(219) Dette kapitel er bygget op over Matt 11,28-30
Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." ret
(219) Disse trøstens ord blev talt til den skare, som fulgte Jesus. Frelseren havde sagt, at kun gennem ham kunne mennesker komme til at kende Gud. Han havde omtalt sine disciple som dem, hvem der var givet kendskab til de himmelske ting. Men han lod ingen føle sig udelukket fra hans omsorg og kærlighed. Alle de, der er trætte og tyngede af byrder, kan komme til ham. ret
(219) Trods deres nøje overholdelse af religiøse skikke havde de skriftkloge og rabbinerne en fornemmelse af at mangle noget, som bodsritualerne aldrig kunne erstatte. Toldere og syndere kunne foregive at lade sig tilfredsstille af det sanselige og jordiske, men i deres hjerter boede der mistillid og frygt. Jesus så på de ulykkelige og dem, hvis sjæl var nedbøjet, hvis håb var slukket, og som forsøgte med jordiske glæder at stille sjælens længsler, og han indbød dem alle til at finde hvile hos ham. ret
(219) Han sagde mildt til de hårdtarbejdende: "Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet så skal I finde hvile for jeres sjæle." ret
(219) Med disse ord henvender Jesus sig til hvert eneste menneske. Hvad enten de ved det eller ej, så er alle trætte og tyngede af byrder. Alle er knugede af byrder, som kun Kristus kan borttage. Den tungeste byrde, vi bærer på, er syndens byrde. Hvis det blev overladt til os selv at bære denne byrde, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har taget vor plads. "Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle." Es. 53,6. Han har båret vor syndebyrde. Han vil tage det, som tynger, fra vore trætte skuldre. Han vil give os hvile. Han vil også bære bekymringens og sorgens byrde. Han opfordrer os til at kaste al vor sorg på ham, thi han bærer os på sit hjerte. ret
(219) Vor slægts ældre broder er ved den evige trone. Han ser til hver sjæl, der vender sig til ham som sin frelser. Han kender af erfaring menneskers svaghed, ved, hvad vi trænger til, og hvori fristelsernes styrke består, thi han blev i alle måder fristet ligesom vi, dog uden at synde. Han våger over dig, du ængstelige Guds barn. Bliver du fristet? Han vil udfri dig. Er du svag? Han vil give dig kraft. Er du såret? Han vil læge. Herren "fastsætter stjernernes tal", og dog "læger han dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår". Sl. 147,4. 3. "Kom hid til mig!" lyder hans indbydelse. Hvad end dine ængstelser og dine prøvelser består i, så læg dem frem for Herren. Din sjæl vil få styrke til at holde ud. Der vil åbne sig en vej for dig, så du kan frigøre dig for hindringer og vanskeligheder. Jo svagere og mere hjælpeløs du føler dig, jo stærkere vil du blive ved hans kraft. Jo tungere dine byrder er, jo mere velsignet vil hvilen føles ved at lægge dem over på ham, som bærer andres byrder. Den hvile, som Kristus tilbyder os, gives på visse betingelser, men der er gjort klart rede for disse betingelser. De er af en art, som alle kan imødekomme. Han fortæller os netop, hvordan man kan få hans hvile. ret
(220) Tag mit åg på jer, siger Jesus. Åget er et redskab til tjeneste. Okser får et åg på, når de skal arbejde, og åget er en betingelse for, at de kan arbejde ordentligt. Ved dette eksempel lærer Kristus os, at vi er kaldede til at tjene, så længe vi lever. Vi skal tage hans åg på os, så at vi kan blive hans medarbejdere. ret
(220) Det åg, som binder os til tjenesten, er Guds lov. Kærlighedens store lov, som blev åbenbaret i Edens have, forkyndt på Sinaj og i den nye pagt indskrevet i hjertet, er det, som binder den menneskelige arbejder til Guds vilje. Hvis vi var overladt til at følge vore egne tilbøjeligheder, til at gå netop derhen, hvor vor egen vilje ville føre os, så ville vi komme ind i Satans rækker og få ,hans egenskaber. Derfor holder Gud os fangen ved sin vilje, som er ophøjet, ædel og højnende. Han ønsker, at vi tålmodigt og klogt skal påtage os tjenestens pligter. Kristus bar selv tjenestens åg, da han var menneske. Han sagde: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre." Sl. 40,9. "Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig." Joh. 6,38. Kærlighed til Gud, nidkærhed for hans ære og kærlighed til den faldne menneskehed førte Jesus til jorden for at lide og dø. Det var denne magt, som beherskede hans liv. Han vil, at vi skal handle efter de samme principper. ret
(220) Der findes mange,hvis hjerte pines under en byrde af bekymringer, fordi de søger at leve efter verdens målestok. De har valgt at tjene den, har taget dens bekymringer på sig og antaget dens skikke. Således ødelægges deres karakter, og deres liv bliver til en byrde. For at kunne tilfredsstille deres ærgerrighed og verdslige begæringer krænker de samvittigheden og skaffer sig ekstra byrde af samvittighedsnag. De bestandige bekymringer slider på livskraften. Vor Herre vil, at de skal lægge dette trældomsåg fra sig. Han opfordrer dem til at tage imod hans åg. Han siger: "Mit åg er gavnligt, og min byrde er let." Han byder dem søge Guds rige og hans retfærdighed, og han lover dem, at alt, hvad der er nødvendigt i dette liv, skal gives dem i tilgift. Bekymring er blind og kan ikke se ind i fremtiden, men Jesus ser afslutningen lige fra begyndelsen. I hver vanskelighed har han sin egen måde til at bringe lettelse. Vor himmelske Fader har tusinde måder, hvorpå han kommer os til hjælp, men som vi ikke kender noget til. De, der godkender denne ene grundregel: at lade tjenesten for Gud og hans ære gå forud for alt andet, vil se vanskelighederne forsvinde og en tydelig vej foran sig. ret
(220) Lær af mig, siger Jesus, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile. Vi må gå i Kristi skole for af ham at lære sagtmodighed og ydmyghed. Det er ved genløsning, at sjælen opdrages til Himmelen. Denne opdragelse er det samme som kendskab til Jesus. Den betyder frigørelse af tanker, vaner og handlinger, som man har lært i mørkets fyrstes skole. Sjælen må frigøres fra alt det, som er i modstrid med troskab over for Gud. ret
(221) I Kristi hjerte, hvor der herskede fuldkommen harmoni med Gud, var der fuldkommen fred. Han lod sig aldrig opstemme ved bifald eller nedslå ved kritik eller skuffelser. Omgivet af den største modstand og under den mest grusomme behandling tabte han aldrig modet. Men mange, der hævder at være hans disciple, har et ængsteligt, bekymret sind, fordi de er bange for at betro sig til Gud. De overgiver sig ikke helt til ham, fordi de viger tilbage for de følger, en sådan overgivelse kunne få. Men hvis de ikke overgiver sig helt, kan de ikke få fred. ret
(221) Det er kærligheden til selvet, som bringer uro. Når vi er født ovenfra, vil det samme sind være i os, som var i Jesus, dette sind, der fik ham til at ydmyge sig selv, for at vi kunne blive frelst. Derfor bør vi ikke søge de højeste pladser. Vi skal lære at sidde ved Jesu fødder og lære af ham. Vi skal forstå, at værdien af vor gerning ikke består i at gøre os bemærkede i verden og ved i vor egen kraft at være virksomme og nidkære. Værdien af vort arbejde står i forhold til tildelingen af Helligånden. Tro på Gud bringer renere karakteregenskaber, så at vi kan vinde vore sjæle ved udholdenhed. ret
(221) Åget bliver lagt på okserne for at hjælpe dem til at kunne trække læsset, for at gøre byrden lettere. Sådan er det også med Kristi åg. Når vor vilje bliver et med Guds vilje og vi bruger hans gaver til velsignelse for andre, så vil vi opdage, at livets byrder er lette at bære. Den, der vandrer efter Guds bud, vandrer sammen med Kristus, og i hans kærlighed finder sjælen hvile. Da Moses bad: "Lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig," svarede Herren ham: "Mit åsyn skal vandre med dig, og jeg vil give dig hvile." (Eng. overs.) Og ved profeterne blev dette budskab givet: "Så siger Herren: Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for eders sjæle." 2Mos. 33,13-14; Jer. 6,16. Og han siger: "Ak, lytted du til mine bud! Da blev din fred som floden, din retfærd som havets bølger." Es. 48,18. ret
(221) De, der tager Kristus på ordet og overgiver deres sjæle i hans varetægt og deres liv til hans befalinger, vil finde hvile og fred. Intet af denne verden kan gøre dem bedrøvede, når Jesus gør dem glade ved sin nærværelse. Ved helt at give sit samtykke opnår man fuldkommen fred. Herren siger: "Du vil bevare ham i fuldkommen fred, hvis sind forlader sig på dig: fordi han stoler på dig." (Eng. overs.) Vort liv kan synes meget forvirret, men når vi overgiver det til den vise Mester, vil han få karakterens og livets mønster frem, så det bliver til hans ære. Og det sind, som genspejler Kristi herlighed karakter vil blive modtaget i Guds Paradis. En fornyet slægt skal vandre med ham i hvide klæder, fordi de er værdige dertil. ret
(221) Når vi ved Jesus finder fred, begynder Himmelen her på jorden. Vi tager imod hans opfordring: "Kom, lær af mig!" og ved således at komme er vi begyndt på det evige liv. Himmelen vil sige det samme som ustandselig at komme Gud nærmere ved Kristus. Jo længere vi dvæler i salighedens Himmel, jo mere og bestandig mere af herligheden vil blive lukket op for os, og jo mere vi kender til Gud, jo inderligere bliver vor lykke. Når vi vandrer med Jesus i dette liv, kan vi blive fyldt af hans kærlighed og glædes over hans nærhed. Alt, hvad et menneske kan tåle, kan vi komme til at modtage her. Men hvad er dette i sammenligning med den kommende tilværelse! Der "står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne." Åb. 7,15-17. ret