(185) Ved skabelsen blev sabbatten helliget. Den blev til for menneskets skyld og havde sin oprindelse, dengang "morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde". Job 38,7. Der hvilede fred over verden, thi jorden var i samklang med Himmelen. "Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt." 1Mos. 1,21. Og Gud hvilede i glæden over sit fuldbragte værk. ret
(185) Gud velsignede den syvende dag og helligede den fordi han havde hvilet på sabbatsdagen, og bestemte den til helligt brug. Han gav den til Adam som hviledag. Den var et mindesmærke over skaberværket og således et tegn på Guds magt og kærlighed. Skriften siger: Han har sørget for, at hans undere mindes Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af. 1Mos. 2,3; Rom. 1,20. ret
(185) Alle ting blev skabt af Guds Søn. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud ..... . Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er."Joh. 1,1-3. Og fordi sabbatten er sat til minde om skaberværket, er den et tegn på Kristi kærlighed og magt. ret
(185) Sabbatten vender vore tanker mod naturen og bringer os i samfund med Skaberen. I fuglenes sang, i træernes susen og i bølgernes musik kan vi stadig høre hans røst, som talte med Adam og Eva i Edens have, når dagen blev sval. Og medens vi ser hans magt i naturen, føler vi os trøstede, for det ord, som skabte alle ting, er det samme, som taler liv til sjælen. Han "som sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart." 2Kor. 4,6. ret
(185) Det var tanken herom, som blev årsag til denne sang: Ved dit værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine hænders gerning. Hvor store er dine gerninger, Herre, dine tanker er såre dybe! Sl. 92,5-6. ret
(185) Og Helligånden siger ved profeten Esajas: "Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans lige? Ved I, hører I det ikke, er det ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra jordens grundvold blev lagt? Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo. ..... Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige. Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler. Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde." Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke." Frygt ikke, thi jeg er med dig; vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig." "Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers ingen" Dette er det budskab, som står skrevet i naturen, og som sabbatten er bestemt til at minde os om. Da Herren bød Israel holde hans sabbatter hellige, sagde han: "Hold mine sabbatter hellige, så de bliver et tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren, er eders Gud." Es. 40,18-29; 41,10; 45,22; Ez. 20,20. ret
(186) Sabbatten var indbefattet i den lov, der blev givet på Sinaj; men det var ikke dengang, at den først blev kendt som hviledag. Israels folk havde kendskab til den, før de kom til Sinaj. Sabbatten blev overholdt på vejen derhen. Hvis der var nogen, der vanhelligede den, dadlede Herren dem og sagde: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine bud og love?" 2Mos. 16,28. ret
(186) Sabbatten gjaldt ikke blot for Israel, men for hele verden. Mennesket havde fået kendskab til den i Edens have, og ligesom de ti buds andre forskrifter har den evig gyldighed. Om denne lov, af hvilken det fjerde bud danner en del, siger Kristus. "Før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå." Så længe himmelen og jorden er til, vil sabbatten blive ved med at være et tegn på Skaberens almagt, og når Paradiset atter skal blomstre på jorden, vil Guds hellige hviledag blive æret af alle under solen. "Hver uge på sabbatten" skal den herliggjorte nye jords indbyggere komme og "tilbede for mit åsyn, siger Herren." Matt. 5,18; Es. 66,23. ret
(186) Ingen anden af de love, der var givet til jøderne, tjente i den grad til at adskille dem fra de omgivende folkeslag, som sabbatten gjorde. Gud besluttede, at overholdelsen af den skulle betegne dem som hans tilbedere. Den skulle være et tegn på deres udskillelse fra afgudsdyrkelse og deres forbindelse med den sande Gud. Men for at kunne holde sabbatten hellig måtte mennesker selv være hellige. Ved troen måtte de blive meddelagtige i Kristi retfærdighed. Da dette bud blev givet til Israel: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!" sagde Herren også til dem: "I skal være mig hellige mænd!" 2Mos. 20,8; 22,31. Kun på denne måde kunne sabbatten udmærke Israel som Guds tilbedere. ret
(186) Da jøderne vendte sig fra Gud og ikke ville gøre Kristi retfærdighed til deres egen ved tro, mistede sabbatten sin betydning for dem. Satan søgte at ophøje sig selv og drage mennesker bort fra Kristus, og han arbejdede på at forvanske sabbatten, fordi den er tegnet på Kristi magt. Jødefolkets ledere gik Satans ærinde ved at omgive Guds hviledag med besværlige forordninger. På Kristi tid var sabbatten blevet så forvansket, at overholdelsen af den snarere genspejlede selviske og egenmægtige menneskers tanker end den kærlige, himmelske Faders sind. I virkeligheden fremstillede de skriftkloge Gud som den, der gav love, som det var umuligt for mennesker at overholde. De fik folket til at betragte Gud som en tyran og at tænke, at en overholdelse af sabbatten, sådan som han krævede gjorde menneskene hårdhjertede og grusomme. Det var Kristi opgave at bortrydde disse forkerte opfattelser. Skønt de skriftkloge fulgte ham med ubarmhjertigt fjendskab, rettede han sig end ikke tilsyneladende efter deres krav, men gik den lige vej og overholdt sabbatten i overensstemmelse med Guds lov. ret
(187) Engang på en sabbatsdag, da Frelseren og hans disciple vendte tilbage fra det sted, hvor der havde været gudstjeneste, kom de igennem en mark med modent korn. Jesus var blevet ved med at arbejde, til det blev sent, og medens de vandrede gennem markerne, begyndte disciplene at samle aksene og spise kernerne efter at have gnedet dem mellem hænderne. På en hvilken som helst anden dag ville dette ikke have vakt nogen opmærksomhed, for enhver, som kom igennem en kornmark, en frugthave eller en vingård, havde lov til frit at samle, hvad han kunne spise. Se 5Mos. 23,24-25. Men at gøre dette på en sabbat regnede man for at være en vanhelligelse. Ikke blot var det at samle aks en form for at høste, men at gnide dem mellem hænderne, var en form for at tærske. Således var dette efter de skriftkloges mening en dobbelt forsyndelse. ret
(187) De udsendte spioner beklagede sig straks til Jesus og sagde: "Se, dine disciple gør noget,man ikke har lov at gøre på en sabbat!" Da Jesus ved Betesda blev beskyldt for at bryde sabbatten, forsvarede han sig ved at hævde sit sønneforhold til Gud og erklære, at han arbejdede i fællesskab med sin Fader. Nu, hvor hans disciple blev angrebet, mindede han sine anklagere om to eksempler fra Det gamle Testamente, om handlinger, der blev udført på en sabbatsdag af dem, der var i Guds tjeneste. ret
(187) Jødefolkets lærere var stolte over deres kendskab til Skrifterne, og i Frelserens svar fandtes der en underforstået bebrejdelse for deres uvidenhed om de hellige Skrifter. Han sagde: "Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne, hvordan han gik ind i Guds hus og tog skuebrødene og spiste, ..... skønt ingen uden præsterne har lov at spise dem?" "Og han sagde til dem: 'Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.' 'Har I ikke læst i loven, at på sabbatterne vanhelliger præsterne sabbatten i helligdommen uden at pådrage sig skyld? Og jeg siger jer, at her er det, som er større end helligdommen." Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten." Luk. 6,3-4; Mark. 2,27-28; Matt. 12,5-6. ret
(187) Hvis det var rigtigt af David at stille sin sult ved at spise af det brød, der var beregnet kun til helligt brug, så var det også rigtigt af disciplene at skaffe sig, hvad de behøvede, ved at plukke aks i sabbattens hellige timer. Og atter: præsterne udførte mere arbejde i templet på sabbatsdagen end på ugens andre dage. Hvis det samme arbejde blev udført i verdsligt øjemed, ville det være syndigt; men præsterne arbejdede i Guds tjeneste. De udførte de ritualer, som pegede hen til Kristi forløsende kraft, og deres gerning stemte overens med sabbattens betydning: Men nu var Kristus selv kommet. Ved at udrette Kristi gerning var disciplene beskæftigede med tjeneste for Gud, og det var rigtigt at gøre det, som var nødvendigt for at udføre dette arbejde, på sabbatsdagen. ret
(188) Kristus ville lære sine disciple og sine fjender, at tjenesten for Gud går forud for alt andet. Menneskers frelse er formålet med Guds gerning på jorden; derfor er det, som nødvendigvis må gøres på sabbatten for at fuldføre denne gerning, i overensstemmelse med sabbatsloven. Jesus satte derpå kronen på sin bevisførelse ved at erklære sig selv for at være "herre over sabbatten" han var hævet over alle tvivlsspørgsmål og alle love. Denne evige dommer frikender disciplene for skyld ved at påberåbe sig de selvsamme love, som man beskyldte dem for at overtræde. ret
(188) Jesus stillede ikke sagen i bero med at tildele sine fjender en irettesættelse. Han erklærede, at de i deres blindhed havde misforstået sabbattens betydning. Han sagde: "Hvis I havde forstået, hvad det ord betyder: 'Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer, havde I ikke fordømt de skyldfri." Matt. 12,7. Deres mange hjerteløse ritualer kunne ikke opveje mangelen på den sandfærdige retskaffenhed og milde kærlighed, som altid vil kendetegne de virkelig gudfrygtige. ret
(188) Atter gentog Kristus denne sandhed, at ofre ikke har noget værd i sig selv. De er et middel og ikke et formål. Formålet var at føre mennesker til Frelseren og således skaffe dem fred med Gud. Det er kærlighedens tjeneste, som betyder noget for Gud. Når denne mangler, så er de rent rutinemæssige ceremonier en krænkelse af ham. På samme måde med sabbatten. Det var hensigten med den at bringe mennesker i samfund med Gud; men hvis sindet var opfyldt af trættende ritualer, blev sabbattens betydning modarbejdet. Den rent ydre overholdelse af den var en hån imod den. ret
(188) Da Jesus på en anden sabbat gik ind i en synagoge, så han dér en mand med en vissen hånd. Farisæerne holdt øje med ham i spændt forventning om, hvad han ville gøre. Frelseren vidste godt, at han ved at helbrede på en sabbat ville blive betragtet som én, der overtrådte loven, men han tøvede ikke med at nedbryde den vold af traditionelle forordninger, som omgav sabbatten. Jesus bød den syge mand træde frem og spurgte derpå: "Har man lov at gøre godt på sabbatten eller gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel?" Det var blandt jøderne en hovedregel, at en undladelse af at gøre noget godt, når man havde lejlighed til det, var at gøre noget ondt; at undlade at frelse liv var at slå ihjel. Således mødte Jesus de skriftkloge på deres egen grund. "Men de tav. Da så han omkring på dem med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse, og siger til manden: 'Ræk din hånd frem!' og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen." Mark. 3,4-5. ret
(188) Da man spurgte Jesus: "Har man lov til at helbrede på sabbatten?" svarede han: "Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbatten falder i en grav? Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får ? Altså har man lov at gøre godt på sabbatten!" Matt. 12,10-12. ret
(188) Spionerne vovede ikke at svare Kristus i nærværelse af skarerne for ikke at pådrage sig selv vanskeligheder. De vidste, at han havde talt sandhed. Hellere end at overtræde deres forordninger ville de lade et menneske pines, skønt de ville befri et dyr på grund af det tab, det ville volde ejeren, hvis man forsømte det. Sådan blev der vist større omsorg for et umælende dyr end for et menneske, der var skabt i Guds billede. Dette er et eksempel på alle falske religioners fremgangsmåde. De stammer fra menneskets ønske om at ophøje sig over Gud, men de ender med at nedværdige mennesket til at regnes for ringere end et dyr. Enhver religion, der strider imod Guds herredømme, berøver mennesket den herlighed, som ved skabelsen blev hans, og som vil blive givet ham tilbage ved Kristus. Enhver falsk religion lærer sine tilhængere at være ligegyldige med menneskers nød, lidelser og rettigheder. Evangeliet regner menneskeslægten for meget værdifuld, fordi den er betalt med Kristi blod, og det lærer, at man bør have kærlig omsorg for menneskers trang og ulykke. Herren siger: "En mand gør jeg sjældnere end guld og et menneske end Ofirs Guld." Es. 13,12. ret
(189) Da Jesus vendte sig til farisæerne med spørgsmålet, om man havde lov til på sabbatten at gøre godt eller at gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel, stillede han dem ansigt til ansigt med deres egne onde anslag. De stræbte ham efter livet med det bitreste had, medens han frelste liv og bragte lykke til mange mennesker. Var det bedre at slå ihjel på sabbatten, som det var deres hensigt at gøre, end at helbrede de plagede, som han havde gjort. Var det mere retsindigt at gå med mordtanker i hjertet på Guds hellige dag end med den kærlighed til alle mennesker, som giver sig udtryk ved barmhjertige gerninger? ret
(189) Ved at helbrede den visne hånd fordømte Jesus jødernes almindelige skik og lod det fjerde bud blive stående, som Gud havde givet det. Han slog fast: "Man har lov at gøre godt på sabbatten!" Ved at feje jødernes meningsløse restriktioner bort ærede Kristus sabbatten, medens de, som beklagede sig over ham, vanærede Guds hellige dag. ret
(189) De, som mener, at Kristus nedbrød loven, lærer, at han brød sabbatten og berettigede sine disciple til at gøre det samme. Således indtager de i virkeligheden det samme standpunkt som jøderne med deres smålige indvendinger. Herved modsiger de Kristi eget vidnesbyrd, som siger: "Jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed." Joh. 15, 10. Hverken Frelseren eller hans disciple brød sabbatsloven. Kristus var selv den levende repræsentant for loven. I hans liv fandtes ingen overtrædelse af dens hellige bud. Han kunne se på et folk af øjenvidner, der søgte anledning til at dømme ham, og sige uimodsagt: "Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd ?" Joh. 8,46. ret
(189) Frelseren var ikke kommet for at afvise det, som var talt af patriarker og profeter; for det var ham selv, som havde talt gennem disse stedfortrædere. Alle Guds ords sandheder kommer fra ham. Men disse uvurderlige juveler var blevet sat i falske indfatninger. Deres dyrebare lys var blevet brugt til at tjene vildfarelser. Gud ville, at de skulle fjernes fra deres falske indfatninger og atter anbringes inden for sandhedens rammer. Denne opgave kunne kun udføres af en guddommelig hånd. Ved sin forbindelse med vildfarelsen var sandheden kommet til at tjene Guds og menneskers fjende. Kristus var kommet for at sætte den på den plads, hvor den ville herliggøre Gud og arbejde for menneskers frelse. ret
(190) Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld, sagde Jesus. Det, som Gud har indstiftet, tjener til gavn for menneskeslægten. Det sker nemlig alt sammen for jeres skyld. Hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme : alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til. 2Kor. 4,15; 1Kor. 3,22-23. De ti buds lov, hvoraf sabbatten udgør en del, gav Gud sit folk som en velsignelse. Moses sagde: Dengang pålagde Herren os at handle efter alle disse anordninger, idet vi frygter Herren vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i live. 5Mos. 6,24. Og gennem salmisten kom dette budskab til Israel: Tjen Herren med glæde, kom for hans åsyn med jubel! Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans folk og den hjord, han vogter. Gå ind i hans porte med takkesang, med lovsange ind i hans forgårde, tak ham og lov hans navn! Sl. 100,4. Og alle, som helligholder sabbatten siger Herren, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus. Es. 56,6-7. ret
(190) Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten. Disse ord er fulde af belæring og trøst. Fordi sabbatten blev til for menneskets skyld, er den Herrens dag. Den tilhører Kristus. Thi alt er blevet til ved det (Ordet) , og uden det blev intet til af det, som er. Joh. 1,3. Da han (Kristus) har skabt alt, har han også skabt sabbatten. Den er af ham bestemt til at være et mindesmærke over skaberværværket. Den viser hen til ham som både skaber og helliggører. Den siger, at han, som skabte alle ting i himmelen og på jorden, og ved hvem alle ting består, er menighedens hoved, og at vi ved hans magt er blevet forligte med Gud. Thi da han talte om Israel, sagde han: Også mine sabbatter gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem. Ez. 20,12. sabbatten er altså et tegn på Kristi magt til at helliggøre os. Og det gives til alle, som Kristus helliggør. sabbatten gives som tegn på hans helliggørende kraft til alle dem, der ved Kristus bliver en del af Guds Israel. ret
(190) Og Herren siger: Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ..... da skal du frydes over Herren. Es. 58,13-14. For alle, der tager imod sabbatten som et tegn på Kristi skabende og forløsende kraft, vil den være en fryd. Når de ser Kristus i den, vil de frydes over ham, sabbatten viser dem hen til skaberværket som et vidnesbyrd om hans vældige magt til at frelse. Medens den kalder mindet frem om den tabte fred i Paradiset, fortæller den om den fred, der blev genoprettet ved Frelseren. Og hver eneste ting i naturen gentager hans opfordring: Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Matt. 11,28. ret
(191) Og han går op i bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham. Og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike. ret