(223) Dette kapitel er bygget op over Matt 8,23-34; Mark 4,35-41; 5,1-20; Luk 8,22-39
Det havde været en begivenhedsrig dag for Jesus. Først havde han ved Genezaret sø fortalt sine første lignelser, hvor han ved hjælp af velkendte eksempler forklarede folket, af hvad art hans rige var, og på hvad måde det skulle oprettes. Han havde sammenlignet sin egen gerning med en sædemands, sit riges udfoldelse med et sennepsfrøs vækst og med virkningen af surdej i et mål mel. Han havde givet et billede af den endelige adskillelse mellem de retfærdige og de onde i lignelserne om hveden og rajgræsset og om voddet. Den umådelige rigdom i de sandheder, han lærte dem, var blevet skildret som den skjulte skat og den kostbare perle, medens han i lignelsen om husholderen lærte sine disciple, hvordan de skulle arbejde som hans stedfortrædere. ret
(223) Hele dagen igennem havde han lært og helbredt, og da det blev aften, stimlede skarerne stadig sammen om ham. Dag efter dag tjente han dem, så han knapt fik tid til at spise eller hvile. Den ondskabsfulde kritik og den forvanskning af hans ord, hvormed farisæerne bestandig forfulgte ham, gjorde hans gerning endnu mere streng og opslidende; og nu, hvor dagen var endt, var han så udmattet, at han besluttede at trække sig tilbage til, et eller andet ensomt sted på den anden side af søen. ret
(223) Genezaretsøens østlige kyst var ikke ubeboet, for hist og her lå der byer ved søens bred; men det var dog en ensom egn i sammenligning med den vestlige side. Den havde en befolkning, som mere bestod af hedninger end af jøder, og den havde kun ringe forbindelse med Galilæa. Derfor kunne den yde Jesus den afsondrethed, han søgte, og nu bød han sine disciple ledsage ham derover. ret
(223) Da han havde sendt skarerne bort, tog de ham med, som han sad i båden, og skyndte sig at komme af sted. Men de kom ikke til at sejle bort alene. Der lå andre fiskerbåde nær ved kysten, og de fyldtes hurtigt med mennesker, som fulgte efter Jesus, stadig ivrige efter at se og høre ham. ret
(223) Frelseren var endelig blevet fri for skarernes trængsel, og overvældet af træthed og sult lagde han sig ned i bagstavnen af båden, hvor han hurtigt faldt i søvn. Det havde været en stille og smuk aften, og søen var ganske rolig; men pludselig blev himmelen overskyet, blæsten susede vildt ned fra bjergslugterne langs den østlige bred, og et voldsomt uvejr brød ud over søen. ret
(224) Solen var gået ned, og nattens mørke sænkede sig over den oprørte sø. Bølgerne, der blev pisket til skum af den hylende storm, slog ind over disciplenes båd og truede med at opsluge den. Disse hærdede fiskere havde tilbragt deres liv på søen og havde ført deres skib trygt gennem mangt et uvejr, men her slog deres kræfter og dygtighed ikke til. De var hjælpeløse i uvejrets magt, og de tabte modet, da de så båden fyldes med vand. ret
(224) De var så optagne af deres anstrengelser for at redde sig, at de havde glemt, at Jesus var med om bord. Men nu, hvor de så, at deres slid var forgæves, og at de måtte se døden i øjnene, kom de til at huske på, hvem det var, der havde befalet dem at begive sig ud for at sætte over søen. Jesus var deres eneste håb. I deres hjælpeløshed og fortvivlelse råbte de: "Mester! Mester!" men det tætte mørke skjulte ham for deres blik. Deres stemmer druknede i stormens hylen, og der lød intet svar. De blev grebet af tvivl og frygt. Havde Jesus mon svigtet dem. Var han, som havde overvundet sygdomme og onde ånder, ja, selv døden, nu ude af stand til at hjælpe sine disciple? Bekymrede han sig slet ikke om dem i deres ulykke? ret
(224) Atter kalder de, men der lyder intet andet svar end stormens vrede hylen. Deres båd er allerede ved at synke. Endnu et øjeblik, og de vil blive opslugt af de grådige bølger. ret
(224) Pludselig splittes mørket af et lynglimt, og de ser Jesus, som ligger og sover uden at lade sig forstyrre af larmen. Forundrede og fortvivlede råber de: "Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?" Hvor kan han dog hvile så trygt, medens de er i fare og kæmper mod døden? ret
(224) Deres råb vækker Jesus. Idet de ser ham i lynildens skær, hviler der en himmelsk fred over hans ansigt. De læser i hans blik både selvforglemmelse og den ømmeste kærlighed, og deres sjæl råber, medens de vender sig til ham: "Herre, frels os! vi går under!" ret
(224) Aldrig har nogen sjæl upåagtet råbt dette. Idet disciplene griber årerne for at gøre en sidste anstrengelse, rejser Jesus sig op. Han står midt iblandt disciplene, medens stormen raser, bølgerne slår ind over dem, og lynene oplyser hans ansigt. Han løfter sin hånd, den, han så ofte har brugt til barmhjertighedsgerninger, og siger til de vrede bølger: "Ti, vær stille!" ret
(224) Uvejret holder op. Bølgerne falder til ro. Skyerne ruller bort, og stjernerne skinner. Båden ligger roligt på en stille sø. Så spørger Jesus bedrøvet, idet han vender sig til disciplene: "Hvorfor er I så bange? Hvorfor har I ikke tro?" Mark. 4,40. ret
(224) Der blev tavshed blandt disciplene. Ikke engang Peter forsøgte at give udtryk for den ærefrygt, som fyldte hans sjæl. De både, der var draget ud for at ledsage Jesus, havde været i samme fare som disciplene. De ombordværende havde været grebet af rædsel og fortvivlelse; men Jesu befaling bragte ro i al forvirringen. Stormens hærgen havde ført bådene tæt op ad hinanden, og alle de, der var om bord, så dette under. Mændene hviskede til hinanden: "Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?" ret
(224) Da Jesus blev vækket for at trodse uvejrets rasen, var der fuldkommen fred over ham. Hverken i ord eller blik skimtede man nogen frygt, for der fandtes ikke frygt i hans sjæl. Men han hvilede ikke, fordi han vidste, at han havde almagtskræfter. Det var ikke som "jordens og havets og himmelens herre" at han hvilede så trygt. Denne magt havde han givet fra sig, og han siger: "Jeg kan slet intet gøre af mig selv." Joh. 5,30. Han stolede på sin Faders magt. Det var i tro, tro på Guds kærlighed og omsorg at Jesus hvilede, og kraften i det ord, der stillede stormen, var Guds kraft. ret
(225) Ligesom Jesus hvilede i tro på sin Faders omsorg, sådan skal vi hvile i tro på Frelserens omsorg. Hvis disciplene havde stolet på ham, ville de være blevet bevaret i fred. Deres frygt i farens stund afslørede deres vantro. I deres bestræbelser for at redde sig selv havde de glemt Jesus; og det var først i den yderste nød og fortvivlelse, at de vendte sig til ham, for at han skulle hjælpe dem. ret
(225) Hvor ofte oplever vi ikke det samme som disciplene! Når fristelsernes uvejr nærmer sig og bølgerne slår ind over os, kæmper vi alene mod stormen og glemmer, at der er en, som kan hjælpe os. Vi stoler på vor egen kraft, indtil håbet slukkes og vi er nær ved at gå under. Så husker vi på Jesus, og hvis vi kalder ham til hjælp, kommer vi ikke til at kalde forgæves. Skønt han med sorg bebrejder os vor vantro og selvtillid, undlader han aldrig at give os den hjælp, vi behøver. Hvad enten det er til lands eller til vands, hvis vi har Frelseren i vort hjerte, så er der ikke grund til at frygte. En levende tro på Frelseren vil glatte livets hav og udfri os af fare på den måde, som han ved er bedst. ret
(225) Der findes en anden åndelig lærdom i dette mirakel med at stille stormen på søen. Ethvert menneskes erfaringer vidner om sandheden i disse ord i Skriften: "Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro ..... . De gudløse har ingen fred, siger min Gud." Es. 57,20-21. Synden har ødelagt vor fred. Så længe vort eget jeg ikke er underkuet, kan vi ikke finde nogen hvile. Ingen menneskelig kraft kan styre sjælens stærke lidenskaber. Dette formår vi lige så lidt, som disciplene formåede at standse den storm, der rasede. Men han, som fik bølgerne på Genezaret sø til at falde til ro, har talt fredens ord til hver eneste sjæl. Hvor voldsomt end uvejret er, så vil de, der vender sig til Jesus med dette råb: "Herre, frels os!" blive reddet. Hans nåde, som forsoner sjælen med Gud, dæmper de menneskelige lidenskabers strid, og i hans kærlighed finder sjælen hvile. Han "skiftede stormen til stille, så havets bølger tav; og glade blev de, fordi det stilhed; han førte dem til havnen, de søgte" Sl. 107,29-30. "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus." Retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt " Rom. 5,1; Es. 32,17. ret
(225) Tidligt om morgenen kom Frelseren og hans ledsagere ind til kysten, og skæret af den opgående sol farvede sø og land ligesom med fredens velsignelse. Men ikke så snart var de trådt ind på bredden, før deres øjne mødte et syn, der var mere frygteligt end stormens rasen. Fra et skjulested blandt gravene kom to vanvittige mænd styrtende hen imod dem, som om de ville sønderrive dem. På disse mænd hang der stumper af lænker, som de havde revet over, da de undslap fra det sted, hvor de blev holdt bevogtet. Deres kød var forrevet og blødte, hvor de havde såret sig selv med skarpe sten. Deres øjne stirrede bag deres lange, filtrede hår, og det var, som om hver lighed med et menneske var udslettet af de onde ånder, som havde besat dem, og de lignede snarere vilde dyr end mennesker. ret
(226) Disciplene og deres ledsagere flygtede bort i rædsel, men snart lagde de mærke til, at Jesus ikke var sammen med dem, og de vendte sig om for at se efter ham. Han stod der, hvor de havde forladt ham. Han, som havde standset uvejret, og som tidligere havde mødt Satan og overvundet ham, flygtede ikke for de onde ånder. Medens mændene tænderskærende og med skum om munden nærmede sig Jesus, løftede han den hånd, som havde fået bølgerne til ro, og mændene kunne ikke komme ham nærmere. Rasende, men magtesløse stod de foran ham. ret
(226) Han bød med myndighed de onde ånder fare ud af dem. Hans ord trængte ind i de ulykkelige menneskers formørkede sind. De fik en uklar følelse af, at en, som kunne frelse dem fra de onde ånders magt, var kommet dem nær. De kastede sig ned for Frelserens fødder for at tilbede ham; men da de åbnede munden for at bønfalde ham om barmhjertighed, talte de onde ånder gennem dem og skreg lidenskabeligt: "Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig." ret
(226) Jesus spurgte: "Hvad er dit navn?" og svaret lød: "Legion er mit navn; thi vi er mange." Idet de brugte de besatte mænd som meddelelsesmiddel, tryglede de Jesus om ikke at sende dem ud af landet. På en bjergskråning ikke langt derfra græssede en flok svin. De urene ånder bad om at få lov til at fare i dem, og Jesus tillod dem det. Straks blev hjorden grebet af panisk skræk. De styrtede som vanvittige hen imod brinken, og uden at være i stand til at standse styrtede de ned i søen og omkom. ret
(226) Imidlertid var der foregået en vidunderlig forvandling med de besatte. Lyset havde skinnet ind i deres sjæle. Deres øjne strålede af forstand. Deres ansigter, som så længe havde været prægede af Satan, blev pludselig milde; de blodplettede hænder blev rolige, og med glad stemme priste mændene Gud for deres udfrielse. ret
(226) Fra brinken havde svinehyrderne set alt, hvad der var sket, og de skyndte sig bort for at fortælle deres arbejdsgivere og alle mennesker det. I skræk og forundring samledes hele befolkningen for at træffe Jesus. De to besatte havde været en rædsel for landet. Ingen kunne med tryghed passere det sted, hvor de holdt til; for de plejede at styrte sig over enhver vandrer med djævelsk raseri. Nu var disse mænd påklædte og havde deres forstands fulde brug; de sad ved Jesu fødder og lyttede til hans ord, medens de priste hans navn, som havde gjort dem raske. Men de mennesker, som så denne vidunderlige begivenhed, glædede sig ikke. For dem syntes tabet af svinene at være af større betydning end befrielsen af disse Satans fanger. ret
(226) Det var til gavn for svinenes ejermænd, at dette tab havde fået lov at ramme dem. De var så optagne af timelige ting og brød sig ikke om det åndelige livs store interesser. Jesus ønskede at bryde den selviske sløvheds fortryllelse, så de kunne komme til at tage imod hans nåde. Men fortryllelsen og ærgrelsen over deres timelige tab havde forblindet deres øjne for Frelserens nåde. ret
(227) Denne åbenbarelse af overnaturlig kraft vakte folkets overtro og fremkaldte frygt hos dem. Der kunne følge andre ulykker med, hvis denne fremmede blev boende has dem. De frygtede økonomisk ruin og besluttede at skille sig af med ham. De, som var draget over søen sammen med Jesus, fortalte dem om alt, hvad der var sket den foregående nat, om deres dødsfare under uvejret, og hvordan stormen og søen var blevet stille. Men deres ord havde ingen virkning. Folket flokkedes i rædsel omkring Jesus og bønfaldt ham om at drage bort fra dem, og han indvilligede og drog straks med et skib over til den anden bred. ret
(227) Beboerne i Gergesa stod over for det levende vidnesbyrd om Kristi magt og barmhjertighed. De så de mænd, der havde fået deres fornuft tilbage; men de var så ængstelige for at bringe deres jordiske interesser i fare, at han, som havde besejret mørkets fyrste lige for deres øjne, blev behandlet som en uønsket person, og Himmelens gave blev afvist af dem. Vi har ikke mulighed for at vende os fra Kristi person, sådan som gadarnerne gjorde det, men der findes stadig mange, der nægter at adlyde hans ord, fordi lydighed ville medføre opofrelse af en eller anden verdslig interesse. Mange forkaster hans nåde og forjager hans Ånd, for at ikke hans nærværelse skal komme til at volde dem økonomiske tab. ret
(227) Men de helbredte besattes følelser var vidt forskellige herfra. De ønskede inderligt at være sammen med deres befrier. I hans nærhed følte de sig trygge for de urene ånder, som havde gjort deres tilværelse til en pine og forspildt deres liv. Da Jesus var ved at gå om bord i båden, holdt de sig tæt ved siden af ham, knælede ved hans fødder og tryglede ham om at beholde dem i sin nærhed, hvor de altid kunne lytte til hans ord. Men Jesus bød dem vende tilbage og fortælle, hvor store ting Herren havde gjort for dem. ret
(227) Her havde de en gerning at gøre, at gå tilbage til et hedensk hjem og fortælle om den velsignelse, de havde modtaget fra Jesus. Det var svært for dem at skilles fra Frelseren. De ville sikkert komme til at møde store vanskeligheder under deres samkvem med deres hedenske landsmænd. Og den lange tid, hvor de havde levet afsondret fra andre mennesker, syntes at gøre dem uegnede til det arbejde, han havde anvist dem. Men så snart Jesus viste dem, hvad der var deres pligt, var de rede til at adlyde ham. Ikke blot fortalte de deres egen familie og deres naboer om Jesus, men de drog gennem hele Dekapolis, og alle vegne forkyndte de hans magt til at frelse og beskrev, hvordan han havde udfriet dem fra de urene ånder. Ved at gøre dette kunne de opnå en større velsignelse, end hvis de kun til deres egen gavn var blevet i hans nærhed. Det er gennem arbejde for at udbrede det glade budskab om frelse, at vi kommer Frelseren allernærmest. ret
(227) Disse to helbredte besatte var de første missionærer, som Kristus udsendte for at prædike evangeliet i Dekapolis egne. Kun i nogle få øjeblikke havde disse mænd haft den forrettighed at lytte til Kristi lære. De havde aldrig hørt en eneste prædiken fra hans mund. De kunne ikke belære folket sådan som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus. Men de medbragte i sig selv beviset for, at Kristus var Messias. De kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og oplevet af Kristi kraft. Dette er, hvad enhver kan gøre, hvis hjerte har følt Guds nåde. Johannes, den discipel, Herren elskede, skrev: "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, livets ord, ..... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer." 1Joh. 1,1-3. Som Kristi vidner bør vi fortælle, hvad vi ved, hvad vi selv har set og hørt og følt. Hvis vi skridt for skridt har fulgt Jesus, må vi have noget afgørende at fortælle om den måde, på hvilken han har ført os. Vi kan fortælle, hvordan vi har sat hans løfter på prøve og fundet, at hans løfter var sande. Vi kan vidne om, hvad vi har erfaret af Kristi nåde. Det er til dette vidnesbyrd, Herren kalder os, og uden det vil verden gå til grunde. ret
(228) Skønt gadarenerne ikke havde taget imod Jesus, lod han dem ikke forblive i det mørke, de selv havde valgt. Da de bad ham om at forlade dem, havde de ikke hørt hans ord. De var uvidende om, hvad det var, de forkastede. Derfor sendte han atter lyset til dem og gjorde det ved hjælp af nogen, som de ikke kunne nægte at høre på. ret
(228) Ved at forårsage, at svinene omkom, var det Satans hensigt at vende folket fra Frelseren og forhindre, at evangeliet blev prædiket i denne del af landet. Men netop denne begivenhed vækkede hele landet, som intet andet kunne have gjort det, og henledte opmærksomheden på Kristus. Skønt Frelseren selv drog bort, blev de mænd, han havde helbredt, tilbage som vidner om hans magt. De, som havde været medier for mørkets fyrste, blev til lyskilder og sendebud for Guds Søn. Mennesker undrede sig, medens de lyttede til den vidunderlige beretning. Der blev åbnet en dør for evangeliet i hele denne egn af landet. Da Jesus vendte tilbage til Dekapolis, flokkedes folk om ham, og i tre dage lyttede ikke blot en enkelt bys beboere, men tusinder fra hele det omliggende land til frelsens budskab. Selv de onde ånders magt beherskes af vor frelser, og det ondes virken overvindes for bestandig. ret
(228) Mødet med de besatte mænd fra Gergesa rummede en lære for disciplene. Det viste dem, til hvilken afgrund af nedværdigelse Satan søger at drage hele menneskeslægten, men også Kristi kald til at udfri mennesker fra hans herredømme. Disse elendige stakler, der boede mellem gravene, besatte af urene ånder og trælbundne af ubeherskede lidenskaber og hæsligt begær, er et billede på, hvad menneskeslægten ville blive til, hvis den blev overladt til Satans myndighed. Satan udøver bestandig sin påvirkning for at vildlede menneskers sanser, og at få det onde til at beherske tankerne og ophidse til vold og forbrydelser. Han svækker legemet, formørker forstanden og nedværdiger sjælen. Hver gang mennesker siger nej til Frelserens indbydelse, overgiver de sig til Satan. Inden for alle livets forgreninger, i hjemmet, i forretningslivet, ja, selv inden for kirken, er der mange mennesker, som i dag gør dette. Dette er årsagen til, at vold og forbrydelser har bredt sig over jorden, og at åndeligt mørke som et ligklæde indhyller menneskers tilværelse. Ved sine bestikkende fristelser fører Satan til større og større misgerninger, indtil følgen bliver fuldkommen fordærvelse og ødelæggelse. Den eneste betryggelse mod hans magt findes i at holde sig nær til Jesus. Satan er for både mennesker og engle blevet afsløret som menneskets fjende og ødelægger, og Kristus som menneskets ven og befrier. Hans Ånd kan i mennesket udvikle alt det, som kan højne tanken og forædle personligheden. Den kan styrke mennesker til atter at blive til Guds ære, både ved legeme og sjæl og ånd. "Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd." 2Tim. 1,7. Han har kaldet os, "for at I skulle få vor Herres Jesu Kristi herlighed" karakter "i eje!" Han har kaldet os til "at blive hans Søns billede lige". 2Tess. 2,14; Rom. 8,29. ret
(229) Og sjæle, der har været fornedrede til at være Satans redskaber, bliver stadig ved Kristi kraft forvandlede til at blive retfærdighedens sendebud og udsendes af Gud for at fortælle, "hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig". ret