(170) Dette kapitel er bygget op over Matt 8,2-4; 9,1-8. 32-34; Mark 1,40-45; 2,1-12; Luk 5,12-28
Spedalskheden var den mest frygtede af alle østens sygdomme. Dens uhelbredelighed og smidtsomhed og den frygtelige virkning, den havde på dem, der blev offer for den, gjorde de tapreste fulde af frygt. Blandt jøderne blev den anset for at være en straffedom på grund af synd, og af denne grund ble den kaldt et slag eller Guds finger. Dybtgående, uudslettelig og dødelig, som den var, blev den betragtet som et billede på synden. Efter ritualloven blev den spedalske anset for at være uren. Han blev udelukket fra menneskers boliger som en, der allerede var død. Hvad som helst han rørte ved, blev urent. Selve luften blev besmittet ved , hans ånde. Hvis nogen blev mistænkt for at have denne sygdom, måtte han fremstille sig for præsterne, der skulle undersøge ham og afgøre sagen for ham. Hvis han blev erklæret for spedalsk, blev han isoleret fra sin familie, udelukket fra Israels menighed og fordømt til at, færdes sammen med dem, der havde den samme sygdom. Loven var ubøjelig i sine krav. Hverken konger eller herskere dannede en undtagelse. En regent, der blev angrebet af denne frygtelige sygdom, måtte afgive sit scepter og flygte bort fra menneskers samfund. ret
(170) Den spedalske måtte bære sin sygdoms forbandelse adskilt fra sine venner og sin slægt. Han var forpligtet til at bekendtgøre sin egen elendighed, til at sønderrive sine klæder og slå alarm for at advare alle om at flygte fra hans besmittende nærhed. Råbet: "Uren! uren!" som lød med klagende stemme fra de ensomme forviste, var et signal, som hørtes med frygt og rædsel. ret
(170) I den del af landet, hvor Kristus havde sin virksomhed, var der mange af disse lidende mennesker, og rygtet om hans gerning nåede til dem og vakte et glimt af håb. Men siden profeten Elisas tid var der aldrig hændt noget i retning af helbredelse af én, som var ramt af denne sygdom. De vovede ikke at vente, at Jesus skulle gøre noget for dem, som han endnu aldrig havde gjort for noget menneske. Der var imidlertid én, i hvis hjerte troen begyndte at udfolde sig. Dog vidste denne mand ikke, hvordan han skulle komme i forbindelse med Jesus. Afskåret som han var fra forbindelse med sine medmennesker, hvordan skulle han kunne fremstille sig for den store læge? Og han tvivlede også om, at Kristus ville helbrede ham. Ville han mon nedlade sig til at lægge mærke til én, som man mente var ramt af Guds dom? Ville han mon ikke ligesom farisæerne og endog lægerne udtale en forbandelse over ham og true ham til at flygte bort fra menneskers boliger? Han tænkte på alt det, man havde fortalt ham om Jesus. Ikke en eneste, der havde søgt hans hjælp, var blevet vist bort. Den ulykkelige mand besluttede at opsøge Frelseren. Skønt han var lukket ude fra byerne, kunne det jo tænkes, at han kunne komme til at krydse Jesu vej ved bjergstierne eller finde ham, når han lærte folket uden for byerne. Vanskelighederne var store, men dette var hans eneste håb. ret
(171) Den spedalske bliver ledet hen til Frelseren. Jesus taler ved søens bred, og folket er forsamlet om ham. Den spedalske, som står langt borte, opfatter nogle få af Frelserens ord. Han ser ham lægge sine hænder på de syge. Han ser de halte, de blinde, de lamme og dem, der var dødssyge af forskellige sygdomme, rejse sig op som sunde og prise Gud for helbredelse. Hans tro bliver stærkere. Han nærmer sig mere og mere til den forsamlede mængde. Han glemmer de forsigtighedsregler, som er ham påbudt, glemmer folkets sikkerhed og den frygt, hvormed alle mennesker ser på ham. Han tænker kun på helbredelsens salige håb. ret
(171) Han er hæslig at se på. Sygdommen har ædt sig frygteligt ind, og hans rådnende krop er et skrækkeligt syn. Ved synet af ham viger folket bort i rædsel. De er ved at falde over hinanden i deres iver for at undgå at komme i berøring med ham. Nogle prøver at forhindre ham i at nærme sig Jesus, men forgæves. Han hverken ser eller hører dem. Han ser kun Guds Søn. Han hører kun den røst, der taler liv til de døende. Han skynder sig hen til Jesus, han kaster sig ned for hans fødder, mens han råber: "Herre! hvis du vil, kan du rense mig. ret
(171) Jesus svarede: "Jeg vil; bliv ren!" og lagde sin hånd på ham. Matt. 8,3. Øjeblikkelig skete der en forvandling med den spedalske. Hans kød blev sundt, nerverne følsomme, og musklerne blev atter faste. Den grove, skællede overflade, der kendetegner spedalskheden, forsvandt og blev erstattet af en svag rødme, ligesom på et sundt barns hud. ret
(171) Jesus befalede manden ikke at sige til nogen, hvad der var sket med ham, men at gå lige hen og fremstille sig med en offergave i templet. En sådan offergave kunne ikke blive modtaget, før præsterne havde undersøgt manden og erklæret ham for at være helt befriet for sygdommen. Hvor uvillige de end var til at udføre denne tjeneste, så kunne de ikke slippe for at foretage en undersøgelse og afgøre sagen. ret
(171) Skriftens ord viser, hvor indtrængende Kristus pålagde manden nødvendigheden af at tie og handle hurtigt. "Han jog ham straks bort, idet han formanede ham strengt og sagde til ham: 'Se til, at du ikke siger noget om det til nogen, men gå hen, lad dig syne af præsten, og bring for din renselse det offer, Moses har påbudt, til vidnesbyrd for folket" Hvis præsterne havde kendt enkelthederne ved den spedalskes helbredelse, ville deres had til Kristus have fået dem til at afsige en uærlig dom. Jesus ønskede, at manden skulle fremstille sig i templet, før nogen rygter om underet var nået til dem. På denne måde var der sikkerhed for en upartisk afgørelse, og den helbredte spedalske ville med det samme få lov til at forenes med sin familie og sine venner. ret
(171) Der var også andre ting, som Kristus forudså, da han pålagde manden tavshed. Frelseren vidste, at hans fjender bestandig søgte at begrænse hans gerning og vende folket fra ham. Han vidste, at hvis helbredelsen af den spedalske rygtedes viden om, ville andre, som led af denne forfærdelige sygdom, stimle sammen om ham, og der ville blive råbt op om, at folket ville blive besmittet ved at være i nærheden af dem. Mange af de spedalske ville ikke benytte helbredelsens gave, så den kunne blive til velsignelse både for dem selv og andre, og ved at drage de spedalske til sig ville han give anledning til anklage for, at han brød rituallovens strenge bestemmelser. På denne måde ville hans gerning med at prædike ordet blive hindret. ret
(172) Hvad der skete, viste, at Kristi advarsel var velbegrundet. En mængde mennesker havde været vidne til den spedalskes helbredelse, og de var spændt på at høre præsternes afgørelse. Da manden vendte tilbage til sine venner, var der megen ophidselse. På trods af Jesu forsigtighedsregel havde manden ikke gjort sig videre anstrengelser for at skjule, hvordan han var blevet helbredt. Det ville i virkeligheden også have været umuligt at skjule det, men den spedalske bekendtgjort det vidt og bredt. Han havde den opfattelse, at det var af lutter beskedenhed, at Jesus havde indskærpet ham dette forbehold, og derfor gik han omkring og kundgjorde den store læges kraft. Han forstod ikke, at enhver sådan tilkendegivelse gjorde præsterne og de ældste mere fast besluttede på at tilintetgøre Jesus. Den helbredte mand følte, hvor dyrebar sundheden var. Han frydede sig over sin livskraft og ved at være genforenet med sin familie og sin vennekreds og syntes, det var umuligt ikke at give æren til den læge, der havde givet ham sundheden. Men det, at han bekendtgjorde sagen alle vegne, bevirkede, at Frelserens gerning blev hindret. Det blev årsag til, at folket flokkedes om ham i så store skarer, at han blev tvunget til for en tid at holde op med sin virksomhed. ret
(172) Enhver handling under Kristi gerning havde vidtrækkende følger. Den indbefattede mere, end der viste sig ved selve handlingen. På samme måde i den spedalskes tilfælde. Mens Jesus ydede hjælp til alle, der kom til ham, higede han efter at blive til velsignelse for dem, der ikke kom. Mens han drog tolderne, hedningerne og samaritanerne til sig, længtes han efter at nå præsterne og lærerne, der var stængt inde af fordomme og overleveringer. Han lod intet middel være uforsøgt, ved hvilket de måske kunne nås. Ved at sende den helbredte spedalske hen til præsterne gav han disse et vidnesbyrd, som var beregnet til at afvæbne deres fordomme. ret
(172) Farisæerne havde hævdet, at Kristi lære var i modstrid med den lov, som Gud havde givet ved Moses; men hans påbud til den rensede spedalske om at give en offergave i overensstemmelse med loven modbeviste denne anklage. Det var et tilstrækkeligt bevis for alle, der var villige til at lade sig overbevise. ret
(172) Lederne i Jerusalem havde udsendt spioner for at finde et påskud til at få Jesus dømt til døden. Hans svar bestod i at give dem et bevis for sin kærlighed til menneskeslægten, for sin respekt for loven og sin magt til at udfri fra synd og død. Således vidnede han om dem: "De gør mig ondt for godt, gengælder min kærlighed med had." Sl. 109,5. Han, som på bjerget gav dette bud: "Elsk jeres fjender!" gav selv eksemplet herpå ved ikke at gengælde "ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men derimod velsignelse". Matt. 5,44; 1Peter 3,9. ret
(173) De samme præster, som fordømte den spedalske til forvisning, var dem, der stadfæstede hans helbredelse. Denne dom, som blev offentligt forkyndt og skrevet op, var et bestandigt vidnesbyrd for Kristus. Og da den helbredte mand var genoptaget i Israels menighed efter præsternes egen forsikring om, at der ikke var den ringeste smule af sygdommen tilbage, var han selv et levende vidne om sin velgører. Med fryd frembar han sin offergave og lovpriste Jesu navn. Præsterne var overbeviste om Frelserens guddommelige magt. Der blev givet dem lejlighed til at kende sandheden og drage fordel af lyset. Hvis den blev forkastet, ville den forsvinde for aldrig mere at vende tilbage. Lyset blev forkastet af mange, men dog blev det ikke givet forgæves. Manges hjerter blev bevægede, skønt de for en tid ikke viste tegn herpå. Mens Frelseren levede, syntes hans gerning kun at vinde ringe genklang af kærlighed hos præsterne og lærerne, men efter hans himmelfart var der "en stor mængde af præsterne, som adlød troen". Apg. 6,7. ret
(173) Kristi handling ved at rense den spedalske fra hans frygtelige sygdom er et billede på hans gerning ved at rense sjælen for synd. Manden, der kom til Jesus, var "fuld af spedalskhed". Hele hans legeme var gennemsyret af dens dødelige gift. Disciplene søgte at forhindre deres Mester i at røre ved ham, thi den, som rørte ved en spedalsk, blev selv uren. Men Jesus blev ikke besmittet ved at lægge hånden på den spedalske. Hans berøring meddelte livgivende kraft. Spedalskheden blev helbredt. Således er det også med syndens spedalskhed med dens dybe rødder dødsens farlig som den er og umulig at helbrede ved menneskelig magt. "Kun ser er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt, kun flænger, striber og friske sår." Es. 1,5-6. Men Jesus, som kommer for at tage bolig i mennesket, bliver ikke besmittet. Hans nærhed har helbredende virkning på synderen. Den, der kaster sig ned for hans fødder og i tro siger: "Herre! hvis du vil, kan du rense mig!" vil komme til at høre dette svar: "Jeg vil; bliv ren!" Matt. 8,2-3. ret
(173) I nogle af de tilfælde, hvor Jesus helbredte, gav han ikke lige straks den velsignelse, man søgte. Men når det gjaldt spedalskhed, blev bønnen opfyldt, så snart den blev fremført. Når vi beder om jordiske goder, kan besvarelsen på vor bøn måske tøve med at komme, eller Gud giver os måske noget andet end det, vi beder om, men det sker aldrig, når vi beder om at blive frigjort fra synd. Det er hans vilje at rense os fra synd, at gøre os til sine børn og gøre det muligt for os at leve et helligt liv. "For at udfri os af den nuværende onde verden" gav Jesus Kristus, sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje." Gal. 1,4. "Og dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os; og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad ham om." 1Joh. 5,14-15. "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." 1Joh. 1,9. ret
(173) Ved helbredelsen af den lamme i Kapernaum forkyndte Kristus atter den samme sandhed. Det var for at åbenbare sin magt til at forlade synder, at han gjorde dette under. Og helbredelsen af den lamme er også et billede på andre dyrebare sandheder. Den er fuld af håb og opmuntring, og ved sin sammenhæng med farisæernes smålige kritik rummer den også en advarsel. ret
(174) Denne lamme mand havde ligesom den spedalske mistet alt håb om helbredelse. Hans sygdom var en følge af et liv i synd, og hans lidelser var bitrere på grund af samvittighedsnag. Han havde for længe siden henvendt sig til farisæerne og de lovkyndige i håb om at blive befriet for sjælelig lidelse og legemlige smerter; men de havde blot koldt erklæret ham for uhelbredelig og overladt ham til Guds vrede. Farisæerne anså sygdom for at være vidnesbyrd om Guds mishag, og de følte sig hævet over de syge og trængende. Og dog var disse mennesker, som roste sig af at være hellige, mere skyldige end de lidende, som de fordømte. ret
(174) Denne lammede mand var fuldstændig hjælpeløs, og da han ikke øjnede mulighed for hjælp nogen steder, var han nedsunken i fortvivlelse. Så hørte han om Jesu undergerninger. Han fik at vide, at andre, som var lige så syndige som han selv, var blevet helbredt; selv spedalske var blevet renset. Og de venner, der fortalte dette, opmuntrede ham til at tro, at også han kunne blive rask igen, hvis han kunne blive bragt til Jesus. Men hans håb sank, da han huskede på, hvordan han havde pådraget sig denne sygdom. Han var bange for, at denne rene læge ikke ville tåle ham i sin nærhed. ret
(174) Alligevel higede han ikke så meget efter legemlig helbredelse som efter at blive befriet for syndens byrde. Hvis han kunne møde Jesus og få forvisning om tilgivelse og fred med Himmelen, så ville han være tilfreds med at leve eller dø, eftersom Gud ville det. Dette var den døende mands store ønske: Ah, om jeg dog blot kunne komme hen til ham! Der var ingen tid at spilde, hans udtærede legeme viste allerede tegn til at gå i opløsning. Han bønfaldt sine venner om at bære ham på hans leje hen til Jesus, og de påtog sig med glæde dette. Men så tæt stod den menneskemængde, der havde samlet sig i og omkring det hus, hvor Frelseren var, at det var umuligt for den syge og hans venner at nå hen til ham eller blot komme inden for hørevidde. ret
(174) Jesus lærte folket i Peters hus. Disciplene sad, som de plejede, tæt samlede om ham, og "der sad nogle farisæere og lovlærere der; de var kommet til fra alle landsbyer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem". De var kommet som spioner for at søge anledning til at anklage Jesus. Uden om disse embedsmænd trængtes den blandede forsamling, både de ivrige, de ærbødige, de nysgerrige og de vantro. Forskellige nationaliteter og alle klasser var repræsenterede her. "Og Herrens kraft virkede, så han kunne helbrede." Livets Ånd hvilede over forsamlingen, men farisæerne og de lovlærde var ikke klar over dens tilstedeværelse. De havde ingen følelse af at mangle noget, og lægedommen gjaldt ikke dem. "Hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort." Luk. 1,53. ret
(174) Atter og atter forsøgte de, som bar den lamme, at bane sig vej gennem folkeskaren, men forgæves. Den syge så sig om i usigelig ængstelse. Når den længselsfuldt ventede hjælp var så nær, hvordan skulle han så kunne opgive håbet? Efter hans forslag bar vennerne ham op på husets tag, og efter at have brudt et hul i loftet firede de ham ned lige ved Jesu fødder. Talen blev afbrudt. Frelseren betragtede det sorgfulde ansigt og så det bønfaldende blik, der var rettet imod ham. Han forstod straks det hele; han havde draget denne forvildede og tvivlende sjæl til sig. Medens den lamme endnu befandt sig i sit hjem, havde Frelseren virket overbevisende på hans samvittighed. Da han angrede sine synder og troede på Jesu magt til at gøre ham sund, havde Frelserens livgivende nåde første gang velsignet hans længselsfulde hjerte. Jesus havde set det første glimt af tro vokse til en tillid til, at han var den eneste, der kunne hjælpe synderen, og han havde set den vokse sig stærkere ved hver bestræbelse for at komme ham nær. ret
(175) Nu sagde Frelseren med ord, derfor den syges øren lød som musik: "Søn! dine synder forlades dig." Fortvivlelsens byrde falder fra den syge mands sind; tilgivelsens fred hviler over hans sjæl og stråler fra hans ansigt. Hans legemlige smerter er borte, og hele hans væsen er forandret. Den hjælpeløse lamme er helbredt! den skyldige synder er tilgivet! ret
(175) I enfoldig tro modtog han Jesu ord som et nyt livs gave. Han fremkom ikke med nogen yderligere bøn, men blev liggende i salig tavshed, alt for lykkelig til at kunne sige noget. Det himmelske lys udstrålede fra hans ansigt, og folket var med ærefrygt vidne til det hele. ret
(175) Rabbinerne havde med spændt opmærksomhed ventet på at se, hvordan Kristus ville gribe denne sag an. De huskede godt, at manden havde henvendt sig til dem for at få hjælp, og de havde hverken givet ham håb eller vist ham medlidenhed. Og ikke nok med dette: de havde erklæret, at han var under Guds forbandelse på grund af sine synder. Dette stod tydeligt for deres erindring, da de så den syge foran sig. De lagde mærke til den interesse, hvormed alle fulgte begivenhederne, og de blev frygtelig bange for at miste deres indflydelse over folket. ret
(175) Disse høje gejstlige udvekslede ingen ord med hinanden, men ved at betragte hinandens ansigter læste de den samme tanke hos alle: at noget måtte der gøres for at standse følelsernes strøm. Jesus havde erklæret, at den lammes synder var tilgivet! Farisæerne slog ned på disse ord som en gudsbespottelse og fandt på, at de kunne fremstille dette som en synd, der burde straffes med døden. De sagde ved sig selv: "Han taler gudsbespotteligt. Hvem kan forlade synder uden én, nemlig Gud." Mark. 2,7. ret
(175) Jesus sagde, idet han så på dem med et blik, der fik dem til at dukke sig og vige tilbage: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter? Thi hvad er lettest, at sige: 'Dine synder forlades dig,' eller at sige: 'Stå op og gå' Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder" så siger han til den lamme: 'Stå op, tag din båre og gå hjem!" Matt. 9,4-6. Han, som var blevet bragt derhen på en båre, rejser sig nu op med ungdommens spændstighed og styrke. Det friske, levende blod flyder i hans årer. Hvert af hans legemes organer bliver pludselig fyldt med liv. Sundhedens rødme afløser den nære døds bleghed. "Og han stod op og tog straks sengen og gik bort i alles påsyn, så de alle blev ude af sig selv af forundring og priste Gud og sagde: 'Aldrig har vi set mage." Mark. 2,12. ret
(175) Hvilken vidunderlig kærlighed af Kristus, ikke at føle sig hævet over at helbrede de syndige og de plagede! Den guddommelige sørger over og lindrer den lidende menneskeheds ulykke! Hvilken forunderlig kraft bliver ikke på denne måde åbenbaret for menneskenes børn! Hvem kan tvivle om frelsens budskab? Hvem kan lade hånt om en medlidende frelsers barmhjertighed? ret
(176) Der krævedes intet mindre end skabende kraft for at gengive dette legeme i forfald sundheden. Den samme røst, som talte liv til det menneske, der var skabt af jordens støv, havde talt liv til den dødssyge lamme mand. Og den samme kraft, som gav liv til hans legeme, havde givet ham et nyt hjerte. Han, som ved skabelsen "talte, så skete det," som "bød, så stod det der" (Sl. 33,9), havde talt liv til sjælen, der var død i overtrædelser og synder. Helbredelsen af legemet var vidnesbyrd om den kraft, der havde gjort hans hjerte nyt. Kristus bød den lamme stå op og gå, "for at I skal vide" sagde han, "at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder". ret
(176) Den lamme fik ved Kristus helbredelse for både sjæl og legeme. Den sjælelige helbredelse blev efterfulgt af fysisk genoprejsning. Den lære, som findes heri, burde ikke overses. Der er i dag tusinder, som plages af legemlig sygdom, og som ligesom den lamme længes efter dette budskab: "Dine synder forlades dig"! Syndens byrde med dens uro og utilfredsstillede begær er grundlaget for deres sygdomme. De kan ikke finde befrielse, før de kommer til sjælens læge. Den fred, som han alene kan give, ville give sjælen kraft og legemet sundhed. ret
(176) Jesus kom for at "tilintetgøre Djævelens gerninger". "I det (Ordet) var liv," og han siger: "Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overlod." Han er "en levendegørende ånd". 1Joh. 3,8; Joh. 1,4; 10,10; 1Kor. 15,45. Og han har stadig den samme levendegørende kraft, som da han her på jorden helbredte de syge og talte tilgivelsens ord til synderen. Han "tilgiver alle dine misgerninger", han "læger alle dine sygdomme". Sl. 103,3. ret
(176) På folket virkede helbredelsen af den lamme, som om Himmelen havde åbnet sig og åbenbaret den bedre verdens herlighed. Medens den helbredte mand gik bort gennem skaren og priste Gud for hvert skridt, han tog, og bar sin byrde så let, som om den ikke havde vejet mere end en fjer, veg folket til side for at give plads for ham og stirrede på ham med ansigter, der var fulde af ærefrygt, og de hviskede til hinanden: "Vi har i dag set utrolige ting." ret
(176) Farisæerne var målløse af forundring og følte deres nederlag overvældende. De indså, at der ikke her var nogen mulighed for, at de ved deres skinsyge kunne ophidse folket. Den undergerning, der var sket med manden, som de havde overgivet til Guds vrede, havde gjort et så dybt indtryk på alle, at ingen i øjeblikket havde tanke for rabbinerne. De så, at Kristus ejede en kraft, som de mente, at kun Gud havde; men alligevel var den milde værdighed i hans optræden en påfaldende modsætning til deres eget hovmodige væsen. De var forvirrede og flove og erkendte, skønt de ikke indrømmede det, at de havde mødt en, som var dem overlegen. Jo stærkere beviser de fik for, at Jesus havde magt på jorden til at forlade synder, jo stærkere forskansede de sig i deres vantro. De gik bort fra Peters hjem, hvor de havde set den lamme blive helbredt ved Jesu ord, og søgte at opfinde nye planer for at bringe Guds Søn til tavshed. ret
(176) Hvor ondartet legemlig sygdom end kunne være, og hvor dybe rødder den end havde, så blev den helbredt ved Kristi kraft; men sjælens sygdom havde et fastere greb om dem, der lukkede øjnene i for lyset. Spedalskhed og lammelse var ikke så forfærdelige som hykleri og vantro. ret
(177) Der blev stor glæde i den helbredte lammes hjem, da han vendte tilbage til sin familie og med lethed bar det leje, på hvilket han langsomt var blevet båret fra dem for kort tid siden. 'De flokkedes om ham og græd af glæde og vovede knapt at tro deres egne øjne. Han stod foran dem i sin fulde manddomskraft. De arme, de havde set som livløse, adlød nu hurtigt hans vilje. Den hud, der havde været indskrumpet og blyfarvet, var nu frisk og rødmosset. Han gik med faste, ubesværede skridt. Hvert ansigtstræk udtrykte glæde og håb, og en ubeskrivelig renhed og fred var trådt i stedet for tegnene på synd og lidelse. Der steg en glad taksigelse op fra dette hjem, og Gud blev herliggjort ved sin Søn, der havde gengivet de håbløse håbet og de hårdt ramte kraften. Denne mand og hans familie var rede til at ofre livet for Jesus. Ingen tvivl formørkede deres tro, ingen vantro ødelagde deres troskab over for ham, der havde bragt lys ind i deres hjems mørke. ret