(128) Dette kapitel er bygget op over Joh 5
Der ligger i Jerusalem ved fåreporten en dam som på hebræisk hedder Betesda. Ved den findes der fem søjlegange, hvor der lå en mængde syge mennesker, blinde, lamme, visne, (som ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse)." ret
(128) På visse tider blev vandet i denne dam oprørt, og det var den almindelige tro, at dette skete ved en overnaturlig krafts medvirken, og at den, der som den første, efter at vandet var kommet i oprør, trådte ud i dammen, ville blive helbredt, hvilken sygdom han end led af. Hundredvis af syge mennesker besøgte dette sted; men skaren var så stor, at de, når vandet kom i oprør, styrtede frem og trådte mænd, kvinder og børn, der var svagere end de selv, under fod. Mange kunne ikke komme hen i nærheden af dammen. Mange af dem, for hvem det var lykkedes at komme derhen, døde ved dens bred. Der var blevet bygget læskure i nærheden, så de syge kunne finde beskyttelse mod heden om dagen og kulden om natten. Der var nogle, der tilbragte natten i overdækkede indgange, og som dag efter dag krøb hen til kanten af dammen i det frugtesløse håb om at blive helbredt. ret
(128) Jesus var atter i Jerusalem. Han vandrede alene omkring, øjensynligt fordybet i sine tanker og i bøn, da han kom hen til dammen. Han så de stakkels syge være på vagt efter det, som de mente var deres eneste mulighed for at blive helbredt. Han længtes efter at udøve sin lægende kraft og gøre enhver af de syge rask. Men det var sabbat. Mange mennesker var på vej til templet for at tilbede, og han vidste, at en sådan helbredelseshandling i den grad ville vække jødernes fordomme, at det ville komme til at standse hans gerning. ret
(128) Men Frelseren så et enkelt tilfælde, der var udtryk for den største elendighed. Det drejede sig om en mand, som i otte og tredive år havde været en hjælpeløs krøbling. Hans sygdom skyldtes for en stor del hans egen synd og blev anset for at være en straf fra Gud. Alene og venneløs, i følelsen af at være lukket ude fra både Gud og mennesker, havde denne syge tilbragt de lange år i elendighed. På det tidspunkt, hvor man ventede, at vandet skulle komme i oprør, plejede de, som havde medlidenhed med hans hjælpeløshed, at bære ham hen i søjlegangene. Men når det gunstige øjeblik indtraf, havde han ingen til at hjælpe sig ned i vandet. Han havde set vandets brusen, men havde aldrig været i stand til at komme længere end hen til kanten af dammen. Andre, som var stærkere end han, sprang derud foran ham. Han havde ingen mulighed for med held at kunne strides med den egenkærlige, kæmpende hob. Hans stadige anstrengelser for at nå det ene mål og hans angst og bestandige skuffelse var hurtigt ved at slide de sidste rester af hans kraft op. ret
(129) Den syge mand lå på sit leje og løftede undertiden hovedet for at stirre på dammen, da et mildt og medlidende ansigt bøjede sig over ham, og disse ord: "Vil du være rask ?" tiltrak sig hans opmærksomhed. Han fattede atter håb. Han følte, at han på en eller anden måde ville blive hjulpet. Men denne opmuntrende tanke svandt snart bort. Han mindedes, hvor ofte han havde forsøgt at nå ned i dammen, og nu havde han ikke megen udsigt til at kunne leve, til den næste gang kom i oprør. Han vendte sig bort og sagde træt: "Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig." ret
(129) Jesus forlanger ikke af denne syge, at han skal vise sin tro på ham. Han siger blot: "Stå op, tag din seng og gå!" Men mandens tro holder fast ved dette ord. Hver nerve og muskel dirrer af nyt liv, og de lammede lemmer kommer i sund bevægelse. Uden at tvivle sætter han hele sin vilje ind på at adlyde Kristi befaling, og alle hans muskler adlyder hans vilje. Da han springer op og står, opdager han, at haner et rask menneske. ret
(129) Jesus havde ikke givet ham nogen forsikring om guddommelig hjælp. Manden kunne måske være standset i tvivl og være gået glip af sin eneste mulighed for at blive helbredt. Men han troede Kristi ord, og ved at handle efter det fik han kræfter. ret
(129) Ved den samme tro kan vi få åndelig helbredelse. Ved synden er vi blevet skilt fra Guds liv. Vore sjæle er blevet lammede. Ved vor egen kraft er vi ikke mere i stand til at leve et helligt liv, end den hjælpeløse mand var i stand til at gå. Der findes mange, som er klar over deres hjælpeløshed, og som længes efter det åndelige liv, der ville bringe dem i harmoni med Gud. De stræber forgæves efter at opnå det. I deres fortvivlelse udbryder de: "Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Rom. 7,24. Disse modløse og kæmpende sjæle burde se opad. Frelseren bøjer sig ned til dem, han har købt med sit blod, og siger uendelig mildt og medlidende: "Vil du være rask?" Han byder dig stå op til sundhed og fred. Lad være med at vente, til du føler dig helbredt. Tro hans ord, så skal det gå i opfyldelse. Lad din vilje arbejde sammen med Kristus. Sæt din vilje ind på at tjene ham, og når du handler efter hans ord, vil du få kraft. Hvilken slet vane du end kan have eller hvilken altbeherskende lidenskab som på grund af lang tids eftergivenhed lænke binder både sjæl og legeme, så er Kristus i stand til og længes efter at udfri dig. Han vil skænke livet til den sjæl, som er "død i overtrædelser og synder". Ef. 2,1. Han vil befri den fangne, som er bundet af svaghed og ulykke og syndens lænker. ret
(129) Den helbredte krøbling bøjede sig ned for at tage sin seng, som kun bestod af en måtte og et tæppe, og da han atter rettede sig op med en frydefuld fornemmelse, så han sig om efter sin befrier; men Jesus var forsvundet i vrimmelen. Manden var bange for, at han ikke skulle kunne genkende ham, hvis han så ham igen. Da han skyndte sig af sted med faste, frejdige skridt, medens han priste Gud og frydede sig over sine genvundne kræfter, mødte han adskillige farisæere og fortalte dem straks om sin helbredelse. Han blev overrasket over den kulde, hvormed de lyttede til hans beretning. ret
(130) De afbrød ham med rynkede bryn og spurgte ham, hvorfor han bar på sin seng på sabbatsdagen. De mindede ham strengt om, at det ikke var tilladt at bære byrder på Herrens dag. Manden havde i sin glæde glemt, at det var sabbat; dog følte han sig ikke skyldig, fordi han havde adlydt befalingen fra én, som havde en sådan magt fra Gud. Han svarede dristigt: "Han, som gjorde mig rask, sagde til mig: 'Tag din seng og gå!" De spurgte ham, hvem det var, der havde gjort dette, men han kunne ikke sige dem det. Disse rådsherrer vidste godt, at der kun fandtes én, som havde vist sig i stand til at gøre dette mirakel; men de ønskede et direkte bevis for, at det var Jesus, for at de kunne få ham dømt som sabbatsbryder. Efter deres bedømmelse havde han ikke blot overtrådt loven ved at helbrede den syge på en sabbat, men han havde begået helligbrøde ved at byde ham bære sin seng bort. ret
(130) Jøderne havde i den grad forvansket loven, at de havde gjort den til et trældommens åg. Deres meningsløse krav var blevet årsag til almindelig omtale blandt andre folkeslag. Særlig var sabbatten blevet indhegnet med alle slags tåbelige indskrænkninger. For dem var den ingen fryd, Herrens hellige og ærefulde dag. De skriftkloge og farisæerne havde gjort dens overholdelse til en utålelig byrde. En jøde havde ikke lov til at tænde ild op eller til blot at tænde et lys på sabbatsdagen. Som følge heraf var folket blevet afhængigt af hedningerne med hensyn til mange tjenester, som deres forordninger forbød dem selv at udføre. De overvejede ikke, at hvis disse handlinger var syndige, så var de, der benyttede andre til at udføre dem, lige så skyldige, som hvis de selv havde gjort arbejdet. De mente, at frelsen var forbeholdt jøderne, og at de andres tilstand i forvejen var så håbløs, at den ikke kunne blive værre. Men Gud har ikke givet befalinger, som ikke kan adlydes af alle. Hans lov bifalder ingen urimelige eller egoistiske forbehold. ret
(130) I templet mødte Jesus den mand, der var blevet helbredt. Han var kommet for at bringe et syndoffer og desuden et takoffer for den store barmhjertighed, der var blevet vist ham. Da Jesus så ham blandt de tilbedende, gav han sig til kende og sagde disse advarende ord: "Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig." ret
(130) Den helbredte mand var ovenud lykkelig over at træffe sin velgører. I sin uvidenhed om fjendskabet mod Jesus fortalte han farisæerne der havde spurgt ham, at det var denne mand, som havde helbredt ham. "Derfor forfulgte jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat." ret
(130) Jesus blev ført frem for Sanhedrin for at besvare anklagen for sabbatsbrud. Hvis jøderne på dette tidspunkt havde været et uafhængigt folk, ville en sådan anklage have kunnet bruges til at få ham henrettet. Men dette blev hindret af deres afhængighed af romerne. Jøderne havde ikke magt til at idømme dødsstraf, og de beskyldninger, som de fremførte mod Kristus, ville ikke have megen vægt over for en romersk domstol. Men der var imidlertid andre ting, som de håbede at opnå. På trods af deres bestræbelser for at modarbejde hans gerning var Kristus, selv i Jerusalem, ved at vinde en indflydelse over folket, som var større end deres egen. Mange mennesker, som ikke interesserede sig for de skriftkloges ordgyderi, følte sig tiltrukket af hans lære. De kunne forstå hans ord, og deres hjerter fik hjælp og trøst. Han talte ikke om Gud som en hævnende dommer, men som en kærlig fader, og han åbenbarede dem Guds billede, som det afspejlede sig i ham selv. Hans ord var som balsam for det sårede sind. Både ved sit ord og sine barmhjertighedsgerninger nedbrød han de gamle overleveringers og de menneskeskabte buds knugende magt og forkyndte Guds kærlighed i dens uudtømmelige rigdom. ret
(131) I en af de første profetier om Kristus står der skrevet: "Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde." 1Mos. 49,10. Folket flokkedes om Jesus. Mængdens velvilligt stemte hjerter tog hellere imod læren om kærlighed og godhed end mod de strenge ceremonier, som præsterne forlangte. Hvis ikke præsterne og de skriftkloge havde lagt sig imellem, ville hans lære have bevirket en sådan reformation i verden, som denne aldrig havde oplevet før. Men for at kunne bevare deres egen magt besluttede disse ledende mænd at nedbryde Jesu indflydelse over folket. Hans afhøring i Sanhedrin og en offentlig fordømmelse af hans lære ville hjælpe til at udvirke dette; thi folket nærede stadig stor ærbødighed for deres åndelige vejledere. Hvem der end vovede at fordømme de rabbinske krav eller forsøgte at lette de byrder, de havde lagt på folket, blev betragtet som ikke blot skyldig i gudsbespottelse, men i forræderi. På grundlag heraf håbede de skriftkloge at vække mistanke mod Jesus. De fremstillede ham som et menneske, der forsøgte at nedbryde de fastsatte skikke og således forårsagede splittelse blandt folket og banede vejen for en fuldstændig undertvingelse under romerne. ret
(131) Men de planer, som de skriftkloge arbejdede så nidkært for at udføre, hidrørte fra et andet råd end Sanhedrin. Da det ikke var lykkedes for Satan at besejre Kristus i ørkenen, samlede han al sin kraft for at modarbejde ham under hans gerning og for om muligt at hindre hans værk. Det, som han ikke kunne opnå ved direkte, personlige anstrengelser, besluttede han at udvirke ved list. Ikke så snart havde han trukket sig tilbage fra striden i ørkenen sammen med sine medsammensvorne engle, før hans planer modnedes om i endnu højere grad at forblinde det jødiske folk, så de ikke kunne genkende deres Frelser. Han lagde planer om at virke gennem sine jordiske hjælpere inden for den religiøse verden ved at indgyde dem sit eget fjendskab mod sandhedens forkæmper. Han ville få dem til at forkaste Kristus og til at gøre hans tilværelse så bitter, som det var muligt, i håb om at berøve ham modet til sit kald. Og Israels ledende mænd blev Satans redskaber i kampen mod Frelseren. ret
(131) Jesus var kommen for at "løfte loven til højhed og ære". Han skulle ikke formindske dens værdighed, men herliggøre den. Skriften siger: "Han vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden." Es. 42,21. 4. Han var kommen for at befri sabbatten for disse besværlige krav, der havde gjort den til en forbandelse i stedet for til en velsignelse. ret
(132) Af denne grund havde han valgt sabbatten til at udføre sit helbredelsesunder ved Betesda. Han kunne lige så godt have helbredt den syge på en hvilken som helst anden dag i ugen; eller han kunne simpelt hen have helbredt ham uden at befale ham at bære sin seng bort. Men dette ville ikke have givet ham de muligheder, som han ønskede Der lå en vis hensigt til grund for enhver af Kristi handlinger, medens han levede på jorden. Alt, hvad han gjorde, var betydningsfuldt i sig selv og ved den lære, det bragte. Han udvalgte sig det værste tilfælde blandt de syge ved dammen for at udøve sin lægende kraft på ham og bød så manden at bære sin seng gennem byen for at bekendtgøre, hvor store ting der var sket med ham. Dette ville fremkalde spørgsmålet om, hvad man havde lov til at gøre på en sabbat, og bane vejen for ham til at fordømme de jødiske krav med hensyn til Herrens dag og til at erklære deres traditioner for at være ugyldige. ret
(132) Jesus sagde til dem, at det at lindre de syges smerter var i overensstemmelse med sabbatsloven. Det var i overensstemmelse med Guds engles gerning, for de stiger altid ned og op mellem Himmelen og jorden for at bringe hjælp til den lidende menneskehed. Jesus sagde: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder." Alle dage tilhører Gud, og han bruger dem til at udføre sine planer for menneskeslægten. Hvis jødernes fortolkning af loven var rigtig, havde Jehova uret, han, hvis virken havde givet liv til alt og opretholdt alt, hvad der lever, siden jordens grundvold blev lagt. Så måtte han, der havde sagt, at hans værk var godt, og indstiftet sabbatten til minde om dets fuldendelse, sætte en tidsfrist for sin gerning og standse universet i dets evige gang. ret
(132) Skulle mon Gud forbyde solen at udrette sin gerning på sabbatsdagen og forbyde dens milde stråler at opvarme jorden og give næring til planteverdenen ? Skulle mon det hele system af verdener gå i stå på denne hellige dag ? Mon han skulle befale vandløbene ikke at vande markerne og skovene og byde havets bølger standse deres uophørlige ebbe og flod? Mon hveden og majsen skulle holde op med at vokse og de modnende drueklaser afgive deres purpurfarve? Mon træerne og blomsterne ikke måtte knoppes eller blomstre på sabbatsdagen? ret
(132) I dette tilfælde ville mennesker komme til at gå glip af jordens afgrøde og de velsignelser, som gør livet attråværdigt. Naturen må fortsætte ad sin uforanderlige bane. Gud kunne ikke et øjeblik tage sin hånd bort, uden at mennesker ville omkomme og dø. Og også mennesket har en gerning at gøre på denne dag. Det, som er nødvendigt i livet, må passes, de syge må plejes, de nødlidendes trang må der tages hensyn til. Den, som forsømmer at lindre lidelser på sabbatten, vil ikke blive regnet for at være uden skyld. Guds hellige hviledag blev til for menneskets skyld, og barmhjertighedsgerninger er i fuldkommen harmoni med dens bestemmelse. Gud ønsker ikke, at hans skabninger skal lide en times smerte, hvis den kan lindres på sabbatten eller nogen anden dag. ret
(132) Kravene til Gud er endog større på sabbatsdagen end på nogen af de andre dage. Så forlader hans folk deres sædvanlige beskæftigelser og tilbringer tiden med meditation og tilbedelse. De beder ham om mere på sabbatten end på de andre dage. De forlanger hans særlige opmærksomhed. De kræver hans største velsignelser. Gud afventer ikke, at sabbatten skal være til ende, før han opfylder disse bønner. Himmelens gerning standser aldrig, og mennesker burde aldrig hvile i stedet for at gøre noget godt. Det er ikke tanken, at sabbatten skal være en tid med unyttig uvirksomhed. Loven forbyder verdsligt arbejde på Herrens hviledag; det hårde arbejde, der tjener til livets ophold, må standse; intet arbejde for verdslig fornøjelse eller fordel er tilladeligt på denne dag. Men ligesom Gud hørte op med sit skaberværk og hvilede på sabbatsdagen og velsignede den, sådan skal mennesker forlade det daglige livs beskæftigelser og vie disse hellige timer til sund hvile, til tilbedelse og fromme gerninger. Kristi gerning med at helbrede de syge var i fuldkommen overensstemmelse med loven. Den ærede sabbatten. ret
(133) Jesus krævede den samme ret som Gud til at udføre en gerning, som var lige så hellig og af samme art som den, hans Fader beskæftigede sig med i Himmelen. Men farisæerne blev endnu mere ophidsede. Ikke alene havde han overtrådt loven efter deres mening men ved at kalde Gud, sin Fader, havde han erklæret sig selv for at være Gud lig. Joh. 5,18. Hele jødefolket kaldte Gud deres Fader, og derfor ville de ikke være blevet så rasende, hvis Kristus blot havde fremstillet sig som værende i det samme forhold til Gud. Men de beskyldte ham for gudsbespottelse og viste derved, at de forstod, at han gjorde fordring på dette i ordets højeste betydning. ret
(133) Kristi modstandere havde ingen argumenter, hvormed de kunne imødegå de sandheder, med hvilke han ramte deres samvittighed. De kunne kun komme frem med deres skikke og overleveringer, og disse forekom svage og tomme i sammenligning med de argumenter, som Jesus havde fremdraget af Guds ord og naturens aldrig standsende gang. Hvis de skriftkloge havde følt noget ønske om at tage imod lyset, ville de have ladet sig overbevise om, at Jesus talte sandhed. Men de gik uden om de ting, han sagde om sabbatten, og søgte at vække vrede mod ham, fordi han hævdede at være Gud lig. Rådsherrernes raseri var grænseløst. Hvis de ikke havde været bange for folket, ville præsterne og de skriftkloge have dræbt Jesus på stedet. Men folkestemningen var helt på hans side. Mange genkendte i Jesus den ven, som havde helbredt deres sygdomme og trøstet dem i deres sorger, og de fandt hans helbredelse af den syge ved Betesda berettiget. Derfor blev myndighederne for en tid nødt til at holde deres had i tømme. ret
(133) Jesus tilbageviste anklagen for gudsbespottelse. Han sagde: Min myndighed til at gøre de gerninger, som I anklager mig for, består i, at jeg er Guds Søn og et med ham i væsen, i vilje og formål. I hele hans skaberværk og hans forsyn samarbejder jer med Gud. "Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre." Præsterne og rabbinerne gik i rette med Guds Søn for netop den gerning, han var kommen til jorden for at udføre. Ved deres synd havde de skilt sig fra Gud og færdedes i deres hovmod uafhængigt af ham. De følte sig selvtilstrækkelige i alle ting og mærkede ingen trang til en højere visdom, der kunne være rettesnor for deres handlinger. Men Guds Søn havde overgivet sig til Faderens vilje og var afhængig af hans magt. Så fuldstændigt var Kristus befriet for selvet, at han selv ingen planer lagde. Han tag imod Guds planer med ham, og de blev dag efter dag åbenbaret ham af Faderen. Sådan burde vi også stole på Gud, så vort liv kunne blive en enfoldig efterlevelse af hans vilje. ret
(134) Da Moses skulle til at bygge helligdommen som en bolig for Gud, fik han anvisning på at indrette alt efter det mønster, der var blevet vist ham på bjerget. Moses var fuld af nidkærhed for at gøre Guds vilje. De mest begavede og duelige mænd stod parat til at udføre, hvad han sagde. Men alligevel måtte han ikke lade lave en bjælde, et granatæble, en kvast, et forhæng eller noget kar til helligdommen, uden at det var i overensstemmelse med det forbillede, Gud havde vist ham. Gud kaldte ham op på bjerget og åbenbarede ham det himmelske. Herren overskyggede ham med sin egen herlighed, så han kunne se mønstret, og alting blev tildannet i overensstemmelse hermed. For Israel, som Gud havde ønsket at gøre til sin bolig, havde han ligeledes åbenbaret sit herlige fuldkommenhedsideal. Forbilledet blev givet dem på bjerget, da loven blev givet fra Sinaj, og da Herren gik forbi Moses og forkyndte: "Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd." 2Mos. 34,6. ret
(134) Israel havde valgt at gå sine egne veje. De havde ikke bygget efter det forbillede, de havde fået; men Kristus, det sande tempel for Gud, formede hver enkelthed af sit jordiske liv i harmoni med Guds forbillede. Han sagde: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre." Sl. 40,9. Sådan kan vore personligheder opbygges til at være "en Guds bolig i Ånden". Ef. 2,22. Og vi skal udføre "alt efter det forbillede" ham selv, som "led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor." Hebr. 8,5; 1Pet. 2,21. ret
(134) Kristi ord bør lære os, at vi skal betragte os som uløseligt forbundne med vor Fader i Himmelen. Hvordan vi end er stillet, så er vi afhængige af Gud, som holder enhvers skæbne i sin hånd. Han har anvist os vor gerning og har skænket os evner og muligheder til dette arbejde. Så længe vi overgiver viljen til Gud og stoler på hans kraft og visdom, vil vi blive ført ad trygge veje for at opfylde vor del af hans store plan. Men ,den, som vil stole på sin egen visdom og kraft, skiller sig fra Gud. I stedet for at arbejde i harmoni med Kristus fuldbyrder han, hvad Guds og menneskers fjende tilsigter. ret
(134) Frelseren fortsatte: "Thi hvad han (Faderen) gør, det samme gør også Sønnen. ..... Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil." Saddukæerne troede, at der ikke ville ske nogen opstandelse af legemet; men Jesus siger til dem, at en af hans Faders største gerninger er at opvække døde, og at han selv har magt til at gøre det samme. "Den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve." Farisæerne troede på de dødes opstandelse. Kristus erklærer, at allerede nu findes den magt, som giver de døde liv, iblandt dem, og de skal komme til at se den. Dette er den samme opstandelseskraft som den, der giver liv til de sjæle, som er "døde i overtrædelser og synder". Ef. 2,1. Den livets ånd i Kristus Jesus, "kraften i hans opstandelse" frigør mennesker "fra syndens og dødens lov". Fil. 3,10; Rom. 8,2. Det ondes herredømme er brudt, og ved tro bevares sjælen for synd. Den, som åbner sit hjerte for Kristi Ånd, får del i denne mægtige kraft, som skal få hans legeme til at opstå af graven. ret
(135) Denne ringe nazaræer hævder sin sande storhed. Han hæver sig op over menneskeheden, kaster syndens og skammens klædning fra sig og åbenbarer sig som den, englene ærer, som Guds Søn, der er ét med universets skaber. Hans tilhørere er som tryllebundne. Aldrig har noget menneske talt ord som disse eller optrådt med en sådan kongelig værdighed. Hans udtalelser er klare og tydelige og forkynder fuldt ud hans kald og verdens forpligtelser. "Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham. ..... Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn." ret
(135) Præsterne og rådsherrerne havde gjort sig selv til dommere for at fordømme Kristi gerning, men han erklærede sig for at være deres dommer og hele verdens dommer. Verden er blevet overgivet til Kristus, og enhver velsignelse fra Gud kommer ved ham til den faldne slægt. Han var genløseren både før og efter, at han blev menneske. Så snart der fandtes synd, var der også en Frelser. Han har skænket lys og liv til alle, og enhver skal dømmes efter det mål af lys, han har fået. Og han, som har lyset, han, som har fulgt sjælen med de kærligste bønner og søgt at vinde den over fra synd til hellighed, han er samtidig dens talsmand og dens dommer. Lige siden den store strid begyndte i Himmelen,har Satan opretholdt sin sag gennem bedrag, og Kristus har virket for at afsløre hans planer og bryde hans magt. Han, som har mødt bedrageren, og som gennem alle tider har søgt at vriste de fangne ud af hans hånd, han skal fælde dommen over hver eneste sjæl. ret
(135) Og Gud "har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn". Fordi han har smagt menneskers lidelser og fristelser indtil bærmen og forstår menneskernes skrøbeligheder og synd; fordi han for vor skyld sejrrigt modstod Satans fristelser og vil handle retfærdigt og mildt med de sjæle, som hans eget blod er blevet udgydt for at frelse, af denne årsag er Menneskesønnen udset til at afsige dommen. ret
(135) Men Kristi kald gjaldt ikke dommen, men frelsen. "Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham." Joh. 3,17. Og over for Sanhedrin erklærede Jesus: "Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet." Joh. 5,24. ret
(135) Kristus bød sine tilhørere ikke at undres og forkyndte dem i endnu videre mål fremtidens mysterier. "Den time kommer" sagde han, "da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom." Joh. 5,28-29. ret
(136) Det var denne forvisning om det fremtidige liv, som Israel så længe havde ventet på, og som de havde håbet at modtage ved Messias' komme. Det eneste lys, som kan lyse op i gravens mørke, skinnede for dem. Men egenrådigheden er blind. Jesus havde krænket de skriftkloges overleveringer og ikke taget hensyn til deres myndighed, og de ville ikke tro på ham. ret
(136) Tidspunktet, stedet, anledningen og de stærke følelser, som forsamlingen var gennemtrængt af, forenede sig om at gøre Jesu ord foran Sanhedrin endnu mere betagende. Folkets højeste gejstlige øvrighed stræbte ham efter livet, som havde erklæret sig for at være Israels Frelser. Sabbattens Herre stod som anklaget foran en jordisk domstol for at besvare beskyldningen for at bryde sabbatsloven. Da han så frygtløst forkyndte sit kald, betragtede hans dommere ham med undren og raseri; men hans ord lod sig ikke gendrive. De kunne ikke dømme ham. Han benægtede præsternes og rabbinernes ret til at udspørge ham eller til at blande sig i hans gerning. De var ikke forlenet med en sådan myndighed. Deres påstande var kun baseret på deres eget hovmod og deres egen anmasselse. Han nægtede at erklære sig skyldig i det, de anklagede ham for, eller at lade sig udspørge af dem. ret
(136) I stedet for at gøre undskyldninger for det, som de beklagede sig over, eller forklare sin hensigt med at gøre det, vendte Jesus sig mod rådsherrerne, og den anklagede blev til anklageren. Han dadlede dem for deres hjerters hårdhed og for deres mangel på kendskab til Skrifterne. Han sagde, at de havde forkastet Guds ord, eftersom de havde forkastet den, som Gud har udsendt. "I ransager Skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig." Joh. 5,39. ret
(136) Hvert blad af de gammeltestamentlige skrifter, hvad enten de gælder historie eller forskrifter eller profetier, udstråler Guds Søns herlighed. For så vidt som det var af guddommelig oprindelse, var hele det jødiske system en sammentrængt profeti om evangeliet. Om Kristus "vidner alle profeterne". Apg. 10,43. Fra den forjættelse, der blev givet til Adam, og ned gennem patriarkernes slægt og lovens tidsperiode, kastede Himmelen sit strålende lys over Frelserens fodspor. Seerne så stjernen over Betlehem, den kommende fredsfyrste, medens fremtidens begivenheder drog dem forbi i et hemmelighedsfuldt optog. Gennem ethvert offer forkyndtes Kristi død. I hver sky af røgelse opsteg hans retfærdighed. Ved hver jubelfest genlød hans navn i basunernes klang. I det allerhelligstes ærefrygtindgydende mysterium boede hans herlighed. ret
(136) Jøderne var i besiddelse af Skrifterne og mente, at de ved deres rent ydre kendskab til ordet ejede evigt liv. Men Jesus sagde: "Hans ord har I ikke blivende i jer." Efter at have vraget Kristus i hans ord forkastede de ham personligt. "I vil ikke komme til mig," sagde han, "for at få liv." ret
(136) Jødernes ledere havde ransaget de profetiske skrifters lære om Messias' rige; men de havde ikke gjort dette med et oprigtigt ønske om at lære sandheden at kende, men i den hensigt at finde beviser, der kunne støtte deres ærgerrige håb. Da Kristus kom på en helt anden måde, end de ventede, ville de ikke anerkende ham, og for at retfærdiggøre sig selv forsøgte de at bevise, at han var en bedrager. Da de én gang var slået ind på denne vej, var det en let sag for Satan at bestyrke dem i deres modstand mod Kristus. Netop de ord, som de burde have taget imod som beviser for hans guddommelighed, blev gennem deres forvanskning rettet imod ham. Således forvandlede de Guds sandhed til en løgn, og jo mere direkte Frelseren talte til dem gennem sine barmhjertigheds handlinger, jo mere fast besluttede de at modarbejde lyset. ret
(137) Jesus sagde: "Ære fra mennesker tager jeg ikke imod." Det var ikke Sanhedrins indflydelse, og det var ikke deres bifald, han ønskede. Deres samtykke kunne ikke tjene ham til ære. Han var selv forlenet med Himmelens ære og myndighed. Hvis han havde ønsket det, ville engle være kommet for at bringe ham deres hyldest, og Faderen ville atter have bevidnet hans guddommelige oprindelse.Men for deres egen skyld, for folkets skyld, hvis ledere de var, ønskede han, at jødernes rådsherrer ville fatte hans sande natur og tage imod den velsignelse, han var kommen for at bringe dem. ret
(137) Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn,ham vil I tage imod. Jesus kom efter Guds bemyndigelse, i hans eget billede, opfyldende hans ord og søgende hans ære. Dog blev han ikke anerkendt af Israels ledere. Men hvis andre kom, der udgav sig for at være Kristus, men handlede efter deres egen vilje og søgte deres egen ære, så ville de anerkende dem. Og hvorfor dette. Fordi den, som søger sin egen ære, appellerer til ønsket om selvforherligelse hos andre. Den slags henvendelser kunne jøderne godkende. De ville anerkende den falske lærer, fordi han smigrede deres stolthed ved at bifalde de meninger og overleveringer, som de satte pris på. Men Kristi lære faldt ikke sammen med deres forestillinger. Den var åndelig og krævede opofrelse af deres eget jeg. Derfor ville de ikke tage imod den. De kendte ikke Gud, og for dem lød hans røst gennem Kristus som en fremmeds stemme. ret
(137) Er det ikke det samme, der gentager sig i vore dage? Findes der ikke mange, selv åndelige vejledere, der forhærder deres hjerter mod Helligånden, så det bliver umuligt for dem at genkende Guds røst. Forkaster ikke også de Guds ord, fordi de vil blive ved med at bevare deres egne overleveringer? ret
(137) Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig sagde Jesus, thi om mig har han skrevet. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord? Det var Kristus, der gennem Moses havde talt til Israel. Hvis de havde lyttet til den guddommelige røst, der talte til dem gennem deres store fører, ville de have genkendt den i Kristi lære. Hvis de havde troet Moses, ville de også have troet på ham, om hvem Moses skrev. ret
(137) Jesus vidste, at præsterne og de skriftkloge havde besluttet at tage hans liv; men alligevel forklarede han dem tydeligt, at han var ét med Faderen, og om sit forhold til verden. De så, at der ikke fandtes nogen undskyldning for deres modstand mod ham, men alligevel var deres morderiske had uslukkeligt. De blev grebet af frygt, da de var vidne til den overbevisende kraft, der var over hans fremtræden; men de modstod hans ord og forskansede sig i mørket. ret
(138) Det var på ingen måde lykkedes for dem at kuldkaste Jesu myndighed eller omstyrte den agtelse og opmærksomhed, folket viste ham. Mange lod sig overbevise af hans ord. Selv rådsherrerne havde følt sig under en hård dom, da han ramte deres samvittighed ved at tale om deres synd; men dette gjorde deres følelser endnu mere bitre imod ham. De var fast besluttede på at ville tage hans liv. De sendte sendebud ud over hele landet for at advare folk mod Jesus som en bedrager. Der blev udsendt spioner for at holde øje med ham og indberette, hvad han sagde og gjorde. I sandhed stod den dyrebare Frelser nu under korsets skygge. ret