(197) Dette kapitel er bygget op over Matt 5; 6; 7
Det var sjældent, at Kristus samlede sine disciple for kun at lade dem høre hans ord. Han valgte ikke blot dem der kendte vejen til livet, som sine tilhørere. Det var hans opgave at nå de store skarer, der levede i uvidenhed og vildfarelse. Han forkyndte sandheden, hvor den kunne nå ud til de mest formørkede sind. Han var selv sandheden, som stod med omgjorde lænder og hænder der altid var udrakte for at velsigne; og med advarende, bønfaldende og opmuntrende ord søgte han at påvirke alle, der ville komme til ham. ret
(197) Skønt bjergprædikenen særlig var rettet til disciplene, blev den holdt i skarernes påhør. Efter indvielsen af apostlene gik Jesus sammen med dem ned til bredden af søen. Her var folk begyndt at samles allerede tidligt om morgenen. Foruden de sædvanlige skarer fra de galilæiske byer var der mennesker fra Judæa og endog fra selve Jerusalem; fra Peræa, fra Dekapolis, fra Idumæa, helt syd for Judæa; og fra Tyrus og Zidon, de to fønikiske byer ved Middelhavets kyst. "Da de hørte, hvor store gerninger han gjorde," kom de "for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. ..... Thi en kraft udgik fra ham og helbredte alle." Mark. 3,8; Luk. 6,17-19. ret
(197) På søens smalle bred var der ikke engang plads til, at alle de, der gerne ville høre ham, kunne komme inden for hørevide, og Jesus førte dem tilbage til bjergskråningen. Da de nåede til et sted, hvor grunden var plan, og hvor der var et velegnet samlingssted for den store skare, satte han sig ned i græsset, og disciplene og forsamlingen fulgte hans eksempel. ret
(197) Disciplene havde altid deres plads nærmest Jesus. Folk trængte sig bestandig ind på ham, men alligevel forstod disciplene, at de ikke skulle lade sig trænge bort fra hans nærhed. De sad tæt ved siden af ham, for at de ikke skulle gå glip af et eneste ord af hans undervisning. De lyttede opmærksomt og ivrigt efter for at forstå de sandheder, der skulle forkyndes for alle lande og til alle tider. ret
(197) Nu sluttede de op om deres Mester i følelsen af, at man kunne vente sig noget ud over det sædvanlige. De troede, at riget snart skulle oprettes, og efter morgenens begivenheder blev de mere og mere sikre på, at man kunne vente en meddelelse herom. Også skarerne var grebet af en forventningens ånd, og de ivrige ansigter vidnede om den dybeste interesse. Medens folket sad på den grønne bjergskråning og ventede på den guddommelige lærers ord, var deres hjerter opfyldt af tanker om den kommende herlighed. Der var skriftkloge og farisæere, som så hen til den dag, hvor de skulle få overtaget over de forhadte romere og komme i besiddelse af det store verdensriges skatte og herlighed. De fattige fiskere og bønder håbede at høre en forsikring om, at deres elendige hytter, den knappe kost, den slidsomme tilværelse og frygten for at lide nød skulle ombyttes med gode boliger og dage uden bekymringer. I stedet for det eneste grove klædningsstykke, som de havde på om dagen, og deres uldtæppe om natten håbede de, at Kristus ville give dem de nuværende sejrherrers kostbare og rige klædninger. Alles hjerter bævede i det stolte håb om, at Israel snart skulle blive æret frem for andre folkeslag som Herrens udvalgte folk, og at Jerusalem skulle ophøjes til hovedstad for et verdensrige. ret
(198) Kristus skuffede dem i deres håb om verdslig storhed. I bjergprædikenen søgte han at nedbryde det, som var blevet forårsaget af falsk lære, og at give sine tilhørere den rette opfattelse af hans rige og af hans egen person. Dog fremkom han ikke med noget direkte angreb på folkets vildfarelser. Han så, hvor elendig verden var på grund af synden, men alligevel gav han dem ikke en levende fremstilling af deres elendighed. Han fortalte dem om noget uendelig meget bedre, end de havde kendt. Uden at bestride deres forestillinger om Guds rige fortalte han dem om betingelserne for at komme derind og overlod så til dem selv at drage deres slutninger med hensyn til, af hvad art det var. De sandheder, han forkyndte, er ikke mindre betydningsfulde for os end for de skarer, som fulgte ham. Vi trænger ikke mindre end de til at lære de grundlæggende forudsætninger for Guds rige at kende. ret
(198) Kristi første ord til folket på bjerget var en velsignelse. Salige er de, sagde han, som erkender deres åndelige fattigdom og føler, at de trænger til frelse. Evangeliet skal prædikes for de fattige. Ikke for de åndeligt stolte, dem, som hævder at være rige og ikke mangler noget, bliver det åbenbaret, men for dem, som er ydmyge og sønderknuste. Kun en kilde er åben til hjælp mod synden, en kilde for de fattige i Ånden. ret
(198) Det stolte hjerte stræber efter at gøre sig fortjent til frelse, men både vor ret til Himmelen og vor egnethed til at komme der, finder vi i Kristi retfærdighed. Herren kan ikke gøre noget for et menneskes genoprejsning, før det er overbevist om sin egen svaghed og berøvet al sin selvtilstrækkelighed, overgiver sig til Guds omsorg. Så kan det modtage den gave, som Gud venter på at give det. Intet holdes tilbage fra den sjæl, som selv føler sin nød. Den har uhindret adgang til ham, i hvem al fylde bor. "Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er "Hellig": I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live." Es. 57,15. ret
(198) Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes. Ved disse ord lærer Kristus ikke, at sorgen i sig selv har magt til at fjerne syndens skyld. Han giver ikke sin godkendelse til hykleri eller en påtaget ydmyghed. Den sorg, hvorom han taler, består ikke i tungsind og klagen. Skønt vi sørger over vor synd, skal vi fryde os over vor vidunderlige ret til at kaldes Guds børn. ret
(199) Ofte sørger vi, fordi vore onde handlinger medfører ubehagelige virkninger for os selv, men dette er ikke det samme som anger. Virkelig sorg over synden er en følge af Guds Ånds virken. Ånden afslører utaknemmeligheden i det hjerte, som har ringeagtet og bedrøvet Frelseren, og leder os i anger til korsets fod. Ved hver synd såres Jesus på ny, og når vi ser på ham, som vi har gennemboret, sørger vi over de synder, som har voldt ham smerte. En sådan sorg vil føre til, at man giver afkald på synden. ret
(199) Et verdsligt menneske vil måske kalde denne sorg for svaghed, men det er den kraft, som forener den bodfærdige med den Almægtige med bånd, som ikke kan brydes. Den viser, at Guds engle giver sjælen de nådegaver tilbage, som den havde mistet ved hjertets hårdhed og ved overtrædelser. Den angrendes tårer er kun de regndråber, der går forud for helliggørelsens solskin. Denne sorg varsler en glæde, der vil blive som en kilde af levende vand i sjælen. "Vedgå din uret, at du forbrød dig mod Herren, din Gud;" og "jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren." Jer. 3,13. 12. Han har lovet at "give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind". Es. 61,3. ret
(199) Også for dem, der sørger i prøvelser og kval, findes der trøst. Sorgens bitterhed og ydmygelse er bedre end syndens nydelser. Gennem lidelser åbenbarer Gud os de besmittede steder i vor karakter, for at vi ved hans nåde kan overvinde vore fejl. Ukendte kapitler med hensyn til os selv bliver lukket op for os, og så kommer prøven, om vi er villige til at tage imod Guds irettesættelse og Guds råd. Når vi kommer ud i prøvelser, bør vi ikke blive bekymrede eller klage. Vi bør ikke være genstridige eller ved bekymring rive os ud af Kristi hånd. Vi skal ydmyge vor sjæl for Gud. Herrens veje er dunkle for den, der gerne vil se alt i et lys, som tiltaler ham selv. For vor menneskelige natur forekommer de mørke og glædesløse. Men Guds veje er altid barmhjertighedens veje, og de ender med frelse. Elias vidste ikke, hvad han gjorde, da han ude i ørkenen sagde, at han havde fået nok af livet, og bad om, at han måtte dø. I sin nåde tog Herren ham ikke på ordet. Der var endnu et stort arbejde for Elias at udrette; og da hans hverv var endt, skulle han ikke omkomme i modløshed og ensomhed i ørkenen. Han skulle ikke stige ned i gravens støv, men op i herlighed, fulgt af himmelske stridsvogne, til tronen i det høje. ret
(199) Guds ord til de sørgende lyder sådan: "Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod." "Jeg vender deres kummer til fryd, giver trøst og glæde efter sorgen." Es. 57,18; Jer. 31,13. ret
(199) Salige er de sagtmodige. De vanskeligheder, vi skal møde, kan blive i høj grad formindskede ved den sagtmodighed, som skjuler sig i Kristus. Hvis vi er i besiddelse af vor Mesters ydmyghed, vil vi være hævede over de forbigåelser, de afvisninger og de ærgrelser, som vi daglig er udsat for, og de vil ophøre med at kaste skygge over vort sind. For en kristen er selvbeherskelse det største vidnesbyrd om storsind. Den, som ikke kan bevare sin sjæl stille og tillidsfuld, når han bliver skældt ud eller møder grusomhed, berøver Gud hans ret til i ham at åbenbare sin egen karakters fuldkommenhed. Et sagtmodigt sind er den kraft, som giver Kristi efterfølgere sejren; den er tegnet på deres samfund med det høje. ret
(200) Herren er ophøjet, ser til den ringe. Sl. 138,6. De, som åbenbarer Kristi ydmyge og sagtmodige ånd, bliver af Gud betragtet med mildhed. Muligvis ser verden på dem med foragt, men i Guds øjne er de meget værd. Ikke blot de kloge, de store, de godgørende vil få adgang til de himmelske boliger; ikke blot den travle arbejder, som er fuld af iver og ustandselig travlhed. Nej! de fattige i ånden, som altid trænger til Kristi nærhed, de ydmyge af hjertet, hvis højeste ærgerrighed består i at gøre Guds vilje, for dem står døren vidt åben. De vil være at finde blandt dem, der har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. Åb.7,15. ret
(200) Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden." En følelse af uværdighed vil bringe hjertet til at hungre og tørste efter retfærdighed, og det vil ikke blive skuffet. De, som i deres hjerte skaber plads for Jesus, vil komme til at erfare hans kærlighed. Alle de, som længes efter at blive Gud lig i karakter, vil få deres ønske opfyldt. Helligånden lader aldrig den sjæl være uden hjælp, som ser hen til Jesus. Han tager af det, som tilhører Kristus, og viser sjælen det. Hvis blikket stadig er fæstet ved Kristus, hører Åndens arbejde ikke op, før sjælen er omdannet i Kristi billede. Den rene kærlighed vil brede sig i sjælen og gøre den brugelig til højere formål, og give den forøget kendskab til det himmelske, så den ikke skal komme til at mangle noget af det, den trænger til. "Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes." ret
(200) De barmhjertige skal finde barmhjertighed, og de rene af hjertet skal se Gud. Enhver uren tanke, som besmitter sjælen, skader den moralske fornemmelse og er tilbøjelig til at tilintetgøre Åndens påvirkning. Den gør det åndelige syn uklart, så mennesker ikke kan se Gud. Herren kan og vil tilgive den angrende synder, men skønt han er tilgivet, har sjælen lidt skade. Al urenhed i tale og tanke må afskyes af det menneske, som ønsker at få en klar forståelse af den åndelige sandhed. ret
(200) Men Kristi ord gælder mere end frigørelse fra sanselig urene, mere end en frigørelse fra den ceremonielle besmittelse, som jøderne så hårdnakket søgte at undgå. Selviskhed hindrer os i at se Gud. Den egenkærlige sjæl tror, at Gud er, ligesom de selv er. Før vi har givet afkald på dette, forstår vi ikke ham, som er kærlighed. Kun det uegennyttige hjerte, den ydmyge og tillidsfulde sjæl, vil komme til at se Gud som "barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed". 2Mos. 34,6. ret
(200) Salige er de, som stifter fred. Kristi fred er født af sandheden. Den er i harmoni med Gud. Verden lever i fjendskab med Guds lov; syndere lever i fjendskab med deres skaber, og som følge deraf lever de i fjendskab med hinanden. Men salmisten siger: Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem. Sl. 119,165. Mennesker kan ikke selv skabe fred. Menneskelige planer om at rense og højne de enkelte eller samfundet vil ikke kunne fremskaffe fred, fordi de ikke når ind til hjertet. Den eneste magt, som kan skabe sand fred, er Kristi nåde. Når denne indpodes i hjertet, vil den uddrive de onde lidenskaber, som er årsag til strid og uenighed. I stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter, og livets ørken skal fryde sig, ødemark juble og blomstre. Es.55,13; 35,1. ret
(201) Folkeskarene undrede sig over denne lære, som var så vidt forskellig fra farisæernes forskrifter og eksempel. Folket var kommet til at mene, at lykken bestod i at være i besiddelse af denne verdens ting, og at berømmelse og menneskers ære var noget, man især måtte stræbe efter. Det var meget tiltalende at blive kaldt "rabbi" og at blive hævet til skyerne som vise og fromme ved at stille sine dyder offentligt til skue. Dette blev anset for at være toppunktet af lykke. Men over for denne vældige skare erklærede Jesus, at jordisk vinding og ære var al den løn, den slags mennesker nogensinde kunne vente. Han talte med myndighed, og hans ord ledsagedes af en overbevisende kraft. Folket måtte tie, og de blev grebet af en følelse af frygt. De så tvivlrådigt på hinanden. Hvem af dem kunne blive frelst, hvis denne mands lærdomme var rigtige? Mange følte sig overbevist om, at denne forunderlige lærer var drevet af Guds Ånd, og at de meninger, han fremkom med, stammede fra Gud. ret
(201) Da Jesus havde forklaret, hvori den sande lykke består, og hvordan man kommer i besiddelse af den, fremhævede han mere tydeligt sine disciples forpligtelser som de lærere, Gud havde valgt til at lede andre på retfærdighedens og det evige livs veje. Han vidste, at de tit ville komme til at lide under skuffelser og modløshed, at de ville komme til at møde hårdnakket modstand, at de ville blive hånede og at deres vidnesbyrd ville blive forkastet. Han vidste så godt, at disse jævne mennesker, som lyttede så opmærksomt til hans ord, ved at udrette deres tjeneste ville komme til at udholde bagvaskelse, tortur, fængsel og død, og han fortsatte: ret
(201) Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer ret
(201) Verden elsker synd og hader retfærdighed, og dette var årsagen til dens fjendskab mod Jesus. Alle, som forkaster hans evige kærlighed, vil finde, at kristendommen er et forstyrrende element. Kristi lys fordriver mørket, som dækker over deres synder, og nødvendigheden af en forandring bliver åbenlys. Medens de, som lader sig lede af Helligåndens påvirkning, kæmper mod sig selv, vil de, som klamrer sig til synden, kæmpe mod sandheden og dens repræsentanter. ret
(201) På denne måde skabes der strid, og Kristi efterfølgere beskyldes for at vække uro blandt mennesker. Men det er fællesskabet med Gud, som pådrager dem verdens fjendskab. De må tåle Kristi skam og skændsel. De vandrer ad den vej, som er blevet betrådt af de ædleste i verden. Ikke med sorg, men med glæde, skulle de møde forfølgelser. Enhver ildprøve er Guds middel til deres lutring. Hver prøve dygtiggøre dem til deres tjeneste som hans medarbejdere. Hver strid har sin opgave i den store kamp for retfærdigheden og vil forøge glæden ved deres endelige sejr. Med dette i udsigt vil deres tros og tålmodigheds prøvelser snarere blive modtaget med glæde end frygtet og undgået. Med iver efter at opfylde deres forpligtelser over for verden, med et oprigtigt ønske om at vinde Guds velbehag, bør hans tjenere gøre deres pligt fuldt ud, uden at tage hensyn til frygt eller menneskers gunst. ret
(202) I er jordens salt, sagde Jesus. Lad være med at trække jer tilbage fra verden for at undgå forfølgelse. I skal forblive sammen med andre mennesker, for at den guddommelige kærlighed ligesom saltet må bevare verden fra fordærvelse. ret
(202) Hjerter, som handler efter Helligåndens påvirkning, er de kanaler, hvorigennem Guds velsignelser strømmer. Hvis de, som tjener Gud, blev fjernet fra jorden, og hans Ånd blev taget bort fra menneskeslægten, så ville denne verden være overladt til ødelæggelse og tilintetgørelse, resultatet af Satans herredømme. Skønt de gudløse ikke ved det, skyldes endog velsignelserne i dette liv, at Guds folk, som de ringeagter og underkuer, er til stede i denne verden. Men hvis de kristne kun er kristne af navn, så ligner de det salt, som har mistet sin kraft. De har ingen indflydelse til det gode i verden. Ved deres urigtige fremstilling af Gud er de værre end vantro. ret
(202) I er verdens lys. Jøderne mente, at frelsens velsignelser kun gjaldt for deres eget folk; men Kristus viste dem, at frelsen er ligesom solskinnet. Bibelens religion begrænses ikke af de to omslag om en bog, heller ikke af murene om en kirke. Den skal ikke tages frem lejlighedsvis til gavn for os selv og derpå omhyggeligt lægges til side. Den skal helliggøre vort dagligliv og åbenbare sig i ethvert af livets gøremål og i alle vore medmenneskelige forhold. ret
(202) En sand karakter skabes ikke udefra, så vi bagefter kan iføre os den; den stråler frem indefra. Hvis vi ønsker at vejlede andre på retfærdighedens vej, så må retfærdighedens grundsætninger være gemt i vort eget hjerte. Vor bekendelse af troen kan muligvis forkynde religionens teori, men det er den fromhed, der giver sig udtryk ved gerninger, som forkynder ordets sandhed. Det liv, som er i overensstemmelse hermed, den hellige tale, den aldrig vaklende retsindighed, den virksomme, kærlige ånd, gudsfrygtens eksempel, dette er de midler, hvorved lyset bringes til verden. ret
(202) Jesus dvælede ikke ved lovens enkeltheder, og han overlod ikke sine tilhørere til at drage den slutning, at han var kommet for at tilsidesætte dens krav. Han vidste, at der var spioner, som stod parat til at slå ned på hvert ord, der kunne tjene deres formål. Han kendte de fordomme, der beherskede mange af hans tilhøreres sind, og han sagde intet, som kunne rokke deres tro på religionen og de forordninger, der var overgivet dem af Moses. Det var Kristus selv, som havde givet både moralloven og cermoniloven. Han var ikke kommet for at nedbryde tilliden til det, han selv havde lært dem. Det var på grund af hans store ærbødighed for loven og profeterne, at han søgte at bryde igennem den mur af overleverede krav, som omgærdede jøderne. Medens han fjernede deres falske fortolkninger fra loven, vogtede han omhyggeligt på sine disciple for at tilsidesætte de livsvigtige sandheder, som var blevet betroet hebræerne. ret
(203) Farisæerne hovmodede sig af deres lydighed mod loven; dog kendte de så lidt til dens principper inden for det daglige livs gøremål, at Frelserens ord for dem lød som kætteri. Når han fejede alt det snavs bort, hvorunder sandheden havde været begravet, mente de, at han fejede selve sandheden bort. De hviskede til hinanden, at han tog sig loven let. Han læste deres tanker og sagde: ret
(203) Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Herved tilbageviser Jesus farisæernes anklage. Han var udsendt til verden for at håndhæve de hellige krav i den lov, som de beskyldte ham for at nedbryde. Hvis Guds lov kunne have ladet sig forandre eller afskaffe, så havde det ikke været nødvendigt for Kristus at lide under følgerne af vore overtrædelser. Han kom for at forklare lovens forhold til mennesker og for at give et billede af dens forskrifter ved selv at leve et liv i lydighed. ret
(203) Gud har givet os sine hellige bud, fordi han elsker menneskeslægten. For at skærme os mod følgerne af synden åbenbarer han os retfærdighedens grundsætninger. Loven er et udtryk for Guds tanke; når den modtages i Kristus, bliver den vor tanke. Den løfter os op over de naturlige ønskers og begæringers magt, over fristelser, der fører til synd. Gud vil, at vi skal være lykkelige, og han gav os lovens bud, for at vi ved at adlyde dem kunne få glæde. Dengang englene sang ved Jesu fødsel: ret
(203) Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag! (Luk. 2,14) forkyndte de grundtanken i den lov, som han var kommen for at løfte til højhed og ære. ret
(203) Da loven blev forkyndt fra Sinaj bjerg, gav Gud mennesker kendskab til sin hellige natur, for at de som modsætning skulle kunne se deres egen syndighed. Loven blev givet for at overbevise dem om synd og vise dem, i hvor høj grad de havde brug for en frelser. Den ville gøre dette, når dens grundtanker ved Helligånden blev bragt i berøring med hjertet. Denne opgave har den stadig. Gennem Kristi liv viser lovens grundtanke sig tydeligt; og når Guds hellige Ånd rører hjertet, når Kristi lys viser mennesker deres behov for hans rensende blød og hans retfærdiggørelse, så er loven stadig medvirkende til at føre os til Kristus, for at vi kan blive retfærdiggjorte ved troen. "Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen." Sl. 19,8. ret
(203) Før himmelen og jorden forgår, sagde Jesus, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Solen, som skinner fra himmelen, den faste jord, som vi bor på, er Guds vidnesbyrd om, at hans lov er evig og uforanderlig. Selv om de skulle forsvinde, så står de guddommelige befalinger fast. Men snarere skal himmel og jord forgå end en tøddel af loven falde bort. Luk. 16,17. Systemet af forbilleder, som viste hen til Jesus som Guds Lam, skulle afskaffes ved hans død, men de ti buds forskrifter er lige så uforanderlige som Guds trone. ret
(204) Da nu "Herrens lov er fuldkommen" må enhver afvigelse fra den være af det onde. De, som ikke adlyder Guds bud og lærer andre heller ikke at gøre det, fordømmes af Kristus. Frelserens liv i lydighed støttede lovens fordringer. Det beviste, at loven kunne overholdes af et menneske, og viste, hvilket vidunderligt sind der kunne udvikles gennem lydighed. Alle, der er lydige, som han var det, forkynder, at loven er "hellig og retfærdig og god". Rom. 7,12. På den anden side støtter alle, som bryder Guds lov, Satans påstand om, at loven er uretfærdig og ikke kan adlydes. På denne måde støtter de den store modstanders bedrag og vanærer Gud. De er den andens børn, han, som var den første til at sætte sig op mod Guds bud. At lade dem få adgang til Himmelen ville være det samme som atter at indføre uenighedens og oprørets elementer der og udsætte universet far fare. Intet menneske, som forsætligt ser bort fra en af lovens grundtanker, skal komme ind i Himmeriget. ret
(204) De skriftkloge regnede deres retfærdighed for at være et adgangskort til Himmelen, men Jesus erklærede den for at være utilstrækkelig og uværdig. Farisæernes retfærdighed bestod af ydre ceremonier og en teoretisk viden om sandheden. De skriftkloge hævdede at være hellige ved deres egne bestræbelser for at overholde loven, men deres gerninger havde sat skel mellem retfærdighed og gudsfrygt. Medens de punktligt overholdt de rituelle påbud, var deres liv både umoralsk og lastefuldt. Deres såkaldte retfærdighed ville aldrig kunne skaffe dem adgang til Himmeriget. ret
(204) Det største bedrag på Kristi tid var dette, at blot man gav sit samtykke til sandheden skaffede det retfærdighed. En teoretisk viden om sandheden har aldrig været utilstrækkelig for sjælens frelse. Den frembringer ikke retfærdighedens frugter. En skelen til det, der betegnes som teologisk sandhed, ledsages ofte af had til den ægte sandhed, som denne har åbenbaret sig i livet. De mørkeste kapitler i historien er tyngede af beretninger om forbrydelser, der er begået af fanatiske religionsdyrkere. Farisæerne hævdede at være Abrahams børn og pralede af at være i besiddelse af Guds ord; men alligevel bevarede disse fortrin dem ikke fra egenkærlighed, ondskab, begærlighed og det laveste hykleri. De mente selv at være verdens største religiøse personligheder, men deres såkaldte rettroenhed fik dem til at korsfæste herlighedens Herre. ret
(204) Den samme fare består den dag i dag. Mange anser det for en given sag, at de er kristne, blot de skriver under på visse teologiske dogmer. Men de har ikke ført sandheden ud i det praktiske liv. De har hverken troet eller elsket den, og derfor har de ikke modtaget den kraft og nåde, som kommer gennem helliggørelse ved sandheden. Mennesker kan hævde, at de tror på sandheden, men hvis den ikke gør dem oprigtige, venlige, tålmodige, overbærende og himmelsksindede, er den en forbandelse for dem, der tror på den, og gennem deres indflydelse er den en forbandelse for verden. ret
(204) Den retfærdighed, som Kristus lærte, er en overensstemmelse af sind og hjerte med Guds åbenbarede vilje. Syndige mennesker kan kun blive retfærdige, når de tror på Gud og vedligeholder en levende forbindelse med ham. Den sande gudsfrygt vil højne tankerne og virke forædlende på livet. Så stemmer de ydre former for gudsfrygt overens med den kristnes indre renhed. Så er de ceremonier, der kræves i tjenesten for Gud, ikke meningsløse ritualer som de hykleriske farisæeres. ret
(205) Jesus tager hvert af budene frem enkeltvis og forklarer dybden og bredden af deres krav. I stedet for at borttage en tøddel af deres kraft viser han, hvor vidtrækkende de er i deres grundtanke, og afslører jødernes skæbnesvangre fejltagelse ved at vise en udvortes lydighed. Han erklærer, at Guds lov bliver overtrådt ved onde tanker eller et vellystigt øjekast. Et menneske, som tager del i den ringeste uretfærdighed, synder mod loven og nedværdiger sin egen moralske tilstand. Mord opstår først i tanken. Den, som giver rum for had i sit hjerte, sætter sin fod på morderens sti, og hans offergaver er en vederstyggelighed for Gud. ret
(205) Jøderne havde et hævngerrigt sind. I deres had til romerne fremkom de med hårde anklager og glædede den onde ved at lægge hans egenskaber for dagen. På denne måde opdrog de sig selv til at udføre de frygtelige ting, som han ansporede dem til. I farisæernes religiøse liv var der intet, som talte for at vise kærlighed til hedningerne. Jesus bød dem ikke bedrage sig selv med den tanke, at de i deres hjerter kunne rejse sig mod deres undertrykkere og nære længsel efter at hævne deres forurettelser. ret
(205) Det er sandt, at der er en harme, som er berettiget, selv for Kristi disciple. Når de ser, at Gud vanæres, og at tjenesten for ham bringes i vanry, når de ser, at de uskyldige undertrykkes, så fyldes sjælen af retfærdig harme. En sådan harme, som hidrører fra en moralsk følsomhed, er ikke nogen synd. Men de, som ved den mindste formodede forurettelse føler, at de har ret til at blive vrede eller krænkede, åbner deres hjerte for Satan. Bitterhed og fjendskab må forjages fra sjælen, hvis vi ønsker at være i harmoni med Himmelen. ret
(205) Frelseren går endnu videre. Han siger: "Derfor, når du bringer din gave til alteret og der kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive der ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!" Mange er nidkære for at udføre religiøse pligter, medens der mellem dem og deres brødre findes ulykkelige stridspunkter, som de kunne få bragt ud af verden. Gud befaler dem at gøre alt, hvad der står i deres magt, for atter at tilvejebringe fred. Før de har gjort dette, kan han ikke modtage deres gaver. Det bliver tydeligt fremhævet, hvad der i denne sag er en kristens pligt. ret
(205) Gud lader sine velsignelser komme alle til gode. "Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige." Han er "god imod de utaknemmelige og onde". Luk. 6,35. Han befaler os at ligne ham. "Velsign dem, som forbander jer," sagde Jesus; "gør godt imod dem, der hader jer, ..... så I må vorde jeres himmelske Faders børn." Dette er lovens grundtanker, og selve livets kildespring. ret
(205) Gud sætter målet for sine børn højere, end de højeste menneskelige tanke kan nå. "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen." I denne befaling ligger der et løfte. Frelsesplanen sigter imod vor fuldstændige frigørelse fra Satans magt. Kristus vil altid befri den sønderknuste sjæl fra synd. Han kom for at tilintetgøre Djævelens gerninger, og han har sørger for, at Helligånden bliver tildelt hver eneste angrende sjæl for at bevare ham fra at synde. ret
(206) Fristerens virken må ikke regnes for at være en undskyldning for at begå en forkert handling. Satan fryder sig, når han hører kristi bekendende disciple komme med undskyldninger for de skæmmende fejl i deres karakter. Det er disse undskyldninger, som fører til synd. Der findes ingen undskyldning for at synde. Et helligt sind, et liv som kristen, er opnåeligt for ethvert angrende, troende Guds barn. ret
(206) Det højeste mål for en kristen er at komme til at ligne Kristus. Ligesom Menneskesønnen var fuldkommen i sin livsførelse, sådan skal hans efterfølgere være fuldkomne i deres. Jesus var i alle hensener gjort sine brødre lig. Han blev kød, ligesom vi selv er det. Han følte sult og tørst og træthed. Han blev mættet ved at spise og forfrisket ved at sove. Han delte menneskets lod, men alligevel var han Guds udadlelige Søn. Han var Gud selv legemliggjort. Vi skal have den samme karakter som han. Herren siger om dem, som tror på ham: "Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk." 2Kor. 6,16. ret
(206) Kristus er den stige, som Jakob så. Dens fod hvilede på jorden, og dens øverste trin nåede til Himmelens port, til selve herlighedens tærskel. Hvis denne stiges nederste trin ikke havde nået til jorden, ville vi have været fortabte. Men Kristus når til os der, hvor vi er. Han påtog sig vor natur og sejrede, for at vi ved at få del i hans natur kunne vinde sejr. Dannet "i syndigt køds skikkelse" (Rom. 8,3) levede han et liv uden synd. I kraft af sin guddommelighed holder han nu fat i Himmelens trone, og på grund af sin menneskevorden kan han nå os. Han byder os ved tro på ham at nå op til Guds karakters herlighed. Derfor bør vi være fuldkomne, ligesom "vor himmelske Fader er fuldkommen". ret
(206) Jesus havde påpeget, hvori retfærdighed består, og havde vist hen til Gud som retfærdighedens kilde. Nu gik han over til de praktiske pligter. Han sagde, at når man giver almisse, når man beder, og når man faster, så bør det ikke ske for at tiltrække sig opmærksomhed eller vinde bifald. Giv af et oprigtigt hjerte for at komme de nødlidende fattige til hjælp. Når du beder, så lad sjælen være et med Gud. Når du faster, så gå ikke med bøjet hoved og hjertet opfyldt af tanken om dig selv. Farisæernes hjerter er som en gold og unyttig jordbund, hvor intet af det himmelske livsfrø kan trives. Det er den, som med mindst forbehold overgiver sig til Gud, der vil kunne yde ham den mest brugelige tjeneste. Thi gennem samfund med Gud samarbejder mennesker med ham for at vise hans egenskaber i deres menneskeskikkelse. ret
(206) Den tjeneste, der ydes med et oprigtigt hjerte, vil få stor løn. "Din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig." Ved det liv, vi ved Kristi nåde lever, dannes karakteren. Sjælen kommer atter i besiddelse af sin oprindelige skønhed. Vi får tildelt Kristi væsens egenskaber, og Guds billede begynder at skinne frem. De mænd og kvinder, som vandrer og arbejder sammen med Gud, får et udtryk af himmelsk fred i ansigtet. De færdes i himmelsk luft. For disse sjæle er Guds rige allerede kommet. De ejer Kristi glæde, glæden ved at være en velsignelse for menneskeheden. De har den ære at være blevet taget i brug af Mesteren, de har fået betroet at gøre hans gerning i hans navn. ret
(207) Ingen kan tjene to herrer Vi kan ikke tjene Gud med et hjerte, som er delt. Bibelens religion er ikke en indflydelse blandt mange andre; dens indflydelse skal være hævet over alt andet, den skal gennemtrænge og beherske enhver anden indflydelse. Den skal ikke være som farve, der med et penselstrøg sættes på lærredet hist og her, men den skal gennemtrænge hele livet, som om lærredet var blevet dyppet i farven og hver eneste tråd havde fået en dyb, uforanderlig farve. ret
(207) Hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit legeme i lys; men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Renhed og standhaftighed er betingelserne for at modtage lyset fra Gud. Den, som ønsker at kende sandheden, må være villig til at tage imod alt, hvad den åbenbarer. Han kan ikke slutte noget forlig med vildfarelser. At være vaklende og halvhjertet i sin troskab over for sandheden er at vælge vildfarelsens mørke og Satans bedrag. ret
(207) Verdslig taktik og retfærdighedens ufravigelige principper blander sig ikke umærkeligt med hinanden ligesom farverne i regnbuen. Der er af den evige Gud trukket en bred og klar skillelinje imellem dem. Ligheden med Kristi billede adskiller sig lige så tydeligt fra Satan, som middagen er en modsætning til midnatten. Og kun de, der lever Kristi liv, er hans medarbejdere. Hvis en enkelt synd bliver næret i sjælen eller en dårlig vane bliver holdt i livet, bliver hele personligheden besmittet. Mennesket bliver et redskab for uretfærdigheden. ret
(207) Alle, som har valgt at tjene Gud, skal hvile i hans omsorg. Kristus pegede på fuglene, der fløj rundt i luften; han pegede på markens blomster og bød sine tilhørere lægge mærke til disse Guds skabninger. "Er I ikke meget mere værd end de?" sagde han. Matt. 6,26. Det mål af guddommelig omsorg, der skænkes enhver skabning, står i forhold til den rang, den har inden for skabningernes række. Forsynet våger over den lille brune spurv. Markens blomster og græsset, der dækker jorden, har del i vor himmelske Faders tanke og omsorg. Den store guddommelige kunstner har haft tanke for liljerne og gjort dem så skønne, at de overgår Salomos herlighed. Hvor meget mere har han så ikke omsorg for mennesket, som er skabt i hans billede og til hans ære. Han længes efter at se sine børn åbenbare en karakter i lighed med hans. Ligesom solstrålerne meddeler blomsterne deres forskellige og yndige farver, sådan meddeler Gud sjælen skønheden af sin egen karakter. ret
(207) Alle, som vælger Kristi rige med dets kærlighed og retfærdighed og fred, og lader dets betydning overskygge alt andet, er forenede med den højere verden, og enhver velsignelse, som de har brug for i dette liv, er deres. I Guds forsyns bog, livets bog, har vi hver fået en side. Denne side rummer hver enkelthed i vor tilværelse; selv vore hovedhår er talte. Guds børn er aldrig ude af hans tanker. ret
(207) Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen. Matt. 6,34. Vi skal følge Kristus dag for dag. Gud skænker os ikke hjælp til dagen i morgen. Han giver ikke sine børn alle anvisninger for deres livs rejse på en gang, for at de ikke skal lade sig forvirre. Han fortæller dem netop så meget, som de kan huske og udføre. Den kraft og visdom, der bliver tildelt, gælder for den øjeblikkelige nødsituation. Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, for dagen i dag da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. Jak. 1,5. ret
(208) Døm ikke, for at I ikke skal dømmes. Tro ikke, at I selv er bedre end andre mennesker, og gør ikke jer selv til deres dommere. Da I jo ikke kan skelne, hvad der ligger til grund for en sag, er I ikke i stand til at dømme et andet menneske. I dømmer jer selv ved at kritisere ham; thi I viser, at I er i ledtog med Satan, brødrenes anklager. Herren siger: Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Dette er vor opgave. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt. 2Kor. 13,5; 1Kor. 11,31. ret
(208) Et godt træ bærer god frugt. Hvis frugten er ildesmagende og værdiløs, er træet dårligt. Sådan er den frugt, der bæres i vort liv, vidnesbyrd om hjertets tilstand og sindets gode egenskaber. Gode gerninger kan aldrig købe os frelse, men de er vidnesbyrd om den tro, der er virksom ved kærlighed og lutrer sjælen. Og skønt evighedens løn ikke gives på grund af vore fortjenester, så vil den dog stå i forhold til den gerning, der ved Kristi nåde er blevet gjort. ret
(208) Sådan forkyndte Kristus grundtankerne i sit rige og viste hen til dem som livets rettesnor. For at indprente denne lære tilføjede han et eksempel. Det er ikke nok, siger han, at I hører mine ord. I må gennem lydighed gøre dem til grundlaget for jeres karakter. Jeres eget jeg er kun flygtigt sand. Hvis I bygger på menneskers teorier og påfund, så falder jeres hus sammen. Det vil blive revet bort af fristelsens storme og trængslernes uvejr. Men disse lærdomme, som jeg har givet jer, vil vare ved. Tag imod mig. Byg på mine ord. ret
(208) Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede et hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Matt. 7,24-25. ret