(25) Dette kapitel er bygget op over Luk 2,1-20
Ærens Konge fornedrede sig dybt for at blive menneske. Hans jordiske omgivelser var grove og frastødende. Hans herlighed var skjult, for at ikke hans ydre skikkelses majestæt skulle virke tiltrækkende. Han skyede al ydre pragt. Rigdom, verdslig ære og menneskelig storhed kan aldrig frelse en sjæl fra døden. Jesus ville ikke, at nogen tillokkelse af jordisk art skulle kalde mennesker hen til ham. Kun den himmelske sandheds skønhed skulle drage dem, der vil følge ham. For længst var Messias' egenskaber blevet forudsagt i profetierne, og det var hans vilje, at mennesker skulle tage imod ham efter det vidnesbyrd, de havde i Guds ord. ret
(25) Englene havde undredes over den herlige frelsesplan. De var på vagt for at se, hvordan Guds folk ville tage imod Guds Søn, når han var i menneskeskikkelse. Der kom engle til det udvalgte folks land. Andre folkeslag beskæftigede sig med falske beretninger og dyrkede afguder. Englene kom til det land, hvor Guds herlighed var blevet åbenbaret, og hvor profetiernes lys havde skinnet. De kom til Jerusalem, uden at nogen så dem, til de beskikkede fortolkere af de hellige Skrifter og tjenerne i Guds hus. Præsten Zakarias havde allerede, da han gjorde tjeneste ved alteret, fået en fornemmelse af Kristi snare komme. Forløberen var allerede født, og hans tjeneste var blevet bevidnet gennem undere og forudsigelser. Beretningen om hans fødsel og hans udsendelses vidunderlige betydningsfuldhed var rygtedes viden om. Men alligevel beredte Jerusalem sig ikke til at byde Frelseren velkommen. ret
(25) Med forundring så de himmelske sendebud ligegyldigheden hos det folk, som Gud havde udvalgt til at meddele verden den hellige sandheds lys. Det jødiske folk var blevet bevaret som vidne om, at Kristus skulle fødes i Abrahams slægt og være af Davids hus; men alligevel vidste de ikke, at hans komme nu var forestående. I templet viste morgenog aftenofferet hver dag hen til Guds Lam; men selv her var der ikke truffet forberedelser til at tage imod ham. Folkets præster og lærere vidste ikke, at alle tiders største begivenhed snart skulle finde sted. De gentog deres meningsløse bønner og udførte gudsdyrkelsens ritualer for at ses af mennesker, men ved deres strid for at blive rige og vinde verdslig ære var de uforberedte til åbenbaringen af Messias. Israels land var gennemsyret af den samme ligegyldighed. Egenkærlige hjerter, der var optagne af verden, lod sig ikke bevæge af den glæde, der havde betaget hele Himmelen. Kun nogle få længtes efter at se den Usynlige. Til disse blev det himmelske budskab sendt. ret
(26) Engle vågede over Josef og Maria, da de drog fra deres hjem i Nazaret til Davids stad. Romerrigets forordning om, at alle folkene i hele det vældige rige skulle skrives i mandtal, nåede helt ud til dem, der boede blandt Galilæas bjerge. Ligesom Kyros i gamle dage blev kaldet til verdensrigets trone, for at han skulle frigive Herrens fanger, således blev kejser Augustus benyttet til at opfylde Guds plan om at føre Jesu moder til Betlehem. ret
(26) Hun er af Davids hus, og Davids søn skal fødes i Davids stad. Fra Betlehem, siger profeten, "skal der udgå mig en til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage." Mika 5,1. Men i deres kongelige slægts by er Josef og Maria ukendte, og ingen ærer dem. Trætte og hjemløse drager de gennem den snævre gade i dens fulde længde, fra byens port til byens yderste østlige grænse, og søger forgæves et sted, hvor de kan hvile sig om natten. Der er ingen plads til dem i det overfyldte herberg. I en primitiv bygning, hvor dyrene søger ly, finder de til sidst et tilflugtsted, og her bliver verdens Frelser født. ret
(26) Mennesker aner det ikke, men dette budskab opfylder hele Himmelen med fryd. De hellige skabninger fra lysets verden drages mod jorden med en dybere og mere inderlig interesse. Hele verden er blevet lysere ved hans nærværelse. Over Betlehems høje forsamler en utallig skare af engle sig. De afventer tegnet til at bekendtgøre den glædelige nyhed for verden. Hvis de ledende mænd i Israel havde været tro mod deres kald, kunne de have fået del i den glæde at forkynde Jesu fødsel; men nu blev de forbigået. ret
(26) Gud siger: "Thi jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land." "For den oprigtige oprinder lys i mørke." Es. 44,3; Sl. 2,4. De klare stråler fra Guds trone vil lyse for dem, der søger efter lyset, og som tager imod det med glæde. ret
(26) På de marker, hvor David som dreng havde vogtet sine får, var der stadig hyrder, som holdt vagt om natten. I de stille timer talte de sammen om den forjættede Frelser og bad om, at den konge, som skulle sidde på Davids trone, måtte komme. "Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: 'Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren' ret
(26) Ved at høre disse ord bliver de lyttende hyrders sind opfyldt af herlige fremtidssyner. Befrieren er kommet til Israel! Magt, ophøjelse og sejr står i forbindelse med hans komme. Men engelen må forberede dem på, at de må kunne genkende deres Frelser i fattigdom og ringhed. "Dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe." ret
(26) Det himmelske sendebud havde beroliget deres frygt. Han havde fortalt dem, hvordan de skulle finde Jesus. Med den kærligste hensyntagen til deres menneskelige svaghed havde han givet dem tid til at vænne sig til den himmelske stråleglans. Derefter kunne jubelen og herligheden ikke længere holdes skjult. Hele sletten blev oplyst af de himmelske hærskarers stråleglans. Jorden tav, og Himmelen bøjede sig derned for at lytte til denne sang: ret
(27) Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag. ret
(27) Om blot menneskeslægten i dag ville vedkende sig denne sang! Den forkyndelse, der dengang lød, den tone, der blev anslået, vil klinge til tidernes ende og give genlyd til verdens yderste grænser. Når Retfærdighedens Sol skal opgå med lægedom under sine vinger, vil denne sang tone igen med en vældig skares røst, ligesom en brusen af mange vande, og lyde således: "Halleluja! thi Herren vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme!" Åb. 19,6. ret
(27) Da englene forsvandt, veg lyset bort, og nattens skygger sænkede sig atter over Betlehems høje. Men det mest strålende billede, som menneskeøjne nogensinde har set, dvælede i hyrdernes erindring. "Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: "Lad os dog gå til Betlehem og se det, som der er sket, og som Herren har kundgjort os." Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben." ret
(27) Da de gik bort med stor glæde, forkyndte de alt det, som de havde hørt og set. "Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem. Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Men hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud." ret
(27) Himmelen og jorden er i dag ikke længere borte fra hinanden end dengang, hvor hyrderne lyttede til englenes sang. Mennesker er stadig i lige så høj grad genstand for Himmelens omsorg, som dengang almindelige mennesker med almindeligt arbejde mødte engle midt på dagen og talte med de himmelske sendebud i vingårdene og på markerne. For os, som vandrer ad livets almindelige veje, kan Himmelen være ganske nær. Engle fra de himmelske boliger våger over deres skridt, som kommer og går efter Guds befaling. ret
(27) Beretningen om Betlehem er et uudtømmeligt emne. Et "dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud" findes skjult deri. Rom. 11,33. Vi undres over Frelserens opofrelse ved at bytte Himmelens trone med krybben og de tilbedende engles ledsagelse med dyrene i stalden. Menneskelig stolthed og selvtilfredshed bliver gjort til skamme ved hans nærværelse. Dog var det kun begyndelsen til hans forunderlige fornedrelse. Det ville have været en næsten ufattelig ydmygelse for Guds Søn at påtage sig menneskeskikkelse, selv da Adam stod uskyldig i Edens have. Men Jesus påtog sig menneskeskikkelse, da slægten gennem fire tusinde år var blevet svækket af synden. Ligesom ethvert af Adams børn gik han ind under den store arvelighedslovs følgevirkninger. Hvori disse bestod, ser vi gennem hans jordiske forfædres historie. Han kom med en sådan arv for at dele vore sorger og fristelser og for at give os eksemplet på et liv uden synd. ret
(28) I Himmelen havde Satan hadet Kristus for den stilling, han indtog hos Gud. Han hadede ham endnu dybere, da han selv blev stødt fra tronen. Han hadede ham, som forpligtede sig til at frelse en slægt af syndere. Dog tillod Gud, at hans Søn kom ned til denne verden, hvor Satan hævdede at være hersker, som et hjælpeløst barn og udsat for menneskelige svagheder. Gud tillod, at han mødte menneskelivets farer på samme måde som enhver anden menneskelig sjæl for at stride striden, ligesom ethvert menneskebarn må stride den, med fare for nederlag og evig fortabelse. ret
(28) En menneskefader ængstes for sin søn. Han ser ind i sit lille barns ansigt og bæver ved tanken om livets farer. Han længes efter at beskærme den, han elsker, fra Satans magt, at holde ham borte fra fristelser og strid. Gud gav sin enbårne Søn hen til at møde en mere bitter strid og en frygteligere risiko, for at livets vej måtte blive gjort tryg for vore små. ,.Deri består kærligheden!" Undres, I Himle, og fald i forundring, du jord! ret