for at hilse på sin søn. Han knuger ham til sit bryst som én, der er vendt tilbage fra de døde, og takker atter og atter Gud for denne vidunderlige helbredelse. ret
(127) Embedsmanden længtes efter at vide mere om Kristus. Da han siden hen hørte hans lære, blev han og hele hans hus disciple. Deres sorg blev helliget til at blive til omvendelse for hele familien. Rygtet om dette mirakel spredtes viden om, og i Kapernaum, hvor så mange af Kristi kraftige gerninger var sket, blev vejen banet for hans personlige gerning. ret
(127) Han, som velsignede embedsmanden i Kapernaum, er lige så længselsfuld efter at velsigne os. Men ligesom den sørgende fader lader vi os ofte forlede til at søge Jesus på grund af ønsket om et eller andet jordisk gode, og vor tillid til hans kærlighed er afhængig af, om vi får vor bøn opfyldt. Frelseren længes efter at give os en større velsignelse end den, vi beder om, og han tøver med at besvare vor bøn for at kunne vise os, hvor onde vore hjerter er, og i hvor høj grad vi trænger til hans nåde. Han vil, at vi skal give afkald på den selviskhed, der får os til at søge ham. Når vi bekender vor hjælpeløshed og vor bitre nød, skal vi helt overgive os til hans kærlighed. ret
(127) Embedsmanden ville helst se opfyldelsen af sin bøn, før han kunne tro, men han blev nødt til at tage imod Jesu ord for, at hans bøn var hørt og velsignelsen skænket ham. Dette skal vi også lære. Det er ikke, fordi vi ser eller føler, at Gud hører os, at vi skal tro. Vi skal stole på hans løfter. Når vi kommer til ham i tro, trænger enhver bøn ind til Guds hjerte. Når vi har bedt om hans velsignelse, burde vi tro, at vi vil komme til at få den, og takke ham for, at vi har modtaget den. Derefter skal vi passe vore pligter i forvisning om, at velsignelsen vil blive virkeliggjort, når vi mest trænger til den. Når vi har lært at gøre dette, vil vi vide, at vore bønner er hørt. Gud vil virke for os "over al måde" efter sin herligheds rigdom" og ved sin "vældige styrkes indgriben". Ef. 3,20. 16; 1,19. ret